onsdag den 31. marts 2010

Muffin Top

Jeg elsker kager og søde ting. Mit hjerte ligger hos salt (mmm, chips...), men jeg er også rigtig-rigtig glad for sødt. Især det det søde bliver blandet med noget syrligt. Så bliver det ikke så nemt kvalmt og så kan man spise mere!
Til sy-weekenden fik vi nogle helt guddommelige blåbærmuffins. Mandag aften tænkte jeg, at den slags kunne jeg da også sagtens lave. Vi havde ikke alle tingene som opskriften krævede, men det lykkedes alligevel. Jeg er nemlig rigtig god til at redde mislykket mad og til at improvisere opskrifter - især når der er kage i det!
Derfor kreerede jeg (på 30 minutter, alt inklusive!) de her helt fantastiske hindbærmuffins.
Opskriften er fra hjemmesiden sarahskager, og her er de ændringer jeg fik lavet:
Istedet for at bruge 100 gram smør brugte jeg 80 (vi havde ikke mere... Havde også bagt kanelsnegle, og de suckers sluger altså en del smør!).
Istedet for 2,5 dL kernemælk brugte jeg 1 dL minimælk, 1 dL ymer og 0,5 dL vand (ingen kernemælk i huset, kun en lille sjat mælk, men til gengæld masser af ymer. Det har vi ellers aldrig. Vandet var for at få konsistensen på plads igen).
Vi havde ingen muskat, så det kom jeg ikke i.
Istedet for 180 gram blåbær brugte jeg 220 gram hindbær (havde ingen frosne blåbær liggende, men til gengæld 2 poser øko-hindbær... Who knew? Nogle gange kan det godt betale sig at gå på fryser-rov...).
- og så fik jeg endelig 14 muffins ud af det, istedet for 12 - total bonus!
Og de er bare rigtig gode! Fik scoret nogle ret billige point dér. Men nu er jeg vist også færdig med at være husmoderlig for denne omgang. Lover at næste indlæg bliver om noget helt, helt andet. Hvis jeg da kan huske hvordan man ellers gør...

- med kost og spand,
Mille.

mandag den 29. marts 2010

Selvgjort er Velgjort

Som sagt var jeg til sy-tamtam hele weekenden. Lørdag lavede vores "vært" - den ene af os tre TrendSales-syersker - indisk frokost og søndag skulle vi to andre tage mad med. TrendSales-syerske nr. 2 havde lavet tyrkiske retter - bl.a. en super god fetasalat - og jeg havde hjemmebagt brød (ciabatta og knækbrød), ost og frugt med - og avokado og hjemmelavet tapenade.
I dag var der rester. Jeg har spist knækbrød med tapenade og avokado i vulgært store mængder. Jeg kunne leve af det. Og det er en super smuk "ret" - derfor vil jeg dele den med Jer.
Jeg elsker de mange farver på kernerne og kornet i brødet, tapenadens klare røde farve og spillet i de grønne farver i avokadoen. Sammen er det bare så tæt på sommer som vi kommer lige nu. Jeg kunne leve af det - dét og kold hvidvin og sommeraftener...
Når jeg laver mad foregår det sådan her: første gang jeg laver noget følger jeg opskriften slavisk. Når jeg har lavet det nogle gange skifter jeg gradvis opskriften ud med min egen logik og små ændringer her og der. Derfor er det lidt svært for mig at give Jer opskriften, for både knækbrød og tapenade har jeg lavet en del gange. But here goes:

Knækbrød:
1 dL havregryn
1 dL sesamfrø
1 dL hørfrø
1 dL solsikkekerner
1 dL græskarkerner
3,5 dL hvedemel
1 dL olie
2 dL vand
1 teske bagepulver eller lidt gær (ikke øko - det er noget noller!)
Lidt salt
Alting blandes sammen - kernerne kan evt. køres igennem en hakker ganske kort hvis man er til lidt mindre grove knækbrød. Dejen deles i to, som hver især rulles ud til firkanter mellem to stykker bagepapir. Skær knækbrødene ud som du vil have dem, og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i 20 minutter, eller indtil de er så gyldne og sprøde som du vil have dem.
Tapenade:
100 gram soltørrede tomater
60 gram kapers
2 fed hvidløg
Et skvæt citronsaft + skallen fra én citron
Lidt hakket, frisk chili.
1 dL god olivenolie
Salt og peber
Hak tomaterne, chilien og hvidløget. Smid det hele i en morter med kapers og salt, peber og citronskal, og gok (myrd?) det godt i laaang tid. Indtil du er træt i armen. Bland massen med citronsaft og olie. Presto tapenade-o. (Hvis du er for doven/ikke har en morter, så smid det hele i sådan en hakker-tingest, der følger med mange håndmixere, og lad vær med at fortælle det til dine venner)

Avokado:
Skær i to, af-skræl og skær i fine, fine både. (Jo, jeg ved godt at I nok godt ved hvordan man håndterer en 'kado, det er bare for gak og gøjl...)

- fancy frokost og billige point,
Mille.

Danske WebChicks - Ugens Blogger

Jeg har lige opdaget mit interview med Danske WebChicks - det er her. Skynd Jer forbi siden, og meld Jer til som faste læsere hvis I ikke allerede er det. Det er en rigtig fin lille side, og man lærer en masse nye blogs at kende.
Og til dem, der linker sig forbi min blog gennem DWCs link - hej hej! Velkommen til. Kig Jer omkring, og skriv hellere end gerne kommentarer/spørgsmål til mig. Hvis I melder Jer som faste læsere, så smid meget gerne Jeres egen blog-adresse, så kigger jeg forbi!

- WebChicks' påskekylling (- og jeg havde ikke noget billede af en kylling, så dagens random meta-blogningsbillede bliver af en måge. Potato, kartoffel),
Mille.


søndag den 28. marts 2010

Misc.

Lørdag og søndag har jeg været til sy-weekend sammen med to fantastiske kvinder fra TrendSales. I morgen er jeg Ugens Blogger på Danske WebChicks. Life is good. Her er et billede af nogle ekstra-covers til mine Skullcandy-hørebøffer. De har ikke så meget med hverken sy-weekend eller DWC at gøre, andet end at de alle sammen er super cool.
Efter 2 gange 7 timers syning, kagespisning, kaffedrikning, frokosttilberedning (og -spisning!), mønstertegning, opsprætning (- oh opsprætning, how I loath thee...), klipning og masser af snak er jeg relativt smadret. Både i ryg og hoved. Derfor bliver dagens indlæg kort og usammenhængende. Ligesom mig. Ey, Mille, det giver jo ingen mening! Og så er det lyv!
Jeg ved godt at det her ndlæg ikke er så inspirerende, og jeg undskylder mange gange, men jeg har undertråd på hjernen og behov for at skrive min gakkethed ud.
Bortset fra det, så synes jeg at de her covers er ret fede. Jeg er mere til dem med fuglene på, men jeg synes også at de her er rockin'. Men nu er jeg også en sucker for kranier (det lyder voldsomt morbidt, nu jeg ser det på skrift...), og dét må man sige at dem her lever op til. En standard-udgave af Skullcandys covers følger gratis med når man køber lyd med udskiftelige yder-dutter. Det hér er de "gratis" - dem med fuglene var dem jeg egenligt havde bestilt.
Nu vil jeg sige hej til min sofa og et tæppe - og rester fra frokosten i dag: hjemmebagt knækbrød og ciabatta, hjemmelavet tapenade af soltørrede tomater og kapers, avokado, Port Salut, brie og blommer. Life is good!

- peace out,
Mille.

lørdag den 27. marts 2010

Fristelsernes Farver

Efter mit bodsindlæg i går tænkte jeg at det var tid til noget syndigt igen. Jeg er ikke så god til det dér med at være sund i ret lang tid ad gangen.
For nogle uger siden så jeg en bannerreklame for Tempt Cider inde på TrendSales. Lige siden har jeg været stor fan.
Jeg troede ellers at markedet for søde alkoholiske cidere var mættet mellem Somersby og Rekorderlig - især efter at Somersby har udvidet til tranebær og hyldebærblomster. But no. Jeg er faldt pladask for Tempt. Især er jeg vild med deres jordbær og lime-variant - Tempt no. 9.
Den har en knap så kraftig, men stadig meget sød, jordbærsmag som Rekorderligs, og så er flaskene guddommeligt smukke. På jorbær/lime-udgaven er der en herligt kaos af roser, sommerfugle, mariehøner og (smagfuldt) halvnøgne kvinder. Og så er hele etiketten overstrøet med guldstøv. Suk... Det er bare girly!
Bag på alle flaskerne er der et nøglehul - altså et nøglehulsformet (og guldfarvet) hul i den bagerste etiket. Gennem den kan man læse en lille besked, der står skrevet på bagsiden af den forreste etiket. Det synes jeg er en sjov, lille detalje. Jeg er helt generelt ret begejstret for designet og idéerne bag dem hos Tempt. Det store fokus på udseende og skæve tilgangsvinkler adskiller dem fra de andre cidere - der her er lidt sjovere. And let's face it - jorbær/lime-cider er all about the fun..

- through the looking glass keyhole,
Mille.

fredag den 26. marts 2010

Sund og Sommerligt

Efter Choco-Loco-indlægget har jeg gået rundt og været silksulten nonstop. Så kan jeg lære at skrive mouth-watering indlæg og sweet, sweet chocolate-y goodness, kan jeg! Mmm, chokolate...
Men altså - efter mange, mange timer i absolut pinsel over ikke at have noget snoller derhjemme til at stille min sliksult, så har jeg lært min lektie. Ikke flere indlæg om usunde ting der leder mig i fordærv (i hvert fald ikke så længe jeg ikke har noget fordærv indenfor rækkevide - det andet er bare grumt!).
Derfor får I her et indlæg om æbler. Økologiske æbler, non the less. Fra Netto. Ok, det sidste er måske ikke så overskudsagtigt, men der ligger en Netto mindre end 5 minutter væk, og når de har øko-apflen, så er det altså helt ok.
Prøv lige at se hvor fine de er! Mmm... Helt røde og gule, og dejligt syrlige uden at man laver the ugly-sour-face - og så knaser de helt fantastisk. Kødet er helt kridhvidt og let lyserødt langs skrællen - har dem mistænkt for at være Pink Lady-æbler, men der er noget der ikke stemmer helt overens. Fx. at de ikke har pink skræl. Måske er de en slags æblehybrid?
Uanset hvad, så er jeg sikker på at det er insanely sunde. Og så kan jeg lære det, når jeg ikke er gammel nok til at lave et chokolade-indlæg uden at være lækkersulten i flere dage bagefter, eller uden utålmodigt at plage om sweets af hvilken som helst slags til stor frustration hos dem omkring mig.
Æbler er tegn på sommer og frisk frugt og bær på træer og buske. Æbler er sunde. Sund er det nye sort!

- æblekage, æblecrumble, apple-tini,
Mille.

P.S.: Pssst - jeg har aldrig været så meget til sort...

onsdag den 24. marts 2010

Choco-Loco

Med et så fantastisk navn som Choco-Loco, så er der slet ikke nogen grund til at jeg sidder og prøver på at være pseudokreativ med mine overskrifter.
Jeg elsker Choco-Loco! Det er go' stil! Til de ulykkeligt uindviede kan jeg fortælle at Choco-Loco er en slags fattigmands-M&M's - men de er meget bedre! Farverne er for det første flottere. Og I ved, hvor meget jeg går op i farver. Jeg er overbevist om at man kan smage forskel på de forskellige farver - jeg er fx. mest vild med de blå, derfor er de ingen steder at finde på billederne her. Dem har jeg nemlig allerede guflet. Og hvis man kan smage forskel på farverne, så siger det vel sig selv at jo flottere farverne er, desto bedre smager skidtet.
Derudover er de mere uregelmæssige end M&M's - og det er godt af tre forskellige grunde.
For det første, så er der noget ret forstyrrende over alt-for-ens slik. Jeg kan godt lide idéen om at der ikke er tysk arbejdsmoral på chokoladepastilfabrikken, og at de lidt skævere chokoladeeksistenser stadig får lov at overleve.
For det andet, så betyder det at peanutterne indeni pastillerne en gang imellem klistrer sig sammen, så man får en kæmpe Choko-Loco (aka. "Choco-Loco muy grande"!) - Choco-Loco er godt - kæmpe Choco-Loco er muy bueno (- og lagde i så lige mærke til mine ganske fantastiske spanskevner dér? Hva'beha'r! Hvad bliver det næste mon?!).
For det tredie, så betyder uregelmæssighederne i Choco-Loco-land at en del af pastillerne har et ekstra tykt lag af både chokolade og sukkerbelægning. Ikke ligesom de der nærrige M&M-folk, med deres tynde chokolade og deres "kun-liiiige-nok-til-at-dække"-sukkerbelægning. Pfft.
Og, ikke mindst, så koster Choko-Loco en brøkdel af, hvad en pose M&M's gør. Jeg finder dem til på tilbud til 10 kroner for en stor pose med 200 (eller er det 250?) gram i. De kan fået i Netto og Føtex, m.m.

SNACK-TIME!!,
Mille.

tirsdag den 23. marts 2010

Secret Project Tager Form

Så er det tid til "Hemmeligt Projekt"-opdatering igen. I søndags var jeg som sagt hjemme hos min mor for at få hjælp. Og ganske som forudset, så kunne min mor tale Burda. Der gik ikke meget mere end 5 minutter, så havde jeg fået directions til de næste mange skridt i processen.
Og hvad har jeg så fået lavet, siden sidst? Jo, jeg har for det første fået lagt belægninger på hvor belægninger nu engang skal være. Og helt uden at nogen af firkanterne fik fem kanter - det er også sådan noget min mor kan: omgåes naturlovene. Det er faktisk ret imponerende.
Jeg har også fået syet stropper fast, og klippet sømrum til, zigagget stoffet til igen og presset alle sømrummene flade. Totalt nollerarbejde! Det tager en evighed/krig/hundrede år og en madpakke/sommerdag og det ligner ikke at man kommer nogle vegne. Men det er meeeeget nødvendigt! Sagde min mor. Mange gange. Her er hun forresten, igang med at presse en fold, fordi "Man kan også liiige gøre det sådan hér, og så er det meget nemmere...". (- det er bare gas! Jeg sætter stor pris på hjælpen - er ikke så forfærdelig talentfuld med et strygejern...)
Men altså - på trods af nollerarbejde og uhensigtsmæssigt meget rining og opsprætning, så begynder det her sy-hejs at ligne noget.
Nu er det jo et meget hemmeligt projekt, det her, så jeg kan selvfølgelig ikke afsløre for meget med mine billeder. Men prøv at se hvordan mine små stofstykker efterhånden har transformeret sig til noget man rent faktisk næsten kan have på! (Og nej, jeg har ikke fået fancy røde striber a la hårmascara - det er bare eftermiddagssollyset fra altanen der også ville med på billedet).
Vinklen er lidt skæv - det er halvt med vilje, for at være sådan lidt mystisk (høhø), og halvt fordi det er jævnt svært at tage et billede af sin egen overkrop. Selvudløseren driller igen-igen, og jeg har ikke nogen Arto-træning.
Nu mangler jeg ca. en halvdel af projektet, og så mangler jeg stadig at lægge det allerede syede en lille smule ind (igen-igen-igen) - nede i "bunden", den her gang. Oh, joy...

- næsten påklædt,
Mille.

mandag den 22. marts 2010

Poof!

Prøv lige at se her, hvad jeg har fundet frem fra gemmerne!
Jeg havde fuldstændig glemt at jeg havde købt den her skønne puf i The Body Shop for et stykke tid siden. På tilbud, selvfølgelig. Det siger sig selv.
Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad jeg skal bruge den til - jeg ser et naivt klassisk billede for mig, i sort/hvid a la Hollywoods storhedstid, hvor jeg i silkerober sidder ved mit makeup-bord - sådan et hvidmalet ét med et ovalt spejl og lamper rundt om, og lyserøde polstrede satinpuder (for sådan et har jeg når jeg er med i mine Hollywood-fantasier) - og frisker min makeup op med en puf som den her. Let og elegant, imens mit hår sidder sat op i perfekte platinblonde halv-krøller, og jeg afleverer den ene ikoniske replik efter den anden, med køligt overskud.
Men altså, i den virkelige verden, der har jeg ikke så meget praktisk brug for puffen. Den er jo komplet umulig rent faktisk at bruge! Hvordan skulle man puffe pudder på med den? Den er jo kæmpe stor! - og tyk! Men fin, det er den! Og super blød. Og så har den det allerfineste lyserøde satinbånd - totalt girly, og det passer lige ind i mine desillusioner drømme. Og så kom den i en rund, gennemsigtig æske i kraftig plastik, som den bliver opbevaret i. Vi kan jo ikke have at puffen bliver støvet! Det er meget ikke Hollywoodagtigt at have en støvet puf!

- praktisk og fornuftig, remember?,
Mille.

søndag den 21. marts 2010

Secret Project Meets Bump on the Road

Nu er jeg nået så langt som jeg kan, med mit hemmelige projekt. Fra nu af giver syopskriften nemlig ikke mening mere.
Fra nu af har Burda-damerne røget sig en gevaldig bønne før de skrev noget ned - det er fuldstændig sort, det der står! Hvis jeg skulle følge den dumme opskrift, så skulle jeg få et firkantet stykke stof til at have fem sider. Det er jo helt gokkelok...
Derfor tager jeg hjem til min mor i dag. Hun er nemlig rigtig godt til at sy, og så forstår hun Burda-logik - sådan ligesom et fremmedsprog.
Jeg håber, at hun kan hjælpe mig med belægninger og femsidede firkanter, og at hun ikke har for mange fingre at sætte på mit handiwork.
Men hvad har jeg så fået lavet siden sidst?
Well, for det første, så har jeg fået syet alle de ombuk sammen, som jeg havde nålet og riet sammen. For det andet, så har jeg fået riet og syet hele overdelen. Og så har jeg fundet ud af at overdelen var lidt for stor. Som i "boobs on display" - og det er måske ikke så hensigtsmæssigt igen. Så jeg har også fået syet overdelen lidt ind igen. Og sprættet gamle syninger op. Er der noget jeg synes er trælst, så er det at sprætte op - og det har jeg gjort rigtig meget af siden sidst.
Men alt i alt, så er jeg faktisk ret glad for mine fremskridt. Her til venstre er et billede af overdelen før den blev lagt ind. Den er holdt oppe - og lukket foran - med knappenåle, men den var meget tydeligt for stor. Den er meget bedre nu.

- trouble shooting and stopped by trouble,
Mille.

lørdag den 20. marts 2010

Oh, So Pretty!

I går kom min søde søster forbi uni med cupcakes til mig. Hun havde nemlig bagt aftenen før, og havde fri hele fredagen. Det synes jeg er top go' stil. Vi fik hygget os i et par timer med kager, Cocio og de der nye cider-tingester - Tempt. I like. Og så er flaskerne super, super flotte! Men det er ikke det, det her indlæg skal handle om.
Min søster havde nemlig også et par øreringe med til mig, som jeg havde fået hende til at bestille fra H&Ms katalog sammen med en masse ting hun selv skulle have.
Cupcakes og øreringe - bliver det meget bedre? I think not.
Jeg synes at de er super flotte, de her øreringe. De er lavet af helt, helt tyndt guldfarvet metal, og så er der noget tykt, lakeret maling ovenpå. Jeg elsker mikset af grønne/blå/lilla og orange/røde/pink nuancer - selvom det sagtens kunne lyde ret forvirrende med så mange farver og med både varme og kolde nuancer, så fungerer det rigtig godt.
- og så vejer de ikke ret meget, hvilket altid er rart med halvstore øreringe - så slipper man får at ens øreflipper bliver 5 cm lange.
Jeg stod faktisk lige og manglede et par hoops da jeg så dem her i H&M-kataloget, og til 30 kroner var de slet ikke til at stå for. Gang på gang bliver jeg faktisk overrasket over, hvad man kan få i H&M for under en halvtredser.
De her øreringe fåes også i "sølv" med nogle andre - og knap så mange - farver på blade og blomster, men jeg er en gold kinda girl, og kunne aldrig finde på at vælge sølv hvis der er et guldalternativ. Min hudtone er ikke så glad for sølv...
Jeg ville have taget og vist Jer et billede hvor jeg har øreringene på, men jeg må efter omkring 20 forsøg med kameraet indse, at jeg ikke er specielt fotogen i dag (som i: "ARGH! What the hell is that?!"), så det må I undvære.

- jumping through hoops,
Mille.

fredag den 19. marts 2010

Secret Project Continued

Mit meget hemmelige projekt er nået et skridt videre. Jeg har fået sat meget præcist sammen, sat mange nåle i, og riet kanter på en hel del af det. For flejne, det tager halvlang tid at få formsyede kanter til at flugte! Men jeg brokker mig ikke - jeg elsker at sidde og nørkle med den slags ting. Bare for at der ikke skal gå for meget mormor i det hele, så laver jeg som regel den her slags ting imens jeg synger meget højt med på Pink eller Muse, eller imens jeg ser Paradise Hotel. Jeg tror på, at det jævner det lidt ud.
Ind til videre har jeg kun stukket mig selv 4 gange. Og jeg har kun sat mig selv fast til stoffet med en knappenål 3 gange. Sådan nogle strømpebukser, de kan sagtens lige komme i vejen, når man sådan står og er kreativ. Os kreative mennesker har ikke tid til den slags petitesser det er at holde styr på vildfarne skørter og benklæder. Næ nej. Vi har vigtigere ting at tage os til. Som sømrum. Og trådretninger. Og belægninger.
Her til venstre er den opskrift jeg følger. Og jeg bander den langt væk. Lidt for tit, ifølge dem der skal høre på det. Men helt ærligt - den er dybt stupidt skrevet! For det første er der en pokkers masse forkortelser, som der aldrig bliver redegjort for. Undskyld mig, herr syvejledning, som ikke kender alt Jeres fancy sy-lingo. For det andet, så kalder den mig "De", og det får jeg altså lidt stress af - og det får mig ikke ligefrem til at følge mig yngre! For det tredie, så er det smækfyldt med stavefejl. Den skriver konsekvent sammensatte navneord i to ord (hallo, syopskrift - der er en grund til at det hedder sammensatte navneord!), og det gør heller ikke forståelsen af det her gak og gøjl nemmere. Bortset fra det er den fin nok. Tror jeg. Jeg har i hvert fald ikke fundet andre irritationspunkter endnu.
Faktisk er jeg nået en del længere end billedet øverst til højre giver udtryk for. Prøv selv at se her:
Jeg er faktisk ret stolt af mig selv. På trods af vanskelig syvejledning går det her hejs faktisk overraskende let og hurtigt fremad.

- very good girl,
Mille.

Yellow, Camera, Action!

En kommentar på mit forårsindlæg i går fik mig til at tænke på de her bukser. Kommentaren sagde, at selvom jeg ikke har set nogle forårsblomster endnu, så er der altså forår i Svendborg. Jeg har nemlig købt de her bukser i Svendborg. Og de minder mig om forår. Kan I se hvordan det hele er kædet sammen? Total inter-linkage i bloggen.
Anywho - jeg fandt i sommers de her super fine gule jeans i en forretning i Svendborg der holdte kæmpe udsalg (woo-hoo, udsalg!! 70%, non the less - dvs. at jeg kun måtte slippe 250 kroner! Åh udsalg, how I love thee...). Butikken hedder Baronessen & Friherren, og de har nogle super fine ting - både tøj, sko og accessories.
Jeg kalder dem mine chicken pants. Eller mine lemon legs. Det sidste er en reference til et gammelt afsnit af tv-serien "Suddenly Susan" (- eller "Susan - Sød og Single", som den så fantastisk blev oversat...), hvor Todd og Luis køber et parti meget gule og meget stramme spandexbukser (til mænd!) og markedsfører dem som - you've guessed it - lemon legs.
De her jeans er hverken af spandex, til mænd eller selvantændelige (som det viser sig med the lemon legs), men de er stramme og de er meget gule. Jeg elsker dem, selvom jeg har meget svært ved at finde ud af hvad jeg skal have på til. Hvad passer til meget-gule jeans?
Modellen er en smule kort i benene, så jeg har dem kun på med høje sko til - ellers går der lidt klassens nørd i det hele - men med et par stilletter er de til gengæld også super fantastisk 80'er-agtige.
Jeg er helt ekset med gul, og en så klar gul som den her kan jeg ikke udgå at blive glad af. Det er solskin i jeansform. Hvis foråret ikke selv vil komme til Volleren, så vil jeg bare bring it myself.

- gul som erantis og forårssol,
Mille.

torsdag den 18. marts 2010

Spring Is Here, There's No Mistakin'

- eller, det er i hvert fald godt på vej. Sådan vælger jeg i hvert fald at tolke de forskellige ikke-vinter-ting der sker rundt om mig.
Her kommer et par billeder af en fin plante (som faktisk har været med herinde før - eller, dens potteplanteskjuler har i hvert fald) - som har fået nye skud! Hallo! Hvor forårsagtigt er det lige? Jeg ved godt at den store cluster af nye blade lidt ligner en halvdød blæksprutte, men den er altså ret fin når den er lidt mere voksen.
Jeg har ikke kunnet finde nogle vintergækker eller erantis endnu, men det er jeg overbevist om bare er fordi jeg ikke har kigget grundigt nok endnu - og fordi jeg bor dér, hvor beton går hen for at dø. De stakkels små blomster har jo ikke en isternings chance i helvede for at bryde igennem al den beton og asfalt! Jeg har set at andre bloggere har fundet nogle, og jeg er dybt misundelig!
Jeg har til gengæld en helt fantastisk udsigt. Prøv lige at se den her himmel! Hvis bare der var lidt blade på træerne, så ville det være helt perfekt. Kom frisk, nye blade! I går så jeg to blåmejser - jeg er klar til varmere vejr!
- og titlen er forresten en reference til en way old Barbra Streisand-sang (er der andre end mig, der er nørdede nok til at vide det?),
Mille.

onsdag den 17. marts 2010

Secret Project

Jeg er i gang med et meget hemmeligt projekt. Jeg er nemlig super kreativ, ja jeg er så. Eller, det vil jeg i hvert fald gerne være, så nu har jeg sat mig for at gøre noget ved det.
Da jeg stadig boede hjemme (dvs. for 5½ år siden og før det) var jeg faktisk ok kreativ - silkemaling, syprojekter, sådan nogle ting. Siden jeg flyttede hjemmefra har min kreativitet ikke ligefrem fået det allerstørste outlet. De har mest af alt fået lov til at udfolde sig i madlavning, bagværk og opgaveskrivning. Big whup...
Men nu skal det være slut! Mine kreative evner skal ikke ende som mine ganske fantastiske tyskevner og mine endnu mere faktastiske franskevner!
Jeg vil ikke sige helt hvad det er jeg er i gang med - selvom det nok ikke er så svært at gætte (- eller se sig frem til). Men så er der lidt spænding - eller noget... Eller... Anyway, just humour me with this one!
Jeg vil dog sige så meget som at jeg skal bruge det her stof. Farven på billedet er ikke så god (damn tusmørke), men det viser mønstret fint.
Indtil videre er jeg nået så langt her i projektet - jeg vil løbende skrive indlæg herinde med mine fremskridt. Hvis det nu bliver virkelig kikset, så lader vi bare som om at det aldrig er sket, er det en aftale?
Jeg er helt vild med at være kommet i gang igen - jeg er blevet helt børne-ivrig (som I måske kan se på den stakkels nålepude, der er blevet stukket med alt spidst jeg kunne komme i nærheden af). Derfor er der lige pt. stofrester og sytråd all over the place herhjemme.

- Praktiske Gris, det er lige mig,
Mille.

Serie 2 - Naughty Bestik

Her var lidt stille på bloggen i går - det må I undskylde. Til gengæld har jeg fundet den sidste statement-tee! Den hang og gemte sig på vasketøjssnoren! Frække, frække statement-tee! Det her bliver altså sidste indlæg i serie 2. Jeg får helt lyst til at vifte med et falg, or some such afskeds-gesture...
Anywho - det her er faktisk min første statement-top. Den er (surprise, surprise) også fra David & Goliath, købt sammen med den grønne med næsehornet i London af mig selv.
Det ene af billederne i collagen er fra vores campingtur i Lundeborg i sommers (- se venligst bort fra the very severe case of bad hair! The salt-water did it!!). I ved, den med termokanden. Vi boede lige ned til stranden, så vi lå hele dagen og kiggede ud over vandet - og blå Kings og rødvin! ARGH! Nik & Jay! Igen?! GÅ NU VÆK, blev der sagt! For fanden da...
Men altså - super lækker tur, og super lækkert vejr. Og lige nu har jeg brug for super lækkert vejr. Jeg er træt af kulde og grå og vind og elektrisk hår.
Bortset fra det, så er den her tanktop endnu et bevis på mit helt fantastiske humor. Ehrm... Altså... "Spooning leads to forking" - jeg synes at det er top sjovt! Især fordi tegningen er så barnligt naivistisk - totalt clash! And look how happy they are!!
Jeg elsker den lysegule farve - jeg er helt generelt ret begejstret for gul (konen siger, at hvis jeg ikke ved hvad farve jeg skal vælge, så er gul altid mit default-valg, og der er faktisk noget om det...), og den her gule nuance er super fin til solbrun hud. Vinterbleg, not so much. Ligesom de andre tanktops er den lavet i riflet bomuld, og ligesom den lysegrønne er den en smule kortere end de andre. Men who cares, når det er solbrunt maveskind man kan komme til at flashe?

- is that a fork you've got there, or are you just happy to see me?,
Mille.

mandag den 15. marts 2010

80'er-Lækker

Jeg kan ikke lige finde den sidste statement-tee jeg ville have vist Jer - jeg kigger videre til i morgen - så i dag kommer der lige en lille pause i serie 2.
Her får I i stedet et billede af mig, sans glattejern (- og make-up! Mille er en meget modig kvinde!). Total 80'er/Flock of Seagulls/modeshow på crack-lækkert hår. Og så viser billedet ikke engang helt hvor stort det er. Det er faktisk næsten helt uhyggeligt! Krøller + føntørrer er en fantastisk ting (- og det minder mig forresten om, at jeg skal have lagt føntørrer + glattejern herind. Super fine matas-fund!).
Og jo, jeg ved godt at hver gang jeg skal lave en lille intermission eller ikke-farve-relateret announcement herinde kommer der et fuldstændig urelateret billede på bloggen. But whatcha' gonna do? Nogle ting er sjove og får mig til at smile selvom de er helt farvefri!

- poof!,
Mille.

søndag den 14. marts 2010

Serie 2 - Næsehorn og Sassy Comebacks

Jeg synes at den her top er super sjov. Så må I selv bestemme om det er tegn på fuldstændig superb humor, eller om det betyder at jeg er top nederen. Endnu-endnu-endnu en gang er vi på besøg i David & Goliath-delen af mit klædeskab (men nu er det også snart ved at være slut!), men den her trøje har jeg helt selv importeret (dog fra samme butik i London - i Covent Garden), og jeg har givet 15 £ for den. Stofkvalitetsmæssigt er den ligesom de andre tanktops - pasformen er helt i top - men den er en anelse kortere.
Hvis det er lidt svært at læse kan jeg lige fortælle, at der rundt om næsehornet står "Rhino you are, but what am I?" - det er altså bare klassisk humor! Jeg er stor tilhænger af comebacks a la "Det kan du selv være!", "Talk to the hand!", "Dug på spejlet" og "Men du er også bare totalt klammuella, nå!". Måske er det min 90'er-ungdomstid der titter frem igen, men for mig er den fuldstændige mangel på stillingtagen og pointe altså bare go' spas! Og der passer "I know/rhino you are, but what am I?" bare fuldstændig perfekt ind - og så synes jeg at det lille tykke - og meget glade - næsehorn er ret nuttet.
Jeg er egentlig ikke så meget til meget lyse pastelfarver - jeg synes at de tit har en tendens til at udvaske alt hvad man kunne håbe at have af hudfarve, men den her mint-grønne farve har jeg ikke nogle problemer med. Især om sommeren er den rigtig lexi ("lexi" er et fuldstændig acceptabelt ord at bruge af folk der også bruger ordet "klammuella") til solbrun hud.
Og læg så forresten mærke til at jeg har fået fordrevet tågen i spisestuen! I dag var der slet ikke de samme billede-problemer som i går... Sære, sære kamera...

- thank you, GhostBusters! Or something...
Mille.

lørdag den 13. marts 2010

Serie 2 - Henny and the Dark Side

Kæreste blogverden.
Som I nok lægger mærke til, så er Henny forsvundet, sammen med den stribede baggrund. Afstemningen er nemlig slut, og med 11 stemmer imod mod 8 stemmer for, så er Henny og striberne stemt ude. Jeg har nu snydt lidt og sat Henny ind i headeren istedet for. Så kommer hun ikke i vejen for læsningen, og hun kan stadig holde øje med bloggen her.
Jeg håber at I er glade for ændringen herinde - skriv gerne en kommentar el. lign. og fortæl hvad I synes om det nye "design".
Dagens statement kommer igen-igen fra David & Goliath. Og så er det for en meget sjælden gangs skyld faktisk uden farver - umiddelbart. For denne her fine, fine tanktop - som forresten er lavet af samme slags stof som "Goodbye Kitty"-toppen - er nemlig en glow-in-the-dark-top. I know, totalt 90'er. Jeg kan huske at de sejeste, mest kickass POGs var dem der kunne lyse i mørket. Jeg var nede med de fede og havde mange, mange POGs... Suk...
Anywho, nostalgia aside, så er glow-in-the-dark super cool - og jeg siger ikke at jeg en gang i mellem står meget stille i et af lokalerne ude på uni indtil bevægelsessensorene slukker for lyset, bare for at se at jeg lyser grønt på maven, jeg siger bare at hvis man skulle befinde sig i et mørkt lokale, så kan man ligeså godt have sig lidt sjov (- og jeg kan godt se at det lyder virkelig kinky - det var næsten ikke med vilje...).
Jeg ved forresten ikke hvorfor der lige pludseligt er blevet tåget inde i vores spisestue. Det må I lige se bort fra - så får jeg fat på the GhostBusters til i morgen.
På toppen står der "Come to the dark side - we have cookies". Jeg er helt vild med det lille monster med kagerne (og de meget skæve tænder og skelende øjne...) - og jeg er meget på vej over til the dark side allerede! Hallo mand - hørte I ikke det med kagerne? (- og jeg har lige udstillet mig selv med 90'er-nostalgi og nørdetendenser - jeg må godt bruge udtryk som "hallo mand").
For lige at gentage mig selv én gang til, så har jeg faktisk også fået sendt dén her top hjem fra London af min søde TrendSales-London-ven, og mange, mange tak for det! Den blev også købt på tilbud for 5 £ (eller 10, nu bliver jeg helt i tvivl - men billigt var det i hvert fald), men jeg har faktisk selv, da jeg var derovre for omkring 1½ år siden, købt det samme motiv på en baby-body til min veninde Silles fantastisk smukke lille datter. Very cute!

- nomnomnom cookies!,
Mille.

fredag den 12. marts 2010

Serie 2 - Nice Kitty (+ Bonusbrok til Uffe Buchard)

Så er det tid til del to af serie 2. Woo-hoo! Hold op, hvor det går!
Del to kommer til at handle om katte. Næsten. En anden af mine David & Goliath-toppe har nemlig en slags ironisk "Hello Kitty"-applikation, som jeg synes er rigtig sjov (- især fordi en af mine andre helt store yndlingsting for tiden er pirater - yaaarrggh! Pirater er awesomeness med awesomeness på. Der er ikke noget der siger mere "badass" end træben og papegøje på skulderen!).
Men altså - den her top (og jo, jeg ved godt at etiketten på alle mine t-shirt/trøje/bluse/top hedder "trøje", men det er nu engang nemmest at have få etiketter, så hos mig hedder alt tøj der skal bruges på overkroppen (over undertøj, under overtøj) altså trøje. Nå!) hedder "Goodbye Kitty", og på den er der også en pirat-kitty, et kompas, en båd of sorts, og et sørøverkort henover noget vand. Så skulle temaet vist være på plads.
Goodbye Kitty-tanktoppen har jeg også fået købt og sendt hjem fra London af, og den var på tilbud til 5 £ - det er altså god pris for trøje (!) og humor!
Jeg elsker længden på David & Goliaths trøjer - de går langt nok ned til at jeg ikke flasher maveskind, men er samtidig korte nok til ikke at gå ned over gumpen. Jeg får stress af lange trøjer! Derudover er jeg super glad for det stof tanktoppene er lavet af. Til forskel fra t-shirterne er langt de fleste af David & Goliaths tanktoppe lavet af riflet bomuld - altså, det dér let strukturerede noget, der ligesom strik går ind og ud. Fordi de riflede "striber" går på langs af toppene har de en helt fantastisk pasform - de former sig nærmest efter ens krop. 
Hjemmesiden til David & Goliaths webshop har jeg linket til i indlægget fra i går.

Og nu til noget helt andet. Noget jeg aldrig har brugt min blog til før.
Jeg vil tillade mig at næsten-citere mig selv fra en kommentar jeg skrev i går på et indlæg af bloggeren Anja. Anja skrev om Uffe Buchards optræden i Go'morgen Danmark, og altså - magen til usympatisk fremtræden har jeg da så godt som aldrig set før. Uffe var inde for at snakke om blogs og om bloggeres rolle i forhold til modeopfattelse og modeshows etc. Fint nok. However - se eller gense indslaget via linket, og bedøm selv mandens integritet og objektivitet.
Her er altså mit lille response til "det professionelle" syn på blogverdenen:

Kære Uffe.
For pokker, hvor lyder du som en bitter, halvgammel mand. De relevante pointer du eventuelt kunne have mister fuldstændig deres legitimitet via din sarkastiske og spydige tone.
Du bedømmer en 15-årig drengs modeblog ikke på hans indsigt i modeverdenen, nye idéer og egen kreativitet, men derimod på stavefejl ("som man kan more sig over"). Du holder en skoledreng der dagligt kommer ud til flere hundrede læsere til last for ikke (endnu) at at have skrevet om alle de shows han sad på første række til ved modeugen, mens du sad nogle rækker tilbage. Du har, som fuldtids modeekspert, haft tid til at relatere til alle modeshows'ne, mens han (som 15-årig skoledreng) også har en hverdag der skal fungere. Og selv med dette i mente - så var det stadig ham der sad på forreste række, og ikke dig.
Din kommentar om, at du som modeekspert har en mode- og journalistisk balast, som mange bloggere mangler opfatter jeg som en sandhed med modifikationer at best. Det siger sig selv at du har større erfaring end en 15-årig (eller en 20-25-30-årig, for den sags skyld), men hvori ligger din uddannelse, dine værktøjer, din officielle balast? Hvis du vil gøre blogverdenen til en mudderkastningsarena, så må du selv være parat til at tage nogle slag (spat?), og jeg er sikker på at jeg kunne finde tekniske fejl all over dine skriverier.
Derudover finder jeg din bemærkning om at man som blogger skal relatere catwalkmoden til samfundet til grin på flere forskellige niveauer. For det første skal man som blogger ingenting. Det er det smukke med blogverdenen (- som godt kunne leve uden din nedsættende "det er jo dét vi har FaceBook til"-bemærkning. De høje piedestaler længe leve - det er vel nok godt at du kan trænge igennem via et mere lødigt medie end os menige bloggere!). Alle kan komme med deres mening i et så godt som demokratiseret felt, og hvis man ikke er interesseret kan man som læser smutte videre, no strings attatched. For det andet er det voldsomt ensrettende at tale om én korrekt måde at være (mode-)blogger på. For det tredie, så mener jeg ikke at manden som under Oscarshowet viste at hans måde at relatere moden til samfundet gik ud på igen og igen og igen ud i det pinlige at påtale at grunden til at mange af kvinderne havde mere simple, guld/pudder/sølv-farver på var på grund af finanskrisen (that's right, still talkin' 'bout you, Uffe!).
For lige at blive ved Oscarshowet et øjeblik, så fandt jeg dine virkeligt lave kommentarer ang. Gabourey Sidibe fuldstændigt upassende. Du fik mig til at krumme tæer mere end den fuldstændig ukompetente Jean Ahlefeldt-Laurvig gjorde - og det siger ikke så lidt! På baggrund af de kommentarer kommer dit lille sure Go'morgen Danmark-opstød faktisk ikke bag på mig. Du virker ikke som det allermest åbne og fremadseende væsen, men at lade dine manglende profileringsevner gå ud over up-and-coming profiler, der på den ene eller den anden måde har et svagt punkt, det er altså for ynkeligt, Uffe!
Venlige hilsener,
Mille.

torsdag den 11. marts 2010

Serie 2 - Assaultingly Funny

Hej blogfolk!
Jeg har besluttet mig for at lave en ny serie herinde, efter London-seriens kæmpe succes (- eller, den var i hvert fald en stor succes inde i mit hoved...). Anywho, jeg har besluttet at lave en serie, der kommer til at hedder "Statement" - altså tøj med et eller anden form for budskab via tekst eller billeder eller rebusser eller... Get the picture? Right!
Jeg er nemlig ret vild med tøj med humor. Når jeg en sjælden gang i mellem ikke hopper i retro-ish tøj a la 20-30-40-50-60'erne, så finder jeg som oftest noget statement-y tøj frem. Jeg er især vild med David & Goliaths tøj - det er god kvalitet, det er sjovt, og det passe mig på en prik.
Den her fine, fine t-shirt er netop fra David & Goliath (det er langt det meste af mit statement-tøj faktisk...), og den er én af mine absolutte yndlinge. Jeg undskylder forresten for kaosbilledet - jeg blev revet lidt med af Picasa - jeg tror at det er min gamle afhængighed der kradser på døren...
Hvis ikke det er helt tydeligt på billederne, så står der "A Salt & Battery" på den, og så er der et billede af en saltbøsse og et batteri (med små fine "in låååååve"-hjerter rundt om). For en engelsknørd som mig er det her altså humor på højt, højt plan. Jeg griner hver gang jeg tager den på.
T-shirten er lavet af blød, blød petroleumsblå babybomuld, og så var den på tilbud (yay!)! 10 £ mener jeg at have givet for den. David & Goliath har en britisk webshop her (der er også en amerikansk, men den har jeg aldrig brugt), og der er altid ting på tilbud! Jeg kunne købe mig fattig i fint tøj og sjove gadgets... Lige nu er jeg helt vild med de fine Momiji-dukker... De er fine, og de ville pynte mange forskelliges steder her i lejligheden!
Jeg har selv købt en del David & Goliath-ting med hjem når jeg har været i London, og hjemmesiden sender også til Danmark, men den her t-shirt har jeg faktisk fået sendt hjem af den samme søde pige der hjalp mig med bl.a. Chokolate Eclairs og Matthew Williamson-tunikaen. Mange tak :)

- money spend on funny isn't money spend at all,
Mille.

onsdag den 10. marts 2010

Colour me Colour

Prøv lige at se her, hvad min søde kone fandt til mig for nogle måneder siden. Næsten helt uopfordret (dvs. efter flere ugers "Ihh, hvor er det fint", "Suk...", "Hvis bare jeg havde sådan ét, så kunne jeg..." og "Mere suk.."). Det er farve med farver indeni! Farve opløftet i anden.
Og det bedste af det hele - på tilbud! Normalpris ca. 160 kroner - tilbudspris 40 kroner!
Hvor fin er den orange farve lige? Slet ikke til at stå for - den minder mig om sommeraftenssolskin. Og bål på stranden (- "og blå Kings og rødvin!"... ARGH, Nik & Jay - gå væk, gå væk, gå væk, GÅ VÆK!!!).
Det er sådan set ikke fordi jeg står og mangler et penalhus - jeg har et andet jeg meget gerne vil vise jer senere - men til 40 kroner, og med dén farve, og med så mange fine tynde tusser i, så skulle man da være et skarn hvis man sagde nej tak. Med de her tusser kan jeg være kreativ og skrive fine breve til folk, eller lave flotte "til-og-fra"-/fødselsdags-/postkort.
Prøv at se hvor mange forskellige fine farver der er i. Jeg er ikke helt sikker på hvad der sker for den dér sære brune én (nr. 5 fra højre), men ellers er jeg stor fan af dem alle sammen. Og så synes jeg er det er topsmart at der er et lille indbygget "rigtigt" penalhus inden i. Totalt 2 i 1. Effektivitet - det er mig! Effektivitet og fornuft!
Penalhuset og indholdet er fra Staedtler (- jepsen-depsen - dem der også laver de klassiske hvide folkeskoleviskelædere med det blå papcover), det kan købes i de fleste posthuse, og både tusser og læder + penalhus virker som super god kvalitet. Jeg er helt vild med det lille "vindue" til tusserne - om det er for at de kan kigge ud, eller for at jeg kan kigge ind, det skal jeg ikke kunne sige, men fancy, det er det.

- doodle, doodle,
Mille.

mandag den 8. marts 2010

I Kvindernes Tegn

I dag er det som bekendt kvindernes internationale kampdag. Hip hip for det! Jeg har i den anledning besluttet mig for at lave et lille hurtig blogindlæg for at fejre det på den bedste måde jeg lige umiddelbart kan komme på.
Fordi jeg lige nu sidder ude på uni og lader som om at jeg skriver speciale ville det være super swell hvis I, kære læsere, tager følgende omstændigheder in to consideration når I læser og dømmer dette indlæg:
For det første skriver jeg fra en meget lille Asus eee uden nogle af mine sædvanlige billedredigeringsprogrammer.
For det andet er  det eneste kamera jeg har i nærheden et indbygget webcam med 1,3 MP.
Sidst, men overhovedet ikke mindst, så er jeg, på grund af Oscar-night med study-buddies, i skrivende stund vågen på min 26. time, uden nogle planer om at smutte i seng indenfor en overskuelig fremtid.
Men altså - alle disse ting i mente, så kommer her mit beskedne indslag og kommentar på KIK. Helt uden farver, men hvis jeg selv skal sige det ganske passende for the occasion og for den feministiske kvinde jeg nu engang er.

- glædellg kampdag, alle sammen,
Mille.

P.S.: Tæppet i bunden af billedet er forresten ét af dem fra IKEA jeg tidligere har skrevet om. Det fulgte efter mig ud på uni i dag, in case jeg skulle få trang til en lille lur (i den voldsomt grimme men frygteligt behagelige lænestol I måske kan ane) - such a good blankie! 

P.P.S.: Jeg er lige kommet hjem, og kan nu se mit impromptu webcambillede på en fornuftig størrelse skærm med ret meget bedre farveopløsning (or somesuch fancy ord...) - og det er jeg da faktisk ret tilfreds med! Det ser sådan lidt artsy ud med farverne - det giver nærmest billedet en "flad" quality to it... Niceness...

P.P.P.S.: Jeg har altså en navle i virkeligheden...

søndag den 7. marts 2010

Måger!

I fredags kom jeg til at gå forbi H&M igen, på vej hjem fra indkøb. Det er altså også pokkers at den ligger lige på vejen! Men altså - jeg har købt endnu en H&M-ting, og derfor bliver min meget demonstrative pause fra H&M-goodies noget kortere end beregnet. I denne omgang. Jeg vender voldsomt tilbage. Eller, det gør jeg jo så lige præcist ikke, but you catch my drift...
Jeg er, som tidligere nævnt, kæmpe fan af 30-50'er-stil med store solbriller, biler med trinbræt, vind i håret, fine cottoncoats og fantastiske kjoler. Derfor kunne jeg umuligt stå for det her fine, fine lille tørklæde! Nu mangler jeg bare den åbne bil og en helvedes masse acting classes..., og så er jeg så selvskreven til en klassisk-film-remake!
Jeg undskylder på forhånd for det vildfarne hår og det grumpy ansigtsudtryk - jeg kommer lige udefra, og det er eddersparkeme koldt! Skulle gå 500 meter i modvind - jeg troede aldrig at min ansigt skulle tø op igen! Jeg har forsøgt at tweake lidt med farverne, så min næse ikke ser helt så rød ud som den i virkeligheden var, og ved at gøre det ramte jeg rent tilfældigt den præcise farve på tørklædet, som ellers var blevet forvrænget lidt af lyset i stuen. Awesomeness...
Tørkældet er omkring 40 * 40 cm, og jeg er helt vild med de små mågesilhuetter der er på (det minder mig om mågestel, men på en gennemført cool måde...)! Det passer lige ind i den maritime stil som jeg er faldet komplet for. Og så er det lavet af noget helt tyndt mesh-agtigt polyester - jeg ville egentligt have haft ét i silke, men med en pris på 30 (tredive!!) kroner er mit budget ikke væltet, og jeg er stadig på jagt efter flere fantastiske små tørklæder - og helst i så mange farver som muligt (- d'uh...).
Nu skal jeg bare have lært mig selv at binde en rigtig ascotknude. Jeg kan godt i teorien, men knude nr. 2 driller mig gang på gang.

- H&M-pause starter igen fraaaaa NU af!,
Mille.

lørdag den 6. marts 2010

Wolfordness

I går lovede jeg at mit næste tøjindlæg ville være om noget helt, helt andet end H&M. Jeg har tænkt over hvad jeg skulle vælge, for jeg havde sat mig for at det skulle være så lidt H&M-agtigt som overhovedet muligt. Og her kommer så mit bevis for at jeg har andet end H&M i klædeskabet. En body fra Wolford. Købt i Magasin og alting!
I virkeligheden var det ikke så svært at vælge, for den her postkasserøde sag nærmest sprang på mig da jeg åbnede mit skab i går morges. Så det her er faktisk en slags "dagens outfit" - eller, et halvt oufit, om ikke andet. Mine ben så sære ud på billedet, så dem har jeg for min egen forfængeligheds skyld skåret fra. Jeg ved godt at jeg har jævnt skæve stænger, men der er jo ikke nogen grund til at broadcaste det når de går helt amok. Derfor: Mille a la nyhedsoplæser. Til de nysgerrige kan jeg fortælle at jeg har dressy shorts, sorte nylonstrømper og sorte stilletter på.
Men altså: Wolford. Faktisk er den her body voldsomt for stor til mig - den er en størrelse M, men jeg har Wolfords størrelser mistænkt for at være et hak til den store side. Jeg er i hvert fald overbevist om at jeg skulle have haft en størrelse XS. Jeg købte den i M da den ellers ville være frygtelig for kort i livstykket, og jeg bryder mig ikke specielt meget om at rende rundt med konstant olfert. I guess nød lærer nøgen kvinde at gå med størrelse M.
Det betyder dog, at selvom jeg har det behageligt i den her body, og selvom jeg undgår en silhuet som en aerobicpige fra 1980'erne, så bliver min lige-op-og-ned-figur fremhævet ret så kraftigt (notér de strategisk placerede hænder på billedet herover - clever girl!).
Hvorfor, kunne man så spørge mig, har du dog så købt den body, kvindemenneske?
Det har jeg af tre voldsomt gode grunde: For det første trængte jeg, da jeg købte den, til at forkæle mig selv, og jeg havde haft øje på the body i et stykke tid. For det andet var den på tilbud (ehrm... Se hér for forklaring på forholdet mellem mig og tilbud - og karameller...). For det tredie har den den allermest fantastiske krave! Suk! Jeg elsker det dybe snit og det tunge broderede stof! Og så kan den stå op som en rigtig kinakrave, eller flade ud helt incognito (- se venligst bort fra det uintentionelle semi-boob shot, jeg først lige nu lagde mærke til... Now look what I did! Boobs again!).
Jeg har taget et über-super closeup detaljebillede, så I kan se de fine broderinger i kravestoffet. Resten af bodyen er lavet af noget stræk-kunststof, og den er helt uden syninger, andet end ved skuldre/ærmepåsåtninger og i bunden. Dvs. ingen syninger i ryggen eller ned langs siderne - super luksus-feel! Og så er ærmerne også lange nok til mine arme! Det er ellers noget af en sjældenhed.
Jeg er helt vild med den røde farve - både den på selve bodyen og den på kraven. Kraven får mig til at føle mig som en asiatisk femme fatale, og fordi stoffet er så blødt er den rar at have på. Det er også ved at være et stykke tid siden jeg har lavet et indlæg om rød. Det er ellers én af mine yndlingsfarver... Det her indlæg er altså to fluer med ét smæk - rød og ikke-H&M. Hep-hey!

- sultry Wolford (okay, det rimede næsten inde i mit hoved... Never mind...),
Mille.

P.S.:
Kære blogverden.
Vil I være så søde at stemme i min afstemning i øverste højre hjørne af min blog? Jeg har modtaget indirekte klager over Henny og baggrunden herinde, og ville tage det op med dem det i virkeligheden påvirker mest: Jer! Så stem hellere end gerne - uanset om I er pro eller con.
Kram, Mille.

fredag den 5. marts 2010

30

- og så er min lille blog-ita forresten her i går nået op på 30 læsere - 2 via bloglovin', 27 via Google og én der er pist usynlig. Mange tak til Jer alle sammen. Hvis ikke jeg har hilst på Jer direkte må I meget gerne skrive en kommentar og give Jer til kende. Jeg vil meget gerne se Jeres blogs også, hvis I har en. You guys rock, og jeg er glad for at skrive til Jer.
Her kommer forresten lige et totalt urelateret billede, bare for at vise hvor super overskudsagtig jeg er. Som om det var noget. Nok boller til at brødføde en børnehave - bare fordi ens torsdag aften skal gå med ét eller andet.

- idéer til potentiel fremtidig give-away modtages forresten stadig meget gerne,
Mille.

Snack!

Kæreste blogverden. Her kommer en slags public service announcement.
Når man sidder på sin flade fra 9:00-17:00 every single friggin' day mandag-fredag og ser ud som om man skriver speciale, så kan man godt blive forfalden til snacks. Mange snacks. Og ikke spor sunde snacks. Jeg vil indrømme det med det samme, når jeg sidder og ser meget intellektuel og travl ud, så er det ikke gulerødder der ryger ned. No sire Bob!
Mine yndlingssnacks er pt. vanillekaffe, scones og chokolade med kiks i (total omvendt chokoladekiks - endelig vandt chokoladen over kiksen i deres lille indbyrdes kamp! HA! Victory! Hvem vil dog have mest kiks i kiks/chokolade-forholdet? Pffft...).
Ehrm... Hvis vi lige ser bort fra min imaginære snackkamp et øjeblik, så er min absolutte favorit dem her! Det er Chocolate Eclairs fra Cadbury's, og de er go' mums! Papiret ser blåt ud, men det er lilla og guld, og jeg bliver helt lækkersulten bare ved at se billedet.
Jeg har efterhånden fået sendt et ton eller to af dem hjem fra London af en sød, sød pige fra trendsales, men efter hun tog hjem efter et års au pair'ity i sommers har jeg levet på resterne. Lige indtil vi selv endelig kom afsted her i februar - jeg fandt en pose med 100 individuelle eclairs i. Ginormous pose og ginormous mums.
Inden i de fine wrappings er der en karamel med chokolade-midte, og karamellen er helt crunchy til at starte med, og bliver så blød og sticky, og så blandes den med chokolade, og... *savle*
Ehrm... Igen... (Værdighed, Mille! Værdighed!) Billede-overflødighedshornet er måske en meget god indikator for, at jeg er ret besat af de her små karamel-tingester.

- I think I'll go have one now,
Mille.