mandag den 3. december 2012

Warning: No Colours


Okay. Så det dér med hovedet er blevet værre. Det hjalp som sagt ikke et klap på noget som helst at få lavet en spinal blood patch på Svendborg Sygehus i forrige uge (andet end det gav mig en ualmindelig dårlig holdning i et par dage). Og lige siden har hovedpine-hejset besluttet at gå på intensiv hævnaktion (det emsige svin...). Så jeg har været mere eller mindre migræneramt siden sidste indlæg. Whoop... Heldigvis har jeg en super effektiv læge, som kastede ét blik på mig og sendte mig videre til neurologerne på OUH. Jeg afventer brev fra dem nu, og så skal jeg indlægges dér engang i næste uge. Hvilket minder mig om, at jeg hellere må få givet den info videre til mit mødrene og fædrene ophav. Sidst jeg var sygehusramt, havde jeg muligvis glemt at få det fortalt (- og det er åbenbart sådan noget, forældre gerne vil vide. Også selvom man efterhånden skriver "Mille 27 år" (when the frog did that happen?!) på alle sine tegninger. Go figure...). Hvordan fortæller man sin far, at man skal indlægges i uvis tid for blandt andet at få lavet nogle hjernescanninger, uden at få det til at lyde alt for dramatisk? For det er det virkelig ikke. Det er mest af alt bare en praktisk ting - at have mig, kontrastvæskerne og scanningsmaskineriet + diverse lægefolk samlet på ét sted så længe, det er nødvendigt. 
Men altså: en ætsende hovedpine hver gang, jeg kigger på noget der bare minder om lys og farver gør i sagens natur, at jeg ikke kigger specielt meget på noget der bare minder om lys og farver. Bortset fra barnet. Og alle barnets legesager - for der er eddermame smæk på farverne! Derfor er der ikke så meget at farveblogge om - inderligere af mine øjenlåg og udsigten under min hovedpude er ikke så interessante igen. 
Til gengæld, så har jeg haft tid til at tænke lidt over alt det her med at være 'en mor'. Ikke, at jeg ikke har gjort det før (!), men det er stadigvæk så ganske nyt alt sammen. Sætningen "Jeg har en datter" ligger stadigvæk helt ny og fin i munden. Men når man nu er på barsel og bruger omkring ti timer i døgnet på at beundre vidunderet (og de resterende vågne timer på at Google hvorfor fanden ungen ikke sover middagslur/ikke holder op med at græde/elsker at tygge i sine fingre, men for alt i verden ikke gider en sut), så dukker der et par tanker op, som jeg for overskuelighedens skyld har valgt at sætte op i punktform (og at luge gevaldigt ud i). En slags top 3 over tanker om barnet under barsel, om man vil. Sæt i gang:

Punkt 1:
Er det bare mig, der har et umanerligt svedigt barn? Eller er det et standard mor-problem at være fuldstændig gennemblødt og sært fedtet i armhulekrogen (is that a word?) efter endt amning? Every froggin' time? Anywhose, så går der en skjorte eller to til på den konto quite so often. 

Punkt 2:
Jeg tror stadig ikke på, at der findes spædbørn, som sover flere gange i løbet af dagen. Jeg ved godt, at fordi My-barnet har sovet igennem (7-9-13) siden hun var en måned gammel, har jeg ikke ret til at ønske mere på søvn-kontoen, men jeg bliver ved med at høre om børn, som tager både to og tre lure i løbet af en dag. Her i hytten sover vi fra 20-06 (måske med en enkelt natteamning), og så ellers kun, hvis jeg er meget meget meget meget meget heldig (MEGET!), en middagslur på alt i mellem 30 minutter og 3 timer; gerne fra ved 11-tiden af. That's it! Dermed ikke sagt, at ungen ikke kan blive fuldstændig hysterisk af gråd derudover - bare uden at falde i søvn. What gives?

Punkt 3:
Der er umanerligt mange børnesange, hvor dyrene ender med at dø. Jeg nævner i flæng "På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke-bakketop", "Højt på en gren en krage" og "En lille frø i mosen sad". What gives? Er det en slags baby-udgave af 'de ka' lisså godt lære det fra starten af'-hed? On the other hand, så er der om muligt endnu flere sange, der handler om elefanter - "Mon du bemærket har", "Elefantens vuggevise" og "Én elefant kom marcherende", just to name a few. Jeg bliver efterhånden helt utryg, når jeg synger "I skoven skulle være gilde" og opdager og genopdager, at der ikke er nogle elefanter med. Jeg er overbevist om, at der er lusk med i spillet - jeg stoler ikke helt på den sang...

- og så siger det selvfølgelig sig selv, at alt det her hovedpine-værk - uanset hvor hardcore det bliver, og uanset hvor længe det bliver ved - absolut ingenting er ved siden af My-barnet, og at hun er det bedste nogensinde, og at jeg ikke ville bytte for noget overhovedet nogensinde.
Hvordan kan man stå for det grin?

- /end no-colour indlæg/,
Mille

P.S.: Glædelig december, for pokker da! Det havde jeg helt glemt! Yay, jul og sne og whatnots...