A Sorry State of Mind

Det er ren og skær elendighed, det her. Tonsertravlt ude, syg når jeg endelig har et par fridage og noget hygge planlagt.

Altså - i sidste uge var jeg til noget os-unge-lærere-hygger-sammen-tamtam, og da jeg var på vej hjem fra spisningen bliver jeg regnet på. Det er jeg åbenbart blevet for gammel til at kunne håndtere. Bevares, nu er jeg selvfølgelig også blevet 25. I hvert fald har jeg hostet og prustet lige siden. Og snottet! Oh Lord, the snotning... Jeg er blevet ramt af hele semi-efterårs-sygdomsbølgen: feber, ondt i ørene, ondt i halsen, hoste som en søløve, snottet like there's no tomorrow og generel udkørthed og slaskethed. FYI, så ser gymnasieelever lige igennem ens påtagede jeg-er-da-frisk-og-klar-på-undervisning-attitude. Man kan ligeså godt lade være med at prøve.

Anywho - fredag var vi til forsinket fødselsdagsmiddag hos svigerforældrene og lørdag kom et par veninder her for at spise lagkage og drikke kakao. I know! Total yndlingsfødselsdag. I løbet af lørdagen synes jeg faktisk at jeg var gået hen og var blevet okay frisk igen. Det må have været en eller anden form for febervildelse, for det var jeg i hvert fald ikke - men none the less, så blev jeg overtalt til at tage med i byen og få danset de sidste host ud af mit hærgede legeme (stupid, stupid, stupid!!!), og lige siden har jeg været tæt på skindød. Og med forkølelsessår. Oh joy... Må jeg ikke nok blive dækket af bylder også, kære skæbne?

Derfor er jeg nu - for anden gang på 1½ uge - gået under jorden herhjemme. Det virkeligt nederen ved at være rigtigt syg (i modsætning til "mandesyg", hvor man mest af alt piver for lidt opmærksomhed) er, at der ikke er noget interessant at lave, når man tæppestener flere dage i træk. Det er for eksempel umuligt at følge med i tv-programmer når man ikke kan holde sig vågen i mere end 20 minutter ad gangen. Og ikke kan se klart hele vejen hen til fjernsynet. Man kan ikke få gjort lidt rent, for en støvsuger vejer for meget til at man kan slæbe rundt på den - for ikke at tale om varmen fra den, og det faktum at man bliver nødt til at gå! (Note to self: buy Roomba!) I går tog det mig 1½ time at varme en halv pakke frossen hønsekødssuppe. Selv det her blog-indlæg har nu taget mig 3 dage (og mange pauser) at få færdigskrevet. Nuff' said.

Når man sådan ligger og har godt gammeldags ondt af sig selv, så kan man godt komme til at se tilbage på nogle af de billeder, man ikke har fået blogget om endnu, og få endnu mere ondt af sig selv. Jeg fandt den her række billeder, som ikke er mere end en måneds tid gamle, men som lige nu virker meget langt væk. Jeg vil have ostemuffins nu!! En kvinde på TrendSales gav mig opskriften (som er stinke-nem!) på de her ostemuffins, og de smagte fantastisk! (- hvis jeg havde energien til det ville jeg hoppe i Kvickly Xtra og købe cheddar... Og hvis jeg havde energien til det ville jeg også stå op i de ~10 minutter det tager at bakse dejen sammen):

Hvor fine er de lige? Det var første gang i ret lang tid at jeg havde bagt ikke-søde muffins, og jeg er svært tilfreds med dem. Her er opskriften på dem - den giver ca. 12 styks:

2 dl. hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 1/4 dl. majsmel

2 dl. revet mellemlagret ost (jeg brugte en cheddar, den dér, der kommer i en klods på ca. 1½ * 10 * 20 cm)

30 g. majskerner (kan udelades - det gjorde jeg)

2 sammenpiskede æg

3/4 dl. mælk

2/3 dl. olie

Salt

1. Ovnen forvarmes til 180 grader. 12 muffinsforme pensles med smeltet smør eller olie.

2. Hvedemel, bagepulver og salt sigtes i en stor skål. Tilsæt majsmel, ost (og eventuelle majskerner); lav en fordybning i midten. Hæld sammenrørt æg, mælk og olie i de tørre ingredienser.

3. Det hele vendes hurtigt sammen - man må endelig ikke røre for meget. Hvis man rører amok hæver muffin'sne ikke ret meget. Al power-røring når det kommer til muffins skal altid ske inden melet kommer i.

4. Dejen kommes i formene og bages i 20 min. til de er gyldne.

Done! De er super gode - næste gang jeg laver dem vil jeg nok komme en del mere ost i, og så tage noget af olien ud til fordel for vand istedet for. Jeg kan nemlig rigtig godt lide ost, og 2 dl fylder ikke ret meget når det kommer til stykket. Jeg tror at jeg vil gå op på 3 - eller måske endda 3½ istedet. Jeg spiser den her slags muffins til en kop te eller som en del af en større frokost/brunch.

Speaking of te - jeg tror at jeg vil loppe mit ynkelige legeme ud i køkkenet efter noget varmt vand. Det trænger! Hopefully see ya soon!

- cheesin',

Mille.

Demon Cookies

Okay, den primære grund til, at det her er demon cookies istedet for good ole fashioned chokolate chip cookies er, at jeg imens de bagte stod med min allermest evil overlord-stemme og befalede dem at "Rise!! Rise!! RIIIIISE!!!" (- lidt a la The Wicked Witch of the West i The Wizard of Oz, når hun skriger "Fly, fly my pretties, fly!!") - jeg er weird med mad på den måde.

Men altså - de her chokolate chip cookies (eller demon cookies, alt efter humør) er  nogle, jeg luskede mig til en opskrift på, den anden aften på TrendSales Magazine, hvor jeg bruger en enkelt time eller to *ahem* om dagen. Det er for længe siden jeg har bagt, og pludselig har jeg den største lyst i verden til at kreere noget kageværk. Jeg har også planer om kanelsnegle med mandler (min ultimative yndlingsopskrift!) og ostemuffins (en anden opskrift jeg fik på TrendSales - der skal cheddar i! Hvor spændende lyder det lige? Og orange!).

Opskriften her var super nem - den tog omkring 5 minutter at bakse sammen, ca. lige så lang tid at lægge på bageplader og så 10 minutter i ovnen pr. plade. Hvor nemt er det lige? Og helt uden at få snaskede fingre! Here's how it's done:

Tænd ovnen på 200 grader, eller 180 hvis du er fancy og har varmluft. Tag 80 g brun farin, 80 g sukker og 125 g blødt smør eller det der flydende noget på flaske (mit nye yndlings-køleskabs-essential! Det er altså bare smart! Også selvom jeg aldrig kan huske hvad det hedder... Smelte-smør?) og rør det sammen i en skål. Klæk et æg ud oveni massen, og kom 2 tsk vanillesukker i også. Rør sammen igen. Kom så 150 g mel, 1 tsk bagepulver og ½ tsk salt i og hak 175 g mørk chokolade og kom det i også. Rør alting sammen. Dejen skal være meget klistret! Form små kugler (så godt som det nu kan lade sig gøre med en meget klistret dej...) med to spiseskeer, sæt dem på en bageplade med bagepapir på, og mas dem lidt ud. Jeg fik 17 cookies i alt. Bag én plade ad gangen i midten af ovnen i 10 minutter (imens du manisk slisker "Rise, rise, RISE!!" ad dem). Når ovn-uret ringer løber du ud i køkkenet imens du synger "Cookies, cookies, cookies, cookies, cookies...", tager kagerne ud, glider bagepapiret over på en rist, smider næste plade i ovnen, og gentager. Når cookierne har kølet af i 10-15 minutter er de færdige og "hårde" og klar til at spise. Med et glas mælk til. That's how us evil over-lords roll...

Som altid er jeg lidt en skovl til at tage billeder imens jeg laver mad, fordi jeg bliver så begejstret over processen og produktet, men den her gang lykkedes det mig faktisk at få taget hele 3! Store sager. Der er heldigvis ingen af dem der viser mig i min bedste demon-pose (- altså, det engelsk "pose", som i ANTM, ikke det danske "pose", som i sæk...) med strittende fingre og vilde øjne foran ovnlågen.

Som I kan se, er mine små fine cookiekugler *giggles* blevet til nogle ordentlige motherfroggere af nogle amerikanersmåkager. FYI - mindre end en stor spiseskefuld pr. cookie kan også gøre det.

There you have it! Cookies på absolut ingen tid! Konen og jeg skal hjem til en veninde og se L Word i dag, og jeg vil pakke nogle af dem med, ligeså snart de er kølet helt af.

- muhuhahahah,

Mille

P.S.: Please vote!

Carrot Cake goes Muffin

I fredags, da jeg var ude på uni for at fejre (og tage billeder af) min veninde, der skulle aflevere speciale - og for at sige daw til nogle folk, og for at spise pommes frites i Bilka, fik jeg en sms af konen, der lød i retning af: "Hej skat, gider du ikke tage rugbrød, æg, sukker, gulerødder, kanel, chokolade og suppe med hjem?". Det gjorde jeg selvfølgelig - og resultatet blev (dog uden rugbrød og suppe) gulerodsmuffins! Til mig (altså, til os begge, men for the sake of the argument...), men ikke af mig! Det er en arbejdsfordeling jeg kan lide!

Jeg gik død under et tæppe da jeg kom hjem i fredags, med kvalme og en krop der var umulig at varme op, så jeg har først lige smagt den første muffin nu. Oh Lordy, de er gode! Og jeg kan ellers ikke lide mørk chokolade! Så har man også lige lært noget nyt i dag: gulerodsmuffins smager i overraskende grad som honninghjerter (dem fra Christiansfeld) - bare med gulerods"knas" (anførselstegn fordi gulerod i dej ikke knaser ret meget, men man kan mærke at det er der... Det blød-knaser...(it's a word!) Det er blødt, men det knaser - lidt). Det er nok kanelen, der gør det...

Prøv at se billederne her:

Konen siger, at hun har brugt den her opskrift. Men med visse ændringer. Ifølge hende er muffinsne lavet "lidt på slump". Jeg har fået følgende ændringer ud af hende: hun brugte almindeligt rørsukker hele i stedet for brun farin. Hun brugte det der flydende Becel-agtige olie/smør istedet for olie. Og så hakkede hun chokolade istedet for at komme rosiner i. Som I nok kan se på billederne er der chokolade på toppen af dem også, istedet for glasur.

Er det noget, der er smart, så er det altså de der silikoneforme! De hopper lige af kagerne, når de er færdigbagt, de kan gå i opvaskemaskinen, og de giver en god form på muffinen - og hvis man smider dem i en hård multi-muffin-form (sådan en man stiller på en rist i ovnen, hvor der er plads til 6-15 muffins i) - kan man få fine, fine cup cakes i picture perfect cup cake-form - sådan rigtig svampe-formede! Bare husk ikke at piske dejen for meget efter hvedemelet er kommet i - det skal nærmest vendes i, så hæver dejen mere op i en kuppel.

Og hvor fine er de lige?! Jeg synes at det er lidt vildt, at guleroden har farvet dejen så orange! Man kan bedst se farven på billederne, der er taget med blitz (PIC 2 + 3). Jeg synes at den orange farve passer så fint med den mørkebrune fra chokoladen - det er en rigtig 70'er-kage! Og så synes jeg at det er ret smart at have gulerodsmuffins istedet for gulerodskage. I det hele taget er jeg ret stor fan af portionskager - det er altså noget nemmere, og meget hyggeligere!

- groovy muffin,

Mille.

Posedame

Hej mine skønneste!

Kom frisk og vær glad - det er mandag, solen skinner (-ish), en ny dag truer, og jeg har ferie! I går købte jeg grillpølser, majs og oksemedaljoner i stor stil, og så drog konen og jeg ud til min veninde Randi for at grille. Ganske perfekt aften. Det regnede som en besat fra omkring 5 minutter efter vi havde tændt grillen og til ca. en halv timer efter vi havde spist den sidste bid, men grillen stod under halvtag og vi spiste indenfor med åbent vindue ud til altan, så vi kunne nyde regnen uden at kunne vrides bagefter. Bonus, bonus. Ellers gik aftenen med Trivial - jeg vandt - og bananmuffins! Kan det blive bedre? Og regnen var holdt helt op da vi trippede hjemad igen. Og nu har vi masser af overskudskød i køleskabet. Sommer er nu engang rart...

Men altså - grunden til at jeg rambler om alt det her er, at da vi kom hjem kom jeg til at tænke på en taske/net/whatev's, som jeg har haft liggende i et stykke tid, men som har fået lov tl at flyve lidt under radaren de sidste par måneder. Det er ret meget en skam, så det kommer her, for the blog world to see, og så håber jeg at det sparker mig igang så jeg får brugt det noget mere.

Det er nemlig min mor der har lavet det. Hun syede net som dette (og i andre former og med andet stof og andet pynte-gejl) for noget tid siden, egentlig på bestilling og til at sælge på de dér fine indendørsmarkeder, hvor hun stod og havde en bod sammen med en af sine veninder, som sælger alverdens nyistandsat, fantastisk gammelt indretnings-tingeltangel, som jeg er dybt forelsket og kunne købe mig fattig i. Det var en ret lang sætning. Husk at trække vejret. Jeg ville bare sige, at min mor har lavet det, jeg elsker det, and here ya go:

Som med penalhuset får I lige en gennemgang af billederne - det er vidst det nemmeste, right?

PIC 1 - Well, det er hele tasken. Kan I ikke godt forstå, at jeg er super glad for den? Dumme klædeskab, der sluger alting godt, gemmer det og spytter det ud igen flere måneder senere... Jeg er sikker på, at det er sådan det hænger sammen! Det kan i hvert fald umuligt være min mangel på ordens- og stedsans der er i spil!

PIC 2 - Tættere på. Den øverste del af tasken er lavet af noget semi-groftvævet bomuldsmøbelstof med det fineste blomster- og stribemønster. Jeg er sikker på at det ville være helt fantastisk at bruge til at beklæde skamler med! Det nederste stykke er noget rigtig groft bomuldsmøbelstof, som jeg synes er super dejligt morfar-agtigt, og som samtidig gør at tasken kan tåle at stå på jorden og at blive brugt, uden at man skal være mange for at ens egendele står tilbage når man løfter tasken og går videre.

PIC 3 - Forbered Jer selv på et chok. Den her broche sad ikke på tasken da jeg fik den. Jeg har selv sat den på. Jeg købte den her broche da jeg var 18 år, i en forretning i Odense der hedder Therese Selchau. Hvis I bor i Odense kender I den nok, og kan gætte hvor jeg vil henad. Det er lidt en konet forretning, men de har nogle überfine luxusting, og jeg er sikker på at jeg kunne finde ret mange musthaves derinde. But I don't. For jeg ved hvor svinedyrt det hele er, og der er ikke nogen grund til at skuffe sig selv. However, da jeg var 18 og lige flyttet hjemmefra og alting var nyt og spændende kom jeg forbi said Selchau. Og brochen lå i viinduet. Og jeg blev nødt til at have den! Jeg var, og er, helt skudt i kombinationen af mosgrøn, gul og cherise, og stenene glimter så fint. 400 kroner, måtte jeg slippe for brochen!! 400!! Jeg må have været mere virkelighedsfjern end jeg husker, dengang. Jeg havde på ingen måde 400 kroner, som kunne bruges på en broche! Jeg boede ude på hjemmeboende SU-sats! Jeg kan desværre ikke huske min reasoning, men jeg er sikker på at det har været interessant...

PIC 4 - Som total kontrast sidder den her broche også på tasken. Det er en, min mor har sat på som pynt, og den er lavet af det pureste plastic. "Diamant" og "guld" both. Men derfor er den nu stadig ret fin, og jeg synes at den passer super fint til taskens tunge, gammeldags look.

PIC 5 + 6 - Det lyserøde bånd er lavet af fløjl og det råhvide er lavet af noget skinnende flet. Jeg kan ikke helt gennemskue materialet. Måske er det bare noget polyester-tamtam. Fint er det i hvert fald. Jeg kan godt lide at mange af farverne går igen - det samler ligesom tasken og gør den lidt mere rolig for øjnene. Derfor er det også fint at der kun er brugt tre dominerende farver (lyserød, mosgrøn og råhvid) - ud over den brunlige i "bunden" af tasken, som for mig tæller lidt som (meget rå-)hvid og grøn, all rolled into one - når der er så mange forskellige mønstre og materialer.

PIC 7 - Den grønne farve fra stoffet går igen i lynlåsen foroven, som også er grøn selvom den sidder i et "område" af tasken der er dominerende lyserødt. Og alt hvad der clasher på den stilfulde måde er dear to my heart!

PIC 8 - Taskens fór er selvfølgelig også holdt i samme farveskema. Min mor har brugt en rest stof fra min gallakjole til at lave fóret, så det er af thaisilke, og det er lidt hyggeligt at gå rundt med en bid minder på den måde. Og så er det super at tasken er helfóret - ellers er jeg mester i at få ting væk i underlige folder, eller endda i at få nøgler og andet skarpt til at på det nærmeste grave sig igennem selve tasken. Not good...

Jeg vil efterlade Jer med billede- og ordspam, og så vil jeg tage ud på universitetet for at aflevere lidt flere bøger. Det er næsten et helårsprojekt!

- in the bag,

Mille.

Lady

Ikke Lady som i "Lady og Vagabonden". Eller som i Lady Gaga. Eller som i Lady Di. -ana, hvis det ikke var klart. Heller ikke Lady som i "The Lady Is a Tramp", som jeg ellers har spillet en gang herinde før. Der er faktisk ret mange ting, det ikke er Lady som. Det er heller ikke "Lady Marmalade" eller "Lady Madonna". Det er bare Lady. Lady som i Lady.

Lady er min nye tatovering. Den, jeg har holdt skjult for Jer i over en måned nu, fordi den ikke var færdig. Da jeg fik lavet Birdie (jow jow, jeg kan noget med navne) fik jeg også lavet omridset af Lady, men der var desværre ikke tid til at få den farvelagt også. Det har jeg så fået gjort nu, i mandags, som jeg nævnte i indlægget i går. Nu går jeg rundt og er øm. Ikke øm som man sagde i slut 90'erne hvis man gik i Buffalosko og UFO-bukser og noget var virkelig ynkeligt. Øm som i "jeg-har-afholdt-verdensmesterskabet-i-"gi'-en-lammer"-på-min-arm"-øm. Det er ret ømt! Det må være noget med alle de milliarder trilliarder små bitte cirkler, der er blevet prikket i min overarm af 10 nåle på stribe, fyldt med blæk. Jeg har i hvert fald ikke haft det sådan efter nogle af mine andre tatoveringer, andet end Lady og Birdie, og de er de eneste jeg har med farve.

Anywho - jeg er øm, og det strækker i min hud, og jeg er på ingen måde helet så meget som en lille smule endnu, men jeg vil gerne vise Jer Lady alligevel. Bear in mind at hun er ganske ny, og at farven ikke er faldet til endnu. Derfor er hun en smule fuzzy at se på, og meget skinnende - men hun skal nok blive rigtig fin om en uges tid eller to. På alle billederne er min overarm hævet op, for jeg har taget begge sæt billeder lige efter jeg kom hjem fra hovedstaden, og der går lige en dags tid eller to inden den forsvinder - det kan I også se på billederne af Birdie fra dengang jeg postede dem herinde.

Fuzzyness og ømhed aside, så er jeg ret vild med hende. Jeg synes at hun er så smuk! Først får I lige at se, hvordan jeg har rendt rundt den sidste måneds tid. Det er ikke så kønt igen, men det bliver det. Hav tålmodighed!

Som I kan se er det kun linework der blev gjort færdig. Ikke specielt farverigt, vel? Og nogle af trækkene ser ret overdrevne ud - but it will all be better!

Jeg har prøvet at vælge nogle billeder, der viser hende fra ca. samme vinkler - prøv at se her, hvordan jeg - og Lady - ser ud nu:

Yay! Færdig! Forhåbentlig. Tattoo-lady fortalte mig nemlig, at den lyse hudtone ret sandsynligt skal farves op igen, fordi den er ret svær at få til at dække med ét lag fordi den er så lys. Men det tager vi til den tid. Om ikke andet, så viser det sig ikke førend jeg er helt helet, og der går immervæk et par dage til det sker.

Jeg er fuldstændig ekset med farven på jakken - den er lavet af en greywash-farve, en helt helt mørkeblå, en mørk lilla og en coboltblå. Jeg er blevet kørt henover af den nål ret så mange gange, synes jeg! Håret er lavet af brun, orange og gul og det ser super cool ud at der er så meget spil i det. Og så er jeg selvfølgelig vild med, at vi har givet hende helt blodrøde læber - det er så tæskelækkert! Hende Lady, hun har helt god stil!

There you have it - nu vil jeg gå tilbage til min "rigtige" skrivning - hvis alting går som jeg planlægger, så bliver jeg færdig med at skrive det sidste her i eftermiddag, og så mangler jeg kun-kun-kun konklusionen! Hvor er det vildt! Det må jeg hellere gå i gang med - i eftermiddag skal jeg nemlig ud at grille hos en veninde - er blevet lovet kold hvidvin og kød-på-grill. Så bliver det bare ikke meget bedre!

- sommerstemning,

Mille.

Stik Stik Stik Stik!

Jeg fortsætter lige lidt i stilen fra i går. I går valgte jeg at skrive om de cup cakes, vi lavede torsdag morgen. Men de var jo kun en lille bitte del af min produktivitet. For bregne, jeg har været effektiv i de her seneste par dage!

*Ahem* Men bortset fra min travlhed og min selv-hævdelse - så var der også grillspyd på menuen. Jeg er lidt sær, når det kommer til kød. Jeg spiser ikke specielt meget af det (- jeg elsker det, som med alt andet, når det er lavet ordentligt, men jeg spiser også ofte vegetarisk - eller hvad der nu lige falder mig ind) - og når jeg spiser det synes jeg, at det er så meget pænere når det er råt end når det er tilberedt. Især oksekød synes jeg er sindssygt flot - det har den flotteste, intense røde farve! Når det er stegt er det bare kedeligt og brunt at se på. Måske er det derfor, at jeg også helst vil have mit kød stegt rødt.

Anywho - det var de dér grillspyd jeg kom fra. Jeg tror aldrig at jeg har lavet grillmad om morgenen før, men én gang skal vel være den første - og det var altså hyggeligt at stå og lave dem sammen med that girl Randi. Der gik lidt samlebånd i det - jeg sørgede for grøntsagerne og hun ordnede kyllingen. Sammen fik vi kreeret de her fine spyd:

Er de ikke for lækre? Jeg er helt vild med det midterste billede - jeg synes at det er så flot! Det er lige før at jeg overvejer at bruge det som baggrund på min computer. Ligenu har jeg chilier fra et gammelt indlæg:

Jeg ved ikke lige helt hvad der sker for billedkvaliteten på det billede - sorry about det, heldigvis er det eneste I går glip af de meget spændende titler på mine mapper - jeg nævner i flæng så sindsoprivende navne som "Billeder", "Studier", "Gøjl" og "Blog". For ikke at tale om titlerne på mine forskellige PDF-filer - der kan jeg battle på coolhedsfaktor med navne som "boxwell", "Kipnis", "Gender-stuff 1 og 2" (så videnskabelig er jeg nemlig) og "Mørk/Lys tegning mig" (uuuh, mystisk projekt...).

Men altså - om de der grillspyd. Er jeg den eneste, der synes at kylling er pænere råt end tilberedt? Jeg kunne ikke rigtig få nogle af folkene rundt om mig til at agree'e med mig. Under alle omstændigheder er champignon en smuk, gråhvid svamp, og peberfrugterne er skønne og klare i farverne. Vi tog grøn og gul peber med vilje, for at de røde tomater kunne stå klart ud.

Hende der Randi er vist ligeså glad for farver som jeg er. Hun tilskyndede mig også flere gange til at tage kameraet med ud til hende torsdag morgen, så - quote: "- de flotte cup cakes kan komme med på bloggen" un-quote. Nu kom grillspydene også med, men nu er jeg vistnok også færdig med at spamme Jer med billeder fra den dag. I morgen bliver det noget helt andet, og så alligevel ikke. Jeg vender nemlig tilbage til et af de ret ofte viste things her på bloggen. Uuuuh, whatever can it be?

Kan I forresten gætte (eller regne ud eller whatev'), hvad jeg ikke har haft her på bloggen i en lille måneds tid efterhånden, men som kommer snart-ish igen, og som ikke har været her for en helt bestemt årsag?

- smokin' colours,

Mille.

Tapas-ish

Madindlægstid!

Jeg elsker madindlæg. Og efter Jeres fuldstændigt overvældende respons på mit videoblogindlæg (om mad) har jeg fået blod på tanden. Jeg har en idé til næste afsnit af "Den Dovne Husmoders Guide til mest muligt Udbytte for mindst mulig Indsats" (a.k.a. DDHGtmmUfmmI), og hvis alting går som jeg vil kommer det engang i løbet af starten af juli. Indtil da, så kommer her Dovne Husmoder-tips på den gammeldags facon. På skrift! Og med billeder!

Den anden aften fik konen og jeg lyst til en hyggeaften. Det startede med noget Almodovar-film og udviklede sig til tapas. Tapas-ish. Prøv at se her:

Der var ogå noget tomat-snask, men det glemte jeg i kampens hede at få billeder af (also known as "Der var mad, og når der er mad er mad det første jeg tænker på - pictures, not so much").

Vi laver lige en hurtig gennemgang:

Pic 1 - Tyrkisk feta- og peberfrugtsalat. Tre peberfrugter skæres i kvarte, grilles i ovnen i 10 minutter og køles ned i en plastikpose. Så pilles skrællen af og de skæres i små stykker. 200-250 gram god, blød feta smuldres i, og det hele blandes med 2 spsk olie, 3 fed hvidløg og en hel chili i småstykker. Kom også gerne bredbladet persille i. Det havde vi ikke lige liggende. Opskriften har jeg fået af en fantastisk kvinde fra TrendSales - én af sykonerne, jeg før har talt om. Hun havde den med til vores allerførste syweekend, og jeg nævnte den i mit første knækbrødsindlæg. Endelig fik jeg lejlighed til at lave det selv.

Pic 2 - Tyndtskåret chorizo. Ikke så meget at sige der. Den røde farve fra paprikaen er helt fantastisk - jeg elsker chorizo - især når det er helt tyndtskåret. Ellers kan det godt være lidt trevlet at spise, og svært at bide over.

Pic 3 - Artiskoktapenade. Ganske forskellig fra soltørrede tomater/kapers-tapenaden. Den er lavet af en dåse artiskokhjerter (den fra "Okker Gokker Artiskokker" *giggles* er helt vidunderlige), smeltet smør, 1½ fed hvidløg i små stykker og salt og peber.

Pic 4 - Godt, groft italiensk brød. Any will do - det her er et fuldkornsciabatta.

Pic 5 - Mozzarella i tynde skiver.

Usynlig tomat-snask - 3 tomater i fine tern, 1 fed hvidløg, salt og peber.

- og så havde vi forresten også to slags oliven stående. Nogle ret skræmmende udseende store lilla nogen og nogle lidt mindre intimiderende grønne.

Det var helt fantastisk spise! Især er jeg vild med feta/peberfrugt-snasket, og så med en hapser med chorizo og mozzarella. Det er utroligt, så mæt man kan blive af sådan nogle små retter... Vi fik noget god hvidvin til, og alt i alt var det en rigtig hyggelig aften. Og så er det noget smukt, smukt mad.

- tapas muy guapa y deliciosa,

Mille.

Breaking News!

Husk at stille mig spørgsmål i boksen til højre - fuldstændig anonymt, alt (and I do mean everything) er tilladt og bliver svaret på - husk at skriv "blog" før spørgsmålet, så jeg kan se at det hører til herindefra :)

_________________________________________________________________________________

Okay, okay, okay!

Jeg har fundet noget! Det er muligvis mig, der ikke er den stiveste diller i saunaen her, og som er håbløst bagud, men da jeg var i Aldi i fredags efter last-minute fredagssnacks og appelsinjuice (man er vel sund... *ahem*), så så jeg noget helt, helt fantastisk! Og jeg er sikker på, at I, kære læsere, kan værdsætte præcist hvor fantastisk det er! Og det siger jeg fordi jeg kan huske den helt fantastiske feedback jeg fik på indlægget Choko-Loco for nogle måneder siden (- alle svarene på det indlæg var forresten med til at vise mig, præcis hvor super seje og in tune med mig I er...). Prøv lige at hør her:

Choko Peanuts!!

I KNOW! Navnet er ikke så forfærdelig spændende eller tounge-in-cheek i sig selv (and you know how I love the funny names!), men det vejrer indholdet helt op for. De kunne faktisk også bare hedde Peanuts - jeg er ikke helt sikker på at jeg kan gennemskue hvad der er mærke og hvad der er produktnavn... It's Aldi, what can I say?

Jeg ved godt at posen er grimmere end grim (hvad sker der for den orange farve? Var det den, der stod tilbage, da alle andre farver i hele verden var blevet taget?!) og at Choko Peanut'erne har nogle sære, douchede farver (jeg er især lidt skeptisk overfor den akvamarine... Aldrig i hele mit liv har jeg set en akvamarin chokolade-peanut-pastil, og jeg har set mange forskellige slags chokolade-peanut-pastiller!), men nu skal I høre det ultimative selling-point:

25 kroner, 400 gram! 'Nuff said... Det er en kæmpe pose! Og så er det kun den hårde skal på peanutten der er fjernet inden chokoladen er kommet på - det vil sige, den tynde, mørkere hinde der dækker den del af peanutten der ofte går i to dele, er stadig på, og det giver en let bitter smag. Grunden til at den hinde er der, er nok, at det er billigere at producere Choko Peanut'erne hvis man ikke skal fjerne den, men jeg synes faktisk at det er rigtig godt (aka: you can eat more of 'em...)!

- snacktime,

Mille.

Gypsies, Tramps and Thieves

I går fik jeg en kæmpe pose ind ad døren. Med masser af goodies i. Jeg havde, som jeg nævnte i en brok-rant for nogle dage siden, bestilt en del ting fra H&Ms webshop, og de er nu kommet (sans pudderblå øreringe...).

En af de ting, der fandt sin vej ned i min virtuelle indkøbskurv er et ganske fantastisk rod af en halskæde. Den er så for meget, og så over the top at jeg ikke kan andet end at elske den. Jeg går altid med en fin, tynd halskæde, jeg fik af min far da jeg blev student (back in the days of yore) - den er af guld, og har to små hjerter som vedhæng. Jeg tager den aldrig af (ikke engang i saunaer - potential heart-shaped burnmark alert! Learned that one the hard (tøhø) way...), og derfor går jeg meget sjældent med andre halskæder. Men den her nye halskæde er så rodet i sig selv at det bare giver lidt ekstra gas at have min omni-halskæde på indenunder.

Prøv lige at se her:

Er den ikke yndig? Ypperlig, one might indeed say... Jeg elsker sigøjner-looket! Og Cher (*ahem*) - og så er jeg altså en guld-kinda-gal. Sølv har aldrig sagt mig så meget, og guld ser meget pænere ud til min hudtone (- men halskæden fåes også med "sølv" istedet for "guld"...). Især de små skaller er lige noget for mig. Og så er jeg selvfølgelig helt vild med alle de små, farvede platter. Især er jeg på på de røde (rød, lyserød, syren) og på de blågrønne (blå, grøn, turkis, mint, gullig-grønlig) De er bare rigtig fine, og de ser super smukke ud op imod noget mørkt. I dag har jeg den på sammen med min mørkeblå flæse-agtige H&M-kjole, og det fungerer rigtig, rigtig godt. Bortset fra, at den niver lidt i nakken. Men altså - til 30 kroner (yup, you heard me - tredive bobs) kan jeg godt klare lidt nakke-napning.

On a completely unrelated note, så har konen og jeg i dag købt noget meget stort og meget farverigt, som jeg glæder mig rigtig meget til at vise til Jer - jeg smider et indlæg på bloggen så snart meget-stort-og-meget-farverigt dumper ind ad døren herhjemme. Uh, det bliver godt! Glæder mig som et lille barn. Noget andet, jeg også glæder mig helt tovligt til, er på onsdag. Det er dér, jeg også bliver mere farveig at se på - sådan permanent. 4+ timer i en tattoostol - det er (også) lige mig...

- lider for skønheden,

Mille.

Seriously Stylish

I går var jeg til endnu jobsamtale, og jeg er meget spændt på resultatet, for det var et helt fantastisk gymnasium, og jeg tror helt bestemt at det passer lige til mig. Både personlighedsmæssigt (noget har jeg vel lært at Paradise...) og fagligt. Uh, hvor jeg krydser fingre!

Jeg havde ret svært ved at vælge tøj til samtalen. Nu er det ikke fordi jeg er über-modefikseret, men ens outfit fortæller alligevel en hel del omkring en som person, når man er i en jobsamtalesituation.

Anywho - 'nuff with the serious-talk. Jeg prøvede at ramme et "voksent, men ikke gammeldags eller pige-i-mors-aflagte-tøj-agtigt"-look. Der er ret mange faldgruber. Jeg endte med at vælge et meget klassisk look. Uden ret mange farver. Det kan de altid få, når jeg først har et job (kryds, kryds, kryds, kryds, kryds...).

Åh ja... Så voksen og seriøs og faglig. Above all faglig. Det er ikke de bedste billeder - jeg ser ikk ehelt ud som om, at jeg er klar over at det er foto-tid. Nu fik jeg ellers, for en gangs skyld, konen til at tage nogle hurtige billeder af mig og alting. Contrary to photo-proof, så er jeg hverken ved at falde i søvn eller ved at falde forover. Så burde dén være på plads.

Jeg har sorte, høje stiletter fra London (~ 25 £), 50 denier strøpebukser fra Kvickly Xtra (af alle steder... Jeg er så glamourøs, I know...) (~ 30 kr.), en spaghetti-strop-top-sok fra H&M (~ 40 kr.) og en wrap-dress fra Diane von Furstenberg på. Kjolen er en af mine absolutte yndligsting, og det var dén, jeg lovede at skrive mere om, da jeg nævnte en engang tilbage i julen. Sowwy at det først kommer nu! Jeg elsker-elsker mønstret og jeg er helt vild med farverne. Kjolen hedder Barcelona Mosaic, og den er den del af La Movida-serien. Jeg kunne købe mig fattig(ere) i kjoler fra den sæson! Den er lavet af fin silkejersey og den har de flotteste små draperinger ved skuldrene. Jeg har købt den af en helt fantastisk kvinde, der har en netbutik med base i Valby. Hende har jeg købt alle mine DvF'er hos (jeg har tre). Den her har jeg givet 2250 kroner for, hvis jeg husker korrekt - men de andre har jeg købt på tilbud til omkring 1300 kroner. A difference I like! (- og se lige, hvor god jeg er til at huske Jeres opfordringer til ændringer! Butik + pris, lige til Jer...)

Hvis jeg selv skal sige det, så lykkedes det mig at lande ret præcist på den tynde linie mellem voksen og seriøs og for voksen og seriøs. Og så skader det jo ikke at det er lidt fancy :)

hire me, hire me, hire me!,

Mille

P.S.: I dag har jeg forresten fået min eBay-pakke hjem, og jeg er nu klar til the big(-ish) give-away når vi når 50 Google-læsere. Her er et hint: det er et pastelfarvet forårs-musthave.

Reverdie

Nu er det altså for alvor blevet forår - det er ikke kun spejdertosserne der render rundt med alt for lidt tøj på, og som er mistænkeligt glade i deres khakishorts mere. Jeg trækker også i næsten-sommertøjet og melder mig i koret af de snarligt halsbetændelsesramte. Man må tage det sure med det søde. Har jeg hørt.

Anywho - med min proklamering af forårets endelige komme ville jeg egentligt bare lave en fin overgang til at komme til at snakke om noget grønt. Så elegant kanjeg nemlig være. Hvis jeg så ellers bare kunne holde mig til ét emne ad gange, og lade tankestrømmenvandfaldet blive hjemme. Altså. Grønt. Fordi det er forår. Yes.

Jeg har købt mig den her fine, fine grønne håndtaske fra Fiorelli (det er forresten skyggen af mit yndige korpus der pryder billedet...). Jeg er helt skudt i den flaskegrønne farve, og jeg synes at den står rigtig fint til den mintgrønne. Grøn er altså bare en af mine alltime favourite farver - og så går den til næsten alting (synes jeg i hvert fald...). Tasken er af ret kraftig læder, har kostet en formue og jeg elsker den meget højt. Og så bruger jeg den aldrig. "Why?", you may ask. Well, primært fordi den er for lille til at jeg kan slæbe alt mit skrammel med. Og så fordi jeg ikke er helt sikker på, hvornår det er meningen at man skal bruge en håndtaske. Jeg tror ikke at jeg var der, den dag på kvindekurset.

Hvornår er det ikke passende at skulle have pung, mobil, iPod, en bog, nogle breathmints, kuglepenne plus det løse med, men hvor man samtidig har mulighed for konstant at holde en taske i hånden? Jeg kan virkelig ikke forstå hvorfor der bliver lavet andet end kæmpetasker og kuverttasker. Kuvertasker til fancy occasions og fester, og kæmpetasker til alt det andet.

Men altså - fin er den. Også selvom en gennemsnitspris pr. brugsgang indtil videre må ligge på omkring 200 kroner... Foeret er forresten ligeså fint. Det er brunt med orange tegninger af blomster og blade - og jeg elsker orange af et godt hjerte. Jeg er især vild med den når den er sammen med nogle rigtig retro-agtige 70'er-farver. Jeg er helt solgt...

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at få den brugt. Hvornår bruger I håndtasker i den størrelse? Er det bare mig, der er sær?

- håndtaske 101,
Mille.

P.S.: Jeg har lavet lidt om i etiketterne herinde. Jeg var ved at drukne i dem. Nu er det simplificeret lidt - jeg håber at I kan lide det :)

Ingen Retfærdighed

Ingen retfærdighed er der til! Ingen! Ikke så meget som en lille smule. Prøv lige at se den her helt fantastiske halskæde!

Den er ikke min!

De folk, der siger at det må være helt fantastisk at være to kvinder i ét hus, for så har man automatisk dobbelt så meget girly stuff tager frygteligt fejl. Det her er konens halskæde. Ikke min. Hendes. Jeg har fået lov til at låne den en gang i mellem - men det er stadig hendes halskæde. Og jeg kan ikke bare gå ud og købe en magen til, for når vi først når det stadie har vi helt andre problemer. Jeg har altid synes at synkron-ægtepar er super skræmmende... Dér er vi altså ikke endnu!

Jeg elsker farverne, de forskellige størrelser på boblerne og at den er lavet af plastik. Der er et eller andet dejligt skødesløst over den. Og så kan jeg for en gangs skyld godt lide mixet af lyse/mørke farver, pastelfarver/klare farver/jordfarver og af "standard"-farver og farver, der lige rammer lidt skævt. Det plejer ellers ikke at være mig (overhovedet!), men lige hér er jeg helt skudt. Såvidt jeg ved er den her halskæde fra Pieces - og jeg gået på jagt efter én der minder lidt om, men som er forskellig nok fra den til at jeg ikke kommer til at føle mig som en del af et bilka-habit-ægtepar.

- bubble-trouble,

Mille.

P.S.: Mange tak for alle Jeres svar i min spørgeskema. Jeg lover at forholde mig til Jeres svar. However, der er to af Jer, der har sat kryds i "fortæl om det i kommentatorboksene", men jeg har kun fået én kommentar i en af boksene. What gives? Har du, kære afkrydser nr. 2, fortrudt dit kryds? Jeg vil så gerne høre hvad I har at sige :)

P.P.S.: Husk min snarlige give-away. Ligeså snart Google-tælleren er oppe på 50 sætter jeg den i gang med regler og alt hvad der hører til. I den forbindelse: Hej til dig, nye usynlige læser!