Punktum, Punktum, Komma, Streg

Jeg har fundet en ny farve-ting frem. Det er endnu en ting, som er kommet til efter, jeg flyttede til Lille Sydfynsk By og sammen med herr Søren. Der er kommet rigtig mange nye farve-ting til i den forbindelse! Jeg glæder mig vildt til at vise jer dem alle sammen. Jeg var ellers lidt bekymret for mandens forhold til de kraftige farver - hans yndlingsbeskæftigelse inden for området har jeg mistænkt for at være at drille sofaen med dens store omfang og klare, lilla farve - og at planlægge hvilken sofa, der skal tage dens sted, når den engang dør. Jeg har forsøgt at få gjort det klart, at den meget store og meget lilla sofa holder læææænge endnu (og at den, når den engang må væk, helt sikkert må erstattes af noget tilsvarende stort og farverigt. Jeg er på en slags charmekurs på chaiselongens vegne...), men jeg er ikke sikker på, at jeg trænger helt igennem. Der bliver i hvert fald fortsat talt om Wegner-sofaer og Børge Mogensen-det-ene-og-det-andet herhjemme. I foruroligende grad. Der er ikke meget farve og spræl over Wegner og BM, så er det sagt!

Anywhere; det her har sådan set slet ikke noget at gøre med sofaen. Min scatterbrain har allerede glemt, hvordan jeg kom ind på dét spor... Hvad jeg ville sige var, at vi i går holdt navngivningsfest for My-barnet. Hun er ikke blevet døbt, for der er ingen af os, som har noget specielt forhold til folkekirken, så det må hun selv rode med, når den slags begynder at interessere hende. Under festen tog min søster et par billeder af herr Søren, My-barnet og jeg, og da jeg så billederne igennem her til morges, så jeg noget i baggrunden, som fik mig til at genvinde en hel del af tiltroen til mandens forhold til farver. Noget andet meget-stort-og-meget-farverigt. En plakat. Det var sådan set ikke fordi, jeg havde glemt plakaten - det er svært; den hænger i en gennemgangsstue mellem tv-stuen, vores soveværelse, gangen og My-barnets værelse og den er ret stor (70 * 90 cm) - men nogle gange skal der lidt afstand til, førend man rigtig ser ting, selvom de er tæt på. Og den afstand kom altså gennem kameralinsen. Prøv at se her:

Det er et print af et Roy Lichtenstein-maleri, som hedder "We Rose Up Slowly" og er fra 1964. Og hvor ser det ladt ud (- lad, med blødt d), når man forsøger at tage billeder af billeder. Derfor får I lige en copy-paste't version også. Så kan I bruge mit foto øverst til lige at vinke tilbage til mig i genskinnet. Hej-hej!

I foråret var herr Søren og jeg på studietur med hver vores 2.g-klasse til London, og der var vi på Tate Modern, hvor der også hænger et par Lichtenstein-værker. De er super flotte, kæmpe store og vildt imponerende at se i virkeligheden. Jeg brugte det meste af tiden foran hans værker... Jeg er helt vild med reprint-idéen og med den voldsomme forstørrelse. Det er supercool postmoderne pointillisme!

Jeg elsker at se på det langt væk fra, og jeg elsker at se på det super tæt på, så alle de små røde, gule og blå pletter træder frem. Og igen: undskyld for genskin og über-dårlig fotokvalitet. Det er vildt anti-hyl, I know (Hey! Hyl! Hva'?! Hyl!!), men jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre...

Vi har købt plakaten på posterland, som jeg flere gange har købt fra. Det kan kun anbefales. Den rigtige udgave hænger på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main, hvis I skulle have lyst til at hoppe dernedover et smut. Printet af "Drowning Girl" er jeg helt, helt, helt vild med også. Det er så smukt!

Plakaten har vi fået rammet ind hos en glarmager, fordi den har et lidt sært format og fordi, det bare er bedre kvalitet - og det ses (- og koster...)!

Jeg vil slutte ordstrømmen og vende fokus tilbage til barnet, som er midt i en dyb og lang og højlydt samtale med speakeren i DR-nyhederne.

- dot, dot, dot,

Mille.

A Sorry State of Mind

Det er ren og skær elendighed, det her. Tonsertravlt ude, syg når jeg endelig har et par fridage og noget hygge planlagt.

Altså - i sidste uge var jeg til noget os-unge-lærere-hygger-sammen-tamtam, og da jeg var på vej hjem fra spisningen bliver jeg regnet på. Det er jeg åbenbart blevet for gammel til at kunne håndtere. Bevares, nu er jeg selvfølgelig også blevet 25. I hvert fald har jeg hostet og prustet lige siden. Og snottet! Oh Lord, the snotning... Jeg er blevet ramt af hele semi-efterårs-sygdomsbølgen: feber, ondt i ørene, ondt i halsen, hoste som en søløve, snottet like there's no tomorrow og generel udkørthed og slaskethed. FYI, så ser gymnasieelever lige igennem ens påtagede jeg-er-da-frisk-og-klar-på-undervisning-attitude. Man kan ligeså godt lade være med at prøve.

Anywho - fredag var vi til forsinket fødselsdagsmiddag hos svigerforældrene og lørdag kom et par veninder her for at spise lagkage og drikke kakao. I know! Total yndlingsfødselsdag. I løbet af lørdagen synes jeg faktisk at jeg var gået hen og var blevet okay frisk igen. Det må have været en eller anden form for febervildelse, for det var jeg i hvert fald ikke - men none the less, så blev jeg overtalt til at tage med i byen og få danset de sidste host ud af mit hærgede legeme (stupid, stupid, stupid!!!), og lige siden har jeg været tæt på skindød. Og med forkølelsessår. Oh joy... Må jeg ikke nok blive dækket af bylder også, kære skæbne?

Derfor er jeg nu - for anden gang på 1½ uge - gået under jorden herhjemme. Det virkeligt nederen ved at være rigtigt syg (i modsætning til "mandesyg", hvor man mest af alt piver for lidt opmærksomhed) er, at der ikke er noget interessant at lave, når man tæppestener flere dage i træk. Det er for eksempel umuligt at følge med i tv-programmer når man ikke kan holde sig vågen i mere end 20 minutter ad gangen. Og ikke kan se klart hele vejen hen til fjernsynet. Man kan ikke få gjort lidt rent, for en støvsuger vejer for meget til at man kan slæbe rundt på den - for ikke at tale om varmen fra den, og det faktum at man bliver nødt til at gå! (Note to self: buy Roomba!) I går tog det mig 1½ time at varme en halv pakke frossen hønsekødssuppe. Selv det her blog-indlæg har nu taget mig 3 dage (og mange pauser) at få færdigskrevet. Nuff' said.

Når man sådan ligger og har godt gammeldags ondt af sig selv, så kan man godt komme til at se tilbage på nogle af de billeder, man ikke har fået blogget om endnu, og få endnu mere ondt af sig selv. Jeg fandt den her række billeder, som ikke er mere end en måneds tid gamle, men som lige nu virker meget langt væk. Jeg vil have ostemuffins nu!! En kvinde på TrendSales gav mig opskriften (som er stinke-nem!) på de her ostemuffins, og de smagte fantastisk! (- hvis jeg havde energien til det ville jeg hoppe i Kvickly Xtra og købe cheddar... Og hvis jeg havde energien til det ville jeg også stå op i de ~10 minutter det tager at bakse dejen sammen):

Hvor fine er de lige? Det var første gang i ret lang tid at jeg havde bagt ikke-søde muffins, og jeg er svært tilfreds med dem. Her er opskriften på dem - den giver ca. 12 styks:

2 dl. hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 1/4 dl. majsmel

2 dl. revet mellemlagret ost (jeg brugte en cheddar, den dér, der kommer i en klods på ca. 1½ * 10 * 20 cm)

30 g. majskerner (kan udelades - det gjorde jeg)

2 sammenpiskede æg

3/4 dl. mælk

2/3 dl. olie

Salt

1. Ovnen forvarmes til 180 grader. 12 muffinsforme pensles med smeltet smør eller olie.

2. Hvedemel, bagepulver og salt sigtes i en stor skål. Tilsæt majsmel, ost (og eventuelle majskerner); lav en fordybning i midten. Hæld sammenrørt æg, mælk og olie i de tørre ingredienser.

3. Det hele vendes hurtigt sammen - man må endelig ikke røre for meget. Hvis man rører amok hæver muffin'sne ikke ret meget. Al power-røring når det kommer til muffins skal altid ske inden melet kommer i.

4. Dejen kommes i formene og bages i 20 min. til de er gyldne.

Done! De er super gode - næste gang jeg laver dem vil jeg nok komme en del mere ost i, og så tage noget af olien ud til fordel for vand istedet for. Jeg kan nemlig rigtig godt lide ost, og 2 dl fylder ikke ret meget når det kommer til stykket. Jeg tror at jeg vil gå op på 3 - eller måske endda 3½ istedet. Jeg spiser den her slags muffins til en kop te eller som en del af en større frokost/brunch.

Speaking of te - jeg tror at jeg vil loppe mit ynkelige legeme ud i køkkenet efter noget varmt vand. Det trænger! Hopefully see ya soon!

- cheesin',

Mille.

Huffin' and Puffin'...

Christ almighty, hvor har jeg bare så tonser-travlt i de her dage, at man slet ikke kan forstå det! Først og fremmest: mange gange undskyld, fordi jeg har været pinligt meget væk. Jeg er virkelig ked af manglen på indlæg herinde - for bloggen er virkelig en af de ting, jeg prioriterer rigtig højt. Det er min måde at koble af på. Men de seneste to uger har været helt sindssyge! Jeg har, overordnet set, nået tre slags ting siden mandag i sidste uge. Jeg har arbejdet, sovet og kørt i bus. Og så har jeg en sjælden gang spist.

I får lige dagens billeder (som også viser hvorfor jeg har været væk, hvis ikke den skulle være helt klar), og så kommer resten af mine undskyldninger fortællinger om de seneste dages travlhed.

Når man skal arbejde - især i en undervisningssammenhæng - så må man have sig en studiekalender. Jeg havde "kun" en Filofax-kalender før, og jeg kan simpelthen ikke finde en studieårsindsats at sætte i. Kun dem, der går fra januar til december. Derfor har jeg flottet mig og købt en fin Mayland-kalender (med fire forskellige forsider til - hvor er det bare fancy!). Den stod mig i den formastelige sum af 30 kroner i Arnold Busck. Der er også en meget diskret sort forside, men jeg har selvfølgelig valgt den mest farvestrålende. Og stribede. Den giver et fint lille farvefokus i et klasselokale fyldt med grå og brun og træ og elever, der stadig prøver at blende ind mellem alle de andre. Jeg er en sucker for lilla - og magenta (og alle de andre farver...).

De tre farvede tusser - som kommer fra det orange læderpenalhus, jeg viste herinde for et stykke tid siden - er til hhv. noter og planlagt skema (sort), vigtige ting (lilla) og fødselsdage (rød). Jeg bliver aldrig mere voksen, end at jeg tegner flag på folks fødselsdage. Ellers er det ikke fejret behørigt.

Men altså - jeg startede arbejde sidste mandag, og lige siden har jeg prustet. Pustet og prustet og blæst mig selv omkuld. For bregne, hvor er det hårdt! Bundhårdt! Jeg har aldrig knoklet så meget før - mit hoved står ikke stille i mere end et par minutter ad gangen, så er der ét eller andet som minder mig om noget, som kan bruges i en undervisningssituation, som jeg skal lære/læse/anvende/huske/forholde mig til. Så er der en klasse, jeg skal følge. Så er der en, jeg skal undervise. Så starter det hele forfra igen. Og jeg knokler! Jeg vil så gerne forstå det hele, og jeg bliver frustreret når jeg ikke forstår nok, hurtigt nok. Mange af tingene er super svære at komme ind i, og jeg misunder de lærere, der har været igang i mange år og som har noget rutine at trække på.

Men jeg elsker det! Jeg elsker at observere andres undervisning og at have ansvaret for min egen. Jeg elsker at stå alene foran elever, der hører på hvad jeg har at sige, og som spørger mig, hvis der er noget de er i tvivl om. Også selvom det er sindssygt nerve wrecking at have ansvaret for opbygningen, overskueligheden og uddannelsen for en masse præ-studenter.

Men (og ja, der kommer ét til "men") - jeg har så travlt, at jeg ikke engang har haft tid til at koble af med bloggen. Undskyld blog og undskyld læsere. Hvis I er interesserede, har jeg et undervisningsforløb om "Growing Up", som I kan få som make-up-gift? No?

Jeg er her i eftermiddags kommet hjem fra et 3-dages kursus i Vejle (af alle steder - så har man prøvet det med...). Dér kan man snakke om hårdt. Hvis jeg troede, at jeg knoklede før, så blev det da først helt absurd i Vejle. I går havde vi forelæsninger fra 9 morgen til 9 aften. Hardcore forelæsninger. Interessante - ja. Men for pokker, hvor gik jeg død om aftenen. Jeg har fået 4 + 6 timers søvn og omkring 20 timers undervisning, fordelt på onsdag, torsdag og fredag. Til gengæld var maden god. Og i store mængder. Og gratis. Og hotelværelset var fantastisk stort og varmt og med dobbeltseng og fladskærm, og gulvtæppe. Og gulvvarme! Og bløde dyner og puder og håndklæder. Og masser af dem. Jeg havde seriøst brug for varme og blødhed (og fladskærm) efter de lange dage.

However, nu er jeg hjemme, og jeg har besluttet mig for at tage mere tid til Jer og bloggen. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre. Undskyld den lange fortælling om mine whereabouts. But now you know. Jeg er her og jeg er (somewhat) levende.

- huffin' and puffin' and ramblin' (- and workin'),

Mille.

Remember This?

Hej blogfolk!

I går var der intet indlæg, for jeg var ikke hjemme. Jeg var taget et hop ind til byen for at få taget billeder til mit nye langtursbuskort (til når jeg starter arbejde på mandag *gisp*), og så skulle jeg mødes med Astrid, som jeg kender gennem TrendSales, og som har sendt mig Skittles og Horlicks og andet godt fra London - remember her? Well, det var altså første gang vi skulle mødes, sådan, rigtigt. Nu har jeg efterhånden mødt et par stykker af mine net-bekendskaber, og den her gang var (også) super hyggelig! Grunden til at vi skulle mødes var, at jeg havde en kæmpe pose med Horlicks, som jeg havde købt til hende sidst jeg var i London - og istedet for at smide penge ud på PostDK besluttede vi os for, at vi ligeså godt kunne få gjort noget ved det dér med at få mødt hinanden IRL, og Astrid hoppede altså så på et tog til Odense.

Imens jeg sad på en bænk og ventede på hende, kom der en meget fuld, meget hjemløs mand hen til mig. Jeg gengiver her et tilfældigt udvalgt udsnit af "vores samtale" (når jeg siger "vores" mener jeg hans, og når jeg siger samtale mener jeg... well... det er jeg ikke helt sikker på, men læs og døm selv, hvad I ville kalde det). Jeg skal måske lige indskyde her, at Fuld Mand talte i meget kraftig odenseansk dialekt, hvor j'erne tit erstatter d'er - og g'er, og hvor endelsen "-ede" udtales "ett". Læs det højt, så giver det (måske) mening. Ellers skriver i bare i kommentatorboksen. Men altså:

Fuld Mand: *mumle mumle mumle "HÆJ! Hva' hejjer DU?"

Mig: "Ehrm... Jeg hedder Mille...."

FM: "HVA'?!"

M: "MILLE!"

FM: "Sijjer du lijerli'?"

M: *Tænker* "Now, why would I say that, meget-fulde-mand?"

M: *Siger, med foragt i stemmen* "Nej, Mille!"

FM: "MILLE?! Det var sq da et sææært navn!"

M: "Naah, er det så galt?"

FM: *mumle mumle* *klør sig i skridtet* *mumle* *fortæller bruddele (igen og igen) af en historie, som jeg gradvist indser handler om et værtshus, en kvinde der hiver trusserne til siden og en mand der, erhm... gør, hvad kvinden nu har gjort plads til at han kunne* *mumle* *klø i skidt* "Lijerli'!!!"

M: "Jeg synes at du skal gå hen til din ven (der sad på bænken ved siden af) nu"

FM: *ignorerer mig, sætter sig istedet på hug foran mig med en arm på hver side af mig* "Og så BOLLET' de! Altså, kneppet'!"

M: *Tænker* "Det var godt, du lige uddybede der, ellers havde jeg da været helt lost"

M: *Siger* "Du sidder meget tæt på nu, vil du godt flytte dig lidt væk?"

FM: *grynt* *mumle mumle* *rejser sig op* "Og så KNEPPET' de!" *laver humpebevægelser i luften imens han klør sig i skridtet* "Hu' var så lijerli'! De kneppet' bare på værsshus't!" *hump hump hump*

M: *overvejer muligheden for skjult kamera eller akut Twilight Zone, tænker* "Jow, men nu sagde jeg jo netop ikke liderlig, men Mille..."

M: "Nu går du lige over til din ven (- der så viste sig at være en veninde - ups. Mine hjemløs-gender-recognition-skills er ikke hvad de har været...)!!"

*Astrid kommer*

M: *løber nærmest fra stedet*

FM: "Hej hej HEJ!!" (Som i: "farvel" - det er jo vigtigt at være høflig, forståes!)

Christ almighty... Det her har ikke så meget at gøre med farver, jeg synes bare at det var så god en historie at den ikke kunne ignoreres. Det jeg vil med det her indlæg er bare, at vise det tøj jeg havde på. For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg, hvor jeg blandt andet postede den her Blondie-badge:

Kan I huske den? Well, jeg er som sagt super Blondiefan, så da jeg så den her tank top blev jeg nødt til at købe den (- literally! Couldn't stop myself if I tried!). Og så så man lige mig prøve at være fancy på billeder. Håret var så dejlig 80'er-agtigt da jeg havde føntørret det (undtagen på det nederste - der har jeg glattet det ud), og det passede helt perfekt med temaet, så det fik lov til at blive sådan for the photos:

Er det ikke en rockin' tee? Den er fra H&M - de kan godt når de vil! - og jeg har givet 80 kroner for den. Jeg kan ikke helt forholde mig til at mine arme ser så lidt tatoverede ud på de her billeder - jeg må straks have fat i noget mere blæk! Hvem vil sponsere?

Jeg er helt vild med det Andy Warhol-agtige print, og de meget klare farver. Og så har jeg et svagt punkt for gul! - Og den lyseblå øjenskygge er da lige til at drop'e dead over! Læberne er røde og sorte, selvom de kun ser sorte ud på billederne.

Det nederste billede viser også fint hvor temperamentsfuldt mit kamera er. Alle billederne er taget med selvudløser, med samme afstand, med 30 minutters mellemrum (og med kameraet 20 cm lavere nede for det sidste billede) - og alligevel er de øverste tre billeder fint fokusserede, mens det nederste er uskarpt som ind i et vist sted... Why?

Jeg har forresten brugt i dag på at være frygtelig kreativ og håndarbejdsagtig, så hvis i bliver spammet med mad og krea-indlæg de næste par dage, så undskylder jeg hermed på forhånd.

- chillin' on the island of lost souls,

Mille.

Posedame

Hej mine skønneste!

Kom frisk og vær glad - det er mandag, solen skinner (-ish), en ny dag truer, og jeg har ferie! I går købte jeg grillpølser, majs og oksemedaljoner i stor stil, og så drog konen og jeg ud til min veninde Randi for at grille. Ganske perfekt aften. Det regnede som en besat fra omkring 5 minutter efter vi havde tændt grillen og til ca. en halv timer efter vi havde spist den sidste bid, men grillen stod under halvtag og vi spiste indenfor med åbent vindue ud til altan, så vi kunne nyde regnen uden at kunne vrides bagefter. Bonus, bonus. Ellers gik aftenen med Trivial - jeg vandt - og bananmuffins! Kan det blive bedre? Og regnen var holdt helt op da vi trippede hjemad igen. Og nu har vi masser af overskudskød i køleskabet. Sommer er nu engang rart...

Men altså - grunden til at jeg rambler om alt det her er, at da vi kom hjem kom jeg til at tænke på en taske/net/whatev's, som jeg har haft liggende i et stykke tid, men som har fået lov tl at flyve lidt under radaren de sidste par måneder. Det er ret meget en skam, så det kommer her, for the blog world to see, og så håber jeg at det sparker mig igang så jeg får brugt det noget mere.

Det er nemlig min mor der har lavet det. Hun syede net som dette (og i andre former og med andet stof og andet pynte-gejl) for noget tid siden, egentlig på bestilling og til at sælge på de dér fine indendørsmarkeder, hvor hun stod og havde en bod sammen med en af sine veninder, som sælger alverdens nyistandsat, fantastisk gammelt indretnings-tingeltangel, som jeg er dybt forelsket og kunne købe mig fattig i. Det var en ret lang sætning. Husk at trække vejret. Jeg ville bare sige, at min mor har lavet det, jeg elsker det, and here ya go:

Som med penalhuset får I lige en gennemgang af billederne - det er vidst det nemmeste, right?

PIC 1 - Well, det er hele tasken. Kan I ikke godt forstå, at jeg er super glad for den? Dumme klædeskab, der sluger alting godt, gemmer det og spytter det ud igen flere måneder senere... Jeg er sikker på, at det er sådan det hænger sammen! Det kan i hvert fald umuligt være min mangel på ordens- og stedsans der er i spil!

PIC 2 - Tættere på. Den øverste del af tasken er lavet af noget semi-groftvævet bomuldsmøbelstof med det fineste blomster- og stribemønster. Jeg er sikker på at det ville være helt fantastisk at bruge til at beklæde skamler med! Det nederste stykke er noget rigtig groft bomuldsmøbelstof, som jeg synes er super dejligt morfar-agtigt, og som samtidig gør at tasken kan tåle at stå på jorden og at blive brugt, uden at man skal være mange for at ens egendele står tilbage når man løfter tasken og går videre.

PIC 3 - Forbered Jer selv på et chok. Den her broche sad ikke på tasken da jeg fik den. Jeg har selv sat den på. Jeg købte den her broche da jeg var 18 år, i en forretning i Odense der hedder Therese Selchau. Hvis I bor i Odense kender I den nok, og kan gætte hvor jeg vil henad. Det er lidt en konet forretning, men de har nogle überfine luxusting, og jeg er sikker på at jeg kunne finde ret mange musthaves derinde. But I don't. For jeg ved hvor svinedyrt det hele er, og der er ikke nogen grund til at skuffe sig selv. However, da jeg var 18 og lige flyttet hjemmefra og alting var nyt og spændende kom jeg forbi said Selchau. Og brochen lå i viinduet. Og jeg blev nødt til at have den! Jeg var, og er, helt skudt i kombinationen af mosgrøn, gul og cherise, og stenene glimter så fint. 400 kroner, måtte jeg slippe for brochen!! 400!! Jeg må have været mere virkelighedsfjern end jeg husker, dengang. Jeg havde på ingen måde 400 kroner, som kunne bruges på en broche! Jeg boede ude på hjemmeboende SU-sats! Jeg kan desværre ikke huske min reasoning, men jeg er sikker på at det har været interessant...

PIC 4 - Som total kontrast sidder den her broche også på tasken. Det er en, min mor har sat på som pynt, og den er lavet af det pureste plastic. "Diamant" og "guld" both. Men derfor er den nu stadig ret fin, og jeg synes at den passer super fint til taskens tunge, gammeldags look.

PIC 5 + 6 - Det lyserøde bånd er lavet af fløjl og det råhvide er lavet af noget skinnende flet. Jeg kan ikke helt gennemskue materialet. Måske er det bare noget polyester-tamtam. Fint er det i hvert fald. Jeg kan godt lide at mange af farverne går igen - det samler ligesom tasken og gør den lidt mere rolig for øjnene. Derfor er det også fint at der kun er brugt tre dominerende farver (lyserød, mosgrøn og råhvid) - ud over den brunlige i "bunden" af tasken, som for mig tæller lidt som (meget rå-)hvid og grøn, all rolled into one - når der er så mange forskellige mønstre og materialer.

PIC 7 - Den grønne farve fra stoffet går igen i lynlåsen foroven, som også er grøn selvom den sidder i et "område" af tasken der er dominerende lyserødt. Og alt hvad der clasher på den stilfulde måde er dear to my heart!

PIC 8 - Taskens fór er selvfølgelig også holdt i samme farveskema. Min mor har brugt en rest stof fra min gallakjole til at lave fóret, så det er af thaisilke, og det er lidt hyggeligt at gå rundt med en bid minder på den måde. Og så er det super at tasken er helfóret - ellers er jeg mester i at få ting væk i underlige folder, eller endda i at få nøgler og andet skarpt til at på det nærmeste grave sig igennem selve tasken. Not good...

Jeg vil efterlade Jer med billede- og ordspam, og så vil jeg tage ud på universitetet for at aflevere lidt flere bøger. Det er næsten et helårsprojekt!

- in the bag,

Mille.

Med på Moden per Uheld

Så gik man her og troede at man var for cool og for gammel stylish til at falde for H&Ms forskellige fancy tiltag. Jeg taler ikke om de designere de får til at tegne nogle ting for sig - de kan være super fine, og jeg har da også selv papegøjetunikaen fra Matthew Williamson-collection'en. Jeg er stor fan! Jeg taler om deres intra-mærke-tiltag, sådan L.O.G.G-tingene, Trend-tingene og Garden Collection-tingene (I know, det er en lidt bred kategori, men den fungerer for mig, selvom virkeligheden måske ikke ser helt sådan ud. Mamma-tøjet og BiB-tøjet hører for some reason ikke ind under mit hoveds kategori af intra-mærker... Go figure...). Ikke at det tøj, der nu hører ind under hvert "undermærke" ikke kan være super fint - jeg er for eksempel faldet for en super fin sort trøje med en papegøje eller some such fjerkræ af pailletter på, fra Trend-serien. Og det er præcis dét, der er problemet! Jeg vil ikke betale ekstra fordi H&M har sat et sort (eller lyserødt) mærke i nakken istedet for et hvidt. Det er stadig H&M! Der er ikke andet der er ændret! And look what they make me do!!

Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg havde købt den her kjole, som er fra The Garden Collection, indtil jeg så en af mine TrendSales-buddies flashe den på FaceBook (you know who you are!). Jeg havde nemlig smidt den hen i min sykurv, for jeg købte den over hjemmesiden i starten af det tilbud der kører nu (for 30 kroner!! Yay, tilbud! Man er jo nærmest til grin hvis man lader være...), og den er håbløst for stor. Den eneste størrelse der var tilbage var M (eller 38, kan ikke lige huske hvad den kører efter, men altså - kartoffel kartoffel - den var i hvert fald for stor!), og jeg tror at modellen er ret stor i størrelsen oveni. Jeg kan i hvert fald nærmest campere inden i den, og jeg skal have syet den ind i siderne. Det burde også være nemt nok, den er syet helt lige op og ned, bar the smock over brystet. Apropos det smock, så må den her kjole være syet til folk med E-skåle! Mindst! Hvis resten af kjolen er for stor, så er brystet fuldstændig ridiculous. Væk med den!

Jeg havde lidt på fornemmelsen at den ville være lidt til den store side da jeg købte den, men jeg kunne ikke stå for blomstermønstret og roserne på maven og det lidt natkjole-agtige look.

Derudover gør det mig ikke noget at få et par centimenter mere på kjolens længde, for den er ret kort, og hver størrelse større gav kjolen et par centimeter i længden. Nu er spørgsmålet så, om jeg får taget mig sammen til at få syet kjolen ind her i sommer, eller om den bliver forfremmet til efterårsskjole med et par grove strømper til.

Hvad jeg vil sige med det her blogindlæg er, at jeg ikke vidste at det var en Gardensag, da jeg købte kjolen. Derfor er jeg moderne ved uheld. Til mit forsvar kan siges, at The Garden Collection snart er så gammel at jeg igen er håbløst bagud, og at den uden tvivl når at blive endnu ældre inden jeg får hanket op i mig selv og får syet kjolen ind.

- never promissed you a rose garden,

Mille.

Screw Roskilde - Lemvig Is the Place to Be!

Hej skønneste blogfolk!

Jeg går i eksil i nogle dage i det vestjyske. Vestjylland is the place to be - jeg siger det bare! Også selvom jeg ikke kan sige Lemvig uden at fnise... Hvad har de tænkt på, de folk der har navngivet den by? Det er seriøst god spas - Lemvig *giggles*

I Lemvig skal jeg slappe af med to veninder i et sommerhus ved stranden - vi skal hygge, girl-talk'e, drikke rom, spille spil, sladre om alt og alle, spise på fiskerestaurant og gå ture ved stranden med meget store isvafler. All in all, en ganske standard ferie som bliver gjort helt fantastisk af fantastiske mennesker. Derudover skal vi gennemrette specialer, give hinanden nerver på og fjerne dem igen, og så skal jeg holde mig i skyggen så Lady ikke bliver afbleget førend jeg har nået at nyde hende.

Der er ikke noget internet i Lemvig - eller, det er der nok, men det er der ikke i sommerhuset - så jeg skriver ikke til Jer førend jeg kommer hjem igen. Jeg er sikker på, at I også har mere travlt ved stranden end ved computeren i de her dage. Det er i hvert fald hvad min StatCounter fortæller mig - det er ikke ligefrem fordi jeg bliver overrendt lige for tiden! Det er godt, for så får jeg ikke helt ligeså dårlig samvittighed over at forsømme Jer en smule til fordel for speciale-færdigskrivning!

Men altså - i dag vil jeg efterlade Jer med noget ret farvestrålende. Én af de ting, jeg gør rigtig meget i er, at få så meget farve som muligt ind via små detaljer, De er nemme at skifte ud hvis man skulle blive træt af dem, og små ting er ofte nemmere at finde i stærke farver. Case in point: mit hverdagspenalhus. Når man fiser rundt og tager noter og har et lettere neurotisk forhold til sine røde ball-points, sit USB-stik og sin neglefil - som jeg måske-måske ikke har - så er et penalhus uundværligt. Jeg har fundet det her überseje et i Bog & Idé:

Er det ikke fint? Jeg elsker "make the stupid people shut up" ved siden af den alt for nuttede kanin. Jeg er faktisk ikke den helt store fan af badges, og alligevel er det som om at det her penalhus er badgemagnetisk. Det er nogle år siden jeg købte penalhuset, og lige siden er det blevet en slags mindemærke over forskellige gode tider. I får lige nogle close-ups af de forskellige pynteting:

And here's the grand tour:

Blondie, Bowie og I ♥ WOMEN købte jeg i London da jeg var der med de to veninder, jeg tager til Lemvig *giggles* med nu. Jeg er major Blondie og Bowie-fan!

Mad Cow købte jeg da jeg var i London med konen,. søsteren, mor'eren, svigermor'eren og sviger-bedstemor'eren (?) sidste sommer igen. Jeg synes at den er topsjov! Koen har det bedste ansigtsudtryk ever!

Chicks Rule er fra Davi & Goliath-butikken i Covent Garden.

Boys are smelly er også fra David & Goliath, og den har jeg fået af Lene, som jeg har læst både engelsk og dansk med.

I'm not weird - I'm gifted, Don't eat yellow snow og Min mor kan banke din mor har jeg bestilt over en shady-looking hjemmeside, som viste sig at være god nok alligevel. Jeg har selvfølgelig glemt hvad den hedder. Jeg elsker de to første for deres shear awesomeness, og den sidste fordi min mor er for sej. Et eksempel: i gymnasiet havde jeg, en veninde og fremtidig-kone en "slutty mom"-contest, hvor vi battlede om hvem der havde - well - the sluttiest mom. Og det skulle altså forståes på den mest positivt mulige måde. Der var stor ære på spil og evig beundring af vinderen (altså - af mor'eren der vandt). Min mor vandt ikke - hun kom på en andenplads, og da hun fik det at vide blev hun skuffet! Hun kom endda op med flere grunde til hvorfor hun skulle vinde konkurrencen. She rules...

Har jeg glemt nogle? Oh ja - ॐ. Aum'et matcher min tatovering, og jeg elsker tegnet.

Homoflaget ved jeg faktisk ikke hvor er kommet fra - det var der bare en dag. Tror at penalhuset udvikler sig af sig selv efterhånden...

Og ptøv så lige at se kaninen tæt på! Jeg elsker den måde den griner og holder sig på maven imens den leverer den ondeste sviner...

Den lille kirsebær-charm, som hænger fast i lynlåsen sad fast på en plastikpung, som jeg engang købte med to par trusser med kirsebær på i.

Anywho - med det her indlæg ville jeg sådan set bare dele et lille farvesplask med Jer, som har været en ret vigtig del af min hverdag det sidste halve år. Det er det der uni og speciale igen. Jeg skal nok lade være med at snakke mere om det nu - i det her indlæg, om ikke andet.

Kan I ha' en rigtig god uge - jeg håber at I får ligeså godt vejr som jeg regner med at få! Vi ses på den anden side!

- packing and leaving,

Mille.

Lady

Ikke Lady som i "Lady og Vagabonden". Eller som i Lady Gaga. Eller som i Lady Di. -ana, hvis det ikke var klart. Heller ikke Lady som i "The Lady Is a Tramp", som jeg ellers har spillet en gang herinde før. Der er faktisk ret mange ting, det ikke er Lady som. Det er heller ikke "Lady Marmalade" eller "Lady Madonna". Det er bare Lady. Lady som i Lady.

Lady er min nye tatovering. Den, jeg har holdt skjult for Jer i over en måned nu, fordi den ikke var færdig. Da jeg fik lavet Birdie (jow jow, jeg kan noget med navne) fik jeg også lavet omridset af Lady, men der var desværre ikke tid til at få den farvelagt også. Det har jeg så fået gjort nu, i mandags, som jeg nævnte i indlægget i går. Nu går jeg rundt og er øm. Ikke øm som man sagde i slut 90'erne hvis man gik i Buffalosko og UFO-bukser og noget var virkelig ynkeligt. Øm som i "jeg-har-afholdt-verdensmesterskabet-i-"gi'-en-lammer"-på-min-arm"-øm. Det er ret ømt! Det må være noget med alle de milliarder trilliarder små bitte cirkler, der er blevet prikket i min overarm af 10 nåle på stribe, fyldt med blæk. Jeg har i hvert fald ikke haft det sådan efter nogle af mine andre tatoveringer, andet end Lady og Birdie, og de er de eneste jeg har med farve.

Anywho - jeg er øm, og det strækker i min hud, og jeg er på ingen måde helet så meget som en lille smule endnu, men jeg vil gerne vise Jer Lady alligevel. Bear in mind at hun er ganske ny, og at farven ikke er faldet til endnu. Derfor er hun en smule fuzzy at se på, og meget skinnende - men hun skal nok blive rigtig fin om en uges tid eller to. På alle billederne er min overarm hævet op, for jeg har taget begge sæt billeder lige efter jeg kom hjem fra hovedstaden, og der går lige en dags tid eller to inden den forsvinder - det kan I også se på billederne af Birdie fra dengang jeg postede dem herinde.

Fuzzyness og ømhed aside, så er jeg ret vild med hende. Jeg synes at hun er så smuk! Først får I lige at se, hvordan jeg har rendt rundt den sidste måneds tid. Det er ikke så kønt igen, men det bliver det. Hav tålmodighed!

Som I kan se er det kun linework der blev gjort færdig. Ikke specielt farverigt, vel? Og nogle af trækkene ser ret overdrevne ud - but it will all be better!

Jeg har prøvet at vælge nogle billeder, der viser hende fra ca. samme vinkler - prøv at se her, hvordan jeg - og Lady - ser ud nu:

Yay! Færdig! Forhåbentlig. Tattoo-lady fortalte mig nemlig, at den lyse hudtone ret sandsynligt skal farves op igen, fordi den er ret svær at få til at dække med ét lag fordi den er så lys. Men det tager vi til den tid. Om ikke andet, så viser det sig ikke førend jeg er helt helet, og der går immervæk et par dage til det sker.

Jeg er fuldstændig ekset med farven på jakken - den er lavet af en greywash-farve, en helt helt mørkeblå, en mørk lilla og en coboltblå. Jeg er blevet kørt henover af den nål ret så mange gange, synes jeg! Håret er lavet af brun, orange og gul og det ser super cool ud at der er så meget spil i det. Og så er jeg selvfølgelig vild med, at vi har givet hende helt blodrøde læber - det er så tæskelækkert! Hende Lady, hun har helt god stil!

There you have it - nu vil jeg gå tilbage til min "rigtige" skrivning - hvis alting går som jeg planlægger, så bliver jeg færdig med at skrive det sidste her i eftermiddag, og så mangler jeg kun-kun-kun konklusionen! Hvor er det vildt! Det må jeg hellere gå i gang med - i eftermiddag skal jeg nemlig ud at grille hos en veninde - er blevet lovet kold hvidvin og kød-på-grill. Så bliver det bare ikke meget bedre!

- sommerstemning,

Mille.

Stik Stik Stik Stik!

Jeg fortsætter lige lidt i stilen fra i går. I går valgte jeg at skrive om de cup cakes, vi lavede torsdag morgen. Men de var jo kun en lille bitte del af min produktivitet. For bregne, jeg har været effektiv i de her seneste par dage!

*Ahem* Men bortset fra min travlhed og min selv-hævdelse - så var der også grillspyd på menuen. Jeg er lidt sær, når det kommer til kød. Jeg spiser ikke specielt meget af det (- jeg elsker det, som med alt andet, når det er lavet ordentligt, men jeg spiser også ofte vegetarisk - eller hvad der nu lige falder mig ind) - og når jeg spiser det synes jeg, at det er så meget pænere når det er råt end når det er tilberedt. Især oksekød synes jeg er sindssygt flot - det har den flotteste, intense røde farve! Når det er stegt er det bare kedeligt og brunt at se på. Måske er det derfor, at jeg også helst vil have mit kød stegt rødt.

Anywho - det var de dér grillspyd jeg kom fra. Jeg tror aldrig at jeg har lavet grillmad om morgenen før, men én gang skal vel være den første - og det var altså hyggeligt at stå og lave dem sammen med that girl Randi. Der gik lidt samlebånd i det - jeg sørgede for grøntsagerne og hun ordnede kyllingen. Sammen fik vi kreeret de her fine spyd:

Er de ikke for lækre? Jeg er helt vild med det midterste billede - jeg synes at det er så flot! Det er lige før at jeg overvejer at bruge det som baggrund på min computer. Ligenu har jeg chilier fra et gammelt indlæg:

Jeg ved ikke lige helt hvad der sker for billedkvaliteten på det billede - sorry about det, heldigvis er det eneste I går glip af de meget spændende titler på mine mapper - jeg nævner i flæng så sindsoprivende navne som "Billeder", "Studier", "Gøjl" og "Blog". For ikke at tale om titlerne på mine forskellige PDF-filer - der kan jeg battle på coolhedsfaktor med navne som "boxwell", "Kipnis", "Gender-stuff 1 og 2" (så videnskabelig er jeg nemlig) og "Mørk/Lys tegning mig" (uuuh, mystisk projekt...).

Men altså - om de der grillspyd. Er jeg den eneste, der synes at kylling er pænere råt end tilberedt? Jeg kunne ikke rigtig få nogle af folkene rundt om mig til at agree'e med mig. Under alle omstændigheder er champignon en smuk, gråhvid svamp, og peberfrugterne er skønne og klare i farverne. Vi tog grøn og gul peber med vilje, for at de røde tomater kunne stå klart ud.

Hende der Randi er vist ligeså glad for farver som jeg er. Hun tilskyndede mig også flere gange til at tage kameraet med ud til hende torsdag morgen, så - quote: "- de flotte cup cakes kan komme med på bloggen" un-quote. Nu kom grillspydene også med, men nu er jeg vistnok også færdig med at spamme Jer med billeder fra den dag. I morgen bliver det noget helt andet, og så alligevel ikke. Jeg vender nemlig tilbage til et af de ret ofte viste things her på bloggen. Uuuuh, whatever can it be?

Kan I forresten gætte (eller regne ud eller whatev'), hvad jeg ikke har haft her på bloggen i en lille måneds tid efterhånden, men som kommer snart-ish igen, og som ikke har været her for en helt bestemt årsag?

- smokin' colours,

Mille.

Flower Power

Kæreste, kæreste blogverden!

Jeg er så sindssygt glad for alle Jeres kommentarer i går - det er så pænt af Jer, og jeg har grint smørret lige siden. Al opmuntringen har fjernet (noget) af min awkwardness, og jeg vil overveje at lave et eller flere indlæg senere. Mange, mange tak.

On a completely different note, så har jeg smidt en ny gadget herind - neden under alle indlæggene kan I trykke på "like", ligesom man kan på FaceBook, og sådan bliver alting kædet så fint sammen. Brug endelig knappen hvis I kan lide hvad I ser. Jeg synes at den var så fancy, og med al den ting jeg bruger på FaceBook - well, det er næsten meant to be.

On a second completely different note, så kommer dagens indlæg nu. Som I måske lagde mærke til, så nævnte jeg for nogle indlæg siden at vi havde passet min mors hund over weekenden. Hun var til Rock under Broen. Vi var hjemme. Min mor går til flere koncerter end jeg gør... Anyhow, vi passede altså hund. Og den hund, den er så fin og god, og vi hyggede os, og gik ture, og legede "det-er-min-bamse-nej-det-er-din-bamse-nej-det-er-min-bamse"-legen. Good times. Men all good things come to an end, og i søndags kom mor'eren så forbi og hentede hunden hjem igen. Sadness. For at bløde lidt op for det (hun sagde, at det var som tak for pasning af hund, but whatev') havde hun en fin, fin buket blomster med. Se lige her:

De er så flotte, og den orange farve lyser virkelig op i stuen. Jeg er helt vildt med de orange blomster og de røde bær. Bærrene minder mig nærmest om granatæblekerner. Rundt om buketten er der noget orange bast-værk (og noget ret seriøst ståltråd), som jeg ikke helt kan gennemskue om har et formål andet end at skabe en visuel ramme rundt om buketten. "Split-alting-ad-og-forsøg-at-samle-det-igen"-delen af mig vil meget gerne pille det af, for at se om buketten falder fra hinanden uden... Men jeg skal nok lade være - jeg har lovet mig selv det - for den er så flot når den står med sine store blomster. Især den orange kliché-blomst og den lyserøde med flæserne elsker jeg (- I kan nok høre på mig, at jeg ved en ting eller to om blomster, right?).

- blomster og blade og bast, men ingen hund,

Mille.

Lille Jordbærblomst

Husk at stille mig spørgsmål i boksen til højre - fuldstændig anonymt, alt (and I do mean everything) er tilladt og bliver svaret på - husk at skriv "blog" før spørgsmålet, så jeg kan se at det hører til herindefra :)

Pt. har jeg modtaget 10 spørgsmål, og nu er der en god fordeling imellem de forskellige "kategorier" af spørgsmål. 

Keep 'em comin'! Hvornår vil I se svarene?

_________________________________________________________________________________


Er jeg den eneste der kan huske 90'ernes (80'ernes?) tegneserie "Jordbærblomst"? Man havde vel FOX Kids - jowjow... Good times... (- og ja, videoen via linket er på svensk, posted af en japaner... Total fusionstegneserie - hun hed altså Jordbærblomst på dansk...)
*Ahem*
For et stykke tid siden skrev jeg om vores jordbærplanter, som på mirakuløs vis har overlevet isvinteren og polarvinde. Nu har de også fået blomster! Jeg håber sådan at få rigtige honest-to-God jordbær på dem inden alt for længe.

I dag har jeg været i IKEA med min endelig-hjemvendte veninde Randi. Den tur, der startede med gratis kaffe (thank you, IKEA family card!) og meget-billig chokolademousse (8 kr! Find lige nogen, der kan konkurrere med den pris!), endte med indkøb af fantastisk mange dingenoter og himstregimser, frokost og girltalk på Randis terasse. Fantastisk dag! Jeg fandt nogle kasser med farveinddelinger til A4-ark i IKEA - dem kan jeg bruge til at inddele gymnasieopgaver og stiløvelser i. Der er en rød afdeling - der kan de dumpede opgaver få lov til at blive arkiverede (muhuhahaha!)

Anywho - da jeg kom hjem, her for en god halv time siden, hoppede jeg ud på altanen for at kigge lidt til jordbærplanterne. Og prøv lige at se nogle fine blomster, de har fået:

Det er så pokkers sommeragtigt! Jordbærblomster er næsten ligeså yndige som kirsebærblomster - bare i hvid. Jeg elsker de hvide blade mod den gule midte og de røde stikketutter. Gul er alltime favourite blomsterfarve, sådan isoleret set. Og så er jeg stadig imponeret over overlevelseskraften i de her planter! Et jordbær er the roach of the berry family! De overlever bare alting!

Hvor lang tid går der, fra jordbærblomster bliver til jordbærbær? Uh, jeg bliver muggen hvis de verkackte måger, der af og til hviler på vores altan når at gå i bærrene førend jeg gør! Hjemmedyrket rød er ikke til fuglene! Og slet ikke til dumme, ukrudsbringende fugle!

- strawberry fields forever,

Mille.