fredag den 19. februar 2010

Mille's Practical Nature - Continued

Nu hvor vi er i gang med at se hvor fuldstændig praktisk jeg kan være (helt uden bagvedliggende motiver, såsom shoppelyst eller fancy moderelaterede items forklædt som fornuft), så vil jeg i dag vise Jer noget ganske fint. Fra Netto. Kan I gætte hvad det er? - altså, andet end meget lyserødt og meget blomstret?
Det er en termoflaske! Så bliver det bare ikke ret meget mere praktisk! Termoflasker er det praktiske skridt lige efter gummistøvler. Og overtræksbukser. Og de der picnic-kufferter med alt i plasticservice indbygget som ved et kast med håndledet kan laves om til et fint tæppe med siddepladser til otte og legeplads til børnene.
Jeg kan ikke engang tage credit'en for at have fundet den her. Det er konens opdagelse, men jeg elsker den alligevel :) Og nu hvor vi er ved det, så vil jeg lige komme med én til praktisk indrømmelse. Grunden til at vi i første omgang var på udkik efter en termoflaske var, at vi skulle på camping! I telt! Vores helt eget lille telt, som vi helt selv har købt, udvalgt og slæbt med hjem i bussen. For pokker, hvor er jeg bare back-to-basics-familie-agtig!
Men altså - konen fandt den her super fine, meget lyserøde og meget blomstrede termoflaske på spottilbud i Netto til ingen penge overhovedet. 30 kroner oder so. Og der er måske nogen der vil påstå at den ikke er en af verdens kønneste gadgets, men jeg synes at den er helt vidunderlig kitchet, og jeg er ellers absolut ikke den største fan af kitch.
Jeg skrev i mit allerførste indlæg herinde, at fællesnævneren for de ting jeg vil blogge om er, at de alle sammen gør mig glad. Og når jeg ser på den her kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg elsker især blomsternes plastiklook og det komplette farveclash mellem selve flasken og kopperne (som btw ikke er vildt støvede ovenpå, det er bare lyset der har fanget overfladen skævt) - jeg har dybt beundring for den designer der tænkte "Hmm... Pink og sær, udefinerlig grøn - det er da et hit! Yes!! Det er da det vi ska' ha'!".
Og efter vores nu to fælles campingtureminder den mig også om lange sommeraftener med grill, tidlige morgener med friske rundstykker og earl grey-te, sand, vand og alt for mange måltider på alt for god makeshift fiskerestaurant ved havnen.
Suk... Jeg savner sommer. I dag har jeg set både sne, kampsne, snestorm, hagl og regn. Det er bare meget ikke spor sommeragtigt!

- planten er bare med fordi den er så fin,
Mille.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv ENDELIG en kommentar eller to - kom med ris, ros og reaktioner af alle slags. Det er den slags ting der gør blogning sjovt.