søndag den 19. september 2010

The Reason

Hey lovely readers!
Jeg er næsten tilbage på overfladen nu - day 10 of the never-ending cold: return of the sore throat (inkl. hoste- og nyseanfald). Men jeg har fået noget styrke tilbage i min krop, og sover ikke længere 16 timer i døgnet. Jeg kan endda stå op i lang tid ad gangen og alting! I går var en super aktiv dag - jeg fik rettet en pokkers masse engelskoversættelser, bagt cookies (you will see later, my lovelies), fik min mor på besøg til kaff' og en bi' brø' og så fik jeg (endelig!!) taget mig sammen til at komme lidt længere med kjolen jeg syr af pingvinstof til min venindes pige. Og det er ved at være på tide, for ungen holder fødselsdag om skræmmende kort tid, og det ville da være så fint hvis hun kunne få den dér. You will see than one later, too. Lige nu består den af kant-zigzaggede dele og en pokkeres masse af dem. Forhåbentligt når jeg en hak længere med kjolen i dag. Det er i hvert fald planen.
Men altså - jeg skriver sådan set ikke for at fortælle Jer om kjoler og forkølelser. Jeg skriver for at vise Jer grunden til anden halvdel af the never-ending cold, som som bekendt startede efter min overmodige bytur i lørdags. Jeg har fundet ud af hvorfor jeg blev så syg bagefter. Ureflekterede stemmer vil måske mene at sygdommen skyldes en kombination af for lidt tøj og for lidt realitetssans omkring egen helbredsstatus. But no! Jeg har en langt mere lusket mistanke - se her:
Jeg ved godt at billederne ikke er af de bedste - de er tager i knap-så-appelsinfri tilstand (og i en køleskab (?)) ret sent om aftenen, men de fungerer udemærket som de mug shots, de nu engang er. De er de hers skyld! Det er deres skyld at jeg har snottet og hostet og sovet og svedt som en besat siden søndag! Det er jeg overbevist om! Det var mojito'en og mai-tai'en der gjorde det i biblioteket med jernrøret!
Bortset fra at de er skyld i akut forkølelse i mande-ynkelighedsstore proportioner, så smager de ganske fantastisk! Og se lige farverne! Jeg fandt dem i Netto til 10 kroner stykket, og måtte selvfølgelig have nogle stykker med hjem. Ad omveje blev de først placeret hjemme hos gravide-veninde (hvor de, on the plus-side, stod i sikkerhed for tørstige halse) og så bagerst i køleskabet herhjemme, så jeg fuldstændig glemte alt om dem. Endelig kom de ud i lyset her i sidste weekend, og så hævnede de sig så på mig. Jeg kan kun forestille mig at det er på grund af min glemsomhed.
Men altså - udenpå synes jeg at de her dåser er ret fine - de minder lidt i design om dem fra Pret-a-manger, og jeg synes at det er noget så fint at smådetaljerne står med krøllede bogstaver. Jeg synes at drinksne på billederne ser så fine og sommerlige ud, og så er det nogle helt fantastiske grønne og røde farver der er brugt.
Mai-tai'en overraskede mig, da den kom fra dåsen og ud i et longdrink-glas. Den er mat! Altså rød, men ugennemsigtig - næsten ligesom juice lavet af røde grapefrugter. Ved siden af en af de røde Rekorderlig'er så det ret interessant ud. Mojito'en var grøn på samme måde som mai-tai'en var rød (konen hader når jeg laver den slags sammenligninger - apparently giver de ikke så meget mening udenfor mit eget hoved, men sådan var det altså!), og hvor fint er det lige når ens drinks matcher? Også selvom de har onde, onde planer om at splitte ens legeme ad...

- cherry tonight?,
Mille.

fredag den 17. september 2010

The Winner Takes it All

Den 20 maj var jeg med i en konkurrence på DWC. Den 13 juni vandt jeg said konkurrence. I dag har jeg modtaget min præmie! Den var forsvundet bag en reol på posthuset, apparently. Altså, de der Post Danmark-folk. Jeg er helt med på at det er menneskeligt at fejle og alt sådan noget, but still! Jeg har måske tilbragt for meget tid inde på TrendSales Magazine, hvor en ret stor del af tiden går med at udveksle dårlige erfaringer med postleverancer og deslige, men jeg synes godt nok ikke at postkooperationen virker som den skarpeste ske i skuffen for tiden.
Anywho - happy thoughts - min præmie nåede frem og jeg er glad for den. Den har allerede fundet sig en fin plads inde på mit kontor (jow jow, for sådan et har vi jo også, os arbejdende folk...) hvor den kan holde fint-fint øje med mig.
And now - the big reveal! Jeg har vundet *drum roll*
- et artprint! Jeg har gjort billedet ret stort (for ellers var det ret lille (now that's logic for ya!)), så jeg er ked af hvis det er en smule grynet. Det er det ikke i virkeligheden. Mit fine artprint er tegnet af Jazmyn Doulliard som bor i British Columbia. Det hedder Rocky Road to Fame og jeg synes at det er ufatteligt smukt!
Jeg har ellers en dyb og ganske ulogisk frygt for billeder af folk der ligner folk. For slet ikke at tale om billeder af folk der ikke længere ligner folk! Eller billeder af deforme folk! Giver det mening? Her er en smule mere info, der måske kan klarlægge noget af min tågede logik - jeg er bange for klovne. Jeg er også rædsesslagen for forvredne ansigter. Jeg kan for eksempel ikke klare Picasso. Eller det afsnit af House, hvor en maler har en eller anden form for hjernepåvirknings-tamtam, der får ham til at male billeder med forvredne og deforme mennesker (istedet for bare at male hvad virkeligheden viser). Jeg kunne ikke engang se den nye Alice in Wonderland-film, på trods af at jeg er den største Johnny Depp-lover, fordi han har freaky-deaky makeup (og mellemrum mellem tænderne!) på. Cannot do it! Jeg tuder som et lille barn. Det skræmmer mig dybt og inderligt, og det er ikke engang lyv.
Derfor var jeg bange for, at det her billede ville gøre det samme. Altså freake mig ud. Jeg måtte se på det på min computerskærm i ret lang tid inden jeg var færdig med at overbevise mig selv om at jeg godt turde deltage i konkurrencen. And here we go - I done won! Jeg skulle indsende beviser på min egen kreativitet og jeg valgte at indsende nogle tegninger. Uh, det er så rart at vinde med noget man selv har lavet. Også selvom jeg må lægge bånd (som i BÅND!) på mig selv for ikke at farvelægge printet. Jeg skal nok lade være med at gøre det - jeg hopper jo heller ikke hen og maler på udstillingerne på muséer rundt omkring, men min indre (og for tiden ret overaktive) 4-årige barn vil meget gerne se om hun kan male indenfor linierne!

- and the crayons are... where, again?,
Mille.

onsdag den 15. september 2010

A Sorry State of Mind

Det er ren og skær elendighed, det her. Tonsertravlt ude, syg når jeg endelig har et par fridage og noget hygge planlagt.
Altså - i sidste uge var jeg til noget os-unge-lærere-hygger-sammen-tamtam, og da jeg var på vej hjem fra spisningen bliver jeg regnet på. Det er jeg åbenbart blevet for gammel til at kunne håndtere. Bevares, nu er jeg selvfølgelig også blevet 25. I hvert fald har jeg hostet og prustet lige siden. Og snottet! Oh Lord, the snotning... Jeg er blevet ramt af hele semi-efterårs-sygdomsbølgen: feber, ondt i ørene, ondt i halsen, hoste som en søløve, snottet like there's no tomorrow og generel udkørthed og slaskethed. FYI, så ser gymnasieelever lige igennem ens påtagede jeg-er-da-frisk-og-klar-på-undervisning-attitude. Man kan ligeså godt lade være med at prøve.
Anywho - fredag var vi til forsinket fødselsdagsmiddag hos svigerforældrene og lørdag kom et par veninder her for at spise lagkage og drikke kakao. I know! Total yndlingsfødselsdag. I løbet af lørdagen synes jeg faktisk at jeg var gået hen og var blevet okay frisk igen. Det må have været en eller anden form for febervildelse, for det var jeg i hvert fald ikke - men none the less, så blev jeg overtalt til at tage med i byen og få danset de sidste host ud af mit hærgede legeme (stupid, stupid, stupid!!!), og lige siden har jeg været tæt på skindød. Og med forkølelsessår. Oh joy... Må jeg ikke nok blive dækket af bylder også, kære skæbne?
Derfor er jeg nu - for anden gang på 1½ uge - gået under jorden herhjemme. Det virkeligt nederen ved at være rigtigt syg (i modsætning til "mandesyg", hvor man mest af alt piver for lidt opmærksomhed) er, at der ikke er noget interessant at lave, når man tæppestener flere dage i træk. Det er for eksempel umuligt at følge med i tv-programmer når man ikke kan holde sig vågen i mere end 20 minutter ad gangen. Og ikke kan se klart hele vejen hen til fjernsynet. Man kan ikke få gjort lidt rent, for en støvsuger vejer for meget til at man kan slæbe rundt på den - for ikke at tale om varmen fra den, og det faktum at man bliver nødt til at ! (Note to self: buy Roomba!) I går tog det mig 1½ time at varme en halv pakke frossen hønsekødssuppe. Selv det her blog-indlæg har nu taget mig 3 dage (og mange pauser) at få færdigskrevet. Nuff' said.
Når man sådan ligger og har godt gammeldags ondt af sig selv, så kan man godt komme til at se tilbage på nogle af de billeder, man ikke har fået blogget om endnu, og få endnu mere ondt af sig selv. Jeg fandt den her række billeder, som ikke er mere end en måneds tid gamle, men som lige nu virker meget langt væk. Jeg vil have ostemuffins nu!! En kvinde på TrendSales gav mig opskriften (som er stinke-nem!) på de her ostemuffins, og de smagte fantastisk! (- hvis jeg havde energien til det ville jeg hoppe i Kvickly Xtra og købe cheddar... Og hvis jeg havde energien til det ville jeg også stå op i de ~10 minutter det tager at bakse dejen sammen):
Hvor fine er de lige? Det var første gang i ret lang tid at jeg havde bagt ikke-søde muffins, og jeg er svært tilfreds med dem. Her er opskriften på dem - den giver ca. 12 styks:
2 dl. hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 1/4 dl. majsmel
2 dl. revet mellemlagret ost (jeg brugte en cheddar, den dér, der kommer i en klods på ca. 1½ * 10 * 20 cm)
30 g. majskerner (kan udelades - det gjorde jeg)
2 sammenpiskede æg
3/4 dl. mælk
2/3 dl. olie
Salt
1. Ovnen forvarmes til 180 grader. 12 muffinsforme pensles med smeltet smør eller olie.
2. Hvedemel, bagepulver og salt sigtes i en stor skål. Tilsæt majsmel, ost (og eventuelle majskerner); lav en fordybning i midten. Hæld sammenrørt æg, mælk og olie i de tørre ingredienser.
3. Det hele vendes hurtigt sammen - man må endelig ikke røre for meget. Hvis man rører amok hæver muffin'sne ikke ret meget. Al power-røring når det kommer til muffins skal altid ske inden melet kommer i.
4. Dejen kommes i formene og bages i 20 min. til de er gyldne.

Done! De er super gode - næste gang jeg laver dem vil jeg nok komme en del mere ost i, og så tage noget af olien ud til fordel for vand istedet for. Jeg kan nemlig rigtig godt lide ost, og 2 dl fylder ikke ret meget når det kommer til stykket. Jeg tror at jeg vil gå op på 3 - eller måske endda 3½ istedet. Jeg spiser den her slags muffins til en kop te eller som en del af en større frokost/brunch.
Speaking of te - jeg tror at jeg vil loppe mit ynkelige legeme ud i køkkenet efter noget varmt vand. Det trænger! Hopefully see ya soon!

- cheesin',
Mille.

tirsdag den 7. september 2010

Scatterbrain

Jamen, for pokker da... Jeg kan da heller ikke huske fra næse og til mund i de her dage. I dag gik jeg rundt med en kop kaffe indtil den blev for kold til at drikke, fordi jeg ikke kunne huske at jeg ledte efter sukkeret.
Altså - der er to ting, jeg glemte at sige i forrige indlæg. For det første, så var det forrige indlæg mit indlæg nummer 200. Hvor vildt er det lige? Hip hip til mig og til Jer, der har fulgt med i drips and draps siden dengang. For det andet, så var det min fødselsdag i søndags. Konen har fødselsdag i dag, så vi har hygget non-stop siden weekenden med morgenbor, biografture, indisk mad (apropos øreringene jeg skrev om i første omgang i sidste indlæg...) og balloner. Balloner er the shizzle, for realsies!
Men altså - i anledning af 200-indlægsjubilæum og 25-års fødselsdag - giver jeg Jer hermed: en giraf! Med flag. Der er ikke noget der siger fejring som giraffer.
(- giraffen syede jeg da jeg gik i 2.g til vores udvekslingsstudent, Veronica, som ville have noget med Dannebrog med hjem til USA - og hvad er mere oplagt end at sy en giraf af en ganske gyselig mørkeblå velourdug *shivers* med små flag på? Yeah, that's what I thought! Den har forresten overbid, giraffen, og jeg havde derfor en del billeder af gymnasieelever med meget påtaget overbid (for at efterligne giraffen) fra da den blev overleveret. Fantastisk spas. Billedet er crapola fordi det er taget i 2004 med en kameramobil. 'Nuff said).

- luvs yous,
Mille.

Indian-ish

Hey folk!
Jeg stikker hovedet op over vandoverfladen (tænk "krokodille på lur efter bytte") for at høre, hvordan det går med Jer allesammen! Jeg kan se, at jeg i de dage jeg har været væk, har fået en ny læser. Hej-hej til dig. Og undskyld, at du er kommet til midt i en dødvandsperiode to end all dødvandsperioder.
Der er sket noget fantastisk! Jeg er rolig! Jeg klarer undervisningen uden at sidde med næsen i pædagogik- og didaktikbøger hele aftenen. Så så man lige mig - totalt overskudsagtig og med styr på sagerne. Til en hvis grad, i hvert fald. Alright, jeg lever stadig lidt fra hånden og i munden i forhold til planlægning af undervisning, men det går og hvis jeg selv skal sige det går det også ret fornuftigt. Jeg hopper rundt og tér mig tosset og får noget fysisk energi ind i lokalet, og eleverne responderer super sjovt på det. Det fungerer. Og jeg hygger mig.
Eller - lige nu retter jeg danske stile. Jeg har lige (som i: lige) rettet 30 engelske afleveringer, og nu er jeg i gang med 29 danske. Så er der vist også snart fri. Efter fredag. Torsdag får jeg nemlig 30 engelske i hovedet igen.
Okay!
Bortset fra undervisning (skriv forresten endelig, hvis der er noget I vil vide), så er der noget med nogle farver. Yay, farver - det er det, vi er her for.
For nogle uger siden mødtes jeg med Astrid, jeg kender gennem TrendSales. Vi har skrevet sammen i næsten to år; det er hende, der sendte en pokkers masse Skittles ting hjem til mig fra London. Siden hun kom tilbage til Danmark har vi snakket med jævne mellemrum, og endelig fik vi aftalt en dag at mødes, lige inden jeg startede arbejde. Jeg ved godt, at jeg har fortalt Jer om Astrid før - endda for ikke så mange indlæg siden - men med min publishing-hastighed lige pt. tænkte jeg at et lille hurtig recap ingen skade ville gøre.
However, Astrid havde altså købt et par super-super fine øreringe til mig. De er fra Accessorize og de har kosten omkring 60 kroner. Butikken i Odense lukkede for nogle år siden, men Astrid var så sød at se de her øreringe i en butik i Århus, tænke på mig og købe dem for mig for at tage dem med på vores meet-up-date. How cool is that?
Jeg elsker de her øreringe for deres Bollywood-feel - jeg kommer helt til at ønske at jeg kunne danse frygtelig fancy dans i frygteligt indviklede mønstre. Jeg er ikke sikker på at mit skema lige nu tillader at jeg tager timer i Bollywood-dans, så jeg nøjes med øreringene.
Er de ikke skønne? De er lavet af tyndt, tyndt metal, der er formet så de danner de forskellige "bump", I kan se på forsiden af øreringene. Jeg elsker kombinationen af det gyldne metal og den kongeblå og mælkehvide farve. Jeg synes virkelig at de er smukke.
Desværre er de - på trods af deres tynde-tynde-metalhed - tunge som et ondt år. Jeg kan ikke have dem på en hel dag ad gangen uden at have meget lange øreflipper henmod aften. Jeg tager dem på på vej ned på gymnasiet om morgenen (nu er jeg jo blevet én af rutebilfolket...) og af igen på vej hjem, og på den måde går det udemærket. Og de er dét værd, for for pokker, hvor er de flotte! Og de er endnu flottere på. Der er noget med deres farver og måden de fanger lyset på. Jeg er kæmpe fan, og så er de en god måde for mig at få noget blå ind i min garderobe - andet end jeans (der jo som bekendt ikke tæller som "rigtig blå").

- true blue,
Mille.

P.S.: Fortæl mig, hvad I har rendt og lavet på det sidste. Jeg har faktisk savnet at have lidt styr på blog-tropperne. Jeg er hér og gør de hér ting - hvor er I og hvad laver I?