Jeg har fundet en ny
farve-ting frem. Det er endnu en ting, som er kommet til efter, jeg flyttede
til Lille Sydfynsk By og sammen med herr Søren. Der er kommet rigtig mange nye
farve-ting til i den forbindelse! Jeg glæder mig vildt til at vise jer dem alle
sammen. Jeg var ellers lidt bekymret for mandens forhold til de kraftige farver
- hans yndlingsbeskæftigelse inden for området har jeg mistænkt for at være at
drille sofaen med dens store omfang og klare, lilla farve - og at
planlægge hvilken sofa, der skal tage dens sted, når den engang dør. Jeg har
forsøgt at få gjort det klart, at den meget store og meget lilla sofa holder
læææænge endnu (og at den, når den engang må væk, helt sikkert må erstattes af
noget tilsvarende stort og farverigt. Jeg er på en slags charmekurs på
chaiselongens vegne...), men jeg er ikke sikker på, at jeg trænger helt
igennem. Der bliver i hvert fald fortsat talt om Wegner-sofaer og Børge
Mogensen-det-ene-og-det-andet herhjemme. I foruroligende grad. Der er ikke
meget farve og spræl over Wegner og BM, så er det sagt!
Anywhere; det
her har sådan set slet ikke noget at gøre med sofaen. Min scatterbrain har
allerede glemt, hvordan jeg kom ind på dét spor... Hvad jeg ville sige var, at
vi i går holdt navngivningsfest for My-barnet. Hun er ikke blevet døbt, for der
er ingen af os, som har noget specielt forhold til folkekirken, så det må hun
selv rode med, når den slags begynder at interessere hende. Under festen tog
min søster et par billeder af herr Søren, My-barnet og jeg, og da jeg så
billederne igennem her til morges, så jeg noget i baggrunden, som fik mig til
at genvinde en hel del af tiltroen til mandens forhold til farver. Noget andet
meget-stort-og-meget-farverigt. En plakat. Det var sådan set ikke fordi, jeg
havde glemt plakaten - det er svært; den hænger i en gennemgangsstue mellem
tv-stuen, vores soveværelse, gangen og My-barnets værelse og den er ret stor
(70 * 90 cm) - men nogle gange skal der lidt afstand til, førend man
rigtig ser ting, selvom de er tæt på. Og den afstand kom altså gennem
kameralinsen. Prøv at se her:
Det er et
print af et Roy Lichtenstein-maleri, som hedder "We Rose Up Slowly"
og er fra 1964. Og hvor ser det ladt ud (- lad, med blødt d), når man forsøger
at tage billeder af billeder. Derfor får I lige en copy-paste't version også.
Så kan I bruge mit foto øverst til lige at vinke tilbage til mig i genskinnet.
Hej-hej!
I foråret var
herr Søren og jeg på studietur med hver vores 2.g-klasse til London, og der var
vi på Tate Modern, hvor der også hænger et par Lichtenstein-værker. De
er super flotte, kæmpe store og vildt imponerende at se i virkeligheden. Jeg brugte det meste af tiden foran hans værker... Jeg er
helt vild med reprint-idéen og med den voldsomme forstørrelse. Det er supercool
postmoderne pointillisme!
Jeg elsker at
se på det langt væk fra, og jeg elsker at se på det super tæt på, så alle de
små røde, gule og blå pletter træder frem. Og igen: undskyld for genskin og
über-dårlig fotokvalitet. Det er vildt anti-hyl, I know (Hey! Hyl! Hva'?!
Hyl!!), men jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre...
Vi har købt
plakaten på posterland, som jeg flere gange har købt fra. Det kan kun anbefales.
Den rigtige udgave hænger på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main, hvis
I skulle have lyst til at hoppe dernedover et smut. Printet af "Drowning Girl" er jeg helt, helt, helt vild med også. Det er så smukt!
Plakaten har
vi fået rammet ind hos en glarmager, fordi den har et lidt sært format og
fordi, det bare er bedre kvalitet - og det ses (- og koster...)!
Jeg vil slutte
ordstrømmen og vende fokus tilbage til barnet, som er midt i en dyb og lang og
højlydt samtale med speakeren i DR-nyhederne.
- dot, dot,
dot,
Mille.