mandag den 26. november 2012

Punktum, Punktum, Komma, Streg


Jeg har fundet en ny farve-ting frem. Det er endnu en ting, som er kommet til efter, jeg flyttede til Lille Sydfynsk By og sammen med herr Søren. Der er kommet rigtig mange nye farve-ting til i den forbindelse! Jeg glæder mig vildt til at vise jer dem alle sammen. Jeg var ellers lidt bekymret for mandens forhold til de kraftige farver - hans yndlingsbeskæftigelse inden for området har jeg mistænkt for at være at drille sofaen med dens store omfang og klare, lilla farve - og at planlægge hvilken sofa, der skal tage dens sted, når den engang dør. Jeg har forsøgt at få gjort det klart, at den meget store og meget lilla sofa holder læææænge endnu (og at den, når den engang må væk, helt sikkert må erstattes af noget tilsvarende stort og farverigt. Jeg er på en slags charmekurs på chaiselongens vegne...), men jeg er ikke sikker på, at jeg trænger helt igennem. Der bliver i hvert fald fortsat talt om Wegner-sofaer og Børge Mogensen-det-ene-og-det-andet herhjemme. I foruroligende grad. Der er ikke meget farve og spræl over Wegner og BM, så er det sagt!
Anywhere; det her har sådan set slet ikke noget at gøre med sofaen. Min scatterbrain har allerede glemt, hvordan jeg kom ind på dét spor... Hvad jeg ville sige var, at vi i går holdt navngivningsfest for My-barnet. Hun er ikke blevet døbt, for der er ingen af os, som har noget specielt forhold til folkekirken, så det må hun selv rode med, når den slags begynder at interessere hende. Under festen tog min søster et par billeder af herr Søren, My-barnet og jeg, og da jeg så billederne igennem her til morges, så jeg noget i baggrunden, som fik mig til at genvinde en hel del af tiltroen til mandens forhold til farver. Noget andet meget-stort-og-meget-farverigt. En plakat. Det var sådan set ikke fordi, jeg havde glemt plakaten - det er svært; den hænger i en gennemgangsstue mellem tv-stuen, vores soveværelse, gangen og My-barnets værelse og den er ret stor (70 * 90 cm) - men nogle gange skal der lidt afstand til, førend man rigtig ser ting, selvom de er tæt på. Og den afstand kom altså gennem kameralinsen. Prøv at se her:

Det er et print af et Roy Lichtenstein-maleri, som hedder "We Rose Up Slowly" og er fra 1964. Og hvor ser det ladt ud (- lad, med blødt d), når man forsøger at tage billeder af billeder. Derfor får I lige en copy-paste't version også. Så kan I bruge mit foto øverst til lige at vinke tilbage til mig i genskinnet. Hej-hej!
I foråret var herr Søren og jeg på studietur med hver vores 2.g-klasse til London, og der var vi på Tate Modern, hvor der også hænger et par Lichtenstein-værker. De er super flotte, kæmpe store og vildt imponerende at se i virkeligheden. Jeg brugte det meste af tiden foran hans værker... Jeg er helt vild med reprint-idéen og med den voldsomme forstørrelse. Det er supercool postmoderne pointillisme!
Jeg elsker at se på det langt væk fra, og jeg elsker at se på det super tæt på, så alle de små røde, gule og blå pletter træder frem. Og igen: undskyld for genskin og über-dårlig fotokvalitet. Det er vildt anti-hyl, I know (Hey! Hyl! Hva'?! Hyl!!), men jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre...
Vi har købt plakaten på posterland, som jeg flere gange har købt fra. Det kan kun anbefales. Den rigtige udgave hænger på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main, hvis I skulle have lyst til at hoppe dernedover et smut. Printet af "Drowning Girl" er jeg helt, helt, helt vild med også. Det er så smukt!
Plakaten har vi fået rammet ind hos en glarmager, fordi den har et lidt sært format og fordi, det bare er bedre kvalitet - og det ses (- og koster...)!
Jeg vil slutte ordstrømmen og vende fokus tilbage til barnet, som er midt i en dyb og lang og højlydt samtale med speakeren i DR-nyhederne.

- dot, dot, dot,
Mille.


tirsdag den 20. november 2012

Om Babyer og Sytråd og Hovedpiner


Jeg har ikke glemt jer. Overhovedet. Og det er ikke endnu en af de der returns, som varer i omegnen af tre blogindlæg. Jeg har bare været knock-outet i den her uge. Jeg har haft nogle problemer med mit hoved siden fødslen. Jeg fik lagt to epiduralbedøvelser, og et eller andet sted midt i mengeleringen med katetre i rygraden er der sket et hak ind i den hårde hinde i min ryg, så spinalvæske har piblet ud. Det giver overtryk og derfor hovedpine og lysfølsomhed. Blandt andet. Whine whine whine… Men altså, det var i hvert fald teorien bag min efterfødselshovedpine. Spinalhovedpine, kalder de det. Så jeg blev indlagt. Behandlingen går ud på at hive 20 ml blod ud af min arm og sprøjte så meget af det som muligt om i min ryg for at forsøge at lappe hullet med en form for kunstig blodprop. Så det gjorde de. Og jeg skulle ligge ned og ikke løfte og ikke bøje og ikke gøre noget af alt det man gør, når man har en skrubtudse på 3½ måned. Og jeg har haft så satans pokkers ondt i min ryg siden indsprøjtningerne, at jeg ikke kan sidde ordentligt. Til gengæld ligner jeg dronning Ingrid, når jeg står op. Whoop. Og hjalp det så på hovedpinen, spørger I. Nej, svarer jeg så. Ikke et hak. Så nu har jeg både hovedpine og dårlig ryg. Det med ryggen går heldigvis snart over igen, men hovedet skal udredes. So there’s that.
Det, jeg vil vise jer i dag er relateret til min efterfødselshovedpine. Det er nemlig noget, der tilhører mit efterfødselsbarn (- jeg har savnet den her overstregningsfunktion!). My-barnet er nemlig en fantastisk mulighed for at få endnu flere farver på banen, og der er ikke nogen, der kigger skævt til et barn på 3 måneder, fordi hun er spraglet klædt. Så jeg udnytter muligheden max og køber ind og leger kreamor og nyder nye farver og print. Yay, baby!
Det her er Frøets hagesmækker. De er ikke et hak hjemmelavede – de er fra BabySam og koster 50 kroner for tre. Så jeg har købt 3 * 3 i lavendel, støvet grøn og kraftig magenta. Den røde farve er ikke fanget ret godt – nyt kamera og jeg er på trods af ihærdig indsats og kærlige ord stadig ikke ret tætte – den er super klar og mættet og helt ren magenta.



Men jeg har leget lidt kreamor. Eller rettere, så har min mor leget lidt kreamormor. Hun har nemlig en super fancy schmancy symaskine, som kan kodes ind til at lave super fancy schmancy sømme med blomster, blade, snirkler og bogstaver. Så vi har tegnet tulipaner og bogstaver (det er godt, at barnet har så kort et navn!) og broderet hagesmækker og stofbleer (dem må I få på et senere tidspunkt) i mange, mange farver. Hagesmækkerne har fået broderier i samme farve, som de hver især er, bare et par toner mørkere. Stofbleerne har fået broderier i så mange farver som overhovedet muligt. Jeg tænker, at det er praktisk, når My-barnet skal starte i vuggestue engang, at der er navn på tingene – og så er det rigtig fint at se på på denne måde, synes jeg. OG, så er det en rigtig hyggelig mormor-bondings-ting at lave. OG OG, så er ungen noget så yndig med fine farver om halsen, og så bliver mor’eren glad. Jeg elsker især den støvede grønne farve. Den minder mig om skove sent på sommeren. OG OG OG, hun savler helt vildt for tiden, så de er super praktiske, ud over at være super nuttede. Så så man lige mig – praktisk og alting!

- semikrea-agtigt (barselskorrekt!),
Mille

søndag den 11. november 2012

Award med Forsinkelse


Nu, hvor jeg har fået hevet mig selv op ved anklerne i et absurd og ur-komisk forsøg på akrobatik, så besluttede jeg mig for at få læst de kommentarer, jeg har fået i min vinterhis-tid. Og det tog lidt tid. Men nu er det gjort, og jeg er glad for dem alle sammen. Især dem, der skynder på mig for at få mig til at vende tilbage. Det varmer mit forfængelige bloggerhjerte! 
- og det skete i de dage, at der blandt de mange kommentarer blev fundet en lille, fin award, som ikke har fået sin credit. Og det skal den da få (”Det skal den da ha’!!”). Jeg er nemlig ikke for stor til at takke ja til en award, jeg har fået for ungefär 10 måneder siden! Nej-nej! Tværtimod! Den får da sit eget blogindlæg, ja den gør! Jeg har, af Cecilie, fået en Versatile Blogger-award. Og den ser sådan her ud (uuuuh, greeeeen!):
Og den er jeg glad for. For selvom jeg først har opdaget den her alt for sent, så er den stadig en thumbs up til bloggen, og jeg kan ikke komme i nærheden af at fortælle jer nok, hvor glad den slags gør mig. Og ”versatile”-delen af awarden må også betyde, at jeg på en eller anden måde fanger en balance mellem ævleri og billeder, mellem tøj og gadgets og mad og whatnot som ellers falder min vej. Og det er jeg glad for, at I synes. Ellers vil jeg meget gerne høre forslag til fokus.
Selve awarden er en af de go’e gamle klassikere: tak for awarden (tjek!), link til award-giveren (tjek!) og fortæl 7 ting om dig selv. Bom bom bom… Det er så nemt for mig, når jeg alligevel bare plaprer derudaf, men så svært, når jeg skal stille det op. Here goes:
1 – Jeg kan ikke lide marcipan
2 – Jeg kan til gængæld virkelig godt lide chokopops…
3 – Hvis My-barnet havde været en dreng, skulle hun have heddet Johannes. Eller Elliott
4 – Jeg planlægger nye, farvestrålende tatoveringer
5 – Jeg kan på ingen måde finde rundt i København. London – kein Problem. Kbh – no can do
6 – Jeg kan rigtig godt lide japanske tegnefilm. Især Hayao Miyazaki
7 – Hvis herr Søren lader et glas vand/cider/mælk/juice stå ubevogtet, så drikker jeg resten af glasset. Det er nærmest blevet en tvangshandling…
Well, that was random…
Når jeg finder ud af, hvordan man gør, så smider jeg awarden ned i bunden af bloggen til de andre. Så kan de hygge sig der, med whatever den slags nu hygger sig med. Mange tak, i hvert fald! Much appreciated!

- versa-thanks,
Mille

fredag den 9. november 2012

Sparkle Sparkle!

Nu har jeg gået i et par dage og overvejet, hvad jeg skulle vælge som den første farve-ting herind til, efter mit vinterhi. Overvejet, og forsøgt at finde lidt tid til at skrive. Dette indlæg er skrevet over fire gange, så hvis jeg er en smule gentagende (og dårligt stavende - det er den dér iPad igen), så må I lige bære over med mig. Til gengæld kan jeg se (for jeg har nemlig også brugt ugen på at genlæse bloggen i al dens ukorrekturlæste glory), at I til gengæld slipper for indlæg, som er blevet auto-rettet af den engelske stavekontrol, jeg havde på min gamle computer. Now, that's something! Jeg kan så omvendt ikke garantere, at mit engelske ikke - i et svagt, uopmærksomt øjeblik - ikke vil blive ufrivilligt dansk-rettet, Apple-style. Det er hårdt at være sprogforvirret blogger...
Derudover - og for lige at fortsætte i brokke-sporet - så føler jeg mig efterhånden som min kære farmor, når jeg sidder foran computeren og forsøger at blogge. Jeg er grundforvirret over hele conputer-konceptet. Og trist. Mest forvirret (men det er et close race). Jeg fatter ikke et klap af formateringen herinde mere. Min baggrund er forsvundet, og jeg kan ikke få den igen. Jeg kan ikke huske, hvordan man HTML-koder den ind, og Blogger vil have mig til at vælge en "skabelon" (!), men det kan jeg ikke gøre, uden at forskyde alt designet herinde, så billederne ryger skævt i forhold til teksten i mine indlæg. Til gengæld er både skrifttype og -farve forandret. Og mit Picasa flejner, så jeg ikke kan redigere mine billeder. Og jeg kan ikke huske passwordet til min StatCounter. Og så skal jeg have ændret teksten i mange af mine vignetter, men jeg kan ikke finde dem i redigeringsmenuen. Og jeg kan ikke få makrozoom-funktionen på mit nye kamera til at tage skarpe billeder.
TIL GENGÆLD: så er jeg über-super-hylende taknemmelig for, at der stadig er aktivitet på bloggen herinde. Og en del af mig skriger, at det er uendeligt ligegyldigt, at mine nye indlæg er mere mørkelilla end de gamle (selvom min indre perfektionist stadig river sig i håret over det). Og så er jeg helt generelt glad. Glad og rolig. Cool as a cucumber, som vi siger på den anden side af vandet (eller "cool as a circumspice", som man åbenbart siger i Mac-land. Circumspice?!). Og en hel del af den ro kan krediteres kærestens (herr Søren, kalder vi ham herhjemme) calming influenze. Og bare rolig, det her bliver ikke et touchy-feely blogindlæg, der giver jer sukker-kvalme flerdimensionel efter endt læsning. Jeg skulle bare bruge en overgang (mere eller mindre gelinde) til dagens "uuuh, farver!"-ting. Den er nemlig en gave fra selvsamme herr Søren, og den er en af de allerførste farve-ting, han gav mig. Han havde nemlig godt luret det dér med, at Mille og farver, de er ret gode venner. Og så er han ret god til det med gaver. Og jeg blev ret glad for lige præcis denne. Og det var tre ret store underdrivelser, lige i rap.



Sparkle, sparkle indeed, amirite? Det er hvidguld med safir og diamanter, og jeg synes, at den rammer en fin balance mellem enkelhed og flashyness, som jeg godt kan lide. Den er showy men neutral, og så han den en fin størrelse (og det kan være en tricky thing to find til mine lange fingre...). Jeg er fuldstændig tosset vild med den flotte blå farve i safiren (og jeg havde i et godt stykke tid siddet og savlet over den her slags ringe, med både safirer, rubiner og smaragder i), og den bliver kun endnu mere klar ved at sidde blandt helt hvide diamanter. Farven var svær at fange på billederne, så jeg har sat et par modelbilleder ved. De to sidste billeder er taget fra Lauritz, hvor ringen er købt. Og lordy, såvel det vist også slået fast, at der ikke er gået nogen stor auktionskøber (auktionskøber? Er det et ord? Auktion-ee? Auktionshandlende?) tabt i mig. Det er jo ekstremus skræmmende! Og jeg fulgte endda kun med i skjul fra sidelinien... 
Hvorom alting er (på trods af alt det, jeg ikke længere fatter af det her bloggeri, så er evnen til ævlen stadig fuldstændig præsent...), så var det her altså en af de første gaver, jeg fik af herr Søren, og derfor fandt jeg det passende at den skulle markere mit return hertil. Der kom flere gaver til senere, og de skal nok også finde vej hertil. Men ringen er den fineste, for dens udseende og dens betydning. Og jeg tager den aldrig af (eller, det vil sige; jeg TOG den aldrig af - nu kommer den i vejen, når jeg ammer... The irony...). 

- sparkle, sparkle little star...
Mille

P.S.: - og overhovedet ikke relateret til noget som helst: jeg har sådan en forfærdelig lyst til at genintroducere ordet "hyl" til at beskrive noget godt og sjovt. Som i: "Babyen bliver skeløjet, når den kigger på ranglen. Det ser hyl ud". Yes? Join the revolution! Det bliver hyl!

mandag den 5. november 2012

At Dukke op til Overfladen i allermest uelegante Stil


Hej... 

Kan I huske mig? Det er mig, der er hende bloggeren. Eller, det var det i hvert fald engang... Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan ét eller andet med ord (- det håber jeg i hvert fald; ellers har jeg en uddannelse og et job, som jeg skylder en undskyldning...). Problemet er altså ikke så meget ordene. Problemet er mere manglende organisationsevne (det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig skulle blive et problem for mig) og - mere lavpraktisk - manglende kamera. Og så tusind milliarder omvæltninger, som fik mig til at nedprioritere bloggen og fremvisningen af farver til fordel for forelskelse og forandringer. Værdsætter I alliterationerne?
Anywhose - pointen med alt dette er, at det ikke er på grund af forglemmelse, at bloggen er blevet lagt i dvale. Jeg har hele tiden husket den, jeg har bare været for travl (og honestly, for uelegant - mere om det senere) til at blogge sammenhængende. 
Men så skete der noget. For det første, så begyndte jeg at kunne se "tid til blogning" ude i horisonten igen. Jeg har idéer, jeg glæder mig og jeg savner ordene på den her måde. For det andet, så er der en del folk, som efterhånden har hevet fat i mig og sagt "Hey, what gives with the ikke noget blogning?". Det startede herhjemme (mere også om det senere!) igen og igen og igen og igen, og så spredte det sig til elever (argh, pinlighed! Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mine abstraktionsevner, at jeg ikke havde overvejet at Mille + blogning + arbejde som gymnasielærer + elever, som kan finde ud af at bruge nettet = elever, som kender til og læser gymnasielærer-Milles blog. But here we are. Hej elever!) og til internettet in general (på blog, på TrendSales, på FaceBook). Og efterhånden var det svært at ignorere stemmerne (selvom jeg ihærdigt forsøgte for at mindske min egen dårlige samvittighed. "Neeej, Mille!", sagde jeg. "Der er ikke nogle, der gider at læse dine skriblerier alligevel. Eller at se på dine ting. Whatever with the colours", sagde jeg. "Og man kan slet ikke blogge, når man har gymnasieelever, som åbenbart kan finde ud af at bruge en søgemaskine", sagde jeg mange, mange gange. Virkelig mange! Men så sagde jeg til mig selv: "Mille!", sagde jeg - "Skriv! Skriv, og hold op med alle dine dårlige undskyldninger". Og så skrev jeg. Indtil videre bare en rablende account for hvorfor, jeg ikke har skrevet (og den er slet ikke slut endnu!), men jeg lover, at der kommer andet! Og med flere billeder.
- og det er så her, I skal springe et afsnit over, hvis I ikke gider læse om mig, og mest i virkeligheden er her for farvernes skyld. For her kommer en kort gennemgang af the life of Mille siden sidste indlæg.
For det første blev jeg skilt. I så meget fred og fordragelighed, som den slags nu lader sig gøre. (Ex)-konen og jeg boede sammen i nogle måneder efter, og vi er stadig venner. 
Og så flyttede jeg til lille-sydfynsk-by, hvor lille-sydfynsk-gymnasium ligger. Man kan jo ligeså godt være praktisk omkring det. 
Og så fandt jeg mig en kollega-kæreste og flyttede sammen med ham. Og han er skøn og pæn og vidunderlig (også, når han plager om blogindlæg).
Og så blev jeg bonus-pap-ondstedmoder-mor til tre skønne unger.
Og så var der mere arbejde og flere elever. 
Og så blev jeg gravid. 
Og så var jeg gravid i laaaaang tid (som alligevel føltes som kort tid, nu jeg tænker tilbage...).
Og så fødte jeg, for 13 uger siden, en lille bitte kæmpestor baby-pige på 54 cm og 4220 gram. Mini-Mille aka Frøet aka My-barnet (som også har givet bloggen en ny etiket). Og hun er meget sød og yndig, når det ellers passer hende. Ellers er hun et skrigehoved. Men hun har det dejligste smil og de sødeste lyde; kan have timelange samtaler med mig og med ringle-katten; virrer med hovedet og spiler øjnene op, når hun bliver forskrækket - og så sover hun 10 timer i træk hver nat. Til gengæld sover hun næsten aldrig om dagen og så er hun umulig at trøste, når hun er bare det mindste sulten.  Men Gud, hvor jeg elsker hende højt alligevel. Og her poserer hun i en mørkeblå kjole, som hun har fået af nogle af mine skønne elever. Så der er lidt farve i det her indlæg alligevel!
Og så fik jeg mig en iPad, så hvis jeg staver sjovt, så ved I, hvor skylden skal placeres. I den forbindelse: formatering og design på dette indlæg sucks ligeledes på grund af manglende iPad-erfaring. Jeg lover at vende tilbage til pc-skrevne indlæg, når jeg har noget godt og farverigt at blogge om.
Og nu kommer vi endelig til det der med at være for uelegant til at være blogger. Amme-bher. Så er det sagt. Når man først har taget en amme-bh på, så er der ikke noget at gøre. Alle forsøg på at være bare nogenlunde blogger-fancy-schmancy falder fuldstændigt til jorden. Til de ikke-indviede består amme-bh (det burde skrives med stort, ligesom Satan...) af lige dele polyester, kiksethed, skulderstropper (1,5 cm!), hægter (3!) og manglende sexappeal. Til gengæld ånder den overhovedet ikke, og så har jeg ikke været ude af den mere end 15 minutter ad gangen siden starten af august. Whoop-di-friggin'-doo... Jeg har en ny fashion-teori: det er umuligt at føle sig bare i nærheden af fotogen, når ens bh har vaskeanvisningerne vævet ind i stoffet. Foran.
Det er derfor, jeg dukker op til overfladen i hidtil ukendt uelegant stil. Og det er derfor, der ikke er noget billede af mig i dette indlæg. Jeg har nemlig heller ikke været ved frisøren siden engang i starten af januar...

- at efterlade sine læsere med tvangstanker om frumpy Amme-bh,
Mille

P.S.: I den forbindelse: er der nogle af jer, der ved hvor min baggrund er blevet af? Og hvorfor mit skrift pludselig er mindre? Og mørkere? Og hvorfor min gamle skrifttype er væk? Og hvorfor mine afsnit hopper en linie ned, hver gang jeg opdaterer siden? Man kan da heller aller' ta' 1½ års pause fra sin blogning uden at alting skrider...