Grunge Is Back

Som lovet i forrige indlæg, så kommer her en lille snas om fodtøjet fra min seneste billedspam. Ligesom jeg endelig fik købt mig selv en vinterfrakke (efter kun tre år uden), så har jeg også endelig købt mig et par Doc Martens! Støvlerne har dog haft, om muligt, længere udsigter end frakken - jeg har ønsket mig et par siden jeg var 10 år og min yndlingsbeklædningsgenstand var en par skin tight sorte Harley Davidson-gamacher med hvid skrift ned langs siden. I know, jeg var et voldsomt fashionabelt barn.

Problemet med brændende at ønske sig et par Doc Martens som 10-årig er, at man som 10-årig ikke har a dollar to your name. Problemet med at være mig som 10-årig var, at jeg brugte størstedelen af min tid på at bygge huler i de højeste træer. Problemet med Doc Martens er, at de i 90'erne kostede omkring 800 kroner, og mine forældre var enige om, at jeg ikke skulle ødelægge for 800 kroner Doc Martens på bark, søm og falden-ned-højt-oppefra. Det er vel sådan set logisk nok.

However, fordelen ved at være 25 år og tjene sine egne penge (finally!) er, at man kan købe hvad man vil. Fordelen ved at leve i år 2010 (da jeg købte støvlerne) er, at Doc Martens er på mode igen og derfor til at få fingre i igen. Fordelen ved at leve i år 2010 og ved at have penge er, at Doc Martens er kommet i nye awesome farver - og jeg har fundet de aller-awesomeste. De er en form for blanding mellem petroleumsblå og flaskegrøn (og har derfor fået begge etiketter), og så er de 14-huls.

Jeg bruger dem til alting (altså, næsten)! Lige fra skinny jeans til højtaljede nederdele. Og hvis vi lige skal være super praktiske i to sekunder (bare for at få det ud af verden), så gør den tonsertykke gummisål at man står godt solidt fast på den virkelig glatte is, som havde besat alle vandrette overflader i hele december og størstedelen af januar.

På den rent forfængelige front, så er jeg vild med støvlernes farve og deres relativt grove stil. Jeg plejer ellers at have en forkærlighed for de mere delikate detaljer og cuts, men det er ligesom om, at de her støvler ikke tæller med. Selv de super grove, gule sting rundt i kanten af sålen er jeg stor fan af!

Alternativet til den her farve var den mere klassiske røde. Min barndoms farvorit. Men altså - mig og så det der med at kunne stå imod når der er klare farver, vi er ikke de bedste venner; derfor var der ikke så meget at gøre da jeg så den her farve. Til de interesserede kan jeg fortælle, at 14-hulsstøvlerne nu koster i omegnen af 1300 kroner og ikke de 800, som jeg for mange år siden plagede mine forældre om.

- nu mangler jeg bare en skovmandsskjorte, så er jeg grunge-klar,

Mille.

Mille, en Modeslave (aka Bjørnen Sover, Bjørnen Sover...)

Kæreste blogverden. I dag har jeg en lille fortælling til Jer. Den strækker sig over et par sæsoner, så hav tålmodighed med mig og mine knap så linære forklaringer. Der er ego-billeder i det for Jer, hvis I holder ud lidt endnu! Until then - her er en teaser:

Here goes: for nogle sæsoner siden forelskede jeg mig i The North Face-frakken Women's Arctic Parca. Mange af Jer kender den nok - om ikke andet, så af udseende. Den vinrøde version af den havde brændt sig fast i mit hjerte og med held skubbet alle andre frakker ud i kulden (pun intended). Det var der sådan set heller ikke noget problem i, andet end at jeg var på SU og under ingen omstændigheder havde tæt på 3000 kroner at smide efter et par fagnfulde dun i et HyVent-hylster. However, der gik en smule "see the ball, be the ball" i den, og jeg fik sparet pengene sammen. Og så var frakken i vinrød i min størrelse udsolgt.

*Suk*

Nu her, vinteren efter, havde jeg mod på jagten (og penge på kontoen) igen. Jeg havde endda udvidet mine kriterier til også at omfatte den grønne og den hvide version af frakken! Og hvad sker der? Resten af verdens kvindelige befolkning har fået samme idé som jeg! Efter utallige ufrugtbare besøg til North Face-forretningen her i byen (undskyld, North Face-personale. Jeg stalker Jer ikke, jeg har bare et usundt forhold til something of yours) gav jeg op og kastede mig over netforretninger i stedet.

*Suk*. Igen.

Internettet plejer ellers altid at være min bedste ven. Jeg fandt frakken - i hvid - og i følge størrelsesguiden på hjemmesiden skulle jeg bruge frakken i medium. Whadda I know om North Face-størrelser? Ikke meget, åbenbart, for da frakken endelig dukkede op midt i december kunne jeg på det nærmeste bygge hule i den! Den var kæmpe! Derfor måtte den tilbage til forretningen, og jeg fik ikke en pind ud af den deal andet end et minus på 75 kroner på porto. Woop-di-friggin'-doo...

*SUK*

Jeg havde ellers givet op og havde forliget mig med at bo i min gule og hvide Edith og Ella-overgangsfrakke denne vinter også, men lige pludselig (og nu er historien ved at være slut) blev jeg fundet af den her skønhed:

Det er en fantastisk tyk frakke fra Esprit, som var på 50 % januarudsalg og derefter 20 % ekstra januarsudsalgsslutsputstilbud - I like! I alt kom jeg af med lige under 600 kroner (og det er jeg, hvis jeg selv skal sige det, svært tilfreds med!). Jeg håber, at I bærer over med mig mht. billederne - det er længe siden at jeg har taget billeder af mig selv herind til, og mit ansigt har vist glemt hvordan man gør. Billedspammen har jeg ingen undskyldning for - jeg kunne ikke vælge :)

Anywho - frakken her er altså et dunfrakkehelvede uden lige (men den siger ikke "swisch swisch swisch" når man går, hvilken jeg er den evigt taknemmelig for), og den er pokkers varm! I al min fotoakavethed glemte jeg helt at tage et billede med frakken åben, så I kunne se det fine, lavendellyserøde foer (hence det allerøverste billede). Jeg har til gengæld taget et hyper-up-close billede af pelskanten, som var et ultimativt krav til min vinterfrakke.

And Jesus Christ on a pogostick, er jeg glad for den pelshætte! Jeg tager den aldrig af igen! Det er ligesom at få et uendelig langt bjørnekram, at have den hætte på! Jeg elsker-elsker den matte, grønne farve - især sammen med det sarte foer og den store pelskant, og så sætter jeg uendelig stor pris på at den er taljeret (Michelin-looket er ikke noget, jeg gør så meget i...) og har et bælte.

Med et så fornuftigt januarkup som det her, så er jeg altså bange for, at jeg for alvor er ved at blive sådan rigtig voksen og følsom (ligesom dem, TV2 synger om!). Og det er endda helt uden at nævnte, at én af de første ting, jeg tænkte på, da jeg havde købt frakken var, at nu kunne jeg komme ud at gå nogle gode ture rundt om gymnasiet i Lille-Sydfynsk-By uden at fryse min gump i laser...

- Michelining (it's a verb from now on),

Mille.

P.S.: Men hvad er det, damen har på fødderne?! Det skulle da aldrig være...? Og jo, det skulle det - de kommer med næste gang (uuuh, spoiler alert!).

Grønn Har Altshid Været min Bedschte Ven!

Uden at der skal gå for meget arbejde og arbejdssnak i det her blog-tamtam (det skulle da også lige passe, nu hvor jeg endelig har fået nosset mig sammen til at komme i svingninger herinde igen!), så er jeg jo ansat på det der gymnasium nu. Og når man er ansat på det der gymnasium, så får man fornøjelsen af at lære en pokkers masse forkortelser at kende. Det er ikke allesammen der er lige logiske ved første øjekast, men inden længe når man at forstå dem. Nogle af mine nye venner hedder AT, AP, SRP, SSO og PR. Og de er allesammen meget flinke, omend noget tidskrævende.

Hvis jeg kender blogland godt (og det vil jeg, trods min lille orlov, påstå at jeg gør), så er der en del af Jer derude, der er ved at afslutte gymnasiet eller som har afsluttet det indenfor de seneste fem år. I kender uden tvivl også mine venner og den til tider lidt uldne logik, der ligger bag deres navne. Den af mine nye venner, som jeg gerne vil tale lidt om, hedder AT. Til de ikke-indviede vil jeg lige hurtigt nævne, at AT står for Almen Studieforberedelse - men blandt eleverne har... ehrm... kælenavne som Almen Tidsfordriv og Almen Tidsspilde. Lige før jul legede AT og jeg sammen for første gang i forløbet "Ungdomskultur" i 1.g. Det var meget hyggeligt altsammen, og øgenavnene kælenavnene klingede efterhånden af.

However, selvom det var et fint forløb havde jeg efter tre dage sammen med min nye ven alligevel brug for at køle ret meget ned ned. Konen og jeg blev enige om, at hvis AT kunne stå for Almen sTudieforberedelse, kunne det også stå for tequilA nighT, og next thing I knew stod der tre kander margerita på bordet og en tom flaske tequila i køkkenet. Der er derfor måske nok nogle mennesker, som vil påstå at knipsningen af følgende billeder (og begejstringen over den fine, grønne farve) fandt sted under ikke helt appelsinfri forhold. I can neither confirm nor deny that. Jeg ved bare, at jeg vågnede op igen næste dag med fine billeder af limegrøn - og hvem kan klage over det?

Billedredigeringen fandt dog sted i relativt ædruelig tilstand, så jeg kan stå komplet inde for, at jeg er ret imponeret over den ret lille forskel mellem billedet her i originalversionen og efter at jeg har skudt alt hvad min computer kan af sort/hvid-, eksponerings- og kontrasttricks efter det:

Right? Farver er for seje!

For de ulykkeligt uindviede laves margerita (i hvert fald når det er mig, der står for dem) ved at tæske et glas tequila, et glas limesaft og en smule rørsukker sammen med en håndfuld knust is og danskvand til kanten sammen i en kande - presto tequila-o. Desuden - når en drink er grøn, er den så ikke i virkeligheden lidt sund?

- og nu hvor vi alligevel har gang i forkortelserne, hedder jeg faktisk KN,

Mille.

Why Do Birds Suddenly Appear...

Jeg har en teori om, at alting kommer i bølger. Når man flækker en negl går der sjældent længe, inden man flækker en til. Når der kommer én god film i tv, er alle de andre kanaler fuldt optagede af at vise equally spændende ting. Når ens dag starter godt, sker der gerne gode ting hele dagen - og omvendt. I sidste uge så jeg en af mine kolleger forsøge at hælde en kop kaffe op ikke mindre end seks gange, og hver gang hældte hun enten ved siden af eller hældte så hårdt at kaffen strøg ned i kruset og op igen ad den anden side. En enkelt gang røg låget af kaffekanden imens hun hældte. Til sidst var der ikke mere kaffe i kanden. Der kan man eddermame tale om en bølge! Den stakkels kone var omkring 10 minutter om at få en tår kaffe (og det er længe for gymnasielærere!) og brugte ikke mindre end tre viskestykker på at tørre op!

Derfor var der i virkeligheden ikke så meget for mig at gøre, efter jeg i tre stive dage havde haft "Close To You" på hjernen - det var kun et spørgsmål om tid før "suddenly" ville oprende (man kunne måske så påstå at det var knap så suddenly og mere eventually...) og the birds havde tænkt sig at appear'e. Og det er så hér, noget meget småt, meget nuttet, meget overflødigt og meget Hong-Kongiansk kommer ind i billedet.

I starten af sidste uge gik jeg fattigrøvs-shop-amok på nettet, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg er evigt forbavset over de fine, billige ting man kan finde rundt omkring - eBay og Etsy er mine nye bedste venner! En af de ting jeg faldt over og ikke kunne stå for, var de her fine, fine (og meget billige!) pipfugle:

Er de ikke yndige? Fuglene, altså - ikke mine stakkels frostramte fingre, som jeg under billedredigeringen lagde mærke til trænger til noget seriøst tender loving care. Det er høretelefoner (d'uh) med fuglepynt, og jer er helt vild med deres kitchethed (it's a word!). Især de små similisten i tørklæderne kunne jeg ikke stå for - og så ser de så dejligt lillepige/bondekone-agtige ud med de blå tørklæder. Jeg forestiller mig dem med en picnickurv med en rød-og-hvidternet dug på vej ud til grønne bakker. Og så elsker jeg deres små, stirrende, beady øjne og deres meget røde næb. Orange næb er så meget yesterday! Åbenbart. Whadda I know om fuglemode?

Det bedste af det hele er i virkeligheden, well, tredelt. For det første var de billige - jeg måtte give 35 kroner for dem, inklusive porto! Og de dukkede op efter kun en uge! Internettet er altså min bedste ven nogle gange! For det andet, så blev min shopping-craving tilfredsstillet (og ret billigt, endda!), og endelig blev fuglebølgen completed. Ufuldendte bølger er svært utilfredsstillende - og nu har jeg ikke længere "Close To You" på hjernen!

- to tweet or not to tweet (or to tweet in waves),

Mille.

P.S.: Se dem også her og køb dem her, if'n you wanna :)

The Comeback

My lovelies!!

Hvor er det top-sejt, at så mange af Jer stadig er her og har tålmodighed med mig! I sparker major ass! Dette indlæg er et super anti-klimatisk og ufarverigt "Howdy back" fra mig af - til gengæld er der masser af orddiarre og lister! Jeg lover, lover, lover at være en rigtig blogger der er sød ved sine læsere og rent faktisk skriver ever once in a while! Jeg ved det godt, det lyder helt tosset.

Sandheden er, at tiden lige pludselig er gået sindssvagt stærkt! Jeg så lige, at min seneste indlæg er fra engang midt i septemper! Jeg kunne have svoret, at jeg skrev det for en måneds tid siden! Jeg vidste godt, at det var lang tid siden, jeg havde været herinde, men jeg er helt ærligt chokeret over, at det er så længe siden. Derfor: liste over de vigtigste ting, som er sket siden sidst (ca.) - i nogenlunde kronologisk rækkefølge:

1 - Well, jeg blev jo færdig med mit speciale (I må ikke sige det til dem, der deler SU ud, men specialeskrivningstiden var en meget aktiv blogtid!). Dagens illustration er en wordle over alle 100 sider af mine gammelkloge observationer - i orange og pink og sår'n! Nogle uger efter jeg blev færdig, fik jeg resultatet: et 10-tal. Så fint, så fint.

2 - En anden, mindre ting er selvfølgelig, at jeg har fået mig ét af de der arbejder. Det er noget sært noget. Jeg har aldrig nogensinde haft så travlt før, men det føles ikke som om, jeg har ret travlt (selvom jeg logisk godt kan se at jeg er igang 24/7 til tider). Jeg elsker det og synes at det er så sjovt! Jeg bliver konstant overrasket over elevernes kunnen og chokeret over deres mangler.

3 - (Relateret til 2'eren) Jeg har været til en milliard-trilliard kurser og workshops og temadage og andet godtfolk og snakket med en milliard-trilliard-billiard mennesker. Ligeså langsomt er jeg begyndt at stykke to tng sammen: en nogenlunde fornuftig viden omkring gymnasiepædagogik og et mentalt kort over de forskellige relationer, gymnasielærere imellem. Jeg har en teori om, at vi alle kender hinanden i ét eller andet led. Lidt ligesom "6 degrees of separation".

4 - (Relateret til både 2'eren og 3'eren) Jeg har fået nogle super cool kolleger, som passer rigtig godt på mig. Nogle af dem er mere end godt på vej til at blive venner. Det er rart og meget trygt.

5 - Jeg har haft nærmest negativ tid til at købe noget som helst, og alligevel er det lykkedes mig at skrabe et par (eller... ehrm... lidt flere) farverige gadgets og tøjstykker sammen, som jeg glæder mig til at vise Jer.

Og hvad er der så sket nu, siden jeg har tid til at bruge bloggen her igen, kunne man så måske spørge. Og så kunne man måske svare, at der ikke er sket ret meget. Med den begrænsede mængde erfaring som jeg har opbygget mig på seks måneder vil jeg sige, at jeg stadig bruger ligeså meget tid på opgaverettelser og forberedelse som før. Men jeg er ved at lære at ordne det i "stakke" i stedet for i enkeltbidder, og det hjælper ret meget. Den primære grund til, at jeg er tilbage er dog, at jeg har brug for bloggen og for Jer. Brug for at slappe af og være andet end lærer-Mille (mange tak for det kælenavn, forresten, meget-opfindsomme-1g'er!). Jeg savner at være farve-Mille! Og jeg har savnet Jer (og sat meget stor pris på Jeres kommentarer, også imens jeg har været væk).

Derfor lover jeg altså at være tilbage igen nu. Næste indlæg bliver om noget meget småt, meget nuttet og meget overflødigt som jeg netop i dag har modtaget ganske billigt hele vejen fra Hong-Kong. Uuuh, the teasers!

Mille

- som forudser behovet for en ny etiket kaldet "Lille-Sydfynsk-By" (der er godt nok frygtelig kønt, der nede!)

The Reason

Hey lovely readers!

Jeg er næsten tilbage på overfladen nu - day 10 of the never-ending cold: return of the sore throat (inkl. hoste- og nyseanfald). Men jeg har fået noget styrke tilbage i min krop, og sover ikke længere 16 timer i døgnet. Jeg kan endda stå op i lang tid ad gangen og alting! I går var en super aktiv dag - jeg fik rettet en pokkers masse engelskoversættelser, bagt cookies (you will see later, my lovelies), fik min mor på besøg til kaff' og en bi' brø' og så fik jeg (endelig!!) taget mig sammen til at komme lidt længere med kjolen jeg syr af pingvinstof til min venindes pige. Og det er ved at være på tide, for ungen holder fødselsdag om skræmmende kort tid, og det ville da være så fint hvis hun kunne få den dér. You will see than one later, too. Lige nu består den af kant-zigzaggede dele og en pokkeres masse af dem. Forhåbentligt når jeg en hak længere med kjolen i dag. Det er i hvert fald planen.

Men altså - jeg skriver sådan set ikke for at fortælle Jer om kjoler og forkølelser. Jeg skriver for at vise Jer grunden til anden halvdel af the never-ending cold, som som bekendt startede efter min overmodige bytur i lørdags. Jeg har fundet ud af hvorfor jeg blev så syg bagefter. Ureflekterede stemmer vil måske mene at sygdommen skyldes en kombination af for lidt tøj og for lidt realitetssans omkring egen helbredsstatus. But no! Jeg har en langt mere lusket mistanke - se her:

Jeg ved godt at billederne ikke er af de bedste - de er tager i knap-så-appelsinfri tilstand (og i en køleskab (?)) ret sent om aftenen, men de fungerer udemærket som de mug shots, de nu engang er. De er de hers skyld! Det er deres skyld at jeg har snottet og hostet og sovet og svedt som en besat siden søndag! Det er jeg overbevist om! Det var mojito'en og mai-tai'en der gjorde det i biblioteket med jernrøret!

Bortset fra at de er skyld i akut forkølelse i mande-ynkelighedsstore proportioner, så smager de ganske fantastisk! Og se lige farverne! Jeg fandt dem i Netto til 10 kroner stykket, og måtte selvfølgelig have nogle stykker med hjem. Ad omveje blev de først placeret hjemme hos gravide-veninde (hvor de, on the plus-side, stod i sikkerhed for tørstige halse) og så bagerst i køleskabet herhjemme, så jeg fuldstændig glemte alt om dem. Endelig kom de ud i lyset her i sidste weekend, og så hævnede de sig så på mig. Jeg kan kun forestille mig at det er på grund af min glemsomhed.

Men altså - udenpå synes jeg at de her dåser er ret fine - de minder lidt i design om dem fra Pret-a-manger, og jeg synes at det er noget så fint at smådetaljerne står med krøllede bogstaver. Jeg synes at drinksne på billederne ser så fine og sommerlige ud, og så er det nogle helt fantastiske grønne og røde farver der er brugt.

Mai-tai'en overraskede mig, da den kom fra dåsen og ud i et longdrink-glas. Den er mat! Altså rød, men ugennemsigtig - næsten ligesom juice lavet af røde grapefrugter. Ved siden af en af de røde Rekorderlig'er så det ret interessant ud. Mojito'en var grøn på samme måde som mai-tai'en var rød (konen hader når jeg laver den slags sammenligninger - apparently giver de ikke så meget mening udenfor mit eget hoved, men sådan var det altså!), og hvor fint er det lige når ens drinks matcher? Også selvom de har onde, onde planer om at splitte ens legeme ad...

- cherry tonight?,

Mille.

The Winner Takes it All

Den 20 maj var jeg med i en konkurrence på DWC. Den 13 juni vandt jeg said konkurrence. I dag har jeg modtaget min præmie! Den var forsvundet bag en reol på posthuset, apparently. Altså, de der Post Danmark-folk. Jeg er helt med på at det er menneskeligt at fejle og alt sådan noget, but still! Jeg har måske tilbragt for meget tid inde på TrendSales Magazine, hvor en ret stor del af tiden går med at udveksle dårlige erfaringer med postleverancer og deslige, men jeg synes godt nok ikke at postkooperationen virker som den skarpeste ske i skuffen for tiden.

Anywho - happy thoughts - min præmie nåede frem og jeg er glad for den. Den har allerede fundet sig en fin plads inde på mit kontor (jow jow, for sådan et har vi jo også, os arbejdende folk...) hvor den kan holde fint-fint øje med mig.

And now - the big reveal! Jeg har vundet *drum roll*

- et artprint! Jeg har gjort billedet ret stort (for ellers var det ret lille (now that's logic for ya!)), så jeg er ked af hvis det er en smule grynet. Det er det ikke i virkeligheden. Mit fine artprint er tegnet af Jazmyn Doulliard som bor i British Columbia. Det hedder Rocky Road to Fame og jeg synes at det er ufatteligt smukt!

Jeg har ellers en dyb og ganske ulogisk frygt for billeder af folk der ligner folk. For slet ikke at tale om billeder af folk der ikke længere ligner folk! Eller billeder af deforme folk! Giver det mening? Her er en smule mere info, der måske kan klarlægge noget af min tågede logik - jeg er bange for klovne. Jeg er også rædsesslagen for forvredne ansigter. Jeg kan for eksempel ikke klare Picasso. Eller det afsnit af House, hvor en maler har en eller anden form for hjernepåvirknings-tamtam, der får ham til at male billeder med forvredne og deforme mennesker (istedet for bare at male hvad virkeligheden viser). Jeg kunne ikke engang se den nye Alice in Wonderland-film, på trods af at jeg er den største Johnny Depp-lover, fordi han har freaky-deaky makeup (og mellemrum mellem tænderne!) på. Cannot do it! Jeg tuder som et lille barn. Det skræmmer mig dybt og inderligt, og det er ikke engang lyv.

Derfor var jeg bange for, at det her billede ville gøre det samme. Altså freake mig ud. Jeg måtte se på det på min computerskærm i ret lang tid inden jeg var færdig med at overbevise mig selv om at jeg godt turde deltage i konkurrencen. And here we go - I done won! Jeg skulle indsende beviser på min egen kreativitet og jeg valgte at indsende nogle tegninger. Uh, det er så rart at vinde med noget man selv har lavet. Også selvom jeg må lægge bånd (som i BÅND!) på mig selv for ikke at farvelægge printet. Jeg skal nok lade være med at gøre det - jeg hopper jo heller ikke hen og maler på udstillingerne på muséer rundt omkring, men min indre (og for tiden ret overaktive) 4-årige barn vil meget gerne se om hun kan male indenfor linierne!

- and the crayons are... where, again?,

Mille.

A Sorry State of Mind

Det er ren og skær elendighed, det her. Tonsertravlt ude, syg når jeg endelig har et par fridage og noget hygge planlagt.

Altså - i sidste uge var jeg til noget os-unge-lærere-hygger-sammen-tamtam, og da jeg var på vej hjem fra spisningen bliver jeg regnet på. Det er jeg åbenbart blevet for gammel til at kunne håndtere. Bevares, nu er jeg selvfølgelig også blevet 25. I hvert fald har jeg hostet og prustet lige siden. Og snottet! Oh Lord, the snotning... Jeg er blevet ramt af hele semi-efterårs-sygdomsbølgen: feber, ondt i ørene, ondt i halsen, hoste som en søløve, snottet like there's no tomorrow og generel udkørthed og slaskethed. FYI, så ser gymnasieelever lige igennem ens påtagede jeg-er-da-frisk-og-klar-på-undervisning-attitude. Man kan ligeså godt lade være med at prøve.

Anywho - fredag var vi til forsinket fødselsdagsmiddag hos svigerforældrene og lørdag kom et par veninder her for at spise lagkage og drikke kakao. I know! Total yndlingsfødselsdag. I løbet af lørdagen synes jeg faktisk at jeg var gået hen og var blevet okay frisk igen. Det må have været en eller anden form for febervildelse, for det var jeg i hvert fald ikke - men none the less, så blev jeg overtalt til at tage med i byen og få danset de sidste host ud af mit hærgede legeme (stupid, stupid, stupid!!!), og lige siden har jeg været tæt på skindød. Og med forkølelsessår. Oh joy... Må jeg ikke nok blive dækket af bylder også, kære skæbne?

Derfor er jeg nu - for anden gang på 1½ uge - gået under jorden herhjemme. Det virkeligt nederen ved at være rigtigt syg (i modsætning til "mandesyg", hvor man mest af alt piver for lidt opmærksomhed) er, at der ikke er noget interessant at lave, når man tæppestener flere dage i træk. Det er for eksempel umuligt at følge med i tv-programmer når man ikke kan holde sig vågen i mere end 20 minutter ad gangen. Og ikke kan se klart hele vejen hen til fjernsynet. Man kan ikke få gjort lidt rent, for en støvsuger vejer for meget til at man kan slæbe rundt på den - for ikke at tale om varmen fra den, og det faktum at man bliver nødt til at gå! (Note to self: buy Roomba!) I går tog det mig 1½ time at varme en halv pakke frossen hønsekødssuppe. Selv det her blog-indlæg har nu taget mig 3 dage (og mange pauser) at få færdigskrevet. Nuff' said.

Når man sådan ligger og har godt gammeldags ondt af sig selv, så kan man godt komme til at se tilbage på nogle af de billeder, man ikke har fået blogget om endnu, og få endnu mere ondt af sig selv. Jeg fandt den her række billeder, som ikke er mere end en måneds tid gamle, men som lige nu virker meget langt væk. Jeg vil have ostemuffins nu!! En kvinde på TrendSales gav mig opskriften (som er stinke-nem!) på de her ostemuffins, og de smagte fantastisk! (- hvis jeg havde energien til det ville jeg hoppe i Kvickly Xtra og købe cheddar... Og hvis jeg havde energien til det ville jeg også stå op i de ~10 minutter det tager at bakse dejen sammen):

Hvor fine er de lige? Det var første gang i ret lang tid at jeg havde bagt ikke-søde muffins, og jeg er svært tilfreds med dem. Her er opskriften på dem - den giver ca. 12 styks:

2 dl. hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 1/4 dl. majsmel

2 dl. revet mellemlagret ost (jeg brugte en cheddar, den dér, der kommer i en klods på ca. 1½ * 10 * 20 cm)

30 g. majskerner (kan udelades - det gjorde jeg)

2 sammenpiskede æg

3/4 dl. mælk

2/3 dl. olie

Salt

1. Ovnen forvarmes til 180 grader. 12 muffinsforme pensles med smeltet smør eller olie.

2. Hvedemel, bagepulver og salt sigtes i en stor skål. Tilsæt majsmel, ost (og eventuelle majskerner); lav en fordybning i midten. Hæld sammenrørt æg, mælk og olie i de tørre ingredienser.

3. Det hele vendes hurtigt sammen - man må endelig ikke røre for meget. Hvis man rører amok hæver muffin'sne ikke ret meget. Al power-røring når det kommer til muffins skal altid ske inden melet kommer i.

4. Dejen kommes i formene og bages i 20 min. til de er gyldne.

Done! De er super gode - næste gang jeg laver dem vil jeg nok komme en del mere ost i, og så tage noget af olien ud til fordel for vand istedet for. Jeg kan nemlig rigtig godt lide ost, og 2 dl fylder ikke ret meget når det kommer til stykket. Jeg tror at jeg vil gå op på 3 - eller måske endda 3½ istedet. Jeg spiser den her slags muffins til en kop te eller som en del af en større frokost/brunch.

Speaking of te - jeg tror at jeg vil loppe mit ynkelige legeme ud i køkkenet efter noget varmt vand. Det trænger! Hopefully see ya soon!

- cheesin',

Mille.

Scatterbrain

Jamen, for pokker da... Jeg kan da heller ikke huske fra næse og til mund i de her dage. I dag gik jeg rundt med en kop kaffe indtil den blev for kold til at drikke, fordi jeg ikke kunne huske at jeg ledte efter sukkeret.

Altså - der er to ting, jeg glemte at sige i forrige indlæg. For det første, så var det forrige indlæg mit indlæg nummer 200. Hvor vildt er det lige? Hip hip til mig og til Jer, der har fulgt med i drips and draps siden dengang. For det andet, så var det min fødselsdag i søndags. Konen har fødselsdag i dag, så vi har hygget non-stop siden weekenden med morgenbor, biografture, indisk mad (apropos øreringene jeg skrev om i første omgang i sidste indlæg...) og balloner. Balloner er the shizzle, for realsies!

Men altså - i anledning af 200-indlægsjubilæum og 25-års fødselsdag - giver jeg Jer hermed: en giraf! Med flag. Der er ikke noget der siger fejring som giraffer.

(- giraffen syede jeg da jeg gik i 2.g til vores udvekslingsstudent, Veronica, som ville have noget med Dannebrog med hjem til USA - og hvad er mere oplagt end at sy en giraf af en ganske gyselig mørkeblå velourdug *shivers* med små flag på? Yeah, that's what I thought! Den har forresten overbid, giraffen, og jeg havde derfor en del billeder af gymnasieelever med meget påtaget overbid (for at efterligne giraffen) fra da den blev overleveret. Fantastisk spas. Billedet er crapola fordi det er taget i 2004 med en kameramobil. 'Nuff said).

- luvs yous,

Mille.

Indian-ish

Hey folk!

Jeg stikker hovedet op over vandoverfladen (tænk "krokodille på lur efter bytte") for at høre, hvordan det går med Jer allesammen! Jeg kan se, at jeg i de dage jeg har været væk, har fået en ny læser. Hej-hej til dig. Og undskyld, at du er kommet til midt i en dødvandsperiode to end all dødvandsperioder.

Der er sket noget fantastisk! Jeg er rolig! Jeg klarer undervisningen uden at sidde med næsen i pædagogik- og didaktikbøger hele aftenen. Så så man lige mig - totalt overskudsagtig og med styr på sagerne. Til en hvis grad, i hvert fald. Alright, jeg lever stadig lidt fra hånden og i munden i forhold til planlægning af undervisning, men det går og hvis jeg selv skal sige det går det også ret fornuftigt. Jeg hopper rundt og tér mig tosset og får noget fysisk energi ind i lokalet, og eleverne responderer super sjovt på det. Det fungerer. Og jeg hygger mig.

Eller - lige nu retter jeg danske stile. Jeg har lige (som i: lige) rettet 30 engelske afleveringer, og nu er jeg i gang med 29 danske. Så er der vist også snart fri. Efter fredag. Torsdag får jeg nemlig 30 engelske i hovedet igen.

Okay!

Bortset fra undervisning (skriv forresten endelig, hvis der er noget I vil vide), så er der noget med nogle farver. Yay, farver - det er det, vi er her for.

For nogle uger siden mødtes jeg med Astrid, jeg kender gennem TrendSales. Vi har skrevet sammen i næsten to år; det er hende, der sendte en pokkers masse Skittles ting hjem til mig fra London. Siden hun kom tilbage til Danmark har vi snakket med jævne mellemrum, og endelig fik vi aftalt en dag at mødes, lige inden jeg startede arbejde. Jeg ved godt, at jeg har fortalt Jer om Astrid før - endda for ikke så mange indlæg siden - men med min publishing-hastighed lige pt. tænkte jeg at et lille hurtig recap ingen skade ville gøre.

However, Astrid havde altså købt et par super-super fine øreringe til mig. De er fra Accessorize og de har kosten omkring 60 kroner. Butikken i Odense lukkede for nogle år siden, men Astrid var så sød at se de her øreringe i en butik i Århus, tænke på mig og købe dem for mig for at tage dem med på vores meet-up-date. How cool is that?

Jeg elsker de her øreringe for deres Bollywood-feel - jeg kommer helt til at ønske at jeg kunne danse frygtelig fancy dans i frygteligt indviklede mønstre. Jeg er ikke sikker på at mit skema lige nu tillader at jeg tager timer i Bollywood-dans, så jeg nøjes med øreringene.

Er de ikke skønne? De er lavet af tyndt, tyndt metal, der er formet så de danner de forskellige "bump", I kan se på forsiden af øreringene. Jeg elsker kombinationen af det gyldne metal og den kongeblå og mælkehvide farve. Jeg synes virkelig at de er smukke.

Desværre er de - på trods af deres tynde-tynde-metalhed - tunge som et ondt år. Jeg kan ikke have dem på en hel dag ad gangen uden at have meget lange øreflipper henmod aften. Jeg tager dem på på vej ned på gymnasiet om morgenen (nu er jeg jo blevet én af rutebilfolket...) og af igen på vej hjem, og på den måde går det udemærket. Og de er dét værd, for for pokker, hvor er de flotte! Og de er endnu flottere på. Der er noget med deres farver og måden de fanger lyset på. Jeg er kæmpe fan, og så er de en god måde for mig at få noget blå ind i min garderobe - andet end jeans (der jo som bekendt ikke tæller som "rigtig blå").

- true blue,

Mille.

P.S.: Fortæl mig, hvad I har rendt og lavet på det sidste. Jeg har faktisk savnet at have lidt styr på blog-tropperne. Jeg er hér og gør de hér ting - hvor er I og hvad laver I?

August Googles

Så så man lige, at man havde så travlt med at have travlt at man helt glemte at lave sin faste Googletastic. Og at skrive i andet en passiv, åbenbart. Regardless, så kommer her - med et par dage eller tres forsinkelse - august måneds Googletastic. Ikke så meget at sige der. Man vil gerne have, at I kigger med, og prøver at forstå mere af googler'nes mindset end man selv gør, ja man vil så godt.

Here goes:

1 - "Alpehat"

Jeg har fået den her søgning ikke mindre end 13 gange! En del af mig tænker: "Yes! Det er nemlig rigtigt! Alpehat er SÅ meget sejere end alpehue!" Og den anden halvdel tænker: "Så har vi vist fået den på plads! Indtil det bliver efterår og alpehatte bliver the shizzle igen, så har jeg altså kun en enkelt at vise frem… Sorry!"

2 - "Varmer til bodumkande"

Det hedder en kaffesok! Og de er bare smarte - jeg har en, ganske hjemmelavet, som du kan købe billigt? Skal vi sige en flad 50'er (pp)? Du skriver bare adressen i kommentatorboksen, og så er jeg den, der er hoppet på posthuset!

3 - "Eksempler på 1950 rock tatoveringer"

Stuff that in your pipe and smoke it!

4 - "Hvorfor hedder det madøre"

Fordi madmund gav sig selv? Jeg ved det faktisk ikke… Måske er det en betegnelse for folk, der får mad helt op til ørene når de spiser? Det kan ske for selv den bedste - især når der er is ind over… *ahem*

5 - "Jaden smiths yndlingsfarve"

Der er åbenbart en marked for den slags ting. Det er anden gang jeg får så specifik en søgning på den unge mands yndlingsfarve. Well, det her er the place to go for farver og deslige, så jeg vil da hellere end gerne igen fortælle at yndlingsfarven er blå. Den slags ting er jeg nemlig ikke for stor til at slå op på nettet…

6 - "Sagt om chili"

Nu skyder jeg bare lige fra hoften (og i nogenlunde kronologisk rækkefølge) i to sekunder: "Ja tak", "Husk at vaske hænder inden du klør dig i øjet", "Lige et stykke mere ville vist ikke gøre nogen skade", "Aaaarrrgghh!!!" og "Det er ikke noget lidt banan og et glas mælk ikke kan klare". Er det helt skudt ved siden af?

7 - "Skjult kamera kvinde på bænk viser trusser"

Jeg prøver så vidt muligt ikke at flashe undertøj herinde. Det smutter en gang i mellem, men så vidt jeg kan huske har jeg altså ikke siddet på en bænk og flashet. Det er i hvert fald ikke hér, I skal lede efter beviset på det…

8 - "Uffe buchard i go'morgen danmark"

Jeg vil godt lige sige, first of all, at det altså ikke er mig, der har problemer med at huske de store begyndelsesbogstaver i næsten alle stort-forbogstavs-egnet ord. Google-sætningerne er direkte rippet fra StatCounter, og jeg har bare sat dem i anførselstegn og kursiv. Bortset fra det, så er det rigtigt at jeg har skrevet om Uffe Buchard før. Brug søgefunktionen oppe i øverste højre hjørne for at finde indlægget og linket til Uffes optræden.

9 - "Fm øjenskygge"

- har jeg ingen anelse om, hvad er. Radio-øjenskygge?

10 - "Kunstige negle tim burton"

Igen: jeg har ingen idé om, hvad det er, men jeg er ret sikker på, at jeg godt kan lide konceptet. Tim Burton rocks, og det er en graverende fejl at jeg ikke har negle som kun han kunne designe dem!

11 - "Jean ahlefeldt-laurvig baggrund"

Altså, andet end at være møgirriterende pseudo-Oscarkommentator? Det må være noget med fødsel eller ægteskab ind i de rigtige rækker og en god ven med tv-connections…

Jeg signer ud igen - jeg har fået mange nye ting, jeg skal tænke over. Den med chilien kommer jeg til at overveje i et stykke tid. Og så er der også noget med nogle stile, der skal rettes.

 

- see ya shortly,

Mille.

Huffin' and Puffin'...

Christ almighty, hvor har jeg bare så tonser-travlt i de her dage, at man slet ikke kan forstå det! Først og fremmest: mange gange undskyld, fordi jeg har været pinligt meget væk. Jeg er virkelig ked af manglen på indlæg herinde - for bloggen er virkelig en af de ting, jeg prioriterer rigtig højt. Det er min måde at koble af på. Men de seneste to uger har været helt sindssyge! Jeg har, overordnet set, nået tre slags ting siden mandag i sidste uge. Jeg har arbejdet, sovet og kørt i bus. Og så har jeg en sjælden gang spist.

I får lige dagens billeder (som også viser hvorfor jeg har været væk, hvis ikke den skulle være helt klar), og så kommer resten af mine undskyldninger fortællinger om de seneste dages travlhed.

Når man skal arbejde - især i en undervisningssammenhæng - så må man have sig en studiekalender. Jeg havde "kun" en Filofax-kalender før, og jeg kan simpelthen ikke finde en studieårsindsats at sætte i. Kun dem, der går fra januar til december. Derfor har jeg flottet mig og købt en fin Mayland-kalender (med fire forskellige forsider til - hvor er det bare fancy!). Den stod mig i den formastelige sum af 30 kroner i Arnold Busck. Der er også en meget diskret sort forside, men jeg har selvfølgelig valgt den mest farvestrålende. Og stribede. Den giver et fint lille farvefokus i et klasselokale fyldt med grå og brun og træ og elever, der stadig prøver at blende ind mellem alle de andre. Jeg er en sucker for lilla - og magenta (og alle de andre farver...).

De tre farvede tusser - som kommer fra det orange læderpenalhus, jeg viste herinde for et stykke tid siden - er til hhv. noter og planlagt skema (sort), vigtige ting (lilla) og fødselsdage (rød). Jeg bliver aldrig mere voksen, end at jeg tegner flag på folks fødselsdage. Ellers er det ikke fejret behørigt.

Men altså - jeg startede arbejde sidste mandag, og lige siden har jeg prustet. Pustet og prustet og blæst mig selv omkuld. For bregne, hvor er det hårdt! Bundhårdt! Jeg har aldrig knoklet så meget før - mit hoved står ikke stille i mere end et par minutter ad gangen, så er der ét eller andet som minder mig om noget, som kan bruges i en undervisningssituation, som jeg skal lære/læse/anvende/huske/forholde mig til. Så er der en klasse, jeg skal følge. Så er der en, jeg skal undervise. Så starter det hele forfra igen. Og jeg knokler! Jeg vil så gerne forstå det hele, og jeg bliver frustreret når jeg ikke forstår nok, hurtigt nok. Mange af tingene er super svære at komme ind i, og jeg misunder de lærere, der har været igang i mange år og som har noget rutine at trække på.

Men jeg elsker det! Jeg elsker at observere andres undervisning og at have ansvaret for min egen. Jeg elsker at stå alene foran elever, der hører på hvad jeg har at sige, og som spørger mig, hvis der er noget de er i tvivl om. Også selvom det er sindssygt nerve wrecking at have ansvaret for opbygningen, overskueligheden og uddannelsen for en masse præ-studenter.

Men (og ja, der kommer ét til "men") - jeg har så travlt, at jeg ikke engang har haft tid til at koble af med bloggen. Undskyld blog og undskyld læsere. Hvis I er interesserede, har jeg et undervisningsforløb om "Growing Up", som I kan få som make-up-gift? No?

Jeg er her i eftermiddags kommet hjem fra et 3-dages kursus i Vejle (af alle steder - så har man prøvet det med...). Dér kan man snakke om hårdt. Hvis jeg troede, at jeg knoklede før, så blev det da først helt absurd i Vejle. I går havde vi forelæsninger fra 9 morgen til 9 aften. Hardcore forelæsninger. Interessante - ja. Men for pokker, hvor gik jeg død om aftenen. Jeg har fået 4 + 6 timers søvn og omkring 20 timers undervisning, fordelt på onsdag, torsdag og fredag. Til gengæld var maden god. Og i store mængder. Og gratis. Og hotelværelset var fantastisk stort og varmt og med dobbeltseng og fladskærm, og gulvtæppe. Og gulvvarme! Og bløde dyner og puder og håndklæder. Og masser af dem. Jeg havde seriøst brug for varme og blødhed (og fladskærm) efter de lange dage.

However, nu er jeg hjemme, og jeg har besluttet mig for at tage mere tid til Jer og bloggen. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre. Undskyld den lange fortælling om mine whereabouts. But now you know. Jeg er her og jeg er (somewhat) levende.

- huffin' and puffin' and ramblin' (- and workin'),

Mille.

Remember This?

Hej blogfolk!

I går var der intet indlæg, for jeg var ikke hjemme. Jeg var taget et hop ind til byen for at få taget billeder til mit nye langtursbuskort (til når jeg starter arbejde på mandag *gisp*), og så skulle jeg mødes med Astrid, som jeg kender gennem TrendSales, og som har sendt mig Skittles og Horlicks og andet godt fra London - remember her? Well, det var altså første gang vi skulle mødes, sådan, rigtigt. Nu har jeg efterhånden mødt et par stykker af mine net-bekendskaber, og den her gang var (også) super hyggelig! Grunden til at vi skulle mødes var, at jeg havde en kæmpe pose med Horlicks, som jeg havde købt til hende sidst jeg var i London - og istedet for at smide penge ud på PostDK besluttede vi os for, at vi ligeså godt kunne få gjort noget ved det dér med at få mødt hinanden IRL, og Astrid hoppede altså så på et tog til Odense.

Imens jeg sad på en bænk og ventede på hende, kom der en meget fuld, meget hjemløs mand hen til mig. Jeg gengiver her et tilfældigt udvalgt udsnit af "vores samtale" (når jeg siger "vores" mener jeg hans, og når jeg siger samtale mener jeg... well... det er jeg ikke helt sikker på, men læs og døm selv, hvad I ville kalde det). Jeg skal måske lige indskyde her, at Fuld Mand talte i meget kraftig odenseansk dialekt, hvor j'erne tit erstatter d'er - og g'er, og hvor endelsen "-ede" udtales "ett". Læs det højt, så giver det (måske) mening. Ellers skriver i bare i kommentatorboksen. Men altså:

Fuld Mand: *mumle mumle mumle "HÆJ! Hva' hejjer DU?"

Mig: "Ehrm... Jeg hedder Mille...."

FM: "HVA'?!"

M: "MILLE!"

FM: "Sijjer du lijerli'?"

M: *Tænker* "Now, why would I say that, meget-fulde-mand?"

M: *Siger, med foragt i stemmen* "Nej, Mille!"

FM: "MILLE?! Det var sq da et sææært navn!"

M: "Naah, er det så galt?"

FM: *mumle mumle* *klør sig i skridtet* *mumle* *fortæller bruddele (igen og igen) af en historie, som jeg gradvist indser handler om et værtshus, en kvinde der hiver trusserne til siden og en mand der, erhm... gør, hvad kvinden nu har gjort plads til at han kunne* *mumle* *klø i skidt* "Lijerli'!!!"

M: "Jeg synes at du skal gå hen til din ven (der sad på bænken ved siden af) nu"

FM: *ignorerer mig, sætter sig istedet på hug foran mig med en arm på hver side af mig* "Og så BOLLET' de! Altså, kneppet'!"

M: *Tænker* "Det var godt, du lige uddybede der, ellers havde jeg da været helt lost"

M: *Siger* "Du sidder meget tæt på nu, vil du godt flytte dig lidt væk?"

FM: *grynt* *mumle mumle* *rejser sig op* "Og så KNEPPET' de!" *laver humpebevægelser i luften imens han klør sig i skridtet* "Hu' var så lijerli'! De kneppet' bare på værsshus't!" *hump hump hump*

M: *overvejer muligheden for skjult kamera eller akut Twilight Zone, tænker* "Jow, men nu sagde jeg jo netop ikke liderlig, men Mille..."

M: "Nu går du lige over til din ven (- der så viste sig at være en veninde - ups. Mine hjemløs-gender-recognition-skills er ikke hvad de har været...)!!"

*Astrid kommer*

M: *løber nærmest fra stedet*

FM: "Hej hej HEJ!!" (Som i: "farvel" - det er jo vigtigt at være høflig, forståes!)

Christ almighty... Det her har ikke så meget at gøre med farver, jeg synes bare at det var så god en historie at den ikke kunne ignoreres. Det jeg vil med det her indlæg er bare, at vise det tøj jeg havde på. For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg, hvor jeg blandt andet postede den her Blondie-badge:

Kan I huske den? Well, jeg er som sagt super Blondiefan, så da jeg så den her tank top blev jeg nødt til at købe den (- literally! Couldn't stop myself if I tried!). Og så så man lige mig prøve at være fancy på billeder. Håret var så dejlig 80'er-agtigt da jeg havde føntørret det (undtagen på det nederste - der har jeg glattet det ud), og det passede helt perfekt med temaet, så det fik lov til at blive sådan for the photos:

Er det ikke en rockin' tee? Den er fra H&M - de kan godt når de vil! - og jeg har givet 80 kroner for den. Jeg kan ikke helt forholde mig til at mine arme ser så lidt tatoverede ud på de her billeder - jeg må straks have fat i noget mere blæk! Hvem vil sponsere?

Jeg er helt vild med det Andy Warhol-agtige print, og de meget klare farver. Og så har jeg et svagt punkt for gul! - Og den lyseblå øjenskygge er da lige til at drop'e dead over! Læberne er røde og sorte, selvom de kun ser sorte ud på billederne.

Det nederste billede viser også fint hvor temperamentsfuldt mit kamera er. Alle billederne er taget med selvudløser, med samme afstand, med 30 minutters mellemrum (og med kameraet 20 cm lavere nede for det sidste billede) - og alligevel er de øverste tre billeder fint fokusserede, mens det nederste er uskarpt som ind i et vist sted... Why?

Jeg har forresten brugt i dag på at være frygtelig kreativ og håndarbejdsagtig, så hvis i bliver spammet med mad og krea-indlæg de næste par dage, så undskylder jeg hermed på forhånd.

- chillin' on the island of lost souls,

Mille.