Viser opslag med etiketten My-barnet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten My-barnet. Vis alle opslag

mandag den 3. december 2012

Warning: No Colours


Okay. Så det dér med hovedet er blevet værre. Det hjalp som sagt ikke et klap på noget som helst at få lavet en spinal blood patch på Svendborg Sygehus i forrige uge (andet end det gav mig en ualmindelig dårlig holdning i et par dage). Og lige siden har hovedpine-hejset besluttet at gå på intensiv hævnaktion (det emsige svin...). Så jeg har været mere eller mindre migræneramt siden sidste indlæg. Whoop... Heldigvis har jeg en super effektiv læge, som kastede ét blik på mig og sendte mig videre til neurologerne på OUH. Jeg afventer brev fra dem nu, og så skal jeg indlægges dér engang i næste uge. Hvilket minder mig om, at jeg hellere må få givet den info videre til mit mødrene og fædrene ophav. Sidst jeg var sygehusramt, havde jeg muligvis glemt at få det fortalt (- og det er åbenbart sådan noget, forældre gerne vil vide. Også selvom man efterhånden skriver "Mille 27 år" (when the frog did that happen?!) på alle sine tegninger. Go figure...). Hvordan fortæller man sin far, at man skal indlægges i uvis tid for blandt andet at få lavet nogle hjernescanninger, uden at få det til at lyde alt for dramatisk? For det er det virkelig ikke. Det er mest af alt bare en praktisk ting - at have mig, kontrastvæskerne og scanningsmaskineriet + diverse lægefolk samlet på ét sted så længe, det er nødvendigt. 
Men altså: en ætsende hovedpine hver gang, jeg kigger på noget der bare minder om lys og farver gør i sagens natur, at jeg ikke kigger specielt meget på noget der bare minder om lys og farver. Bortset fra barnet. Og alle barnets legesager - for der er eddermame smæk på farverne! Derfor er der ikke så meget at farveblogge om - inderligere af mine øjenlåg og udsigten under min hovedpude er ikke så interessante igen. 
Til gengæld, så har jeg haft tid til at tænke lidt over alt det her med at være 'en mor'. Ikke, at jeg ikke har gjort det før (!), men det er stadigvæk så ganske nyt alt sammen. Sætningen "Jeg har en datter" ligger stadigvæk helt ny og fin i munden. Men når man nu er på barsel og bruger omkring ti timer i døgnet på at beundre vidunderet (og de resterende vågne timer på at Google hvorfor fanden ungen ikke sover middagslur/ikke holder op med at græde/elsker at tygge i sine fingre, men for alt i verden ikke gider en sut), så dukker der et par tanker op, som jeg for overskuelighedens skyld har valgt at sætte op i punktform (og at luge gevaldigt ud i). En slags top 3 over tanker om barnet under barsel, om man vil. Sæt i gang:

Punkt 1:
Er det bare mig, der har et umanerligt svedigt barn? Eller er det et standard mor-problem at være fuldstændig gennemblødt og sært fedtet i armhulekrogen (is that a word?) efter endt amning? Every froggin' time? Anywhose, så går der en skjorte eller to til på den konto quite so often. 

Punkt 2:
Jeg tror stadig ikke på, at der findes spædbørn, som sover flere gange i løbet af dagen. Jeg ved godt, at fordi My-barnet har sovet igennem (7-9-13) siden hun var en måned gammel, har jeg ikke ret til at ønske mere på søvn-kontoen, men jeg bliver ved med at høre om børn, som tager både to og tre lure i løbet af en dag. Her i hytten sover vi fra 20-06 (måske med en enkelt natteamning), og så ellers kun, hvis jeg er meget meget meget meget meget heldig (MEGET!), en middagslur på alt i mellem 30 minutter og 3 timer; gerne fra ved 11-tiden af. That's it! Dermed ikke sagt, at ungen ikke kan blive fuldstændig hysterisk af gråd derudover - bare uden at falde i søvn. What gives?

Punkt 3:
Der er umanerligt mange børnesange, hvor dyrene ender med at dø. Jeg nævner i flæng "På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke-bakketop", "Højt på en gren en krage" og "En lille frø i mosen sad". What gives? Er det en slags baby-udgave af 'de ka' lisså godt lære det fra starten af'-hed? On the other hand, så er der om muligt endnu flere sange, der handler om elefanter - "Mon du bemærket har", "Elefantens vuggevise" og "Én elefant kom marcherende", just to name a few. Jeg bliver efterhånden helt utryg, når jeg synger "I skoven skulle være gilde" og opdager og genopdager, at der ikke er nogle elefanter med. Jeg er overbevist om, at der er lusk med i spillet - jeg stoler ikke helt på den sang...

- og så siger det selvfølgelig sig selv, at alt det her hovedpine-værk - uanset hvor hardcore det bliver, og uanset hvor længe det bliver ved - absolut ingenting er ved siden af My-barnet, og at hun er det bedste nogensinde, og at jeg ikke ville bytte for noget overhovedet nogensinde.
Hvordan kan man stå for det grin?

- /end no-colour indlæg/,
Mille

P.S.: Glædelig december, for pokker da! Det havde jeg helt glemt! Yay, jul og sne og whatnots...

tirsdag den 20. november 2012

Om Babyer og Sytråd og Hovedpiner


Jeg har ikke glemt jer. Overhovedet. Og det er ikke endnu en af de der returns, som varer i omegnen af tre blogindlæg. Jeg har bare været knock-outet i den her uge. Jeg har haft nogle problemer med mit hoved siden fødslen. Jeg fik lagt to epiduralbedøvelser, og et eller andet sted midt i mengeleringen med katetre i rygraden er der sket et hak ind i den hårde hinde i min ryg, så spinalvæske har piblet ud. Det giver overtryk og derfor hovedpine og lysfølsomhed. Blandt andet. Whine whine whine… Men altså, det var i hvert fald teorien bag min efterfødselshovedpine. Spinalhovedpine, kalder de det. Så jeg blev indlagt. Behandlingen går ud på at hive 20 ml blod ud af min arm og sprøjte så meget af det som muligt om i min ryg for at forsøge at lappe hullet med en form for kunstig blodprop. Så det gjorde de. Og jeg skulle ligge ned og ikke løfte og ikke bøje og ikke gøre noget af alt det man gør, når man har en skrubtudse på 3½ måned. Og jeg har haft så satans pokkers ondt i min ryg siden indsprøjtningerne, at jeg ikke kan sidde ordentligt. Til gengæld ligner jeg dronning Ingrid, når jeg står op. Whoop. Og hjalp det så på hovedpinen, spørger I. Nej, svarer jeg så. Ikke et hak. Så nu har jeg både hovedpine og dårlig ryg. Det med ryggen går heldigvis snart over igen, men hovedet skal udredes. So there’s that.
Det, jeg vil vise jer i dag er relateret til min efterfødselshovedpine. Det er nemlig noget, der tilhører mit efterfødselsbarn (- jeg har savnet den her overstregningsfunktion!). My-barnet er nemlig en fantastisk mulighed for at få endnu flere farver på banen, og der er ikke nogen, der kigger skævt til et barn på 3 måneder, fordi hun er spraglet klædt. Så jeg udnytter muligheden max og køber ind og leger kreamor og nyder nye farver og print. Yay, baby!
Det her er Frøets hagesmækker. De er ikke et hak hjemmelavede – de er fra BabySam og koster 50 kroner for tre. Så jeg har købt 3 * 3 i lavendel, støvet grøn og kraftig magenta. Den røde farve er ikke fanget ret godt – nyt kamera og jeg er på trods af ihærdig indsats og kærlige ord stadig ikke ret tætte – den er super klar og mættet og helt ren magenta.



Men jeg har leget lidt kreamor. Eller rettere, så har min mor leget lidt kreamormor. Hun har nemlig en super fancy schmancy symaskine, som kan kodes ind til at lave super fancy schmancy sømme med blomster, blade, snirkler og bogstaver. Så vi har tegnet tulipaner og bogstaver (det er godt, at barnet har så kort et navn!) og broderet hagesmækker og stofbleer (dem må I få på et senere tidspunkt) i mange, mange farver. Hagesmækkerne har fået broderier i samme farve, som de hver især er, bare et par toner mørkere. Stofbleerne har fået broderier i så mange farver som overhovedet muligt. Jeg tænker, at det er praktisk, når My-barnet skal starte i vuggestue engang, at der er navn på tingene – og så er det rigtig fint at se på på denne måde, synes jeg. OG, så er det en rigtig hyggelig mormor-bondings-ting at lave. OG OG, så er ungen noget så yndig med fine farver om halsen, og så bliver mor’eren glad. Jeg elsker især den støvede grønne farve. Den minder mig om skove sent på sommeren. OG OG OG, hun savler helt vildt for tiden, så de er super praktiske, ud over at være super nuttede. Så så man lige mig – praktisk og alting!

- semikrea-agtigt (barselskorrekt!),
Mille

mandag den 5. november 2012

At Dukke op til Overfladen i allermest uelegante Stil


Hej... 

Kan I huske mig? Det er mig, der er hende bloggeren. Eller, det var det i hvert fald engang... Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan ét eller andet med ord (- det håber jeg i hvert fald; ellers har jeg en uddannelse og et job, som jeg skylder en undskyldning...). Problemet er altså ikke så meget ordene. Problemet er mere manglende organisationsevne (det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig skulle blive et problem for mig) og - mere lavpraktisk - manglende kamera. Og så tusind milliarder omvæltninger, som fik mig til at nedprioritere bloggen og fremvisningen af farver til fordel for forelskelse og forandringer. Værdsætter I alliterationerne?
Anywhose - pointen med alt dette er, at det ikke er på grund af forglemmelse, at bloggen er blevet lagt i dvale. Jeg har hele tiden husket den, jeg har bare været for travl (og honestly, for uelegant - mere om det senere) til at blogge sammenhængende. 
Men så skete der noget. For det første, så begyndte jeg at kunne se "tid til blogning" ude i horisonten igen. Jeg har idéer, jeg glæder mig og jeg savner ordene på den her måde. For det andet, så er der en del folk, som efterhånden har hevet fat i mig og sagt "Hey, what gives with the ikke noget blogning?". Det startede herhjemme (mere også om det senere!) igen og igen og igen og igen, og så spredte det sig til elever (argh, pinlighed! Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mine abstraktionsevner, at jeg ikke havde overvejet at Mille + blogning + arbejde som gymnasielærer + elever, som kan finde ud af at bruge nettet = elever, som kender til og læser gymnasielærer-Milles blog. But here we are. Hej elever!) og til internettet in general (på blog, på TrendSales, på FaceBook). Og efterhånden var det svært at ignorere stemmerne (selvom jeg ihærdigt forsøgte for at mindske min egen dårlige samvittighed. "Neeej, Mille!", sagde jeg. "Der er ikke nogle, der gider at læse dine skriblerier alligevel. Eller at se på dine ting. Whatever with the colours", sagde jeg. "Og man kan slet ikke blogge, når man har gymnasieelever, som åbenbart kan finde ud af at bruge en søgemaskine", sagde jeg mange, mange gange. Virkelig mange! Men så sagde jeg til mig selv: "Mille!", sagde jeg - "Skriv! Skriv, og hold op med alle dine dårlige undskyldninger". Og så skrev jeg. Indtil videre bare en rablende account for hvorfor, jeg ikke har skrevet (og den er slet ikke slut endnu!), men jeg lover, at der kommer andet! Og med flere billeder.
- og det er så her, I skal springe et afsnit over, hvis I ikke gider læse om mig, og mest i virkeligheden er her for farvernes skyld. For her kommer en kort gennemgang af the life of Mille siden sidste indlæg.
For det første blev jeg skilt. I så meget fred og fordragelighed, som den slags nu lader sig gøre. (Ex)-konen og jeg boede sammen i nogle måneder efter, og vi er stadig venner. 
Og så flyttede jeg til lille-sydfynsk-by, hvor lille-sydfynsk-gymnasium ligger. Man kan jo ligeså godt være praktisk omkring det. 
Og så fandt jeg mig en kollega-kæreste og flyttede sammen med ham. Og han er skøn og pæn og vidunderlig (også, når han plager om blogindlæg).
Og så blev jeg bonus-pap-ondstedmoder-mor til tre skønne unger.
Og så var der mere arbejde og flere elever. 
Og så blev jeg gravid. 
Og så var jeg gravid i laaaaang tid (som alligevel føltes som kort tid, nu jeg tænker tilbage...).
Og så fødte jeg, for 13 uger siden, en lille bitte kæmpestor baby-pige på 54 cm og 4220 gram. Mini-Mille aka Frøet aka My-barnet (som også har givet bloggen en ny etiket). Og hun er meget sød og yndig, når det ellers passer hende. Ellers er hun et skrigehoved. Men hun har det dejligste smil og de sødeste lyde; kan have timelange samtaler med mig og med ringle-katten; virrer med hovedet og spiler øjnene op, når hun bliver forskrækket - og så sover hun 10 timer i træk hver nat. Til gengæld sover hun næsten aldrig om dagen og så er hun umulig at trøste, når hun er bare det mindste sulten.  Men Gud, hvor jeg elsker hende højt alligevel. Og her poserer hun i en mørkeblå kjole, som hun har fået af nogle af mine skønne elever. Så der er lidt farve i det her indlæg alligevel!
Og så fik jeg mig en iPad, så hvis jeg staver sjovt, så ved I, hvor skylden skal placeres. I den forbindelse: formatering og design på dette indlæg sucks ligeledes på grund af manglende iPad-erfaring. Jeg lover at vende tilbage til pc-skrevne indlæg, når jeg har noget godt og farverigt at blogge om.
Og nu kommer vi endelig til det der med at være for uelegant til at være blogger. Amme-bher. Så er det sagt. Når man først har taget en amme-bh på, så er der ikke noget at gøre. Alle forsøg på at være bare nogenlunde blogger-fancy-schmancy falder fuldstændigt til jorden. Til de ikke-indviede består amme-bh (det burde skrives med stort, ligesom Satan...) af lige dele polyester, kiksethed, skulderstropper (1,5 cm!), hægter (3!) og manglende sexappeal. Til gengæld ånder den overhovedet ikke, og så har jeg ikke været ude af den mere end 15 minutter ad gangen siden starten af august. Whoop-di-friggin'-doo... Jeg har en ny fashion-teori: det er umuligt at føle sig bare i nærheden af fotogen, når ens bh har vaskeanvisningerne vævet ind i stoffet. Foran.
Det er derfor, jeg dukker op til overfladen i hidtil ukendt uelegant stil. Og det er derfor, der ikke er noget billede af mig i dette indlæg. Jeg har nemlig heller ikke været ved frisøren siden engang i starten af januar...

- at efterlade sine læsere med tvangstanker om frumpy Amme-bh,
Mille

P.S.: I den forbindelse: er der nogle af jer, der ved hvor min baggrund er blevet af? Og hvorfor mit skrift pludselig er mindre? Og mørkere? Og hvorfor min gamle skrifttype er væk? Og hvorfor mine afsnit hopper en linie ned, hver gang jeg opdaterer siden? Man kan da heller aller' ta' 1½ års pause fra sin blogning uden at alting skrider...