Om Babyer og Sytråd og Hovedpiner

Jeg har ikke glemt jer. Overhovedet. Og det er ikke endnu en af de der returns, som varer i omegnen af tre blogindlæg. Jeg har bare været knock-outet i den her uge. Jeg har haft nogle problemer med mit hoved siden fødslen. Jeg fik lagt to epiduralbedøvelser, og et eller andet sted midt i mengeleringen med katetre i rygraden er der sket et hak ind i den hårde hinde i min ryg, så spinalvæske har piblet ud. Det giver overtryk og derfor hovedpine og lysfølsomhed. Blandt andet. Whine whine whine… Men altså, det var i hvert fald teorien bag min efterfødselshovedpine. Spinalhovedpine, kalder de det. Så jeg blev indlagt. Behandlingen går ud på at hive 20 ml blod ud af min arm og sprøjte så meget af det som muligt om i min ryg for at forsøge at lappe hullet med en form for kunstig blodprop. Så det gjorde de. Og jeg skulle ligge ned og ikke løfte og ikke bøje og ikke gøre noget af alt det man gør, når man har en skrubtudse på 3½ måned. Og jeg har haft så satans pokkers ondt i min ryg siden indsprøjtningerne, at jeg ikke kan sidde ordentligt. Til gengæld ligner jeg dronning Ingrid, når jeg står op. Whoop. Og hjalp det så på hovedpinen, spørger I. Nej, svarer jeg så. Ikke et hak. Så nu har jeg både hovedpine og dårlig ryg. Det med ryggen går heldigvis snart over igen, men hovedet skal udredes. So there’s that.

Det, jeg vil vise jer i dag er relateret til min efterfødselshovedpine. Det er nemlig noget, der tilhører mit efterfødselsbarn (- jeg har savnet den her overstregningsfunktion!). My-barnet er nemlig en fantastisk mulighed for at få endnu flere farver på banen, og der er ikke nogen, der kigger skævt til et barn på 3 måneder, fordi hun er spraglet klædt. Så jeg udnytter muligheden max og køber ind og leger kreamor og nyder nye farver og print. Yay, baby!

Det her er Frøets hagesmækker. De er ikke et hak hjemmelavede – de er fra BabySam og koster 50 kroner for tre. Så jeg har købt 3 * 3 i lavendel, støvet grøn og kraftig magenta. Den røde farve er ikke fanget ret godt – nyt kamera og jeg er på trods af ihærdig indsats og kærlige ord stadig ikke ret tætte – den er super klar og mættet og helt ren magenta.

Men jeg har leget lidt kreamor. Eller rettere, så har min mor leget lidt kreamormor. Hun har nemlig en super fancy schmancy symaskine, som kan kodes ind til at lave super fancy schmancy sømme med blomster, blade, snirkler og bogstaver. Så vi har tegnet tulipaner og bogstaver (det er godt, at barnet har så kort et navn!) og broderet hagesmækker og stofbleer (dem må I få på et senere tidspunkt) i mange, mange farver. Hagesmækkerne har fået broderier i samme farve, som de hver især er, bare et par toner mørkere. Stofbleerne har fået broderier i så mange farver som overhovedet muligt. Jeg tænker, at det er praktisk, når My-barnet skal starte i vuggestue engang, at der er navn på tingene – og så er det rigtig fint at se på på denne måde, synes jeg. OG, så er det en rigtig hyggelig mormor-bondings-ting at lave. OG OG, så er ungen noget så yndig med fine farver om halsen, og så bliver mor’eren glad. Jeg elsker især den støvede grønne farve. Den minder mig om skove sent på sommeren. OG OG OG, hun savler helt vildt for tiden, så de er super praktiske, ud over at være super nuttede. Så så man lige mig – praktisk og alting!

- semikrea-agtigt (barselskorrekt!),

Mille

Grunge Is Back

Som lovet i forrige indlæg, så kommer her en lille snas om fodtøjet fra min seneste billedspam. Ligesom jeg endelig fik købt mig selv en vinterfrakke (efter kun tre år uden), så har jeg også endelig købt mig et par Doc Martens! Støvlerne har dog haft, om muligt, længere udsigter end frakken - jeg har ønsket mig et par siden jeg var 10 år og min yndlingsbeklædningsgenstand var en par skin tight sorte Harley Davidson-gamacher med hvid skrift ned langs siden. I know, jeg var et voldsomt fashionabelt barn.

Problemet med brændende at ønske sig et par Doc Martens som 10-årig er, at man som 10-årig ikke har a dollar to your name. Problemet med at være mig som 10-årig var, at jeg brugte størstedelen af min tid på at bygge huler i de højeste træer. Problemet med Doc Martens er, at de i 90'erne kostede omkring 800 kroner, og mine forældre var enige om, at jeg ikke skulle ødelægge for 800 kroner Doc Martens på bark, søm og falden-ned-højt-oppefra. Det er vel sådan set logisk nok.

However, fordelen ved at være 25 år og tjene sine egne penge (finally!) er, at man kan købe hvad man vil. Fordelen ved at leve i år 2010 (da jeg købte støvlerne) er, at Doc Martens er på mode igen og derfor til at få fingre i igen. Fordelen ved at leve i år 2010 og ved at have penge er, at Doc Martens er kommet i nye awesome farver - og jeg har fundet de aller-awesomeste. De er en form for blanding mellem petroleumsblå og flaskegrøn (og har derfor fået begge etiketter), og så er de 14-huls.

Jeg bruger dem til alting (altså, næsten)! Lige fra skinny jeans til højtaljede nederdele. Og hvis vi lige skal være super praktiske i to sekunder (bare for at få det ud af verden), så gør den tonsertykke gummisål at man står godt solidt fast på den virkelig glatte is, som havde besat alle vandrette overflader i hele december og størstedelen af januar.

På den rent forfængelige front, så er jeg vild med støvlernes farve og deres relativt grove stil. Jeg plejer ellers at have en forkærlighed for de mere delikate detaljer og cuts, men det er ligesom om, at de her støvler ikke tæller med. Selv de super grove, gule sting rundt i kanten af sålen er jeg stor fan af!

Alternativet til den her farve var den mere klassiske røde. Min barndoms farvorit. Men altså - mig og så det der med at kunne stå imod når der er klare farver, vi er ikke de bedste venner; derfor var der ikke så meget at gøre da jeg så den her farve. Til de interesserede kan jeg fortælle, at 14-hulsstøvlerne nu koster i omegnen af 1300 kroner og ikke de 800, som jeg for mange år siden plagede mine forældre om.

- nu mangler jeg bare en skovmandsskjorte, så er jeg grunge-klar,

Mille.

Mille, en Modeslave (aka Bjørnen Sover, Bjørnen Sover...)

Kæreste blogverden. I dag har jeg en lille fortælling til Jer. Den strækker sig over et par sæsoner, så hav tålmodighed med mig og mine knap så linære forklaringer. Der er ego-billeder i det for Jer, hvis I holder ud lidt endnu! Until then - her er en teaser:

Here goes: for nogle sæsoner siden forelskede jeg mig i The North Face-frakken Women's Arctic Parca. Mange af Jer kender den nok - om ikke andet, så af udseende. Den vinrøde version af den havde brændt sig fast i mit hjerte og med held skubbet alle andre frakker ud i kulden (pun intended). Det var der sådan set heller ikke noget problem i, andet end at jeg var på SU og under ingen omstændigheder havde tæt på 3000 kroner at smide efter et par fagnfulde dun i et HyVent-hylster. However, der gik en smule "see the ball, be the ball" i den, og jeg fik sparet pengene sammen. Og så var frakken i vinrød i min størrelse udsolgt.

*Suk*

Nu her, vinteren efter, havde jeg mod på jagten (og penge på kontoen) igen. Jeg havde endda udvidet mine kriterier til også at omfatte den grønne og den hvide version af frakken! Og hvad sker der? Resten af verdens kvindelige befolkning har fået samme idé som jeg! Efter utallige ufrugtbare besøg til North Face-forretningen her i byen (undskyld, North Face-personale. Jeg stalker Jer ikke, jeg har bare et usundt forhold til something of yours) gav jeg op og kastede mig over netforretninger i stedet.

*Suk*. Igen.

Internettet plejer ellers altid at være min bedste ven. Jeg fandt frakken - i hvid - og i følge størrelsesguiden på hjemmesiden skulle jeg bruge frakken i medium. Whadda I know om North Face-størrelser? Ikke meget, åbenbart, for da frakken endelig dukkede op midt i december kunne jeg på det nærmeste bygge hule i den! Den var kæmpe! Derfor måtte den tilbage til forretningen, og jeg fik ikke en pind ud af den deal andet end et minus på 75 kroner på porto. Woop-di-friggin'-doo...

*SUK*

Jeg havde ellers givet op og havde forliget mig med at bo i min gule og hvide Edith og Ella-overgangsfrakke denne vinter også, men lige pludselig (og nu er historien ved at være slut) blev jeg fundet af den her skønhed:

Det er en fantastisk tyk frakke fra Esprit, som var på 50 % januarudsalg og derefter 20 % ekstra januarsudsalgsslutsputstilbud - I like! I alt kom jeg af med lige under 600 kroner (og det er jeg, hvis jeg selv skal sige det, svært tilfreds med!). Jeg håber, at I bærer over med mig mht. billederne - det er længe siden at jeg har taget billeder af mig selv herind til, og mit ansigt har vist glemt hvordan man gør. Billedspammen har jeg ingen undskyldning for - jeg kunne ikke vælge :)

Anywho - frakken her er altså et dunfrakkehelvede uden lige (men den siger ikke "swisch swisch swisch" når man går, hvilken jeg er den evigt taknemmelig for), og den er pokkers varm! I al min fotoakavethed glemte jeg helt at tage et billede med frakken åben, så I kunne se det fine, lavendellyserøde foer (hence det allerøverste billede). Jeg har til gengæld taget et hyper-up-close billede af pelskanten, som var et ultimativt krav til min vinterfrakke.

And Jesus Christ on a pogostick, er jeg glad for den pelshætte! Jeg tager den aldrig af igen! Det er ligesom at få et uendelig langt bjørnekram, at have den hætte på! Jeg elsker-elsker den matte, grønne farve - især sammen med det sarte foer og den store pelskant, og så sætter jeg uendelig stor pris på at den er taljeret (Michelin-looket er ikke noget, jeg gør så meget i...) og har et bælte.

Med et så fornuftigt januarkup som det her, så er jeg altså bange for, at jeg for alvor er ved at blive sådan rigtig voksen og følsom (ligesom dem, TV2 synger om!). Og det er endda helt uden at nævnte, at én af de første ting, jeg tænkte på, da jeg havde købt frakken var, at nu kunne jeg komme ud at gå nogle gode ture rundt om gymnasiet i Lille-Sydfynsk-By uden at fryse min gump i laser...

- Michelining (it's a verb from now on),

Mille.

P.S.: Men hvad er det, damen har på fødderne?! Det skulle da aldrig være...? Og jo, det skulle det - de kommer med næste gang (uuuh, spoiler alert!).

Grønn Har Altshid Været min Bedschte Ven!

Uden at der skal gå for meget arbejde og arbejdssnak i det her blog-tamtam (det skulle da også lige passe, nu hvor jeg endelig har fået nosset mig sammen til at komme i svingninger herinde igen!), så er jeg jo ansat på det der gymnasium nu. Og når man er ansat på det der gymnasium, så får man fornøjelsen af at lære en pokkers masse forkortelser at kende. Det er ikke allesammen der er lige logiske ved første øjekast, men inden længe når man at forstå dem. Nogle af mine nye venner hedder AT, AP, SRP, SSO og PR. Og de er allesammen meget flinke, omend noget tidskrævende.

Hvis jeg kender blogland godt (og det vil jeg, trods min lille orlov, påstå at jeg gør), så er der en del af Jer derude, der er ved at afslutte gymnasiet eller som har afsluttet det indenfor de seneste fem år. I kender uden tvivl også mine venner og den til tider lidt uldne logik, der ligger bag deres navne. Den af mine nye venner, som jeg gerne vil tale lidt om, hedder AT. Til de ikke-indviede vil jeg lige hurtigt nævne, at AT står for Almen Studieforberedelse - men blandt eleverne har... ehrm... kælenavne som Almen Tidsfordriv og Almen Tidsspilde. Lige før jul legede AT og jeg sammen for første gang i forløbet "Ungdomskultur" i 1.g. Det var meget hyggeligt altsammen, og øgenavnene kælenavnene klingede efterhånden af.

However, selvom det var et fint forløb havde jeg efter tre dage sammen med min nye ven alligevel brug for at køle ret meget ned ned. Konen og jeg blev enige om, at hvis AT kunne stå for Almen sTudieforberedelse, kunne det også stå for tequilA nighT, og next thing I knew stod der tre kander margerita på bordet og en tom flaske tequila i køkkenet. Der er derfor måske nok nogle mennesker, som vil påstå at knipsningen af følgende billeder (og begejstringen over den fine, grønne farve) fandt sted under ikke helt appelsinfri forhold. I can neither confirm nor deny that. Jeg ved bare, at jeg vågnede op igen næste dag med fine billeder af limegrøn - og hvem kan klage over det?

Billedredigeringen fandt dog sted i relativt ædruelig tilstand, så jeg kan stå komplet inde for, at jeg er ret imponeret over den ret lille forskel mellem billedet her i originalversionen og efter at jeg har skudt alt hvad min computer kan af sort/hvid-, eksponerings- og kontrasttricks efter det:

Right? Farver er for seje!

For de ulykkeligt uindviede laves margerita (i hvert fald når det er mig, der står for dem) ved at tæske et glas tequila, et glas limesaft og en smule rørsukker sammen med en håndfuld knust is og danskvand til kanten sammen i en kande - presto tequila-o. Desuden - når en drink er grøn, er den så ikke i virkeligheden lidt sund?

- og nu hvor vi alligevel har gang i forkortelserne, hedder jeg faktisk KN,

Mille.

The Reason

Hey lovely readers!

Jeg er næsten tilbage på overfladen nu - day 10 of the never-ending cold: return of the sore throat (inkl. hoste- og nyseanfald). Men jeg har fået noget styrke tilbage i min krop, og sover ikke længere 16 timer i døgnet. Jeg kan endda stå op i lang tid ad gangen og alting! I går var en super aktiv dag - jeg fik rettet en pokkers masse engelskoversættelser, bagt cookies (you will see later, my lovelies), fik min mor på besøg til kaff' og en bi' brø' og så fik jeg (endelig!!) taget mig sammen til at komme lidt længere med kjolen jeg syr af pingvinstof til min venindes pige. Og det er ved at være på tide, for ungen holder fødselsdag om skræmmende kort tid, og det ville da være så fint hvis hun kunne få den dér. You will see than one later, too. Lige nu består den af kant-zigzaggede dele og en pokkeres masse af dem. Forhåbentligt når jeg en hak længere med kjolen i dag. Det er i hvert fald planen.

Men altså - jeg skriver sådan set ikke for at fortælle Jer om kjoler og forkølelser. Jeg skriver for at vise Jer grunden til anden halvdel af the never-ending cold, som som bekendt startede efter min overmodige bytur i lørdags. Jeg har fundet ud af hvorfor jeg blev så syg bagefter. Ureflekterede stemmer vil måske mene at sygdommen skyldes en kombination af for lidt tøj og for lidt realitetssans omkring egen helbredsstatus. But no! Jeg har en langt mere lusket mistanke - se her:

Jeg ved godt at billederne ikke er af de bedste - de er tager i knap-så-appelsinfri tilstand (og i en køleskab (?)) ret sent om aftenen, men de fungerer udemærket som de mug shots, de nu engang er. De er de hers skyld! Det er deres skyld at jeg har snottet og hostet og sovet og svedt som en besat siden søndag! Det er jeg overbevist om! Det var mojito'en og mai-tai'en der gjorde det i biblioteket med jernrøret!

Bortset fra at de er skyld i akut forkølelse i mande-ynkelighedsstore proportioner, så smager de ganske fantastisk! Og se lige farverne! Jeg fandt dem i Netto til 10 kroner stykket, og måtte selvfølgelig have nogle stykker med hjem. Ad omveje blev de først placeret hjemme hos gravide-veninde (hvor de, on the plus-side, stod i sikkerhed for tørstige halse) og så bagerst i køleskabet herhjemme, så jeg fuldstændig glemte alt om dem. Endelig kom de ud i lyset her i sidste weekend, og så hævnede de sig så på mig. Jeg kan kun forestille mig at det er på grund af min glemsomhed.

Men altså - udenpå synes jeg at de her dåser er ret fine - de minder lidt i design om dem fra Pret-a-manger, og jeg synes at det er noget så fint at smådetaljerne står med krøllede bogstaver. Jeg synes at drinksne på billederne ser så fine og sommerlige ud, og så er det nogle helt fantastiske grønne og røde farver der er brugt.

Mai-tai'en overraskede mig, da den kom fra dåsen og ud i et longdrink-glas. Den er mat! Altså rød, men ugennemsigtig - næsten ligesom juice lavet af røde grapefrugter. Ved siden af en af de røde Rekorderlig'er så det ret interessant ud. Mojito'en var grøn på samme måde som mai-tai'en var rød (konen hader når jeg laver den slags sammenligninger - apparently giver de ikke så meget mening udenfor mit eget hoved, men sådan var det altså!), og hvor fint er det lige når ens drinks matcher? Også selvom de har onde, onde planer om at splitte ens legeme ad...

- cherry tonight?,

Mille.

Huffin' and Puffin'...

Christ almighty, hvor har jeg bare så tonser-travlt i de her dage, at man slet ikke kan forstå det! Først og fremmest: mange gange undskyld, fordi jeg har været pinligt meget væk. Jeg er virkelig ked af manglen på indlæg herinde - for bloggen er virkelig en af de ting, jeg prioriterer rigtig højt. Det er min måde at koble af på. Men de seneste to uger har været helt sindssyge! Jeg har, overordnet set, nået tre slags ting siden mandag i sidste uge. Jeg har arbejdet, sovet og kørt i bus. Og så har jeg en sjælden gang spist.

I får lige dagens billeder (som også viser hvorfor jeg har været væk, hvis ikke den skulle være helt klar), og så kommer resten af mine undskyldninger fortællinger om de seneste dages travlhed.

Når man skal arbejde - især i en undervisningssammenhæng - så må man have sig en studiekalender. Jeg havde "kun" en Filofax-kalender før, og jeg kan simpelthen ikke finde en studieårsindsats at sætte i. Kun dem, der går fra januar til december. Derfor har jeg flottet mig og købt en fin Mayland-kalender (med fire forskellige forsider til - hvor er det bare fancy!). Den stod mig i den formastelige sum af 30 kroner i Arnold Busck. Der er også en meget diskret sort forside, men jeg har selvfølgelig valgt den mest farvestrålende. Og stribede. Den giver et fint lille farvefokus i et klasselokale fyldt med grå og brun og træ og elever, der stadig prøver at blende ind mellem alle de andre. Jeg er en sucker for lilla - og magenta (og alle de andre farver...).

De tre farvede tusser - som kommer fra det orange læderpenalhus, jeg viste herinde for et stykke tid siden - er til hhv. noter og planlagt skema (sort), vigtige ting (lilla) og fødselsdage (rød). Jeg bliver aldrig mere voksen, end at jeg tegner flag på folks fødselsdage. Ellers er det ikke fejret behørigt.

Men altså - jeg startede arbejde sidste mandag, og lige siden har jeg prustet. Pustet og prustet og blæst mig selv omkuld. For bregne, hvor er det hårdt! Bundhårdt! Jeg har aldrig knoklet så meget før - mit hoved står ikke stille i mere end et par minutter ad gangen, så er der ét eller andet som minder mig om noget, som kan bruges i en undervisningssituation, som jeg skal lære/læse/anvende/huske/forholde mig til. Så er der en klasse, jeg skal følge. Så er der en, jeg skal undervise. Så starter det hele forfra igen. Og jeg knokler! Jeg vil så gerne forstå det hele, og jeg bliver frustreret når jeg ikke forstår nok, hurtigt nok. Mange af tingene er super svære at komme ind i, og jeg misunder de lærere, der har været igang i mange år og som har noget rutine at trække på.

Men jeg elsker det! Jeg elsker at observere andres undervisning og at have ansvaret for min egen. Jeg elsker at stå alene foran elever, der hører på hvad jeg har at sige, og som spørger mig, hvis der er noget de er i tvivl om. Også selvom det er sindssygt nerve wrecking at have ansvaret for opbygningen, overskueligheden og uddannelsen for en masse præ-studenter.

Men (og ja, der kommer ét til "men") - jeg har så travlt, at jeg ikke engang har haft tid til at koble af med bloggen. Undskyld blog og undskyld læsere. Hvis I er interesserede, har jeg et undervisningsforløb om "Growing Up", som I kan få som make-up-gift? No?

Jeg er her i eftermiddags kommet hjem fra et 3-dages kursus i Vejle (af alle steder - så har man prøvet det med...). Dér kan man snakke om hårdt. Hvis jeg troede, at jeg knoklede før, så blev det da først helt absurd i Vejle. I går havde vi forelæsninger fra 9 morgen til 9 aften. Hardcore forelæsninger. Interessante - ja. Men for pokker, hvor gik jeg død om aftenen. Jeg har fået 4 + 6 timers søvn og omkring 20 timers undervisning, fordelt på onsdag, torsdag og fredag. Til gengæld var maden god. Og i store mængder. Og gratis. Og hotelværelset var fantastisk stort og varmt og med dobbeltseng og fladskærm, og gulvtæppe. Og gulvvarme! Og bløde dyner og puder og håndklæder. Og masser af dem. Jeg havde seriøst brug for varme og blødhed (og fladskærm) efter de lange dage.

However, nu er jeg hjemme, og jeg har besluttet mig for at tage mere tid til Jer og bloggen. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre. Undskyld den lange fortælling om mine whereabouts. But now you know. Jeg er her og jeg er (somewhat) levende.

- huffin' and puffin' and ramblin' (- and workin'),

Mille.

Det Trænger! (aka Negleråd according to Mille)

Jeg har tit fået spørgsmål - både her på bloggen og på formspring.me - om, hvordan jeg får mine negle så lange. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lave et lille indlæg dedikeret til negle.

Truth be told, så handler det mere om held end forstand, og om at passe på med at støde ind i ting når man arbejder eller gør rent. Jeg er især god til at flække tommelfingernegle på mellemrumstasten når jeg bliver for ivrig når jeg skriver... Det er lidt en standing joke - hvis jeg har lange negle på alle fingrene undtagen på tommelfingrene, så er det nok eksamenstid. Jeg ved ikke hvad der er gået af mig, her under specialeskrivningen, for jeg har kun flækket én tommelfingernegl (og det var selvfølgelig lige her i slutspurten...).

Udover forsigtighed, så smørrer jeg engang i mellem mine negle ind i to slags olie - én der skal gøre dem stærkere og én der skal få den til at vokse hurtigere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tvivler jeg på hvor meget de virker. Men det føles meget forkælelsesagtigt at gnide det ind ever once in a while.

En gang i mellem laver jeg en skål med saften fra en hel frisk citron, som jeg sidder med neglene i i et stykke tid. Det gør det hvide på neglen helt hvidt igen.

Og så bruger jeg neglelak. Jeg tager ny lak på ca én gang om ugen, og - nu kommer min store, grimme neglehemmelighed - jeg er virkelig dårlig til at bruge neglelaksfjerner! Jeg ender altid med at kradse resterne af isedet for (det er super at bruge en bustur til!), og jeg bliver virkelig irriteret når lakken sidder for godt fast på neglen!

Men noget jeg gør, som rent faktisk er godt for neglene, er at file dem med en glasfil. Jeg hr længe udskudt at købe en, og istedet har jeg brugt min venindes (sorry 'bout that...). Men nu har jeg endelig fundet en på tilbud - til halv pris! Istedet for 100 kroner kostede den 47,50. Jeg ved ikke hvad der sker for prisen, men jeg brokker mig ikke. Se her:

Som I nok kan se, er neglefilen fra Matas. Som I nok også kan se, trænger jeg ret seriøst til at få filet mine negle ned. De er så super gode, de her neglefile, og de holder for evigt! Hvis man synes at de bliver lidt sløve skyller man dem bare i noget vand, og så er de så gode som nye. Og de passer meget på neglen, så den ikke flækker eller deler sig i to på den der virkeligt irriterende "vandrette" måde. Very gentle.

Jeg valgte selvfølgelig den grønne udgave - valgmulighederne var sort, blå og grøn (de har også haft lyserød, men den var udsolgt) - og så var valget ikke så svært.

- self-pampering,

Mille.

P.S.: Det her indlæg har fået label'en "Neglelak" fordi det var den der passede bedst. For mange kategorier bliver så frygteligt uoverskueligt. Og - hallo - neglelak, neglefil. Kartoffel, tomat. Det er næsten det samme... Right?

P.P.S.: På FaceBook-gruppen for bloggen (som bare hedder My Splash of Colour - kom og vær med!) har jeg spurgt om I ikke vil finde på en ny undertitel til bloggen. "The colours of love" er så frygteligt kliché, og jeg er über træt af den! Vis mig, at I er mere opfindsomme end jeg er... Vinderen får evig hæder og ære og props fra mig af!

Posedame

Hej mine skønneste!

Kom frisk og vær glad - det er mandag, solen skinner (-ish), en ny dag truer, og jeg har ferie! I går købte jeg grillpølser, majs og oksemedaljoner i stor stil, og så drog konen og jeg ud til min veninde Randi for at grille. Ganske perfekt aften. Det regnede som en besat fra omkring 5 minutter efter vi havde tændt grillen og til ca. en halv timer efter vi havde spist den sidste bid, men grillen stod under halvtag og vi spiste indenfor med åbent vindue ud til altan, så vi kunne nyde regnen uden at kunne vrides bagefter. Bonus, bonus. Ellers gik aftenen med Trivial - jeg vandt - og bananmuffins! Kan det blive bedre? Og regnen var holdt helt op da vi trippede hjemad igen. Og nu har vi masser af overskudskød i køleskabet. Sommer er nu engang rart...

Men altså - grunden til at jeg rambler om alt det her er, at da vi kom hjem kom jeg til at tænke på en taske/net/whatev's, som jeg har haft liggende i et stykke tid, men som har fået lov tl at flyve lidt under radaren de sidste par måneder. Det er ret meget en skam, så det kommer her, for the blog world to see, og så håber jeg at det sparker mig igang så jeg får brugt det noget mere.

Det er nemlig min mor der har lavet det. Hun syede net som dette (og i andre former og med andet stof og andet pynte-gejl) for noget tid siden, egentlig på bestilling og til at sælge på de dér fine indendørsmarkeder, hvor hun stod og havde en bod sammen med en af sine veninder, som sælger alverdens nyistandsat, fantastisk gammelt indretnings-tingeltangel, som jeg er dybt forelsket og kunne købe mig fattig i. Det var en ret lang sætning. Husk at trække vejret. Jeg ville bare sige, at min mor har lavet det, jeg elsker det, and here ya go:

Som med penalhuset får I lige en gennemgang af billederne - det er vidst det nemmeste, right?

PIC 1 - Well, det er hele tasken. Kan I ikke godt forstå, at jeg er super glad for den? Dumme klædeskab, der sluger alting godt, gemmer det og spytter det ud igen flere måneder senere... Jeg er sikker på, at det er sådan det hænger sammen! Det kan i hvert fald umuligt være min mangel på ordens- og stedsans der er i spil!

PIC 2 - Tættere på. Den øverste del af tasken er lavet af noget semi-groftvævet bomuldsmøbelstof med det fineste blomster- og stribemønster. Jeg er sikker på at det ville være helt fantastisk at bruge til at beklæde skamler med! Det nederste stykke er noget rigtig groft bomuldsmøbelstof, som jeg synes er super dejligt morfar-agtigt, og som samtidig gør at tasken kan tåle at stå på jorden og at blive brugt, uden at man skal være mange for at ens egendele står tilbage når man løfter tasken og går videre.

PIC 3 - Forbered Jer selv på et chok. Den her broche sad ikke på tasken da jeg fik den. Jeg har selv sat den på. Jeg købte den her broche da jeg var 18 år, i en forretning i Odense der hedder Therese Selchau. Hvis I bor i Odense kender I den nok, og kan gætte hvor jeg vil henad. Det er lidt en konet forretning, men de har nogle überfine luxusting, og jeg er sikker på at jeg kunne finde ret mange musthaves derinde. But I don't. For jeg ved hvor svinedyrt det hele er, og der er ikke nogen grund til at skuffe sig selv. However, da jeg var 18 og lige flyttet hjemmefra og alting var nyt og spændende kom jeg forbi said Selchau. Og brochen lå i viinduet. Og jeg blev nødt til at have den! Jeg var, og er, helt skudt i kombinationen af mosgrøn, gul og cherise, og stenene glimter så fint. 400 kroner, måtte jeg slippe for brochen!! 400!! Jeg må have været mere virkelighedsfjern end jeg husker, dengang. Jeg havde på ingen måde 400 kroner, som kunne bruges på en broche! Jeg boede ude på hjemmeboende SU-sats! Jeg kan desværre ikke huske min reasoning, men jeg er sikker på at det har været interessant...

PIC 4 - Som total kontrast sidder den her broche også på tasken. Det er en, min mor har sat på som pynt, og den er lavet af det pureste plastic. "Diamant" og "guld" both. Men derfor er den nu stadig ret fin, og jeg synes at den passer super fint til taskens tunge, gammeldags look.

PIC 5 + 6 - Det lyserøde bånd er lavet af fløjl og det råhvide er lavet af noget skinnende flet. Jeg kan ikke helt gennemskue materialet. Måske er det bare noget polyester-tamtam. Fint er det i hvert fald. Jeg kan godt lide at mange af farverne går igen - det samler ligesom tasken og gør den lidt mere rolig for øjnene. Derfor er det også fint at der kun er brugt tre dominerende farver (lyserød, mosgrøn og råhvid) - ud over den brunlige i "bunden" af tasken, som for mig tæller lidt som (meget rå-)hvid og grøn, all rolled into one - når der er så mange forskellige mønstre og materialer.

PIC 7 - Den grønne farve fra stoffet går igen i lynlåsen foroven, som også er grøn selvom den sidder i et "område" af tasken der er dominerende lyserødt. Og alt hvad der clasher på den stilfulde måde er dear to my heart!

PIC 8 - Taskens fór er selvfølgelig også holdt i samme farveskema. Min mor har brugt en rest stof fra min gallakjole til at lave fóret, så det er af thaisilke, og det er lidt hyggeligt at gå rundt med en bid minder på den måde. Og så er det super at tasken er helfóret - ellers er jeg mester i at få ting væk i underlige folder, eller endda i at få nøgler og andet skarpt til at på det nærmeste grave sig igennem selve tasken. Not good...

Jeg vil efterlade Jer med billede- og ordspam, og så vil jeg tage ud på universitetet for at aflevere lidt flere bøger. Det er næsten et helårsprojekt!

- in the bag,

Mille.

Med på Moden per Uheld

Så gik man her og troede at man var for cool og for gammel stylish til at falde for H&Ms forskellige fancy tiltag. Jeg taler ikke om de designere de får til at tegne nogle ting for sig - de kan være super fine, og jeg har da også selv papegøjetunikaen fra Matthew Williamson-collection'en. Jeg er stor fan! Jeg taler om deres intra-mærke-tiltag, sådan L.O.G.G-tingene, Trend-tingene og Garden Collection-tingene (I know, det er en lidt bred kategori, men den fungerer for mig, selvom virkeligheden måske ikke ser helt sådan ud. Mamma-tøjet og BiB-tøjet hører for some reason ikke ind under mit hoveds kategori af intra-mærker... Go figure...). Ikke at det tøj, der nu hører ind under hvert "undermærke" ikke kan være super fint - jeg er for eksempel faldet for en super fin sort trøje med en papegøje eller some such fjerkræ af pailletter på, fra Trend-serien. Og det er præcis dét, der er problemet! Jeg vil ikke betale ekstra fordi H&M har sat et sort (eller lyserødt) mærke i nakken istedet for et hvidt. Det er stadig H&M! Der er ikke andet der er ændret! And look what they make me do!!

Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg havde købt den her kjole, som er fra The Garden Collection, indtil jeg så en af mine TrendSales-buddies flashe den på FaceBook (you know who you are!). Jeg havde nemlig smidt den hen i min sykurv, for jeg købte den over hjemmesiden i starten af det tilbud der kører nu (for 30 kroner!! Yay, tilbud! Man er jo nærmest til grin hvis man lader være...), og den er håbløst for stor. Den eneste størrelse der var tilbage var M (eller 38, kan ikke lige huske hvad den kører efter, men altså - kartoffel kartoffel - den var i hvert fald for stor!), og jeg tror at modellen er ret stor i størrelsen oveni. Jeg kan i hvert fald nærmest campere inden i den, og jeg skal have syet den ind i siderne. Det burde også være nemt nok, den er syet helt lige op og ned, bar the smock over brystet. Apropos det smock, så må den her kjole være syet til folk med E-skåle! Mindst! Hvis resten af kjolen er for stor, så er brystet fuldstændig ridiculous. Væk med den!

Jeg havde lidt på fornemmelsen at den ville være lidt til den store side da jeg købte den, men jeg kunne ikke stå for blomstermønstret og roserne på maven og det lidt natkjole-agtige look.

Derudover gør det mig ikke noget at få et par centimenter mere på kjolens længde, for den er ret kort, og hver størrelse større gav kjolen et par centimeter i længden. Nu er spørgsmålet så, om jeg får taget mig sammen til at få syet kjolen ind her i sommer, eller om den bliver forfremmet til efterårsskjole med et par grove strømper til.

Hvad jeg vil sige med det her blogindlæg er, at jeg ikke vidste at det var en Gardensag, da jeg købte kjolen. Derfor er jeg moderne ved uheld. Til mit forsvar kan siges, at The Garden Collection snart er så gammel at jeg igen er håbløst bagud, og at den uden tvivl når at blive endnu ældre inden jeg får hanket op i mig selv og får syet kjolen ind.

- never promissed you a rose garden,

Mille.

Cups of many Colours

Så er jeg tilbage igen!

Jeg undskylder for mit lange fravær (edit, onsdag morgen: - mit fravær er nu blevet endnu længere. Blogspot og jeg har lige nogle ting, vi skal have talt om, ang. forskellen på "forudindstillet indlæg" og "kladde"... Jeg har haft en fantastisk sommerhustur, som jeg vil fortælle mere om i næste indlæg, og jeg er blevet færdig med mit speciale (ditto). Jeg tager faktisk ud og afleverer det i dag om ikke ret mange timer! Christ...)

Til det dér med dagens indlæg. Før jeg tog afsted i sommerhus fik jeg en "tillykke-du-er-(næsten)-færdig"-gave af min moster og onkel. Det var da sådan set pænt af dem - især fordi de havde tænkt "Hey! Mille kan godt lide farver", så de havde fundet noget af det allermest farvestrålende de havde i Inspiration og omegn. Og jeg har været ekstra heldig, for de havde - helt uden at kende til mine præferencer eller min blog - valgt lilla og grøn! Mine yndlingsfarver! Og de passer så fantastisk diskant-agtigt sammen. Jeg er stor fan!

Hvad de gav mig var de her glas (warning: montage):

Nu er det så, at I nok siger "Jow-jow, men der er jo tre slags glas på de biller, missus blogger smarty-pants. What gives?" Og what gives er, at konen og jeg er virkeligt dårlige til at have fire af  noget, så derfor var vi ine i centrum for at finde et tredie sæt (de kommer i pakker af to) - og så faldt vi over de aquamarine, som passer helt fantastisk til vores stole i stuen, ligesom de lilla passer til sofaen og de grønne passer til tæpperne. Jeg har skrevet om alle ting herinde, men jeg er for doven (og for på vej ud af døren) til at finde hyperlinks lige nu - jeg vil gøre det senere if y'all want 'em.

Glassene er, som I nok kan se, fra Bodum. Jeg elsker deres nye serie - kunne især godt tænke mig en af de der fancy bord-grill-ting - i orange. Min veninde Randi har lige fået en, og jeg er dybt misundelig! Man kan også få nogle keramikkrus, der er formet som de her glas og som har den samme silikonekrave. Dem vil jeg også meget gerne have fingre i, for de her er lige tynde nok til at man kan have kaffe og te i dem. However, vi har ikke plads til flere glas/kopper/krus, så jeg er i gang med at overveje hvad jeg kan komme til at tabe smide ud for at gøre plads til dem.

And here comes the best part: det grønne og lille sæt var en gave, og derfor selvfølgelig gratis (and you know how I am about gratis!). Det blå par fandt vi på tilbud i Magasin, sat ned fra (hæng mig ikke op på det her) omkring 160-170 kroner til 80! I like! Gratis og tilbud! Hvis en krone sparet er en krone tjent, så har jeg tjent helt godt på de her glas allerede!

Jeg elsker den lidt ballon-agtige form på glassene (som BTW fåes i 3 eller 4 forskellige størrelser), de er dejligt buttede, og så ligger de super godt i hånden.

Jeg vil være den, der er smuttet. Plenty of stuff to do! Endnu en gang undskyld fordi jeg har ladet Jer hænge så lang tid - it won't happen again! Og nu har I mig også tilbage igen efter specialeslutspurten. Hep-hey!

- with love and happy returns,

Mille.

Screw Roskilde - Lemvig Is the Place to Be!

Hej skønneste blogfolk!

Jeg går i eksil i nogle dage i det vestjyske. Vestjylland is the place to be - jeg siger det bare! Også selvom jeg ikke kan sige Lemvig uden at fnise... Hvad har de tænkt på, de folk der har navngivet den by? Det er seriøst god spas - Lemvig *giggles*

I Lemvig skal jeg slappe af med to veninder i et sommerhus ved stranden - vi skal hygge, girl-talk'e, drikke rom, spille spil, sladre om alt og alle, spise på fiskerestaurant og gå ture ved stranden med meget store isvafler. All in all, en ganske standard ferie som bliver gjort helt fantastisk af fantastiske mennesker. Derudover skal vi gennemrette specialer, give hinanden nerver på og fjerne dem igen, og så skal jeg holde mig i skyggen så Lady ikke bliver afbleget førend jeg har nået at nyde hende.

Der er ikke noget internet i Lemvig - eller, det er der nok, men det er der ikke i sommerhuset - så jeg skriver ikke til Jer førend jeg kommer hjem igen. Jeg er sikker på, at I også har mere travlt ved stranden end ved computeren i de her dage. Det er i hvert fald hvad min StatCounter fortæller mig - det er ikke ligefrem fordi jeg bliver overrendt lige for tiden! Det er godt, for så får jeg ikke helt ligeså dårlig samvittighed over at forsømme Jer en smule til fordel for speciale-færdigskrivning!

Men altså - i dag vil jeg efterlade Jer med noget ret farvestrålende. Én af de ting, jeg gør rigtig meget i er, at få så meget farve som muligt ind via små detaljer, De er nemme at skifte ud hvis man skulle blive træt af dem, og små ting er ofte nemmere at finde i stærke farver. Case in point: mit hverdagspenalhus. Når man fiser rundt og tager noter og har et lettere neurotisk forhold til sine røde ball-points, sit USB-stik og sin neglefil - som jeg måske-måske ikke har - så er et penalhus uundværligt. Jeg har fundet det her überseje et i Bog & Idé:

Er det ikke fint? Jeg elsker "make the stupid people shut up" ved siden af den alt for nuttede kanin. Jeg er faktisk ikke den helt store fan af badges, og alligevel er det som om at det her penalhus er badgemagnetisk. Det er nogle år siden jeg købte penalhuset, og lige siden er det blevet en slags mindemærke over forskellige gode tider. I får lige nogle close-ups af de forskellige pynteting:

And here's the grand tour:

Blondie, Bowie og I ♥ WOMEN købte jeg i London da jeg var der med de to veninder, jeg tager til Lemvig *giggles* med nu. Jeg er major Blondie og Bowie-fan!

Mad Cow købte jeg da jeg var i London med konen,. søsteren, mor'eren, svigermor'eren og sviger-bedstemor'eren (?) sidste sommer igen. Jeg synes at den er topsjov! Koen har det bedste ansigtsudtryk ever!

Chicks Rule er fra Davi & Goliath-butikken i Covent Garden.

Boys are smelly er også fra David & Goliath, og den har jeg fået af Lene, som jeg har læst både engelsk og dansk med.

I'm not weird - I'm gifted, Don't eat yellow snow og Min mor kan banke din mor har jeg bestilt over en shady-looking hjemmeside, som viste sig at være god nok alligevel. Jeg har selvfølgelig glemt hvad den hedder. Jeg elsker de to første for deres shear awesomeness, og den sidste fordi min mor er for sej. Et eksempel: i gymnasiet havde jeg, en veninde og fremtidig-kone en "slutty mom"-contest, hvor vi battlede om hvem der havde - well - the sluttiest mom. Og det skulle altså forståes på den mest positivt mulige måde. Der var stor ære på spil og evig beundring af vinderen (altså - af mor'eren der vandt). Min mor vandt ikke - hun kom på en andenplads, og da hun fik det at vide blev hun skuffet! Hun kom endda op med flere grunde til hvorfor hun skulle vinde konkurrencen. She rules...

Har jeg glemt nogle? Oh ja - ॐ. Aum'et matcher min tatovering, og jeg elsker tegnet.

Homoflaget ved jeg faktisk ikke hvor er kommet fra - det var der bare en dag. Tror at penalhuset udvikler sig af sig selv efterhånden...

Og ptøv så lige at se kaninen tæt på! Jeg elsker den måde den griner og holder sig på maven imens den leverer den ondeste sviner...

Den lille kirsebær-charm, som hænger fast i lynlåsen sad fast på en plastikpung, som jeg engang købte med to par trusser med kirsebær på i.

Anywho - med det her indlæg ville jeg sådan set bare dele et lille farvesplask med Jer, som har været en ret vigtig del af min hverdag det sidste halve år. Det er det der uni og speciale igen. Jeg skal nok lade være med at snakke mere om det nu - i det her indlæg, om ikke andet.

Kan I ha' en rigtig god uge - jeg håber at I får ligeså godt vejr som jeg regner med at få! Vi ses på den anden side!

- packing and leaving,

Mille.