Why Do Birds Suddenly Appear...

Jeg har en teori om, at alting kommer i bølger. Når man flækker en negl går der sjældent længe, inden man flækker en til. Når der kommer én god film i tv, er alle de andre kanaler fuldt optagede af at vise equally spændende ting. Når ens dag starter godt, sker der gerne gode ting hele dagen - og omvendt. I sidste uge så jeg en af mine kolleger forsøge at hælde en kop kaffe op ikke mindre end seks gange, og hver gang hældte hun enten ved siden af eller hældte så hårdt at kaffen strøg ned i kruset og op igen ad den anden side. En enkelt gang røg låget af kaffekanden imens hun hældte. Til sidst var der ikke mere kaffe i kanden. Der kan man eddermame tale om en bølge! Den stakkels kone var omkring 10 minutter om at få en tår kaffe (og det er længe for gymnasielærere!) og brugte ikke mindre end tre viskestykker på at tørre op!

Derfor var der i virkeligheden ikke så meget for mig at gøre, efter jeg i tre stive dage havde haft "Close To You" på hjernen - det var kun et spørgsmål om tid før "suddenly" ville oprende (man kunne måske så påstå at det var knap så suddenly og mere eventually...) og the birds havde tænkt sig at appear'e. Og det er så hér, noget meget småt, meget nuttet, meget overflødigt og meget Hong-Kongiansk kommer ind i billedet.

I starten af sidste uge gik jeg fattigrøvs-shop-amok på nettet, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg er evigt forbavset over de fine, billige ting man kan finde rundt omkring - eBay og Etsy er mine nye bedste venner! En af de ting jeg faldt over og ikke kunne stå for, var de her fine, fine (og meget billige!) pipfugle:

Er de ikke yndige? Fuglene, altså - ikke mine stakkels frostramte fingre, som jeg under billedredigeringen lagde mærke til trænger til noget seriøst tender loving care. Det er høretelefoner (d'uh) med fuglepynt, og jer er helt vild med deres kitchethed (it's a word!). Især de små similisten i tørklæderne kunne jeg ikke stå for - og så ser de så dejligt lillepige/bondekone-agtige ud med de blå tørklæder. Jeg forestiller mig dem med en picnickurv med en rød-og-hvidternet dug på vej ud til grønne bakker. Og så elsker jeg deres små, stirrende, beady øjne og deres meget røde næb. Orange næb er så meget yesterday! Åbenbart. Whadda I know om fuglemode?

Det bedste af det hele er i virkeligheden, well, tredelt. For det første var de billige - jeg måtte give 35 kroner for dem, inklusive porto! Og de dukkede op efter kun en uge! Internettet er altså min bedste ven nogle gange! For det andet, så blev min shopping-craving tilfredsstillet (og ret billigt, endda!), og endelig blev fuglebølgen completed. Ufuldendte bølger er svært utilfredsstillende - og nu har jeg ikke længere "Close To You" på hjernen!

- to tweet or not to tweet (or to tweet in waves),

Mille.

P.S.: Se dem også her og køb dem her, if'n you wanna :)

Stik Stik Stik Stik!

Jeg fortsætter lige lidt i stilen fra i går. I går valgte jeg at skrive om de cup cakes, vi lavede torsdag morgen. Men de var jo kun en lille bitte del af min produktivitet. For bregne, jeg har været effektiv i de her seneste par dage!

*Ahem* Men bortset fra min travlhed og min selv-hævdelse - så var der også grillspyd på menuen. Jeg er lidt sær, når det kommer til kød. Jeg spiser ikke specielt meget af det (- jeg elsker det, som med alt andet, når det er lavet ordentligt, men jeg spiser også ofte vegetarisk - eller hvad der nu lige falder mig ind) - og når jeg spiser det synes jeg, at det er så meget pænere når det er råt end når det er tilberedt. Især oksekød synes jeg er sindssygt flot - det har den flotteste, intense røde farve! Når det er stegt er det bare kedeligt og brunt at se på. Måske er det derfor, at jeg også helst vil have mit kød stegt rødt.

Anywho - det var de dér grillspyd jeg kom fra. Jeg tror aldrig at jeg har lavet grillmad om morgenen før, men én gang skal vel være den første - og det var altså hyggeligt at stå og lave dem sammen med that girl Randi. Der gik lidt samlebånd i det - jeg sørgede for grøntsagerne og hun ordnede kyllingen. Sammen fik vi kreeret de her fine spyd:

Er de ikke for lækre? Jeg er helt vild med det midterste billede - jeg synes at det er så flot! Det er lige før at jeg overvejer at bruge det som baggrund på min computer. Ligenu har jeg chilier fra et gammelt indlæg:

Jeg ved ikke lige helt hvad der sker for billedkvaliteten på det billede - sorry about det, heldigvis er det eneste I går glip af de meget spændende titler på mine mapper - jeg nævner i flæng så sindsoprivende navne som "Billeder", "Studier", "Gøjl" og "Blog". For ikke at tale om titlerne på mine forskellige PDF-filer - der kan jeg battle på coolhedsfaktor med navne som "boxwell", "Kipnis", "Gender-stuff 1 og 2" (så videnskabelig er jeg nemlig) og "Mørk/Lys tegning mig" (uuuh, mystisk projekt...).

Men altså - om de der grillspyd. Er jeg den eneste, der synes at kylling er pænere råt end tilberedt? Jeg kunne ikke rigtig få nogle af folkene rundt om mig til at agree'e med mig. Under alle omstændigheder er champignon en smuk, gråhvid svamp, og peberfrugterne er skønne og klare i farverne. Vi tog grøn og gul peber med vilje, for at de røde tomater kunne stå klart ud.

Hende der Randi er vist ligeså glad for farver som jeg er. Hun tilskyndede mig også flere gange til at tage kameraet med ud til hende torsdag morgen, så - quote: "- de flotte cup cakes kan komme med på bloggen" un-quote. Nu kom grillspydene også med, men nu er jeg vistnok også færdig med at spamme Jer med billeder fra den dag. I morgen bliver det noget helt andet, og så alligevel ikke. Jeg vender nemlig tilbage til et af de ret ofte viste things her på bloggen. Uuuuh, whatever can it be?

Kan I forresten gætte (eller regne ud eller whatev'), hvad jeg ikke har haft her på bloggen i en lille måneds tid efterhånden, men som kommer snart-ish igen, og som ikke har været her for en helt bestemt årsag?

- smokin' colours,

Mille.

Damn those Zombies...

Glædelig 1. maj! (På trods af flere personers gode idéer om at kalde dette indlæg "Kom maj, du søde Milde/Mille" (get it?), så har jeg altså valgt en titel der på ét eller andet plan fortæller noget om indlægget...)

Jeg håber, at I har nydt dagen. enten med klassekamp, øller i solen eller med hygsomme folk helt generelt. Jeg er lige kommet hjem fra 1. maj-frokost (a.k.a ædegilde af dimensioner) hos min far.

- og hvad er så det første jeg ser, da jeg tænder min computer for at stene lidt Cheezburger og American Idol i al min overædte tilfrdedshed? I'll tell you what! Den hér reklame:

(Jeg vil lige sige med det samme at jeg altså hverken kender til spillet eller udbyderen eller noget andet omkring det, så hvis du skulle få lyst til at udforske det yderligere, og det viser sig at det er det ondeste rip-off der stjæler dine penge, bedsteforældre og de liter is du har i fryseren, men påstår at du aaaldrig har set før, så vil jeg altså ikke have skylden for det. Jus' saying...)

WTF? Nu er det ikke fordi jeg har den allerstørste lyst til at spille farmer-spil på nettet. Faktisk vil jeg påstå at den lyst er ret ikke-eksisterende. Derfor er jeg ikke sikker på, at reklamen er målrettet imod mig. However, jeg er stødt på den ret mange gange efterhånden. Og what the friggin' frog sker der for de dyr?! Hvem har sådan en gård? Og hvorfor er myndighederne ikke blevet underrettet endnu? Zombie-dyr? Zombie-farming?

Dyrene minder mig om "tomacco"-afsnittet af The Simpsons, efter at kreaturerne er gået i tomacco-høsten. Jeg vil ikke have en "online bondegård", hvis det skal være på den måde! Også selvom det ligner et super fint og farverigt spil.

Dyrenes øjne har distraheret mig så meget at jeg først lige har lagt mærke til sætningen "den sejeste bondenørd". Siger det ikke det hele?

Hvis du har prøvet det her spil, så giv endelig lyd, og fortæl mig om der er en mening med galskaben. Så gemmer jeg mig herovre i hjørnet med macheter og skydevåben imens. Bare for en sikkerheds skyld.

- prepared for the zombie apocalypse,

Mille.

P.S.: Jeg ved godt at det har været lidt fattigt med farve-farveindlæggene her de sidste tre dages tid. Sowwy. Jeg lover at blive purist igen fra i morgen af. Jeg har bare lige haft ret meget ikke-direkte-farve-materiale som jeg måtte ud med.

Kliché Oder DIY-Goddess?

Ja - som overskriften siger: enten er jeg den største homokliché ever, eller også er jeg en ret så handy krea-mor-type. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvilken side af grænsen det her projekt falder på. På den ene side er det en lampe - det er da en slags elektronik! Og elektronik = butch. Sådan er reglerne bare. However, på den anden side, så kan vi ikke rigtig komme udenom at det er noget girly stads med stof og gejl. Derfor er jeg lidt i tvivl.

Under alle omstændigheder, så kommer her et "DIY @ home"-projekt, direkte fra konen og mig til Jer. Jeg ved godt at bloggen her er gået lidt i hjemmelavet-mode på det sidste - jeg prøver at balancere det hele ud mellem mad, elektronik, tøj, randomness og andet godt. Jeg er sikker på, at det overordnet set går op i en større helhed. Hvis der er nogle klager eller ønsker modtages de meget gerne i kommentatorboksen. Jeres stilhed vil jeg tolke som total hengivelse, og fortsætte med at herske egenhændigt herinde (Muhahaha). Erhm.. Men altså - DIY (mine fingre vil hellere skrive DUI - coincidence? I think not!)

Here goes:

Kan I se hvad vi har givet os i kast med? Ellers kommer den originale lampe direct to you from the lovely people at IKEA her:

YES!! Kantbånd! Hvad siger I så? Det er ikke dét, der skal mangle her! (Og jo, smarty pants, som jeg ved sidder derude et sted - jeg ved godt at vi bare har limet noget kantbånd på en lampe, men nu passer de (vi har to) altså ind i resten af rummet. Og JO! - det tager to mennesker med lange, videregående uddannelser at lime kantbånd på to lamper!)

Men hvordan pokker det gode IKEA-folk har fået lampen til at være så shiny I will never know. De påstår altså at det er den samme slags. Døm for Jer selv - skal vi skrive IKEA-klager?

- what say ye? Kliché eller DIY-ness?

Mille.

Misc.

Lørdag og søndag har jeg været til sy-weekend sammen med to fantastiske kvinder fra TrendSales. I morgen er jeg Ugens Blogger på Danske WebChicks. Life is good. Her er et billede af nogle ekstra-covers til mine Skullcandy-hørebøffer. De har ikke så meget med hverken sy-weekend eller DWC at gøre, andet end at de alle sammen er super cool.

Efter 2 gange 7 timers syning, kagespisning, kaffedrikning, frokosttilberedning (og -spisning!), mønstertegning, opsprætning (- oh opsprætning, how I loath thee...), klipning og masser af snak er jeg relativt smadret. Både i ryg og hoved. Derfor bliver dagens indlæg kort og usammenhængende. Ligesom mig. Ey, Mille, det giver jo ingen mening! Og så er det lyv!

Jeg ved godt at det her ndlæg ikke er så inspirerende, og jeg undskylder mange gange, men jeg har undertråd på hjernen og behov for at skrive min gakkethed ud.

Bortset fra det, så synes jeg at de her covers er ret fede. Jeg er mere til dem med fuglene på, men jeg synes også at de her er rockin'. Men nu er jeg også en sucker for kranier (det lyder voldsomt morbidt, nu jeg ser det på skrift...), og dét må man sige at dem her lever op til. En standard-udgave af Skullcandys covers følger gratis med når man køber lyd med udskiftelige yder-dutter. Det hér er de "gratis" - dem med fuglene var dem jeg egenligt havde bestilt.

Nu vil jeg sige hej til min sofa og et tæppe - og rester fra frokosten i dag: hjemmebagt knækbrød og ciabatta, hjemmelavet tapenade af soltørrede tomater og kapers, avokado, Port Salut, brie og blommer. Life is good!

- peace out,

Mille.

Lækker Lyd og Lækker Lyserød

Først og fremmest: Rigtig godt nytår til alle Jer blogfolk! Jeg håber at Jeres 2009 var super, og at Jeres 2010 bliver endnu bedre!

Dernæst: Jeg har købt noget :) Okay, jeg ved godt at jeg for mindre end en uge siden startede et andet indlæg med de samme ord, men nu er det altså sket igen. Og som jeg skrev dengang, så er jeg godt klar over at den catchphrase måske ikke er den allermest sigende i en blog som denne. Men den her gang skal jeg nok lade være med at trække spændingen ud - hvad jeg har købt er dem her:

Helt fanstastiske høretelefoner fra Skullcandy, som jeg simplethen ikke kunne stå for. Mine ører kan ikke holde fast på de der in-ear-dutter der ellers normalt følger med alting, så jeg har aldrig rigtig brugt transportabel-musik-mediet specielt meget. De små dutter falder simpelthen ud bare jeg tænker på at bevæge hovedet (eller blinke, eller tygge, eller kigge til siden, eller...) og jeg har været lidt for forfængelig til at bruge dem med bøjler over hovedet. Især fordi alle dem jeg har kunnet finde har mindet mig om de gode gamle walkman-dage, og jeg er ikke sikker på at jeg er klar til den slags dårlig stil retro igen endnu.

Men altså - nu fik jeg endelig taget mig sammen til rent faktisk at få søgt efter nogle gode høretelefoner, og ikke bage gribe fat efter Bilkas de bedste - og whaddaya know! Det gjorde rent faktisk en fordel! For det første fandt jeg ud af at ikke alle høretelefoner er grimme, og for det andet fandt jeg ud at at man kan få de her clip-høretelefoner uden at de skal ligne noget der er på vej ud på en maraton.

- og så har jeg forresten også fundet ud af hvor godt fast sådan nogle høretelefonsskaller sidder fast! Jeg skulle udskifte dem fra en standard hvid-med-lyserød-dødningehoved-version da pakken med høretelefonerne kom, og jeg tror aldrig at jeg har slidt så hårdt i det før!

Mine tommelfingre er stadig helt ømme! Men af kom de, og på kom de her. Jeg er især vild med den lille detalje med fuglens øje - det er altså bare go' humor!

Jeg er ellers ikke en specielt girly-girl, men jeg er altså helt vild med de her lyserøde dimser - måske kan jeg bruge dødningehovedet som argument for, at det ikke er helt så tøset igen... Og nu er jeg altså all set - og med den her clip-version kan man ikke se høretelefonerne under mit hår. Før dem her har jeg kæmpen en gedigen kamp med standard iPod-øre-dutterne, som bare ikke vil sidde på nogen måde. Jeg har nu, efter et par dage, udtænkt et ret kompliceret system med min hat som en slags fastholder, men det er ikke specielt praktisk i busser eller hvis jeg sidder indenfor og vil høre musik. Derfor - total i orden køb!

- tweet tweet *dead*,

Mille.

Moto-Colours

Kæreste blogverden! Her kommer lige en lille note fra mig.

Jeg vil lige hurtigt dele med Jer min fine lille mobiltelefon - en af de eneste telefoner jeg har haft i over et år uden at den er gået i stykker! Jeg købte for et stykke tid siden den her super fine Motorola U9 mobiltelefon (- dagen efter købte konen én af samme slags, bare i rød istedet for lilla), og den er, hands down, en af de bedste jeg har haft til dato. Jeg har ellers aldrig haft Motorola før, men da jeg checkede den her ud på nettet inden køb faldt jeg pladask for den.
Det den kan, den her telefon, er ret sjovt. Dens største feature (altså, bortset fra internet, (video)kamera og musikafspiller, der klarer flere forskellige formater, og alt sådan noget pjat) er dens yderskærm. Når man lukker telefonen eller trykker på nogle af de udvendige knapper får man en touchscreen frem, der er usynlig når telefonen er åben og når den har været lukket i mere end ca. 15 sekunder. På den touchscreen kan man checke sine nye sms'er, og man kan styre musikafspilleren. Dét er altså smart! Derudover kommer der et ur (+ strøm- og signalindikatorer) frem på den, hvis ingen af de andre funktioner er åbne, og der er et lille pauseshow. Lige nu har jeg for eksempel en lille guldfisk svømmende rundt - til stor morskab for min venindes lille datter på et år (og flere af mine uni-medofre...).

Overfladen er behandlet med et eller anden stads så den ikke så nemt bliver ridset, hvilket er ret smart når den nu er så skinnende som den er og fungerer som touchscreen også - men det sker selvfølgelig alligevel - især hvis man ikke er så god til at huske at meget-glat-telefon og meget-skarpe-nøgler nok ikke skal i samme lomme. Rent hypotetisk set. Selvfølgelig...

Jeg vælger mine telefoner ud fra lidt alternative kriterier - jeg tænker, at langt de fleste telefoner kan skrive beskeder, ringe, tage billeder, spille musik og spil og gå på nettet. Derfor går jeg ikke så megetop i de ting. Det jeg er interesseret i er i stedet de meget anderledes ting. Jeg har fx haft en lyseblå Nokia 3650 med et rundt tastatur og en Samsung X850, der er super lille og folder ud som en foldekniv - og som har et tastatur på kun to rækker (istedet for de standard tre).

Her har I lige et link til en video der beskriver nogle af alle de sjove ting ved min Motorola, så den kan ses i lidt flere detaljer.

- linking left and right,

Mille.