Punktum, Punktum, Komma, Streg

Jeg har fundet en ny farve-ting frem. Det er endnu en ting, som er kommet til efter, jeg flyttede til Lille Sydfynsk By og sammen med herr Søren. Der er kommet rigtig mange nye farve-ting til i den forbindelse! Jeg glæder mig vildt til at vise jer dem alle sammen. Jeg var ellers lidt bekymret for mandens forhold til de kraftige farver - hans yndlingsbeskæftigelse inden for området har jeg mistænkt for at være at drille sofaen med dens store omfang og klare, lilla farve - og at planlægge hvilken sofa, der skal tage dens sted, når den engang dør. Jeg har forsøgt at få gjort det klart, at den meget store og meget lilla sofa holder læææænge endnu (og at den, når den engang må væk, helt sikkert må erstattes af noget tilsvarende stort og farverigt. Jeg er på en slags charmekurs på chaiselongens vegne...), men jeg er ikke sikker på, at jeg trænger helt igennem. Der bliver i hvert fald fortsat talt om Wegner-sofaer og Børge Mogensen-det-ene-og-det-andet herhjemme. I foruroligende grad. Der er ikke meget farve og spræl over Wegner og BM, så er det sagt!

Anywhere; det her har sådan set slet ikke noget at gøre med sofaen. Min scatterbrain har allerede glemt, hvordan jeg kom ind på dét spor... Hvad jeg ville sige var, at vi i går holdt navngivningsfest for My-barnet. Hun er ikke blevet døbt, for der er ingen af os, som har noget specielt forhold til folkekirken, så det må hun selv rode med, når den slags begynder at interessere hende. Under festen tog min søster et par billeder af herr Søren, My-barnet og jeg, og da jeg så billederne igennem her til morges, så jeg noget i baggrunden, som fik mig til at genvinde en hel del af tiltroen til mandens forhold til farver. Noget andet meget-stort-og-meget-farverigt. En plakat. Det var sådan set ikke fordi, jeg havde glemt plakaten - det er svært; den hænger i en gennemgangsstue mellem tv-stuen, vores soveværelse, gangen og My-barnets værelse og den er ret stor (70 * 90 cm) - men nogle gange skal der lidt afstand til, førend man rigtig ser ting, selvom de er tæt på. Og den afstand kom altså gennem kameralinsen. Prøv at se her:

Det er et print af et Roy Lichtenstein-maleri, som hedder "We Rose Up Slowly" og er fra 1964. Og hvor ser det ladt ud (- lad, med blødt d), når man forsøger at tage billeder af billeder. Derfor får I lige en copy-paste't version også. Så kan I bruge mit foto øverst til lige at vinke tilbage til mig i genskinnet. Hej-hej!

I foråret var herr Søren og jeg på studietur med hver vores 2.g-klasse til London, og der var vi på Tate Modern, hvor der også hænger et par Lichtenstein-værker. De er super flotte, kæmpe store og vildt imponerende at se i virkeligheden. Jeg brugte det meste af tiden foran hans værker... Jeg er helt vild med reprint-idéen og med den voldsomme forstørrelse. Det er supercool postmoderne pointillisme!

Jeg elsker at se på det langt væk fra, og jeg elsker at se på det super tæt på, så alle de små røde, gule og blå pletter træder frem. Og igen: undskyld for genskin og über-dårlig fotokvalitet. Det er vildt anti-hyl, I know (Hey! Hyl! Hva'?! Hyl!!), men jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre...

Vi har købt plakaten på posterland, som jeg flere gange har købt fra. Det kan kun anbefales. Den rigtige udgave hænger på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main, hvis I skulle have lyst til at hoppe dernedover et smut. Printet af "Drowning Girl" er jeg helt, helt, helt vild med også. Det er så smukt!

Plakaten har vi fået rammet ind hos en glarmager, fordi den har et lidt sært format og fordi, det bare er bedre kvalitet - og det ses (- og koster...)!

Jeg vil slutte ordstrømmen og vende fokus tilbage til barnet, som er midt i en dyb og lang og højlydt samtale med speakeren i DR-nyhederne.

- dot, dot, dot,

Mille.

Why Do Birds Suddenly Appear...

Jeg har en teori om, at alting kommer i bølger. Når man flækker en negl går der sjældent længe, inden man flækker en til. Når der kommer én god film i tv, er alle de andre kanaler fuldt optagede af at vise equally spændende ting. Når ens dag starter godt, sker der gerne gode ting hele dagen - og omvendt. I sidste uge så jeg en af mine kolleger forsøge at hælde en kop kaffe op ikke mindre end seks gange, og hver gang hældte hun enten ved siden af eller hældte så hårdt at kaffen strøg ned i kruset og op igen ad den anden side. En enkelt gang røg låget af kaffekanden imens hun hældte. Til sidst var der ikke mere kaffe i kanden. Der kan man eddermame tale om en bølge! Den stakkels kone var omkring 10 minutter om at få en tår kaffe (og det er længe for gymnasielærere!) og brugte ikke mindre end tre viskestykker på at tørre op!

Derfor var der i virkeligheden ikke så meget for mig at gøre, efter jeg i tre stive dage havde haft "Close To You" på hjernen - det var kun et spørgsmål om tid før "suddenly" ville oprende (man kunne måske så påstå at det var knap så suddenly og mere eventually...) og the birds havde tænkt sig at appear'e. Og det er så hér, noget meget småt, meget nuttet, meget overflødigt og meget Hong-Kongiansk kommer ind i billedet.

I starten af sidste uge gik jeg fattigrøvs-shop-amok på nettet, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg er evigt forbavset over de fine, billige ting man kan finde rundt omkring - eBay og Etsy er mine nye bedste venner! En af de ting jeg faldt over og ikke kunne stå for, var de her fine, fine (og meget billige!) pipfugle:

Er de ikke yndige? Fuglene, altså - ikke mine stakkels frostramte fingre, som jeg under billedredigeringen lagde mærke til trænger til noget seriøst tender loving care. Det er høretelefoner (d'uh) med fuglepynt, og jer er helt vild med deres kitchethed (it's a word!). Især de små similisten i tørklæderne kunne jeg ikke stå for - og så ser de så dejligt lillepige/bondekone-agtige ud med de blå tørklæder. Jeg forestiller mig dem med en picnickurv med en rød-og-hvidternet dug på vej ud til grønne bakker. Og så elsker jeg deres små, stirrende, beady øjne og deres meget røde næb. Orange næb er så meget yesterday! Åbenbart. Whadda I know om fuglemode?

Det bedste af det hele er i virkeligheden, well, tredelt. For det første var de billige - jeg måtte give 35 kroner for dem, inklusive porto! Og de dukkede op efter kun en uge! Internettet er altså min bedste ven nogle gange! For det andet, så blev min shopping-craving tilfredsstillet (og ret billigt, endda!), og endelig blev fuglebølgen completed. Ufuldendte bølger er svært utilfredsstillende - og nu har jeg ikke længere "Close To You" på hjernen!

- to tweet or not to tweet (or to tweet in waves),

Mille.

P.S.: Se dem også her og køb dem her, if'n you wanna :)

The Reason

Hey lovely readers!

Jeg er næsten tilbage på overfladen nu - day 10 of the never-ending cold: return of the sore throat (inkl. hoste- og nyseanfald). Men jeg har fået noget styrke tilbage i min krop, og sover ikke længere 16 timer i døgnet. Jeg kan endda stå op i lang tid ad gangen og alting! I går var en super aktiv dag - jeg fik rettet en pokkers masse engelskoversættelser, bagt cookies (you will see later, my lovelies), fik min mor på besøg til kaff' og en bi' brø' og så fik jeg (endelig!!) taget mig sammen til at komme lidt længere med kjolen jeg syr af pingvinstof til min venindes pige. Og det er ved at være på tide, for ungen holder fødselsdag om skræmmende kort tid, og det ville da være så fint hvis hun kunne få den dér. You will see than one later, too. Lige nu består den af kant-zigzaggede dele og en pokkeres masse af dem. Forhåbentligt når jeg en hak længere med kjolen i dag. Det er i hvert fald planen.

Men altså - jeg skriver sådan set ikke for at fortælle Jer om kjoler og forkølelser. Jeg skriver for at vise Jer grunden til anden halvdel af the never-ending cold, som som bekendt startede efter min overmodige bytur i lørdags. Jeg har fundet ud af hvorfor jeg blev så syg bagefter. Ureflekterede stemmer vil måske mene at sygdommen skyldes en kombination af for lidt tøj og for lidt realitetssans omkring egen helbredsstatus. But no! Jeg har en langt mere lusket mistanke - se her:

Jeg ved godt at billederne ikke er af de bedste - de er tager i knap-så-appelsinfri tilstand (og i en køleskab (?)) ret sent om aftenen, men de fungerer udemærket som de mug shots, de nu engang er. De er de hers skyld! Det er deres skyld at jeg har snottet og hostet og sovet og svedt som en besat siden søndag! Det er jeg overbevist om! Det var mojito'en og mai-tai'en der gjorde det i biblioteket med jernrøret!

Bortset fra at de er skyld i akut forkølelse i mande-ynkelighedsstore proportioner, så smager de ganske fantastisk! Og se lige farverne! Jeg fandt dem i Netto til 10 kroner stykket, og måtte selvfølgelig have nogle stykker med hjem. Ad omveje blev de først placeret hjemme hos gravide-veninde (hvor de, on the plus-side, stod i sikkerhed for tørstige halse) og så bagerst i køleskabet herhjemme, så jeg fuldstændig glemte alt om dem. Endelig kom de ud i lyset her i sidste weekend, og så hævnede de sig så på mig. Jeg kan kun forestille mig at det er på grund af min glemsomhed.

Men altså - udenpå synes jeg at de her dåser er ret fine - de minder lidt i design om dem fra Pret-a-manger, og jeg synes at det er noget så fint at smådetaljerne står med krøllede bogstaver. Jeg synes at drinksne på billederne ser så fine og sommerlige ud, og så er det nogle helt fantastiske grønne og røde farver der er brugt.

Mai-tai'en overraskede mig, da den kom fra dåsen og ud i et longdrink-glas. Den er mat! Altså rød, men ugennemsigtig - næsten ligesom juice lavet af røde grapefrugter. Ved siden af en af de røde Rekorderlig'er så det ret interessant ud. Mojito'en var grøn på samme måde som mai-tai'en var rød (konen hader når jeg laver den slags sammenligninger - apparently giver de ikke så meget mening udenfor mit eget hoved, men sådan var det altså!), og hvor fint er det lige når ens drinks matcher? Også selvom de har onde, onde planer om at splitte ens legeme ad...

- cherry tonight?,

Mille.

Scatterbrain

Jamen, for pokker da... Jeg kan da heller ikke huske fra næse og til mund i de her dage. I dag gik jeg rundt med en kop kaffe indtil den blev for kold til at drikke, fordi jeg ikke kunne huske at jeg ledte efter sukkeret.

Altså - der er to ting, jeg glemte at sige i forrige indlæg. For det første, så var det forrige indlæg mit indlæg nummer 200. Hvor vildt er det lige? Hip hip til mig og til Jer, der har fulgt med i drips and draps siden dengang. For det andet, så var det min fødselsdag i søndags. Konen har fødselsdag i dag, så vi har hygget non-stop siden weekenden med morgenbor, biografture, indisk mad (apropos øreringene jeg skrev om i første omgang i sidste indlæg...) og balloner. Balloner er the shizzle, for realsies!

Men altså - i anledning af 200-indlægsjubilæum og 25-års fødselsdag - giver jeg Jer hermed: en giraf! Med flag. Der er ikke noget der siger fejring som giraffer.

(- giraffen syede jeg da jeg gik i 2.g til vores udvekslingsstudent, Veronica, som ville have noget med Dannebrog med hjem til USA - og hvad er mere oplagt end at sy en giraf af en ganske gyselig mørkeblå velourdug *shivers* med små flag på? Yeah, that's what I thought! Den har forresten overbid, giraffen, og jeg havde derfor en del billeder af gymnasieelever med meget påtaget overbid (for at efterligne giraffen) fra da den blev overleveret. Fantastisk spas. Billedet er crapola fordi det er taget i 2004 med en kameramobil. 'Nuff said).

- luvs yous,

Mille.

Huffin' and Puffin'...

Christ almighty, hvor har jeg bare så tonser-travlt i de her dage, at man slet ikke kan forstå det! Først og fremmest: mange gange undskyld, fordi jeg har været pinligt meget væk. Jeg er virkelig ked af manglen på indlæg herinde - for bloggen er virkelig en af de ting, jeg prioriterer rigtig højt. Det er min måde at koble af på. Men de seneste to uger har været helt sindssyge! Jeg har, overordnet set, nået tre slags ting siden mandag i sidste uge. Jeg har arbejdet, sovet og kørt i bus. Og så har jeg en sjælden gang spist.

I får lige dagens billeder (som også viser hvorfor jeg har været væk, hvis ikke den skulle være helt klar), og så kommer resten af mine undskyldninger fortællinger om de seneste dages travlhed.

Når man skal arbejde - især i en undervisningssammenhæng - så må man have sig en studiekalender. Jeg havde "kun" en Filofax-kalender før, og jeg kan simpelthen ikke finde en studieårsindsats at sætte i. Kun dem, der går fra januar til december. Derfor har jeg flottet mig og købt en fin Mayland-kalender (med fire forskellige forsider til - hvor er det bare fancy!). Den stod mig i den formastelige sum af 30 kroner i Arnold Busck. Der er også en meget diskret sort forside, men jeg har selvfølgelig valgt den mest farvestrålende. Og stribede. Den giver et fint lille farvefokus i et klasselokale fyldt med grå og brun og træ og elever, der stadig prøver at blende ind mellem alle de andre. Jeg er en sucker for lilla - og magenta (og alle de andre farver...).

De tre farvede tusser - som kommer fra det orange læderpenalhus, jeg viste herinde for et stykke tid siden - er til hhv. noter og planlagt skema (sort), vigtige ting (lilla) og fødselsdage (rød). Jeg bliver aldrig mere voksen, end at jeg tegner flag på folks fødselsdage. Ellers er det ikke fejret behørigt.

Men altså - jeg startede arbejde sidste mandag, og lige siden har jeg prustet. Pustet og prustet og blæst mig selv omkuld. For bregne, hvor er det hårdt! Bundhårdt! Jeg har aldrig knoklet så meget før - mit hoved står ikke stille i mere end et par minutter ad gangen, så er der ét eller andet som minder mig om noget, som kan bruges i en undervisningssituation, som jeg skal lære/læse/anvende/huske/forholde mig til. Så er der en klasse, jeg skal følge. Så er der en, jeg skal undervise. Så starter det hele forfra igen. Og jeg knokler! Jeg vil så gerne forstå det hele, og jeg bliver frustreret når jeg ikke forstår nok, hurtigt nok. Mange af tingene er super svære at komme ind i, og jeg misunder de lærere, der har været igang i mange år og som har noget rutine at trække på.

Men jeg elsker det! Jeg elsker at observere andres undervisning og at have ansvaret for min egen. Jeg elsker at stå alene foran elever, der hører på hvad jeg har at sige, og som spørger mig, hvis der er noget de er i tvivl om. Også selvom det er sindssygt nerve wrecking at have ansvaret for opbygningen, overskueligheden og uddannelsen for en masse præ-studenter.

Men (og ja, der kommer ét til "men") - jeg har så travlt, at jeg ikke engang har haft tid til at koble af med bloggen. Undskyld blog og undskyld læsere. Hvis I er interesserede, har jeg et undervisningsforløb om "Growing Up", som I kan få som make-up-gift? No?

Jeg er her i eftermiddags kommet hjem fra et 3-dages kursus i Vejle (af alle steder - så har man prøvet det med...). Dér kan man snakke om hårdt. Hvis jeg troede, at jeg knoklede før, så blev det da først helt absurd i Vejle. I går havde vi forelæsninger fra 9 morgen til 9 aften. Hardcore forelæsninger. Interessante - ja. Men for pokker, hvor gik jeg død om aftenen. Jeg har fået 4 + 6 timers søvn og omkring 20 timers undervisning, fordelt på onsdag, torsdag og fredag. Til gengæld var maden god. Og i store mængder. Og gratis. Og hotelværelset var fantastisk stort og varmt og med dobbeltseng og fladskærm, og gulvtæppe. Og gulvvarme! Og bløde dyner og puder og håndklæder. Og masser af dem. Jeg havde seriøst brug for varme og blødhed (og fladskærm) efter de lange dage.

However, nu er jeg hjemme, og jeg har besluttet mig for at tage mere tid til Jer og bloggen. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre. Undskyld den lange fortælling om mine whereabouts. But now you know. Jeg er her og jeg er (somewhat) levende.

- huffin' and puffin' and ramblin' (- and workin'),

Mille.

Remember This?

Hej blogfolk!

I går var der intet indlæg, for jeg var ikke hjemme. Jeg var taget et hop ind til byen for at få taget billeder til mit nye langtursbuskort (til når jeg starter arbejde på mandag *gisp*), og så skulle jeg mødes med Astrid, som jeg kender gennem TrendSales, og som har sendt mig Skittles og Horlicks og andet godt fra London - remember her? Well, det var altså første gang vi skulle mødes, sådan, rigtigt. Nu har jeg efterhånden mødt et par stykker af mine net-bekendskaber, og den her gang var (også) super hyggelig! Grunden til at vi skulle mødes var, at jeg havde en kæmpe pose med Horlicks, som jeg havde købt til hende sidst jeg var i London - og istedet for at smide penge ud på PostDK besluttede vi os for, at vi ligeså godt kunne få gjort noget ved det dér med at få mødt hinanden IRL, og Astrid hoppede altså så på et tog til Odense.

Imens jeg sad på en bænk og ventede på hende, kom der en meget fuld, meget hjemløs mand hen til mig. Jeg gengiver her et tilfældigt udvalgt udsnit af "vores samtale" (når jeg siger "vores" mener jeg hans, og når jeg siger samtale mener jeg... well... det er jeg ikke helt sikker på, men læs og døm selv, hvad I ville kalde det). Jeg skal måske lige indskyde her, at Fuld Mand talte i meget kraftig odenseansk dialekt, hvor j'erne tit erstatter d'er - og g'er, og hvor endelsen "-ede" udtales "ett". Læs det højt, så giver det (måske) mening. Ellers skriver i bare i kommentatorboksen. Men altså:

Fuld Mand: *mumle mumle mumle "HÆJ! Hva' hejjer DU?"

Mig: "Ehrm... Jeg hedder Mille...."

FM: "HVA'?!"

M: "MILLE!"

FM: "Sijjer du lijerli'?"

M: *Tænker* "Now, why would I say that, meget-fulde-mand?"

M: *Siger, med foragt i stemmen* "Nej, Mille!"

FM: "MILLE?! Det var sq da et sææært navn!"

M: "Naah, er det så galt?"

FM: *mumle mumle* *klør sig i skridtet* *mumle* *fortæller bruddele (igen og igen) af en historie, som jeg gradvist indser handler om et værtshus, en kvinde der hiver trusserne til siden og en mand der, erhm... gør, hvad kvinden nu har gjort plads til at han kunne* *mumle* *klø i skidt* "Lijerli'!!!"

M: "Jeg synes at du skal gå hen til din ven (der sad på bænken ved siden af) nu"

FM: *ignorerer mig, sætter sig istedet på hug foran mig med en arm på hver side af mig* "Og så BOLLET' de! Altså, kneppet'!"

M: *Tænker* "Det var godt, du lige uddybede der, ellers havde jeg da været helt lost"

M: *Siger* "Du sidder meget tæt på nu, vil du godt flytte dig lidt væk?"

FM: *grynt* *mumle mumle* *rejser sig op* "Og så KNEPPET' de!" *laver humpebevægelser i luften imens han klør sig i skridtet* "Hu' var så lijerli'! De kneppet' bare på værsshus't!" *hump hump hump*

M: *overvejer muligheden for skjult kamera eller akut Twilight Zone, tænker* "Jow, men nu sagde jeg jo netop ikke liderlig, men Mille..."

M: "Nu går du lige over til din ven (- der så viste sig at være en veninde - ups. Mine hjemløs-gender-recognition-skills er ikke hvad de har været...)!!"

*Astrid kommer*

M: *løber nærmest fra stedet*

FM: "Hej hej HEJ!!" (Som i: "farvel" - det er jo vigtigt at være høflig, forståes!)

Christ almighty... Det her har ikke så meget at gøre med farver, jeg synes bare at det var så god en historie at den ikke kunne ignoreres. Det jeg vil med det her indlæg er bare, at vise det tøj jeg havde på. For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg, hvor jeg blandt andet postede den her Blondie-badge:

Kan I huske den? Well, jeg er som sagt super Blondiefan, så da jeg så den her tank top blev jeg nødt til at købe den (- literally! Couldn't stop myself if I tried!). Og så så man lige mig prøve at være fancy på billeder. Håret var så dejlig 80'er-agtigt da jeg havde føntørret det (undtagen på det nederste - der har jeg glattet det ud), og det passede helt perfekt med temaet, så det fik lov til at blive sådan for the photos:

Er det ikke en rockin' tee? Den er fra H&M - de kan godt når de vil! - og jeg har givet 80 kroner for den. Jeg kan ikke helt forholde mig til at mine arme ser så lidt tatoverede ud på de her billeder - jeg må straks have fat i noget mere blæk! Hvem vil sponsere?

Jeg er helt vild med det Andy Warhol-agtige print, og de meget klare farver. Og så har jeg et svagt punkt for gul! - Og den lyseblå øjenskygge er da lige til at drop'e dead over! Læberne er røde og sorte, selvom de kun ser sorte ud på billederne.

Det nederste billede viser også fint hvor temperamentsfuldt mit kamera er. Alle billederne er taget med selvudløser, med samme afstand, med 30 minutters mellemrum (og med kameraet 20 cm lavere nede for det sidste billede) - og alligevel er de øverste tre billeder fint fokusserede, mens det nederste er uskarpt som ind i et vist sted... Why?

Jeg har forresten brugt i dag på at være frygtelig kreativ og håndarbejdsagtig, så hvis i bliver spammet med mad og krea-indlæg de næste par dage, så undskylder jeg hermed på forhånd.

- chillin' on the island of lost souls,

Mille.

Med på Moden per Uheld

Så gik man her og troede at man var for cool og for gammel stylish til at falde for H&Ms forskellige fancy tiltag. Jeg taler ikke om de designere de får til at tegne nogle ting for sig - de kan være super fine, og jeg har da også selv papegøjetunikaen fra Matthew Williamson-collection'en. Jeg er stor fan! Jeg taler om deres intra-mærke-tiltag, sådan L.O.G.G-tingene, Trend-tingene og Garden Collection-tingene (I know, det er en lidt bred kategori, men den fungerer for mig, selvom virkeligheden måske ikke ser helt sådan ud. Mamma-tøjet og BiB-tøjet hører for some reason ikke ind under mit hoveds kategori af intra-mærker... Go figure...). Ikke at det tøj, der nu hører ind under hvert "undermærke" ikke kan være super fint - jeg er for eksempel faldet for en super fin sort trøje med en papegøje eller some such fjerkræ af pailletter på, fra Trend-serien. Og det er præcis dét, der er problemet! Jeg vil ikke betale ekstra fordi H&M har sat et sort (eller lyserødt) mærke i nakken istedet for et hvidt. Det er stadig H&M! Der er ikke andet der er ændret! And look what they make me do!!

Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg havde købt den her kjole, som er fra The Garden Collection, indtil jeg så en af mine TrendSales-buddies flashe den på FaceBook (you know who you are!). Jeg havde nemlig smidt den hen i min sykurv, for jeg købte den over hjemmesiden i starten af det tilbud der kører nu (for 30 kroner!! Yay, tilbud! Man er jo nærmest til grin hvis man lader være...), og den er håbløst for stor. Den eneste størrelse der var tilbage var M (eller 38, kan ikke lige huske hvad den kører efter, men altså - kartoffel kartoffel - den var i hvert fald for stor!), og jeg tror at modellen er ret stor i størrelsen oveni. Jeg kan i hvert fald nærmest campere inden i den, og jeg skal have syet den ind i siderne. Det burde også være nemt nok, den er syet helt lige op og ned, bar the smock over brystet. Apropos det smock, så må den her kjole være syet til folk med E-skåle! Mindst! Hvis resten af kjolen er for stor, så er brystet fuldstændig ridiculous. Væk med den!

Jeg havde lidt på fornemmelsen at den ville være lidt til den store side da jeg købte den, men jeg kunne ikke stå for blomstermønstret og roserne på maven og det lidt natkjole-agtige look.

Derudover gør det mig ikke noget at få et par centimenter mere på kjolens længde, for den er ret kort, og hver størrelse større gav kjolen et par centimeter i længden. Nu er spørgsmålet så, om jeg får taget mig sammen til at få syet kjolen ind her i sommer, eller om den bliver forfremmet til efterårsskjole med et par grove strømper til.

Hvad jeg vil sige med det her blogindlæg er, at jeg ikke vidste at det var en Gardensag, da jeg købte kjolen. Derfor er jeg moderne ved uheld. Til mit forsvar kan siges, at The Garden Collection snart er så gammel at jeg igen er håbløst bagud, og at den uden tvivl når at blive endnu ældre inden jeg får hanket op i mig selv og får syet kjolen ind.

- never promissed you a rose garden,

Mille.

Screw Roskilde - Lemvig Is the Place to Be!

Hej skønneste blogfolk!

Jeg går i eksil i nogle dage i det vestjyske. Vestjylland is the place to be - jeg siger det bare! Også selvom jeg ikke kan sige Lemvig uden at fnise... Hvad har de tænkt på, de folk der har navngivet den by? Det er seriøst god spas - Lemvig *giggles*

I Lemvig skal jeg slappe af med to veninder i et sommerhus ved stranden - vi skal hygge, girl-talk'e, drikke rom, spille spil, sladre om alt og alle, spise på fiskerestaurant og gå ture ved stranden med meget store isvafler. All in all, en ganske standard ferie som bliver gjort helt fantastisk af fantastiske mennesker. Derudover skal vi gennemrette specialer, give hinanden nerver på og fjerne dem igen, og så skal jeg holde mig i skyggen så Lady ikke bliver afbleget førend jeg har nået at nyde hende.

Der er ikke noget internet i Lemvig - eller, det er der nok, men det er der ikke i sommerhuset - så jeg skriver ikke til Jer førend jeg kommer hjem igen. Jeg er sikker på, at I også har mere travlt ved stranden end ved computeren i de her dage. Det er i hvert fald hvad min StatCounter fortæller mig - det er ikke ligefrem fordi jeg bliver overrendt lige for tiden! Det er godt, for så får jeg ikke helt ligeså dårlig samvittighed over at forsømme Jer en smule til fordel for speciale-færdigskrivning!

Men altså - i dag vil jeg efterlade Jer med noget ret farvestrålende. Én af de ting, jeg gør rigtig meget i er, at få så meget farve som muligt ind via små detaljer, De er nemme at skifte ud hvis man skulle blive træt af dem, og små ting er ofte nemmere at finde i stærke farver. Case in point: mit hverdagspenalhus. Når man fiser rundt og tager noter og har et lettere neurotisk forhold til sine røde ball-points, sit USB-stik og sin neglefil - som jeg måske-måske ikke har - så er et penalhus uundværligt. Jeg har fundet det her überseje et i Bog & Idé:

Er det ikke fint? Jeg elsker "make the stupid people shut up" ved siden af den alt for nuttede kanin. Jeg er faktisk ikke den helt store fan af badges, og alligevel er det som om at det her penalhus er badgemagnetisk. Det er nogle år siden jeg købte penalhuset, og lige siden er det blevet en slags mindemærke over forskellige gode tider. I får lige nogle close-ups af de forskellige pynteting:

And here's the grand tour:

Blondie, Bowie og I ♥ WOMEN købte jeg i London da jeg var der med de to veninder, jeg tager til Lemvig *giggles* med nu. Jeg er major Blondie og Bowie-fan!

Mad Cow købte jeg da jeg var i London med konen,. søsteren, mor'eren, svigermor'eren og sviger-bedstemor'eren (?) sidste sommer igen. Jeg synes at den er topsjov! Koen har det bedste ansigtsudtryk ever!

Chicks Rule er fra Davi & Goliath-butikken i Covent Garden.

Boys are smelly er også fra David & Goliath, og den har jeg fået af Lene, som jeg har læst både engelsk og dansk med.

I'm not weird - I'm gifted, Don't eat yellow snow og Min mor kan banke din mor har jeg bestilt over en shady-looking hjemmeside, som viste sig at være god nok alligevel. Jeg har selvfølgelig glemt hvad den hedder. Jeg elsker de to første for deres shear awesomeness, og den sidste fordi min mor er for sej. Et eksempel: i gymnasiet havde jeg, en veninde og fremtidig-kone en "slutty mom"-contest, hvor vi battlede om hvem der havde - well - the sluttiest mom. Og det skulle altså forståes på den mest positivt mulige måde. Der var stor ære på spil og evig beundring af vinderen (altså - af mor'eren der vandt). Min mor vandt ikke - hun kom på en andenplads, og da hun fik det at vide blev hun skuffet! Hun kom endda op med flere grunde til hvorfor hun skulle vinde konkurrencen. She rules...

Har jeg glemt nogle? Oh ja - ॐ. Aum'et matcher min tatovering, og jeg elsker tegnet.

Homoflaget ved jeg faktisk ikke hvor er kommet fra - det var der bare en dag. Tror at penalhuset udvikler sig af sig selv efterhånden...

Og ptøv så lige at se kaninen tæt på! Jeg elsker den måde den griner og holder sig på maven imens den leverer den ondeste sviner...

Den lille kirsebær-charm, som hænger fast i lynlåsen sad fast på en plastikpung, som jeg engang købte med to par trusser med kirsebær på i.

Anywho - med det her indlæg ville jeg sådan set bare dele et lille farvesplask med Jer, som har været en ret vigtig del af min hverdag det sidste halve år. Det er det der uni og speciale igen. Jeg skal nok lade være med at snakke mere om det nu - i det her indlæg, om ikke andet.

Kan I ha' en rigtig god uge - jeg håber at I får ligeså godt vejr som jeg regner med at få! Vi ses på den anden side!

- packing and leaving,

Mille.

Lady

Ikke Lady som i "Lady og Vagabonden". Eller som i Lady Gaga. Eller som i Lady Di. -ana, hvis det ikke var klart. Heller ikke Lady som i "The Lady Is a Tramp", som jeg ellers har spillet en gang herinde før. Der er faktisk ret mange ting, det ikke er Lady som. Det er heller ikke "Lady Marmalade" eller "Lady Madonna". Det er bare Lady. Lady som i Lady.

Lady er min nye tatovering. Den, jeg har holdt skjult for Jer i over en måned nu, fordi den ikke var færdig. Da jeg fik lavet Birdie (jow jow, jeg kan noget med navne) fik jeg også lavet omridset af Lady, men der var desværre ikke tid til at få den farvelagt også. Det har jeg så fået gjort nu, i mandags, som jeg nævnte i indlægget i går. Nu går jeg rundt og er øm. Ikke øm som man sagde i slut 90'erne hvis man gik i Buffalosko og UFO-bukser og noget var virkelig ynkeligt. Øm som i "jeg-har-afholdt-verdensmesterskabet-i-"gi'-en-lammer"-på-min-arm"-øm. Det er ret ømt! Det må være noget med alle de milliarder trilliarder små bitte cirkler, der er blevet prikket i min overarm af 10 nåle på stribe, fyldt med blæk. Jeg har i hvert fald ikke haft det sådan efter nogle af mine andre tatoveringer, andet end Lady og Birdie, og de er de eneste jeg har med farve.

Anywho - jeg er øm, og det strækker i min hud, og jeg er på ingen måde helet så meget som en lille smule endnu, men jeg vil gerne vise Jer Lady alligevel. Bear in mind at hun er ganske ny, og at farven ikke er faldet til endnu. Derfor er hun en smule fuzzy at se på, og meget skinnende - men hun skal nok blive rigtig fin om en uges tid eller to. På alle billederne er min overarm hævet op, for jeg har taget begge sæt billeder lige efter jeg kom hjem fra hovedstaden, og der går lige en dags tid eller to inden den forsvinder - det kan I også se på billederne af Birdie fra dengang jeg postede dem herinde.

Fuzzyness og ømhed aside, så er jeg ret vild med hende. Jeg synes at hun er så smuk! Først får I lige at se, hvordan jeg har rendt rundt den sidste måneds tid. Det er ikke så kønt igen, men det bliver det. Hav tålmodighed!

Som I kan se er det kun linework der blev gjort færdig. Ikke specielt farverigt, vel? Og nogle af trækkene ser ret overdrevne ud - but it will all be better!

Jeg har prøvet at vælge nogle billeder, der viser hende fra ca. samme vinkler - prøv at se her, hvordan jeg - og Lady - ser ud nu:

Yay! Færdig! Forhåbentlig. Tattoo-lady fortalte mig nemlig, at den lyse hudtone ret sandsynligt skal farves op igen, fordi den er ret svær at få til at dække med ét lag fordi den er så lys. Men det tager vi til den tid. Om ikke andet, så viser det sig ikke førend jeg er helt helet, og der går immervæk et par dage til det sker.

Jeg er fuldstændig ekset med farven på jakken - den er lavet af en greywash-farve, en helt helt mørkeblå, en mørk lilla og en coboltblå. Jeg er blevet kørt henover af den nål ret så mange gange, synes jeg! Håret er lavet af brun, orange og gul og det ser super cool ud at der er så meget spil i det. Og så er jeg selvfølgelig vild med, at vi har givet hende helt blodrøde læber - det er så tæskelækkert! Hende Lady, hun har helt god stil!

There you have it - nu vil jeg gå tilbage til min "rigtige" skrivning - hvis alting går som jeg planlægger, så bliver jeg færdig med at skrive det sidste her i eftermiddag, og så mangler jeg kun-kun-kun konklusionen! Hvor er det vildt! Det må jeg hellere gå i gang med - i eftermiddag skal jeg nemlig ud at grille hos en veninde - er blevet lovet kold hvidvin og kød-på-grill. Så bliver det bare ikke meget bedre!

- sommerstemning,

Mille.

Jordbærbær

So far er der én deltager i min give-away (yea yea, point taken already!) - the race is on! Kom med noget konkurrence, og vær med til at smide noget spænding i puljen! Klik på billedet øverst til højre for at komme til konkurrencen. Der er deadline fredag eftermiddag.

_______________________________________________________________________

Jeg var i hovedstaden i går! Det skal ikke lyde som om, at det er noget der aldrig sker - det gør det med jævne mellemrum, men jeg bliver altid overrasket over, hvor anderledes fra Odense den nu engang er, den hovedstad. Der er et sushisted, et sharwarmasted, en tatovør og en pornoforretning på hvert et gadehjørne (- I know, det er nogle store gadehjørner...). Og hvad sker der for de der folk, der er ansat til at holde et skilt. Hvor grundnoller må det være at vide at hvis man er syg er ens vikar en betonklods? Gad vide, hvad man får i timen for at være skiltemand?

Anywho - det var en begivenhedsrig dag - jeg har slentret op og ned af Strøget og af nogle af sidegaderne. Jeg har set stedkendt ud imens jeg var faret noget så grundigt vild uden konens mobil-GPS-tingest. Jeg er blevet asket i munden af en junkie-type på Istedgade (scenarie: jeg går og spiser en ostebolle fra Baresso, han går foran og ryger og asker med cigaretten hejst som en fane --> aske i munden. Najs...) Jeg har spist sushi på et running sushi-sted (jeg trængte så frygteligt til sushi!). Og så er jeg blevet færdigtatoveret! Ta-daa! Thank God og endelig! Grunden til, at jeg ikke har haft så forfærdelig mange billeder af tøj og mig i den seneste måneds tid er, at jeg ikke ville afsløre tatoveringen halvfærdigt.

Og alt det her er faktisk bare en teaser til i morgen. Indlægget i dag skal nemlig slet ikke handle om tatoveringer. Eller København. Jeg nævnte bare København fordi jeg i går aftes, da vi kom hjem igen, hoppede et smut ud på altanen for at holde lidt øje med vores altankasser, og prøv lige at se hvad jeg fandt!

Vores små, forfrosne jordbærplanter har fået bær! Jordbærbær! Hvor er de bare dygtige, de planter! Helt selv og efter isvinteren er de blomstret op, og fik først grønne blade, så hvide blomster og nu røde jordbær! Jeg nåede ikke engang at se bærene imens de var små og grønne, så de må være vokset hurtigt! Vi har ikke plukket dem endnu - jeg vil se hvor store, der er meningen at de skal blive. Desuden er de lidt lyse i den røde farve endnu, så jeg tror absolut ikke at de tager skade af at blive på deres planter lidt endnu. Så må vi fråde bær fra grønthandleren på torvet lidt endnu. Der er nu også noget helt fantastisk ved at se hvordan fine farver helt af sig selv vokser frem lige ude foran ens vinduer. Det gør absolut ikke noget at det varer lidt endnu. Jeg har aldrig været god til agurker og tomater (det er min mor til gengæld!), så selvom de varer lidt læængere mht. farverne, så er det ikke rigtig en mulighed på vores altan. Sidst vi havde tomater endte vinden med at tage dem allesammen og smide planter + bambuspinde + jord over hele altangulvet. Mange tak, vind! Jordbær lader den være i fred - det er noget andet med fuglene! Hvis de begynder at komme efter dem må jeg på fuglejagt. Mon mågesteg er helt ved siden af?

- dimission, straccitella,

Mille.

Slutspurt

Det handler ikke om udsalg. Desværre. Jeg elsker godt nok udssalg, men det er ikke den rette tid nu. Jeg snakker om specialeskrivningsslutspurt. Jeg vil aflevere mit speciale om omkring 3 uger, så jeg er ved at skrive det allersidste (pt. mangler jeg kun et par sider om noget consumerism-historie og så min endelige konklusion) og rette hele skidtet igennem igen-igen-igen og så en til gang. Derudover smutter jeg i sommerhus fra på næste mandag og en lille uge frem - jeg skal afsted med andre speciale-lidende folk, og der skal den sidste gennemlæsning foregå.

Jeg fortæller alt det her for at forklare hvorfor jeg har været væk i et par dage, og hvorfor jeg nok heller ikke får tid til at billedespamme Jer alt for meget her i de næste par uger - og hvorfor jeg er helt AWOL fra på næste mandag. I kan nok godt hygge Jer i sommervejret så længe. Det er i hvert fald ikke ligefrem lysten der driver værket for mig i de her dage. Altanen, parker, friluftsbad og andre sommerting ser mighty fristende ud!

Jeg fandt lige et billede i min blog-mappe, som jeg helt havde glemt alt om. Det er fra min søsters lastbilstur - da jeg var oppe ved mor'eren og gøre alting klar til invasionen af feststemte dimmitenter. Jeg fik i virkeligheden ikke taget så forfærdeligt mange billeder den dag - jeg havde for travlt med at lave rent praktiske ting (ew!) - men da mor'eren og jeg havde smidt det her frugt på en tallerken var det næsten for fint til at jeg kunne lade være med at forevige det.

Prøv lige at se her - er det ikke bare sommer på en tallerken?

Vi havde smidt sådan nogle tallerkener her rundt omkring i lejligheden og på altanen, og de var godt medtagede da folket drog afsted igen. Det er grønne og lilla druer, jordbær og cantaloupe. Og det var lige hvad der trængte til, ud over pizzaer og øller, på en varm sommerdag. Det ville gøre godt i dag... But noooo... Kun specialeskrivning i dag... Så er det godt at jeg har billedet at se tilbage på - prøv lige at se hvor fint farverne skinner! Så bliver det altså ikke meget bedre.

BTW - så kunne I evt. lige kigge forbi den konkurrence jeg startede i sidste indlæg. Uden at sige for meget, så kan jeg sige at hvis der bare er én af Jer, der indsender et billede, så er den person ret sikker på at vinde. Jeg lover at være sød ved Jeres indlæg - kom frisk! Der må da være nogle af Jer, som ikke er på Roskilde, eller som ikke ligger smeltede rundt omkring?

- schmelting,

Mille.

Stik Stik Stik Stik!

Jeg fortsætter lige lidt i stilen fra i går. I går valgte jeg at skrive om de cup cakes, vi lavede torsdag morgen. Men de var jo kun en lille bitte del af min produktivitet. For bregne, jeg har været effektiv i de her seneste par dage!

*Ahem* Men bortset fra min travlhed og min selv-hævdelse - så var der også grillspyd på menuen. Jeg er lidt sær, når det kommer til kød. Jeg spiser ikke specielt meget af det (- jeg elsker det, som med alt andet, når det er lavet ordentligt, men jeg spiser også ofte vegetarisk - eller hvad der nu lige falder mig ind) - og når jeg spiser det synes jeg, at det er så meget pænere når det er råt end når det er tilberedt. Især oksekød synes jeg er sindssygt flot - det har den flotteste, intense røde farve! Når det er stegt er det bare kedeligt og brunt at se på. Måske er det derfor, at jeg også helst vil have mit kød stegt rødt.

Anywho - det var de dér grillspyd jeg kom fra. Jeg tror aldrig at jeg har lavet grillmad om morgenen før, men én gang skal vel være den første - og det var altså hyggeligt at stå og lave dem sammen med that girl Randi. Der gik lidt samlebånd i det - jeg sørgede for grøntsagerne og hun ordnede kyllingen. Sammen fik vi kreeret de her fine spyd:

Er de ikke for lækre? Jeg er helt vild med det midterste billede - jeg synes at det er så flot! Det er lige før at jeg overvejer at bruge det som baggrund på min computer. Ligenu har jeg chilier fra et gammelt indlæg:

Jeg ved ikke lige helt hvad der sker for billedkvaliteten på det billede - sorry about det, heldigvis er det eneste I går glip af de meget spændende titler på mine mapper - jeg nævner i flæng så sindsoprivende navne som "Billeder", "Studier", "Gøjl" og "Blog". For ikke at tale om titlerne på mine forskellige PDF-filer - der kan jeg battle på coolhedsfaktor med navne som "boxwell", "Kipnis", "Gender-stuff 1 og 2" (så videnskabelig er jeg nemlig) og "Mørk/Lys tegning mig" (uuuh, mystisk projekt...).

Men altså - om de der grillspyd. Er jeg den eneste, der synes at kylling er pænere råt end tilberedt? Jeg kunne ikke rigtig få nogle af folkene rundt om mig til at agree'e med mig. Under alle omstændigheder er champignon en smuk, gråhvid svamp, og peberfrugterne er skønne og klare i farverne. Vi tog grøn og gul peber med vilje, for at de røde tomater kunne stå klart ud.

Hende der Randi er vist ligeså glad for farver som jeg er. Hun tilskyndede mig også flere gange til at tage kameraet med ud til hende torsdag morgen, så - quote: "- de flotte cup cakes kan komme med på bloggen" un-quote. Nu kom grillspydene også med, men nu er jeg vistnok også færdig med at spamme Jer med billeder fra den dag. I morgen bliver det noget helt andet, og så alligevel ikke. Jeg vender nemlig tilbage til et af de ret ofte viste things her på bloggen. Uuuuh, whatever can it be?

Kan I forresten gætte (eller regne ud eller whatev'), hvad jeg ikke har haft her på bloggen i en lille måneds tid efterhånden, men som kommer snart-ish igen, og som ikke har været her for en helt bestemt årsag?

- smokin' colours,

Mille.

Tapas-ish

Madindlægstid!

Jeg elsker madindlæg. Og efter Jeres fuldstændigt overvældende respons på mit videoblogindlæg (om mad) har jeg fået blod på tanden. Jeg har en idé til næste afsnit af "Den Dovne Husmoders Guide til mest muligt Udbytte for mindst mulig Indsats" (a.k.a. DDHGtmmUfmmI), og hvis alting går som jeg vil kommer det engang i løbet af starten af juli. Indtil da, så kommer her Dovne Husmoder-tips på den gammeldags facon. På skrift! Og med billeder!

Den anden aften fik konen og jeg lyst til en hyggeaften. Det startede med noget Almodovar-film og udviklede sig til tapas. Tapas-ish. Prøv at se her:

Der var ogå noget tomat-snask, men det glemte jeg i kampens hede at få billeder af (also known as "Der var mad, og når der er mad er mad det første jeg tænker på - pictures, not so much").

Vi laver lige en hurtig gennemgang:

Pic 1 - Tyrkisk feta- og peberfrugtsalat. Tre peberfrugter skæres i kvarte, grilles i ovnen i 10 minutter og køles ned i en plastikpose. Så pilles skrællen af og de skæres i små stykker. 200-250 gram god, blød feta smuldres i, og det hele blandes med 2 spsk olie, 3 fed hvidløg og en hel chili i småstykker. Kom også gerne bredbladet persille i. Det havde vi ikke lige liggende. Opskriften har jeg fået af en fantastisk kvinde fra TrendSales - én af sykonerne, jeg før har talt om. Hun havde den med til vores allerførste syweekend, og jeg nævnte den i mit første knækbrødsindlæg. Endelig fik jeg lejlighed til at lave det selv.

Pic 2 - Tyndtskåret chorizo. Ikke så meget at sige der. Den røde farve fra paprikaen er helt fantastisk - jeg elsker chorizo - især når det er helt tyndtskåret. Ellers kan det godt være lidt trevlet at spise, og svært at bide over.

Pic 3 - Artiskoktapenade. Ganske forskellig fra soltørrede tomater/kapers-tapenaden. Den er lavet af en dåse artiskokhjerter (den fra "Okker Gokker Artiskokker" *giggles* er helt vidunderlige), smeltet smør, 1½ fed hvidløg i små stykker og salt og peber.

Pic 4 - Godt, groft italiensk brød. Any will do - det her er et fuldkornsciabatta.

Pic 5 - Mozzarella i tynde skiver.

Usynlig tomat-snask - 3 tomater i fine tern, 1 fed hvidløg, salt og peber.

- og så havde vi forresten også to slags oliven stående. Nogle ret skræmmende udseende store lilla nogen og nogle lidt mindre intimiderende grønne.

Det var helt fantastisk spise! Især er jeg vild med feta/peberfrugt-snasket, og så med en hapser med chorizo og mozzarella. Det er utroligt, så mæt man kan blive af sådan nogle små retter... Vi fik noget god hvidvin til, og alt i alt var det en rigtig hyggelig aften. Og så er det noget smukt, smukt mad.

- tapas muy guapa y deliciosa,

Mille.

Cherry-Berry

Pyyyh! Jeg har lige lavet aftensmad (the joy of forudprogrammerede indlæg...), og det er lige gået op for mig, at jeg har et stærkt problematisk forhold til chili. Alt, hvad jeg nogensinde har sagt om chili herinde før - glem det! Halvér de mængder jeg har nævnt. Jeg har tydeligvis overhovedet ikke kontrol over mig selv. Jeg skulle lave en enkelt portion risotto (mmm, risotto... - recipe given upon request), og til det tænker jeg, at en halv frisk chili vil passe fint til. Det gjorde det også. Det passede fint til flere portioner. For palme, det var stærkt! Det var lige til at blive helt svedt af - men det var godt!

Efter sådan en spicy aftensmad er det helt fantastisk at konen har købt kirsebær med hjem. Sådan helt au naturel,  direkte fra stilken, søde og bløde at spise - det er en helt perfekt afslutning på et så stærkt hovedmåltid. Jeg har ellers haft et ret anstrengt forhold til kirsebær i en del år efterhånden. Da jeg var... bob-bob-bob... 14 eller 15 år blev jeg opereret for blindtarmsbetændelse. Jeg lå på sygehuset i en hel del dage bagefter, for jeg havde en dårlig reaktion på bedøvelsen, og det tog ret lang tid førend jeg kom mig helt igen. Én af dagene efter operationen kom min farmor og farfar forbi sygehuset, og de havde en ordentlig spandfuld kirsebær med. Selvom jeg på det tidspunkt havde brugt en 4-5 dage på at sove og kaste op, tænkte jeg, at jeg da nok godt kunne spise et kirsebær eller to. Jeg endte med at kaste meget rødt op over en ret stor del af mig selv... og min stue... og min natsygeplejerske... og så videre. Det havde I nok ikke behov for at vide, men pointen med historien er, at jeg har smagt kirsebær på vejen op igen. Og det smager i uhyggelig grad som kirsebær på vej ned. Derfor kan jeg nu ikke spise kirsebær uden at tænke på opkast.

Og med det fantastisk appetitvækkende oplæg vil jeg nu vise Jer nogle billeder:

Er de ikke flotte? Som sagt er jeg altså kommet mig over min kirsebærsaversion, og jeg kan nu sagtens spise kirsebær igen. Faktisk synes jeg, at de er rigtigt lækre. Og de her var altså rigtig gode - selv de lysere af dem var helt sol-søde. At spise kirsebær med altandøren åben og sommervind i stuen er ganske fantastisk! Man kan jo næsten helt glemme, at man ikke har sommerferie i år, men derimod skal afslutte speciale indenfor (ikke at det ville gøre nogen forskel at sidde udenfor, for med de nye tatoveringer skal jeg alligevel dække mig pænt til lige indtil starten af august - I'll rock the pale look this year, I guess...). Men altså - vi må hellere slutte på en happy note, ellers ville bloggen jo næsten ikke være til at kende igen - kirsebær-goodness (og helt uden at dryppe saft på ny sofa!) og aftensol og mad i maven og ganske fantastisk fine røde nuancer. Det er sommer i bærform og det er godt!

- kirsebær på læberne og solskin i ansigtet,

Mille.

P.S.: Det er godt at se, at I har taget godt imod FaceBook-knapperne. Hvis I ellers har set andre widget-gadgets rundt omkring, som I tror ville være smarte hertil, eller som I savner, så sig endelig til. I'm here for you!