Remember This?

Hej blogfolk!

I går var der intet indlæg, for jeg var ikke hjemme. Jeg var taget et hop ind til byen for at få taget billeder til mit nye langtursbuskort (til når jeg starter arbejde på mandag *gisp*), og så skulle jeg mødes med Astrid, som jeg kender gennem TrendSales, og som har sendt mig Skittles og Horlicks og andet godt fra London - remember her? Well, det var altså første gang vi skulle mødes, sådan, rigtigt. Nu har jeg efterhånden mødt et par stykker af mine net-bekendskaber, og den her gang var (også) super hyggelig! Grunden til at vi skulle mødes var, at jeg havde en kæmpe pose med Horlicks, som jeg havde købt til hende sidst jeg var i London - og istedet for at smide penge ud på PostDK besluttede vi os for, at vi ligeså godt kunne få gjort noget ved det dér med at få mødt hinanden IRL, og Astrid hoppede altså så på et tog til Odense.

Imens jeg sad på en bænk og ventede på hende, kom der en meget fuld, meget hjemløs mand hen til mig. Jeg gengiver her et tilfældigt udvalgt udsnit af "vores samtale" (når jeg siger "vores" mener jeg hans, og når jeg siger samtale mener jeg... well... det er jeg ikke helt sikker på, men læs og døm selv, hvad I ville kalde det). Jeg skal måske lige indskyde her, at Fuld Mand talte i meget kraftig odenseansk dialekt, hvor j'erne tit erstatter d'er - og g'er, og hvor endelsen "-ede" udtales "ett". Læs det højt, så giver det (måske) mening. Ellers skriver i bare i kommentatorboksen. Men altså:

Fuld Mand: *mumle mumle mumle "HÆJ! Hva' hejjer DU?"

Mig: "Ehrm... Jeg hedder Mille...."

FM: "HVA'?!"

M: "MILLE!"

FM: "Sijjer du lijerli'?"

M: *Tænker* "Now, why would I say that, meget-fulde-mand?"

M: *Siger, med foragt i stemmen* "Nej, Mille!"

FM: "MILLE?! Det var sq da et sææært navn!"

M: "Naah, er det så galt?"

FM: *mumle mumle* *klør sig i skridtet* *mumle* *fortæller bruddele (igen og igen) af en historie, som jeg gradvist indser handler om et værtshus, en kvinde der hiver trusserne til siden og en mand der, erhm... gør, hvad kvinden nu har gjort plads til at han kunne* *mumle* *klø i skidt* "Lijerli'!!!"

M: "Jeg synes at du skal gå hen til din ven (der sad på bænken ved siden af) nu"

FM: *ignorerer mig, sætter sig istedet på hug foran mig med en arm på hver side af mig* "Og så BOLLET' de! Altså, kneppet'!"

M: *Tænker* "Det var godt, du lige uddybede der, ellers havde jeg da været helt lost"

M: *Siger* "Du sidder meget tæt på nu, vil du godt flytte dig lidt væk?"

FM: *grynt* *mumle mumle* *rejser sig op* "Og så KNEPPET' de!" *laver humpebevægelser i luften imens han klør sig i skridtet* "Hu' var så lijerli'! De kneppet' bare på værsshus't!" *hump hump hump*

M: *overvejer muligheden for skjult kamera eller akut Twilight Zone, tænker* "Jow, men nu sagde jeg jo netop ikke liderlig, men Mille..."

M: "Nu går du lige over til din ven (- der så viste sig at være en veninde - ups. Mine hjemløs-gender-recognition-skills er ikke hvad de har været...)!!"

*Astrid kommer*

M: *løber nærmest fra stedet*

FM: "Hej hej HEJ!!" (Som i: "farvel" - det er jo vigtigt at være høflig, forståes!)

Christ almighty... Det her har ikke så meget at gøre med farver, jeg synes bare at det var så god en historie at den ikke kunne ignoreres. Det jeg vil med det her indlæg er bare, at vise det tøj jeg havde på. For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg, hvor jeg blandt andet postede den her Blondie-badge:

Kan I huske den? Well, jeg er som sagt super Blondiefan, så da jeg så den her tank top blev jeg nødt til at købe den (- literally! Couldn't stop myself if I tried!). Og så så man lige mig prøve at være fancy på billeder. Håret var så dejlig 80'er-agtigt da jeg havde føntørret det (undtagen på det nederste - der har jeg glattet det ud), og det passede helt perfekt med temaet, så det fik lov til at blive sådan for the photos:

Er det ikke en rockin' tee? Den er fra H&M - de kan godt når de vil! - og jeg har givet 80 kroner for den. Jeg kan ikke helt forholde mig til at mine arme ser så lidt tatoverede ud på de her billeder - jeg må straks have fat i noget mere blæk! Hvem vil sponsere?

Jeg er helt vild med det Andy Warhol-agtige print, og de meget klare farver. Og så har jeg et svagt punkt for gul! - Og den lyseblå øjenskygge er da lige til at drop'e dead over! Læberne er røde og sorte, selvom de kun ser sorte ud på billederne.

Det nederste billede viser også fint hvor temperamentsfuldt mit kamera er. Alle billederne er taget med selvudløser, med samme afstand, med 30 minutters mellemrum (og med kameraet 20 cm lavere nede for det sidste billede) - og alligevel er de øverste tre billeder fint fokusserede, mens det nederste er uskarpt som ind i et vist sted... Why?

Jeg har forresten brugt i dag på at være frygtelig kreativ og håndarbejdsagtig, så hvis i bliver spammet med mad og krea-indlæg de næste par dage, så undskylder jeg hermed på forhånd.

- chillin' on the island of lost souls,

Mille.

Mille's Dollar Store

Det her indlæg bliver lidt en blandet landhandel. Jeg har nemlig haft en ret sær dag, og føler et underligt behov for at fortælle det lidt videre. Sådan fuldstændig dekonstrueret virker det måske ikke så sært, but none the less - here goes:

1 - I dag har jeg fundet tre halvbrændte sider fra en telefonbog under en bus-vente-bænk, en lille, hvid bold med tallet "84" printet på i græsplænen foran vores opgang og to stykker flamengo i vores postkasse.

2 - Min mor er blevet min chokolade-pusher. Ikke så meget som to dage efter at jeg har proklameret at jeg er færdig med chokolade som speciale-trøste-snack fordi jeg får dårlig samvittighed af dets sweet, sticky flavours, så stikker mor'eren mig en kæmpe pose med mini-bites af Mars, Twix, Bounty og Snickers. Yum yum yum.

3 - Jeg har tænkt mig at lave en afstemning. Deltag endelig - det er muligt at vælge så mange svar som man lyster. Hvis du holder musen hen over svarmulighederne kan du se dem fuldt. Det er noget med at fatte sig i korthed - det har aldrig været min stærke side. Uddyb endelig dine svar i kommentatorboksen.

4 - Jeg har dampet en del af neglelakken af min ene pegefinger med et dampstrygejern, da jeg skulle presse et sømrum i min nye, næsten-færdige kjole... Whaddaya know...

5 - På vej hjem fra lynvisit hos mor'eren (og lillesøsteren) går der en pseudo-ghetto-tøs, som de kun findes i forstæderne til Odense forbi mig med sit pseudo-ghetto-brød af en kæreste, imens hun højlydt mumler (tydeligvis i min retning as I was the only other person there) - som kun pseudo-ghetto-tøser kan gøre det - på sin pseudo-ghetto-fynske: "Prrrø'-li' få nog'n grimmer' sko, mand!". Normalt i den slags situationer plejer the snappy comebacks at komme omkring 30 sekunder efter at the moment has passed. For mig kom der to samtidig, som så lykkedes at blokere for hinanden. Min hjerne vaklede mellem "Prrrø'-li' få en grimmer' mor, mand!" (- fordi "din-mor"-jokes altid er sjove) og "Det ville jeg gerne, men jeg kan se at du har købt det sidste par" (- fordi HA-så-kunne-hun-lære-det-dumme-pseudo-ghetto-tøs!) Derfor fik jeg absolut nada forløsning. Jeg er sikker på, at dét der var kommet ud af min mund, hvis jeg ikke havde været hurtig nok til at stoppe mig selv, havde været noget i retning af: "Prrø'-li' at... din mor... er den sidste... mand! Nå!" Øv altså. Derfor kommer der her en kavalkade af ego-shots - mit aller-første slags "Dagens Outfit" of sorts. Mig i al min krøllede glory. Fordi sådan noget kan jeg nemlig gøre, når det er min blog.

(Bukser = H&M, T-shirt = Vila, Jakke = KAOS, Sko = Bianco, Hårpynt = Pieces)

- it's my party and I'll cry if I want to,

Mille.

United Colours

Med en catch-phrase som "United Colors of Benetton" (jeg angloficerede det lige i overskriften for ikke at få mentale klask af min hjerne resten af dagen), så behøver jeg jo slet ikke at finde på en overskrift selv. Mange tak, Benetton!

Jeg elsker Benetton - især deres reklamebilleder. Über smukke og über farverige - lige noget for mig. Og så er deres ting som regel i en ret lækker kvalitet.

Jeg har for ikke så længe siden købt den lækreste sorte (!) skjorte-body i rigtig fin bomuld - ellers er jeg faktisk mest vild med deres strikting.

Which brings us to today's topic: en virkelig underlig form for top som moderen min har købt til mig. Jeg er ikke helt sikker på hvordan den came into being - der må være en designer der engang har tænkt: "Tube-strik og chifon - sure! Dét ka' vi li'!". Resultatet er nu blevet ret godt synes jeg selv - der er et eller andet quirky over den som jeg rigtig godt kan lide - og så får man en ret anderledes silhouet med den på. Og jeg kan godt lide sjove silhouetter.

Fordi den er ret dyb i udskæringen er det ret smart at have noget på indenunder - hvis man da ikke er til "flash-dit-undertøj"-stilen. I am not. Jeg plejer at have en lilla eller grøn top på under, men de er AWOL lige pt. Jeg synes dog også at det fungerer ret godt med den sorte top her, selvom den afdæmper farverne i overdelen en smule.

Jeg kan rigtig godt lide det abstrakte mønster på overdelen - forskellige swirls i forskellige farver, der minder lidt om eksotiske blomster. Og så kan jeg godt lide at alt kaoet er holdt sammen af prikkerne. De er forresten lilla, prikkerne - det er vist ikke så tydeligt på billederne (- men jeg er til gengæld ikke monster mavesur, selvom det er tydeligt på billederne. Jeg lover at smile mere næste gang - jeg er vist ude af træning med ego-shots - til gengæld har jeg, som I kan se, fundet et sted i lejligheden hvor selvudløseren kan fange både min overkrop og mit hoved når jeg tager billeder af bluser el. lign. Yay...). Og så er det en rigtig forårs-top, er det ikke? Nu må solen godt snart kigge ordentligt frem og begynde at varme jorden og min krop op!

- dotting for spring,

Mille.

Serie 2 - Naughty Bestik

Her var lidt stille på bloggen i går - det må I undskylde. Til gengæld har jeg fundet den sidste statement-tee! Den hang og gemte sig på vasketøjssnoren! Frække, frække statement-tee! Det her bliver altså sidste indlæg i serie 2. Jeg får helt lyst til at vifte med et falg, or some such afskeds-gesture...

Anywho - det her er faktisk min første statement-top. Den er (surprise, surprise) også fra David & Goliath, købt sammen med den grønne med næsehornet i London af mig selv.

Det ene af billederne i collagen er fra vores campingtur i Lundeborg i sommers (- se venligst bort fra the very severe case of bad hair! The salt-water did it!!). I ved, den med termokanden. Vi boede lige ned til stranden, så vi lå hele dagen og kiggede ud over vandet - og blå Kings og rødvin! ARGH! Nik & Jay! Igen?! GÅ NU VÆK, blev der sagt! For fanden da...

Men altså - super lækker tur, og super lækkert vejr. Og lige nu har jeg brug for super lækkert vejr. Jeg er træt af kulde og grå og vind og elektrisk hår.

Bortset fra det, så er den her tanktop endnu et bevis på mit helt fantastiske humor. Ehrm... Altså... "Spooning leads to forking" - jeg synes at det er top sjovt! Især fordi tegningen er så barnligt naivistisk - totalt clash! And look how happy they are!!

Jeg elsker den lysegule farve - jeg er helt generelt ret begejstret for gul (konen siger, at hvis jeg ikke ved hvad farve jeg skal vælge, så er gul altid mit default-valg, og der er faktisk noget om det...), og den her gule nuance er super fin til solbrun hud. Vinterbleg, not so much. Ligesom de andre tanktops er den lavet i riflet bomuld, og ligesom den lysegrønne er den en smule kortere end de andre. Men who cares, når det er solbrunt maveskind man kan komme til at flashe?

- is that a fork you've got there, or are you just happy to see me?,

Mille.

Serie 2 - Næsehorn og Sassy Comebacks

Jeg synes at den her top er super sjov. Så må I selv bestemme om det er tegn på fuldstændig superb humor, eller om det betyder at jeg er top nederen. Endnu-endnu-endnu en gang er vi på besøg i David & Goliath-delen af mit klædeskab (men nu er det også snart ved at være slut!), men den her trøje har jeg helt selv importeret (dog fra samme butik i London - i Covent Garden), og jeg har givet 15 £ for den. Stofkvalitetsmæssigt er den ligesom de andre tanktops - pasformen er helt i top - men den er en anelse kortere.

Hvis det er lidt svært at læse kan jeg lige fortælle, at der rundt om næsehornet står "Rhino you are, but what am I?" - det er altså bare klassisk humor! Jeg er stor tilhænger af comebacks a la "Det kan du selv være!", "Talk to the hand!", "Dug på spejlet" og "Men du er også bare totalt klammuella, nå!". Måske er det min 90'er-ungdomstid der titter frem igen, men for mig er den fuldstændige mangel på stillingtagen og pointe altså bare go' spas! Og der passer "I know/rhino you are, but what am I?" bare fuldstændig perfekt ind - og så synes jeg at det lille tykke - og meget glade - næsehorn er ret nuttet.

Jeg er egentlig ikke så meget til meget lyse pastelfarver - jeg synes at de tit har en tendens til at udvaske alt hvad man kunne håbe at have af hudfarve, men den her mint-grønne farve har jeg ikke nogle problemer med. Især om sommeren er den rigtig lexi ("lexi" er et fuldstændig acceptabelt ord at bruge af folk der også bruger ordet "klammuella") til solbrun hud.

Og læg så forresten mærke til at jeg har fået fordrevet tågen i spisestuen! I dag var der slet ikke de samme billede-problemer som i går... Sære, sære kamera...

- thank you, GhostBusters! Or something...

Mille.

Serie 2 - Henny and the Dark Side

Kæreste blogverden.

Som I nok lægger mærke til, så er Henny forsvundet, sammen med den stribede baggrund. Afstemningen er nemlig slut, og med 11 stemmer imod mod 8 stemmer for, så er Henny og striberne stemt ude. Jeg har nu snydt lidt og sat Henny ind i headeren istedet for. Så kommer hun ikke i vejen for læsningen, og hun kan stadig holde øje med bloggen her.

Jeg håber at I er glade for ændringen herinde - skriv gerne en kommentar el. lign. og fortæl hvad I synes om det nye "design".

Dagens statement kommer igen-igen fra David & Goliath. Og så er det for en meget sjælden gangs skyld faktisk uden farver - umiddelbart. For denne her fine, fine tanktop - som forresten er lavet af samme slags stof som "Goodbye Kitty"-toppen - er nemlig en glow-in-the-dark-top. I know, totalt 90'er. Jeg kan huske at de sejeste, mest kickass POGs var dem der kunne lyse i mørket. Jeg var nede med de fede og havde mange, mange POGs... Suk...

Anywho, nostalgia aside, så er glow-in-the-dark super cool - og jeg siger ikke at jeg en gang i mellem står meget stille i et af lokalerne ude på uni indtil bevægelsessensorene slukker for lyset, bare for at se at jeg lyser grønt på maven, jeg siger bare at hvis man skulle befinde sig i et mørkt lokale, så kan man ligeså godt have sig lidt sjov (- og jeg kan godt se at det lyder virkelig kinky - det var næsten ikke med vilje...).

Jeg ved forresten ikke hvorfor der lige pludseligt er blevet tåget inde i vores spisestue. Det må I lige se bort fra - så får jeg fat på the GhostBusters til i morgen.

På toppen står der "Come to the dark side - we have cookies". Jeg er helt vild med det lille monster med kagerne (og de meget skæve tænder og skelende øjne...) - og jeg er så meget på vej over til the dark side allerede! Hallo mand - hørte I ikke det med kagerne? (- og jeg har lige udstillet mig selv med 90'er-nostalgi og nørdetendenser - jeg må godt bruge udtryk som "hallo mand").

For lige at gentage mig selv én gang til, så har jeg faktisk også fået sendt dén her top hjem fra London af min søde TrendSales-London-ven, og mange, mange tak for det! Den blev også købt på tilbud for 5 £ (eller 10, nu bliver jeg helt i tvivl - men billigt var det i hvert fald), men jeg har faktisk selv, da jeg var derovre for omkring 1½ år siden, købt det samme motiv på en baby-body til min veninde Silles fantastisk smukke lille datter. Very cute!

- nomnomnom cookies!,

Mille.

Serie 2 - Nice Kitty (+ Bonusbrok til Uffe Buchard)

Så er det tid til del to af serie 2. Woo-hoo! Hold op, hvor det går!

Del to kommer til at handle om katte. Næsten. En anden af mine David & Goliath-toppe har nemlig en slags ironisk "Hello Kitty"-applikation, som jeg synes er rigtig sjov (- især fordi en af mine andre helt store yndlingsting for tiden er pirater - yaaarrggh! Pirater er awesomeness med awesomeness på. Der er ikke noget der siger mere "badass" end træben og papegøje på skulderen!).

Men altså - den her top (og jo, jeg ved godt at etiketten på alle mine t-shirt/trøje/bluse/top hedder "trøje", men det er nu engang nemmest at have få etiketter, så hos mig hedder alt tøj der skal bruges på overkroppen (over undertøj, under overtøj) altså trøje. Nå!) hedder "Goodbye Kitty", og på den er der også en pirat-kitty, et kompas, en båd of sorts, og et sørøverkort henover noget vand. Så skulle temaet vist være på plads.

Goodbye Kitty-tanktoppen har jeg også fået købt og sendt hjem fra London af, og den var på tilbud til 5 £ - det er altså god pris for trøje (!) og humor!

Jeg elsker længden på David & Goliaths trøjer - de går langt nok ned til at jeg ikke flasher maveskind, men er samtidig korte nok til ikke at gå ned over gumpen. Jeg får stress af lange trøjer! Derudover er jeg super glad for det stof tanktoppene er lavet af. Til forskel fra t-shirterne er langt de fleste af David & Goliaths tanktoppe lavet af riflet bomuld - altså, det dér let strukturerede noget, der ligesom strik går ind og ud. Fordi de riflede "striber" går på langs af toppene har de en helt fantastisk pasform - de former sig nærmest efter ens krop. 

Hjemmesiden til David & Goliaths webshop har jeg linket til i indlægget fra i går.

Og nu til noget helt andet. Noget jeg aldrig har brugt min blog til før.

Jeg vil tillade mig at næsten-citere mig selv fra en kommentar jeg skrev i går på et indlæg af bloggeren Anja. Anja skrev om Uffe Buchards optræden i Go'morgen Danmark, og altså - magen til usympatisk fremtræden har jeg da så godt som aldrig set før. Uffe var inde for at snakke om blogs og om bloggeres rolle i forhold til modeopfattelse og modeshows etc. Fint nok. However - se eller gense indslaget via linket, og bedøm selv mandens integritet og objektivitet.

Her er altså mit lille response til "det professionelle" syn på blogverdenen:

Kære Uffe.

For pokker, hvor lyder du som en bitter, halvgammel mand. De relevante pointer du eventuelt kunne have mister fuldstændig deres legitimitet via din sarkastiske og spydige tone.

Du bedømmer en 15-årig drengs modeblog ikke på hans indsigt i modeverdenen, nye idéer og egen kreativitet, men derimod på stavefejl ("som man kan more sig over"). Du holder en skoledreng der dagligt kommer ud til flere hundrede læsere til last for ikke (endnu) at at have skrevet om alle de shows han sad på første række til ved modeugen, mens du sad nogle rækker tilbage. Du har, som fuldtids modeekspert, haft tid til at relatere til alle modeshows'ne, mens han (som 15-årig skoledreng) også har en hverdag der skal fungere. Og selv med dette i mente - så var det stadig ham der sad på forreste række, og ikke dig.

Din kommentar om, at du som modeekspert har en mode- og journalistisk balast, som mange bloggere mangler opfatter jeg som en sandhed med modifikationer at best. Det siger sig selv at du har større erfaring end en 15-årig (eller en 20-25-30-årig, for den sags skyld), men hvori ligger din uddannelse, dine værktøjer, din officielle balast? Hvis du vil gøre blogverdenen til en mudderkastningsarena, så må du selv være parat til at tage nogle slag (spat?), og jeg er sikker på at jeg kunne finde tekniske fejl all over dine skriverier.

Derudover finder jeg din bemærkning om at man som blogger skal relatere catwalkmoden til samfundet til grin på flere forskellige niveauer. For det første skal man som blogger ingenting. Det er det smukke med blogverdenen (- som godt kunne leve uden din nedsættende "det er jo dét vi har FaceBook til"-bemærkning. De høje piedestaler længe leve - det er vel nok godt at du kan trænge igennem via et mere lødigt medie end os menige bloggere!). Alle kan komme med deres mening i et så godt som demokratiseret felt, og hvis man ikke er interesseret kan man som læser smutte videre, no strings attatched. For det andet er det voldsomt ensrettende at tale om én korrekt måde at være (mode-)blogger på. For det tredie, så mener jeg ikke at manden som under Oscarshowet viste at hans måde at relatere moden til samfundet gik ud på igen og igen og igen ud i det pinlige at påtale at grunden til at mange af kvinderne havde mere simple, guld/pudder/sølv-farver på var på grund af finanskrisen (that's right, still talkin' 'bout you, Uffe!).

For lige at blive ved Oscarshowet et øjeblik, så fandt jeg dine virkeligt lave kommentarer ang. Gabourey Sidibe fuldstændigt upassende. Du fik mig til at krumme tæer mere end den fuldstændig ukompetente Jean Ahlefeldt-Laurvig gjorde - og det siger ikke så lidt! På baggrund af de kommentarer kommer dit lille sure Go'morgen Danmark-opstød faktisk ikke bag på mig. Du virker ikke som det allermest åbne og fremadseende væsen, men at lade dine manglende profileringsevner gå ud over up-and-coming profiler, der på den ene eller den anden måde har et svagt punkt, det er altså for ynkeligt, Uffe!

Venlige hilsener,

Mille.

Serie 2 - Assaultingly Funny

Hej blogfolk!

Jeg har besluttet mig for at lave en ny serie herinde, efter London-seriens kæmpe succes (- eller, den var i hvert fald en stor succes inde i mit hoved...). Anywho, jeg har besluttet at lave en serie, der kommer til at hedder "Statement" - altså tøj med et eller anden form for budskab via tekst eller billeder eller rebusser eller... Get the picture? Right!

Jeg er nemlig ret vild med tøj med humor. Når jeg en sjælden gang i mellem ikke hopper i retro-ish tøj a la 20-30-40-50-60'erne, så finder jeg som oftest noget statement-y tøj frem. Jeg er især vild med David & Goliaths tøj - det er god kvalitet, det er sjovt, og det passe mig på en prik.

Den her fine, fine t-shirt er netop fra David & Goliath (det er langt det meste af mit statement-tøj faktisk...), og den er én af mine absolutte yndlinge. Jeg undskylder forresten for kaosbilledet - jeg blev revet lidt med af Picasa - jeg tror at det er min gamle afhængighed der kradser på døren...

Hvis ikke det er helt tydeligt på billederne, så står der "A Salt & Battery" på den, og så er der et billede af en saltbøsse og et batteri (med små fine "in låååååve"-hjerter rundt om). For en engelsknørd som mig er det her altså humor på højt, højt plan. Jeg griner hver gang jeg tager den på.

T-shirten er lavet af blød, blød petroleumsblå babybomuld, og så var den på tilbud (yay!)! 10 £ mener jeg at have givet for den. David & Goliath har en britisk webshop her (der er også en amerikansk, men den har jeg aldrig brugt), og der er altid ting på tilbud! Jeg kunne købe mig fattig i fint tøj og sjove gadgets... Lige nu er jeg helt vild med de fine Momiji-dukker... De er så fine, og de ville pynte mange forskelliges steder her i lejligheden!

Jeg har selv købt en del David & Goliath-ting med hjem når jeg har været i London, og hjemmesiden sender også til Danmark, men den her t-shirt har jeg faktisk fået sendt hjem af den samme søde pige der hjalp mig med bl.a. Chokolate Eclairs og Matthew Williamson-tunikaen. Mange tak :)

- money spend on funny isn't money spend at all,

Mille.

Wolfordness

I går lovede jeg at mit næste tøjindlæg ville være om noget helt, helt andet end H&M. Jeg har tænkt over hvad jeg skulle vælge, for jeg havde sat mig for at det skulle være så lidt H&M-agtigt som overhovedet muligt. Og her kommer så mit bevis for at jeg har andet end H&M i klædeskabet. En body fra Wolford. Købt i Magasin og alting!

I virkeligheden var det ikke så svært at vælge, for den her postkasserøde sag nærmest sprang på mig da jeg åbnede mit skab i går morges. Så det her er faktisk en slags "dagens outfit" - eller, et halvt oufit, om ikke andet. Mine ben så sære ud på billedet, så dem har jeg for min egen forfængeligheds skyld skåret fra. Jeg ved godt at jeg har jævnt skæve stænger, men der er jo ikke nogen grund til at broadcaste det når de går helt amok. Derfor: Mille a la nyhedsoplæser. Til de nysgerrige kan jeg fortælle at jeg har dressy shorts, sorte nylonstrømper og sorte stilletter på.

Men altså: Wolford. Faktisk er den her body voldsomt for stor til mig - den er en størrelse M, men jeg har Wolfords størrelser mistænkt for at være et hak til den store side. Jeg er i hvert fald overbevist om at jeg skulle have haft en størrelse XS. Jeg købte den i M da den ellers ville være frygtelig for kort i livstykket, og jeg bryder mig ikke specielt meget om at rende rundt med konstant olfert. I guess nød lærer nøgen kvinde at gå med størrelse M.

Det betyder dog, at selvom jeg har det behageligt i den her body, og selvom jeg undgår en silhuet som en aerobicpige fra 1980'erne, så bliver min lige-op-og-ned-figur fremhævet ret så kraftigt (notér de strategisk placerede hænder på billedet herover - clever girl!).

Hvorfor, kunne man så spørge mig, har du dog så købt den body, kvindemenneske?

Det har jeg af tre voldsomt gode grunde: For det første trængte jeg, da jeg købte den, til at forkæle mig selv, og jeg havde haft øje på the body i et stykke tid. For det andet var den på tilbud (ehrm... Se hér for forklaring på forholdet mellem mig og tilbud - og karameller...). For det tredie har den den allermest fantastiske krave! Suk! Jeg elsker det dybe snit og det tunge broderede stof! Og så kan den stå op som en rigtig kinakrave, eller flade ud helt incognito (- se venligst bort fra det uintentionelle semi-boob shot, jeg først lige nu lagde mærke til... Now look what I did! Boobs again!).

Jeg har taget et über-super closeup detaljebillede, så I kan se de fine broderinger i kravestoffet. Resten af bodyen er lavet af noget stræk-kunststof, og den er helt uden syninger, andet end ved skuldre/ærmepåsåtninger og i bunden. Dvs. ingen syninger i ryggen eller ned langs siderne - super luksus-feel! Og så er ærmerne også lange nok til mine arme! Det er ellers noget af en sjældenhed.

Jeg er helt vild med den røde farve - både den på selve bodyen og den på kraven. Kraven får mig til at føle mig som en asiatisk femme fatale, og fordi stoffet er så blødt er den så rar at have på. Det er også ved at være et stykke tid siden jeg har lavet et indlæg om rød. Det er ellers én af mine yndlingsfarver... Det her indlæg er altså to fluer med ét smæk - rød og ikke-H&M. Hep-hey!

- sultry Wolford (okay, det rimede næsten inde i mit hoved... Never mind...),

Mille.

P.S.:
Kære blogverden.
Vil I være så søde at stemme i min afstemning i øverste højre hjørne af min blog? Jeg har modtaget indirekte klager over Henny og baggrunden herinde, og ville tage det op med dem det i virkeligheden påvirker mest: Jer! Så stem hellere end gerne - uanset om I er pro eller con.
Kram, Mille.

Rock and Roll Is Here to Stay

I dag føler jeg mig ikke så ypperlig. Det er hygge-hjemme-dag, og jeg har tænkt mig at bruge hele dagen på at se The L Word og spise hygge-hjemme-mad.

Hygge-hjemme-mad kræver desværre at man rent faktisk har mad i huset, så jeg måtte starte hygge-hjemme-dagen med at gå ud. Det går jo helt imod princippet!

Anywho - når man skal ud af huset er det praktisk at have tøj på. Og selvom jeg også rent mentalt er i hjemme-hygge-mode, og mest af alt havde lyst til at gå på indkøb i joggingbukser og sweatshirt, så fandt jeg den her tee frem fra skabet. Og hokus pokus, mental hjemme-hygge erstattet med mental rock!

Jeg fangede den her tee i H&M for nogle måneder siden til ingen penge overhovedet - vi snakker ungefär 60 kroner. Og jo, jeg ved godt at jeg skriver voldsomt meget om H&M lige for tiden - jeg har altså andet tøj end H&M-tøj! Promise! Mit næste tøj-indlæg bliver om et andet mærke! Og desuden, så er skjorten fra Thelin! There you go! Mærkemonogamien er brudt!

Men altså - tee. Jeg elsker den klare lyseblå farve, og jeg elsker at den har bryderryg (det får I ikke at se, for jeg kunne ikke finde min stropløse bh, og det er ikke så fint med synlige bh-stropper - hence the Thelin-shirt i første omgang). Og så elsker jeg at den har det allermest rockede motiv med kranier og guitarer og kors og banner og kroner - og at der så står "Rock 'n' Roll is dead" på banneret. Classic. Det er go' humor, and I like.

Sådan her ser jeg ud i dag - på trods af rockin' tee er jeg stadig ret hjemme-hygge-agtig og ikke specielt farverig. Men jeg har til gengæld lavet en fancy collage til Jer, og matchet baggrunden til tee'ens farve. Cirka.

Point for kreativitet, ikke? Så kan vi godt se igennem fingre med de kedelige sorte bukser. Jeg lover at tage de orange stilletter på når jeg går ud. Hokus pokus, yet again.

- orange og blå reder dagen,

Mille.

Whatever Bowie Says...

... Mille must do!

Så når Bowie siger "Let's Dance!", så ka' I tro at Mille danser! Jeg lovede at jeg ville vende tilbage med et shot af t-shirten fra sidste indlæg, og here I am.

Jeg har fået den her fantastiske t-shirt af min veninde Sille (yeah, we know... Mille og Sille - the stuff awesomeness is made of...). Det er én hun har fundet på Trendsales, og fordi den lige var i min størrelse og kostede meget billigt, så købte hun den til mig, bare fordi - hvor cool er det lige? Sille er ligeså Bowie-afhængig som jeg er, og så har hun super god stil - t-shirt case in point.

Jeg elsker (selvfølgelig) skriften, men jeg er også helt vild med farverne og mønstret i stoffet. Total 70'er-stil - hvis I ikke lige kan se det, så er det gule og lysebrune blomster på hvid baggrund - og så med blå skrift og brunt kantbånd.

Jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere for nu - bare give props til Sille for hendes fantastiske smag og veninde-gavmildheds-awesomeness, og glæde mig over at have Bowie med mig hvorend jeg går.

- putting on her red shoes and dances the blues,

Mille.

Frøben

Hey bloggere og bloglæsere! Så er jeg tilbage igen. I går blev dedikeret til at ligge på sofaen med et tæppe og spise pizza. Og det var en ret god beslutning, hvis jeg selv skal sige det.

Men i dag er det slut! Ikke mere dasen! Jeg er stået tidligt op, pakket hele mit (ret omfattende!) specialeskrivningsapperatus, og nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Når man skal ud og være voksen og ansvarlig og skrive speciale og ikke have hæs og ru stemme fordi man er gået for kraftigt til karaoke'en og de lyserøde drinks, så skal man også se seriøs ud. Og professionel.

Problemet er bare, at jeg ikke er ret god til at se seriøs og professionel ud. Jeg prøver indædt og med stor overbevisning, men hver gang er der ét eller andet der går galt. For multifarver og professionel er ikke synonymer. Knaldrøde sko går ikke sammen med et blazersæt. Hvis jeg køber en fin kjole køber jeg den ikke i grå eller sort, men i en kraftig farve. Diskrete outfits bliver koblet med store, farvestrående smykker. Kan I se hvad jeg mener? Mit hoved vil gerne øve sig i at se seriøs ud i gråtoner, men mit hjerte skriger "Neeeeej!" og kaster sig rundt i maling og fjer.

Se for eksempel i dag. Mit hoved tænkte: "Sort buksedragt-tingest - det går vi ikke helt galt i byen med!", mens resten af mig hiver og slider for at få mig i en mere farverig retning, og før jeg ved af det står jeg med grønne strømpebukser på ( - og en David Bowie-tshirt, men den får I senere. Ét problem ad gangen her!). Farverne snyder lidt på billedet - morgenlys og kamera med selvudløser er (heller) ikke de bedste venner - så forestil Jer at strømperne er et hak eller to mere mosgrønne og klare i farven. Den sorte farve er ramt fint nok ;)

Buksedragten har store bukseben, lynlås og korsetknapper op til under brystet - og selvom den er sort er jeg helt vild med den - den er både god om sommeren og vinteren. Strømperne er fra Decoy og købt i Tryde Andrés for 150 kroner, mener jeg. Og jeg elsker dem fordi de er frøgrønne, og fordi de har det fineste rudemønster - og fordi de er nogle af de eneste par stømpebukser/nylonstrømper jeg har der ikke er for store i benene. Altså, rundt om - ikke i længden. Og så elsker jeg dem også netop fordi de redder mit tøj fra at se for seriøst og professionelt ud. Mit hjerte kan godt trænge igennem til min hjerne en gang i mellem, og når det gør så er det sjovest at have grønne ben.

- skizofreni og frøben blazing,

Mille.

Parrots and Yellow - and Problems with Multi-Tasking

Kære blogverden. Jeg har et problem. Et dilemma, om man vil. I aften skal jeg til min farmor og farfars guldbryllup på fancy-schmancy hotel i Svendborg. Bagefter er jeg blevet inviteret med i byen af min übercool kusine-Stine, som synes at det kunne være super fino hvis vi lavede en slags fætter/kusine-fest og gjorde Svendborgs gader usikker. Jeg elsker min kusine. Især fordi hun er 18 og ikke synes at det er nederen at invitere sin kusine på 24 med i byen - total i orden teenagestil!

Anyhow - this leads me to my problem. Hvad pokker skal jeg tage på der er passende til begge situationer?  Og som om det ikke var nok at skulle forsøge at finde et kompromis mellem to ret så forskellige situationer, så har vejret lige kastet en curveball - der er på det nærmeste snestorm udenfor, så det skal også være noget der er varmt nok til at jeg ikke får forfrysninger på vej fra det ene sted til det andet! Hvis det nu bare var sommer ville det være så let at smide en knælang flowy kjole på og call it a day, men nu - Christ!

I tråd med mine to forrige indlæg har jeg besluttet mig for at lade min fornuftige side vinde. Igen. Der må snart noget spontanitet og "throwing caution to the wind"-action på banen herfra, ellers bliver det altså for kedeligt! Jeg forestiller mig det dér kliché-par af en engel og en djævel der sidder på skuldrene af mig, og djævlen er snart faldet i søvn fordi den ved at den kæmper forgæves. Englen sidder til gengæld og ser super hellig og skadefro ud... Det bliver der snart lavet om på!

I dag er jeg så endt med at vælge at tage den her super fine tunika-tingest fra Matthew Williamson for H&M på. Det er én jeg har fået sendt fra England, for den var komplet umulig at opdrive i Danmark i min størrelse - set vil sige, lige indtil omkring 2 uger efter salget blev åbent, og alle hamstrene (altså, ikke gnavere, men de der koner der køber ind by the armful og senere sælger det til overpriser) besluttede sig for at nu var det tid til at få en 50% fortjeneste på trendsales. I think not.

Jeg fik den til alm. pris - lige i underkanten af 500 kroner, mener jeg - og jeg er glad for den! Jeg elsker gul, og jeg synes at papegøjerne og blomsterne er så fine! Og så er jeg helt vild med de dramatiske ærmer! - og kan I så se at mit hoved rent faktisk næsten er nået at komme med på det her billede! Ta-daaaa! Kameramagi!

Jeg regner med at smide de råhvide ruskindsstøvler, jeg snakkede om i indlægget om mine orange ruskindsstilletter, på til - så er det både varmt, lidt fancy og festklart. Synes jeg i hvert fald. Jeg er ret tilfreds med mine tøjmæssige multitaskningsevner.

Jeg vil hoppe ind og smide noget makeup i ansigtet, og så er det vist ved at være tid til at fange et tog mod Svendborg.

Ha' en rigtig god weekend, blogverden - og vi ses igen mandag! (- evt. søndag, hvis jeg føler mig farveklar 'n' whatnot)

- parrot singing in the dead of night, take these broken wings and learn to fly,

Mille.

- P.S.: HOV! Og så er jeg da forresten i går nået op på 20 læsere! (Der er stadig en enkelt der er incognito) - mange tak til alle Jer! Jeg sætter meget stor pris på Jer alle sammen! Jeg går og overvejer at lave et give-away til "Fremtidig Fast Læser nr. et-eller-andet" - idéer til gave og nummer modtages meget gerne i kommentatorboksen :)

Lilla for at Holde Varmen

Nogen gange er det tid til mode. Andre gange er det bare koldt. Lige nu er det koldt. Rigtig koldt! Jeg er ellers ikke specielt kuldeskær - har altid holde hænder og fødder, men fryser sjældent. Og i de her dage hvor min udendørsaktivitet udelukkende består i at vælte ind i en bus om morgenen og tilbage ind i en ny om eftermiddagen er decideret varm påklædning ikke noget jeg gør så meget i.

Men! Der er dage hvor jeg bliver nødt til at købe ind, foretage lidt shopning eller på andre måder befinde mig udendørs i mere end sammenlagt 10 minutter om dagen. Og så er det altså rart med lidt ekstra polstring. Derfor var jeg i H&M i går, og jeg fandt den her super fine cardigan i sart lilla.

Jeg har nemlig ikke rigtig noget tøj med ærmer - har jeg fundet ud af. Jeg har aldrig brudt mig om at have noget på på mine underarme, derfor er jeg næsten altid at finde i enten ærmeløse ting eller, hvis det går rigtig vildt for sig, i 3/4-ærmer. I det her vejr forslår 3/4-ærmer desværre som en skrædder i helvede, så jeg har altså bidt i det sure æble og fundet mig en "fornuftig" trøje (som min mor ville kalde den).

Jeg synes selv at den er ret smart. For det første koster cardigans fra H&M next to nothing - og det kan min SU-og-post-London-prægede pengepung rigtig godt lide. For det andet fåes de i en trilliard forskellige farver - og det passer lige til mig, for jeg har altid svært ved at bestemme mig. Det bliver af en eller anden årsag nemmere for mig hvis jeg ved at jeg altid kan komme tilbage og vælge en ny farve ud anytime I want. Derfor er H&M rigtig god - man ved, at de aldrig løber tør for gode basisvarer.

Anywho - jeg valgte altså den her cardigan i støvet lyselilla. Og jo, jeg ved godt at jeg har snakket om ikke at købe flere lilla ting, men det er altså bare sådan en fin farve! Jeg er magnetisk tiltrukket af lilla! Desuden er den her jo støvet lilla, right? Right? Så den tæller ikke helt... Og der var faktisk en grund til at det var dén jeg valgte, frem for de andre - jeg tror nemlig at den her farve passer rigtig fint til en masse af de ting - uden ærmer - jeg allerede har. Så det er faktisk lidt en investering.

Okay, jeg skal nok holde op med at efterrationalisere nu - but honestly, så passer den fint til jeans + neutral top, matroskjolen, min plettede kjole, kjolen med malingssplat-mønster som jeg endnu ikke har fået skrevet om, den grønne kjole med lyserøde striber og sikkert også mange, mange andre ting.

- meget ansvarlig, voksen og fornuftig,
Mille.