Mille's Dollar Store

Det her indlæg bliver lidt en blandet landhandel. Jeg har nemlig haft en ret sær dag, og føler et underligt behov for at fortælle det lidt videre. Sådan fuldstændig dekonstrueret virker det måske ikke så sært, but none the less - here goes:

1 - I dag har jeg fundet tre halvbrændte sider fra en telefonbog under en bus-vente-bænk, en lille, hvid bold med tallet "84" printet på i græsplænen foran vores opgang og to stykker flamengo i vores postkasse.

2 - Min mor er blevet min chokolade-pusher. Ikke så meget som to dage efter at jeg har proklameret at jeg er færdig med chokolade som speciale-trøste-snack fordi jeg får dårlig samvittighed af dets sweet, sticky flavours, så stikker mor'eren mig en kæmpe pose med mini-bites af Mars, Twix, Bounty og Snickers. Yum yum yum.

3 - Jeg har tænkt mig at lave en afstemning. Deltag endelig - det er muligt at vælge så mange svar som man lyster. Hvis du holder musen hen over svarmulighederne kan du se dem fuldt. Det er noget med at fatte sig i korthed - det har aldrig været min stærke side. Uddyb endelig dine svar i kommentatorboksen.

4 - Jeg har dampet en del af neglelakken af min ene pegefinger med et dampstrygejern, da jeg skulle presse et sømrum i min nye, næsten-færdige kjole... Whaddaya know...

5 - På vej hjem fra lynvisit hos mor'eren (og lillesøsteren) går der en pseudo-ghetto-tøs, som de kun findes i forstæderne til Odense forbi mig med sit pseudo-ghetto-brød af en kæreste, imens hun højlydt mumler (tydeligvis i min retning as I was the only other person there) - som kun pseudo-ghetto-tøser kan gøre det - på sin pseudo-ghetto-fynske: "Prrrø'-li' få nog'n grimmer' sko, mand!". Normalt i den slags situationer plejer the snappy comebacks at komme omkring 30 sekunder efter at the moment has passed. For mig kom der to samtidig, som så lykkedes at blokere for hinanden. Min hjerne vaklede mellem "Prrrø'-li' få en grimmer' mor, mand!" (- fordi "din-mor"-jokes altid er sjove) og "Det ville jeg gerne, men jeg kan se at du har købt det sidste par" (- fordi HA-så-kunne-hun-lære-det-dumme-pseudo-ghetto-tøs!) Derfor fik jeg absolut nada forløsning. Jeg er sikker på, at dét der var kommet ud af min mund, hvis jeg ikke havde været hurtig nok til at stoppe mig selv, havde været noget i retning af: "Prrø'-li' at... din mor... er den sidste... mand! Nå!" Øv altså. Derfor kommer der her en kavalkade af ego-shots - mit aller-første slags "Dagens Outfit" of sorts. Mig i al min krøllede glory. Fordi sådan noget kan jeg nemlig gøre, når det er min blog.

(Bukser = H&M, T-shirt = Vila, Jakke = KAOS, Sko = Bianco, Hårpynt = Pieces)

- it's my party and I'll cry if I want to,

Mille.

Yellow, Camera, Action!

En kommentar på mit forårsindlæg i går fik mig til at tænke på de her bukser. Kommentaren sagde, at selvom jeg ikke har set nogle forårsblomster endnu, så er der altså forår i Svendborg. Jeg har nemlig købt de her bukser i Svendborg. Og de minder mig om forår. Kan I se hvordan det hele er kædet sammen? Total inter-linkage i bloggen.

Anywho - jeg fandt i sommers de her super fine gule jeans i en forretning i Svendborg der holdte kæmpe udsalg (woo-hoo, udsalg!! 70%, non the less - dvs. at jeg kun måtte slippe 250 kroner! Åh udsalg, how I love thee...). Butikken hedder Baronessen & Friherren, og de har nogle super fine ting - både tøj, sko og accessories.

Jeg kalder dem mine chicken pants. Eller mine lemon legs. Det sidste er en reference til et gammelt afsnit af tv-serien "Suddenly Susan" (- eller "Susan - Sød og Single", som den så fantastisk blev oversat...), hvor Todd og Luis køber et parti meget gule og meget stramme spandexbukser (til mænd!) og markedsfører dem som - you've guessed it - lemon legs.

De her jeans er hverken af spandex, til mænd eller selvantændelige (som det viser sig med the lemon legs), men de er stramme og de er meget gule. Jeg elsker dem, selvom jeg har meget svært ved at finde ud af hvad jeg skal have på til. Hvad passer til meget-gule jeans?

Modellen er en smule kort i benene, så jeg har dem kun på med høje sko til - ellers går der lidt klassens nørd i det hele - men med et par stilletter er de til gengæld også super fantastisk 80'er-agtige.

Jeg er helt ekset med gul, og en så klar gul som den her kan jeg ikke udgå at blive glad af. Det er solskin i jeansform. Hvis foråret ikke selv vil komme til Volleren, så vil jeg bare bring it myself.

- gul som erantis og forårssol,

Mille.

Frøben

Hey bloggere og bloglæsere! Så er jeg tilbage igen. I går blev dedikeret til at ligge på sofaen med et tæppe og spise pizza. Og det var en ret god beslutning, hvis jeg selv skal sige det.

Men i dag er det slut! Ikke mere dasen! Jeg er stået tidligt op, pakket hele mit (ret omfattende!) specialeskrivningsapperatus, og nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Når man skal ud og være voksen og ansvarlig og skrive speciale og ikke have hæs og ru stemme fordi man er gået for kraftigt til karaoke'en og de lyserøde drinks, så skal man også se seriøs ud. Og professionel.

Problemet er bare, at jeg ikke er ret god til at se seriøs og professionel ud. Jeg prøver indædt og med stor overbevisning, men hver gang er der ét eller andet der går galt. For multifarver og professionel er ikke synonymer. Knaldrøde sko går ikke sammen med et blazersæt. Hvis jeg køber en fin kjole køber jeg den ikke i grå eller sort, men i en kraftig farve. Diskrete outfits bliver koblet med store, farvestrående smykker. Kan I se hvad jeg mener? Mit hoved vil gerne øve sig i at se seriøs ud i gråtoner, men mit hjerte skriger "Neeeeej!" og kaster sig rundt i maling og fjer.

Se for eksempel i dag. Mit hoved tænkte: "Sort buksedragt-tingest - det går vi ikke helt galt i byen med!", mens resten af mig hiver og slider for at få mig i en mere farverig retning, og før jeg ved af det står jeg med grønne strømpebukser på ( - og en David Bowie-tshirt, men den får I senere. Ét problem ad gangen her!). Farverne snyder lidt på billedet - morgenlys og kamera med selvudløser er (heller) ikke de bedste venner - så forestil Jer at strømperne er et hak eller to mere mosgrønne og klare i farven. Den sorte farve er ramt fint nok ;)

Buksedragten har store bukseben, lynlås og korsetknapper op til under brystet - og selvom den er sort er jeg helt vild med den - den er både god om sommeren og vinteren. Strømperne er fra Decoy og købt i Tryde Andrés for 150 kroner, mener jeg. Og jeg elsker dem fordi de er frøgrønne, og fordi de har det fineste rudemønster - og fordi de er nogle af de eneste par stømpebukser/nylonstrømper jeg har der ikke er for store i benene. Altså, rundt om - ikke i længden. Og så elsker jeg dem også netop fordi de redder mit tøj fra at se for seriøst og professionelt ud. Mit hjerte kan godt trænge igennem til min hjerne en gang i mellem, og når det gør så er det sjovest at have grønne ben.

- skizofreni og frøben blazing,

Mille.