Punktum, Punktum, Komma, Streg

Jeg har fundet en ny farve-ting frem. Det er endnu en ting, som er kommet til efter, jeg flyttede til Lille Sydfynsk By og sammen med herr Søren. Der er kommet rigtig mange nye farve-ting til i den forbindelse! Jeg glæder mig vildt til at vise jer dem alle sammen. Jeg var ellers lidt bekymret for mandens forhold til de kraftige farver - hans yndlingsbeskæftigelse inden for området har jeg mistænkt for at være at drille sofaen med dens store omfang og klare, lilla farve - og at planlægge hvilken sofa, der skal tage dens sted, når den engang dør. Jeg har forsøgt at få gjort det klart, at den meget store og meget lilla sofa holder læææænge endnu (og at den, når den engang må væk, helt sikkert må erstattes af noget tilsvarende stort og farverigt. Jeg er på en slags charmekurs på chaiselongens vegne...), men jeg er ikke sikker på, at jeg trænger helt igennem. Der bliver i hvert fald fortsat talt om Wegner-sofaer og Børge Mogensen-det-ene-og-det-andet herhjemme. I foruroligende grad. Der er ikke meget farve og spræl over Wegner og BM, så er det sagt!

Anywhere; det her har sådan set slet ikke noget at gøre med sofaen. Min scatterbrain har allerede glemt, hvordan jeg kom ind på dét spor... Hvad jeg ville sige var, at vi i går holdt navngivningsfest for My-barnet. Hun er ikke blevet døbt, for der er ingen af os, som har noget specielt forhold til folkekirken, så det må hun selv rode med, når den slags begynder at interessere hende. Under festen tog min søster et par billeder af herr Søren, My-barnet og jeg, og da jeg så billederne igennem her til morges, så jeg noget i baggrunden, som fik mig til at genvinde en hel del af tiltroen til mandens forhold til farver. Noget andet meget-stort-og-meget-farverigt. En plakat. Det var sådan set ikke fordi, jeg havde glemt plakaten - det er svært; den hænger i en gennemgangsstue mellem tv-stuen, vores soveværelse, gangen og My-barnets værelse og den er ret stor (70 * 90 cm) - men nogle gange skal der lidt afstand til, førend man rigtig ser ting, selvom de er tæt på. Og den afstand kom altså gennem kameralinsen. Prøv at se her:

Det er et print af et Roy Lichtenstein-maleri, som hedder "We Rose Up Slowly" og er fra 1964. Og hvor ser det ladt ud (- lad, med blødt d), når man forsøger at tage billeder af billeder. Derfor får I lige en copy-paste't version også. Så kan I bruge mit foto øverst til lige at vinke tilbage til mig i genskinnet. Hej-hej!

I foråret var herr Søren og jeg på studietur med hver vores 2.g-klasse til London, og der var vi på Tate Modern, hvor der også hænger et par Lichtenstein-værker. De er super flotte, kæmpe store og vildt imponerende at se i virkeligheden. Jeg brugte det meste af tiden foran hans værker... Jeg er helt vild med reprint-idéen og med den voldsomme forstørrelse. Det er supercool postmoderne pointillisme!

Jeg elsker at se på det langt væk fra, og jeg elsker at se på det super tæt på, så alle de små røde, gule og blå pletter træder frem. Og igen: undskyld for genskin og über-dårlig fotokvalitet. Det er vildt anti-hyl, I know (Hey! Hyl! Hva'?! Hyl!!), men jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre...

Vi har købt plakaten på posterland, som jeg flere gange har købt fra. Det kan kun anbefales. Den rigtige udgave hænger på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main, hvis I skulle have lyst til at hoppe dernedover et smut. Printet af "Drowning Girl" er jeg helt, helt, helt vild med også. Det er så smukt!

Plakaten har vi fået rammet ind hos en glarmager, fordi den har et lidt sært format og fordi, det bare er bedre kvalitet - og det ses (- og koster...)!

Jeg vil slutte ordstrømmen og vende fokus tilbage til barnet, som er midt i en dyb og lang og højlydt samtale med speakeren i DR-nyhederne.

- dot, dot, dot,

Mille.

The Winner Takes it All

Den 20 maj var jeg med i en konkurrence på DWC. Den 13 juni vandt jeg said konkurrence. I dag har jeg modtaget min præmie! Den var forsvundet bag en reol på posthuset, apparently. Altså, de der Post Danmark-folk. Jeg er helt med på at det er menneskeligt at fejle og alt sådan noget, but still! Jeg har måske tilbragt for meget tid inde på TrendSales Magazine, hvor en ret stor del af tiden går med at udveksle dårlige erfaringer med postleverancer og deslige, men jeg synes godt nok ikke at postkooperationen virker som den skarpeste ske i skuffen for tiden.

Anywho - happy thoughts - min præmie nåede frem og jeg er glad for den. Den har allerede fundet sig en fin plads inde på mit kontor (jow jow, for sådan et har vi jo også, os arbejdende folk...) hvor den kan holde fint-fint øje med mig.

And now - the big reveal! Jeg har vundet *drum roll*

- et artprint! Jeg har gjort billedet ret stort (for ellers var det ret lille (now that's logic for ya!)), så jeg er ked af hvis det er en smule grynet. Det er det ikke i virkeligheden. Mit fine artprint er tegnet af Jazmyn Doulliard som bor i British Columbia. Det hedder Rocky Road to Fame og jeg synes at det er ufatteligt smukt!

Jeg har ellers en dyb og ganske ulogisk frygt for billeder af folk der ligner folk. For slet ikke at tale om billeder af folk der ikke længere ligner folk! Eller billeder af deforme folk! Giver det mening? Her er en smule mere info, der måske kan klarlægge noget af min tågede logik - jeg er bange for klovne. Jeg er også rædsesslagen for forvredne ansigter. Jeg kan for eksempel ikke klare Picasso. Eller det afsnit af House, hvor en maler har en eller anden form for hjernepåvirknings-tamtam, der får ham til at male billeder med forvredne og deforme mennesker (istedet for bare at male hvad virkeligheden viser). Jeg kunne ikke engang se den nye Alice in Wonderland-film, på trods af at jeg er den største Johnny Depp-lover, fordi han har freaky-deaky makeup (og mellemrum mellem tænderne!) på. Cannot do it! Jeg tuder som et lille barn. Det skræmmer mig dybt og inderligt, og det er ikke engang lyv.

Derfor var jeg bange for, at det her billede ville gøre det samme. Altså freake mig ud. Jeg måtte se på det på min computerskærm i ret lang tid inden jeg var færdig med at overbevise mig selv om at jeg godt turde deltage i konkurrencen. And here we go - I done won! Jeg skulle indsende beviser på min egen kreativitet og jeg valgte at indsende nogle tegninger. Uh, det er så rart at vinde med noget man selv har lavet. Også selvom jeg må lægge bånd (som i BÅND!) på mig selv for ikke at farvelægge printet. Jeg skal nok lade være med at gøre det - jeg hopper jo heller ikke hen og maler på udstillingerne på muséer rundt omkring, men min indre (og for tiden ret overaktive) 4-årige barn vil meget gerne se om hun kan male indenfor linierne!

- and the crayons are... where, again?,

Mille.

Min Indre Homo-Mand

Inden i er jeg en homoseksuel mand. Så er det sagt. Jeg har en forkærlighed for Gloria Gaynor, Melodi Grand Prix, musicals, fancy drinks og the great divas. Smid mig hen i bunken med Bette Midler, Liza Minelli, Barbra Streisand og Judy Garland, så er jeg glad.

Til tider tager min kvindelige homoside over, og så drukner jeg mig selv i kd lang, Melissa Etheridge og Pink. Men for nu, og for den pointe jeg er ved at komme frem til, så er det altså min mandelige side der vinder.

Jeg kan nemlig, på trods af mine ganske fantastiske paint-egenskaber, som vist i sidste GoogleTastic-indlæg, rigtig godt lide at tegne. Bare ikke på computer. Og slet ikke på computer uden tegne-pad - det bliver jeg altså aldrig god til. Men stik mig en blyant og noget papir, og så er jeg kørende.

En konkurrence på Danske WebChicks fik mig til at finde nogle af mine gamle tegninger frem. Jeg har ikke tegnet i over et år - studier og hverdag og blogning og syning - har fået lov til at tage over istedet. Men konkurrencen gav mig lyst til at se nogle af mine gamle ting igennem, og måske gå igang igen. Den - konkurrencen, altså - går nemlig ud på at vise hvor kreativ man er. Og nu synes jeg efterhånden at jeg har spammet Jer nok herinde med ufuldendte syprojekter, så jeg ville gå videre til noget nyt kreativt indeng vender frygtelligt tilbage med fuldendt (aHA!) sykunst.

Her kommer nogle tegninger, jeg har tegnet for noget tid siden. Den første er af min venindes datter, da hun - datteren - var omkring 3 uger gammel, meget søvnig og i meget stribet natdragt.

Naww... Hvem kan stå for billeder af ganske fantastiske babyer? Som hun er blevet ældre, datteren, er hun bare blevet endnu mere nuttet. Nu er hun en rigtig smuk næsten-20-måneders toddler, og hun er ganske fantastisk!

Det andet, jeg vil vise Jer, er netop grunden til, at jeg startede med at udbasunere min personlighedsspaltning. Det er nemlig en tegning af the great diva over alle the great divas. Barbra Streisand. *Sigh*

Jeg ved godt at der ikke er så forfærdeligt meget farve i det her indlæg - sådan noget genbrugspapir hører ikke til det allermest farverige i hele verden. derfor har jeg snydt lidt (a la tv-køkken) og lavet lidt computer-fiksfakserier, så indlægget kommer til at passe ind i det overordnede tema:

Hvad siger I så? Blå og orange! Det er jo næsten helt Andy Warholsk. Og det dér med multi-medierne igen... Jeg ville også have lavet en grøn, men det ville computeren ikke være med til. Og lilla også! Og turkis... Måske var det i virkeligheden godt, at computeren sagde stop da den gjorde. Ellers var vi aldrig blevet færdige her...

Hvad kan I af kreative ting?

- doodle, doodle, computer-crash,

Mille.

Henny to Mille

Hvis I sidder og undrer Jer over, at Henny ser lidt mærkelig ud i de her dage, så er det fordi jeg har fået den her fantastiske tegning af Stine fra StineStregen (se link nede i min link-liste), og den har fået lov til at skubbe Henny af pinden.

Nu er det Mille der egenrådigt styrer den her blog, og hende, der i tegneserieform får lov til at sidde for oven og holde øje med, at alt går rigtigt for sig herinde. Og hvis I nyere læsere sidder og undrer Jer over hvem Henny er, så vil jeg foreslå Jer at kigge tilbage i indlæggene fra d. 13-03-10 og nogle dage bagud. You'll be slightly wiser. Det er ikke fordi, jeg er gået hen og er blevet små-tosset (mere end i forvejen), selvom man kunne tro det, på baggrund af tendenserne til at omtale mig (sig?) selv i tredieperson.

Henny er min mariehøne, der trofast har overvåget bloggen før. Først som en integreret del af baggrunden, og senere som header-fyld, da hun blev stemt væk fra øen. Nu er hun helt væk, og tegning-Mille har overtaget. Sig pænt goddag, og tag godt imod hende mig hende mig hende!

- hilser fra alle stemmerne i mit hoved!,

Mille (og Henny...).

Serie 3 - Røde Fugle

For noget tid siden, til en "hollandsk auktion" med bøger fra nogle odenseanske antikvariater, fandt jeg den her helt fantastiske plakat. Det er et Yann Arthus-Bertrand-billede fra Earth Seen from Above-serien. Serien er lavet sammen med UNESCO for nogle år siden, og alle billederne er bare smuk med smuk på! Man kan købe et lille udsnit af dem - enten som plakater, kalendere, fotobøger eller postkort. Og så er der også lavet en film over fotografierne, der er ligeså visuelt genial.

Der er ret svært at tage et ordentligt billede af et fotografi - især fordi vores er indrammet - men jeg har givet det et forsøg, og det her var det bedste of the bunch. De andre var jeg også med på via genskinnet. Eller også ødelagde blitzen hele fidusen ved det. Dét, I kan se i genskinnet, er nogle af vores klædeskabe. Absolut ikke særligt kønne, men meget praktiske (- og pokkers indbyggede - mange tak, boligforening!) - og det hér bliver nok både første og eneste gang, de er med her på bloggen, så vær søde ved dem!

Men kvaliteten af mit hjemmefotografi er heldigvis også ligegyldigt, for den gode herr Yann (der immervæk har lidt mere styr på alt det dér med kameraer 'n' stuff end jeg vil påstå at have) har smidt en del af sine billeder ud på sin hjemmeside til fri afbenyttelse - de passer perfekt til baggrundsbilleder og screensavers. Gå endelig derind for at få det fulde udbytte af de sindsygt flotte billeder!

Jeg har givet 150 kroner for plakaten, der er omkring 1 meter på den lange led, og de forskellige fotografier kan som sagt købes i bogform ("365 Dage - Jorden Set fra Himlen", hedder den), ellers kan de individuelle plakater bestilles hjem fra/til de store boghandler. Jeg elsker de højrøde fugle mod den helt mørkegrå jord (- som er mørkere i virkeligheden, tak skal du have pseudo-solskin).

Det er helt fantastisk, som de farver findes i naturen helt af sig selv. De ligner virkelig, at fuglene er blevet photoshopped, men de er ganske au naturel. Det synes jeg, er så vildt! Røde, røde fugle... Der er en længere forklaring omkring fuglenes farve på bagsiden af plakaten, men den kan jeg af gode grunde ikke komme til uden at splitte det hele ad - så hvis der er nogen af Jer, der kender den, må I meget gerne give lyd! Er det ligesom flamingoer og krebsdyr? Bare på syre?

- flyin' red,

Mille.

P.S.: Jeg siger det lige igen: Husk min give-away, der slutter den 20. maj kl. 15. I kan få op til 3 lodder i lodtrækningen ved at skrive en kommentar på give-away-indlægget, ved selv at blogge om konkurrencen, og endelig ved at lave et permanent link i Jeres side-bar. Tryk på linket øverst i højre side af min blog for at komme til konkurrencen!

Damn those Zombies...

Glædelig 1. maj! (På trods af flere personers gode idéer om at kalde dette indlæg "Kom maj, du søde Milde/Mille" (get it?), så har jeg altså valgt en titel der på ét eller andet plan fortæller noget om indlægget...)

Jeg håber, at I har nydt dagen. enten med klassekamp, øller i solen eller med hygsomme folk helt generelt. Jeg er lige kommet hjem fra 1. maj-frokost (a.k.a ædegilde af dimensioner) hos min far.

- og hvad er så det første jeg ser, da jeg tænder min computer for at stene lidt Cheezburger og American Idol i al min overædte tilfrdedshed? I'll tell you what! Den hér reklame:

(Jeg vil lige sige med det samme at jeg altså hverken kender til spillet eller udbyderen eller noget andet omkring det, så hvis du skulle få lyst til at udforske det yderligere, og det viser sig at det er det ondeste rip-off der stjæler dine penge, bedsteforældre og de liter is du har i fryseren, men påstår at du aaaldrig har set før, så vil jeg altså ikke have skylden for det. Jus' saying...)

WTF? Nu er det ikke fordi jeg har den allerstørste lyst til at spille farmer-spil på nettet. Faktisk vil jeg påstå at den lyst er ret ikke-eksisterende. Derfor er jeg ikke sikker på, at reklamen er målrettet imod mig. However, jeg er stødt på den ret mange gange efterhånden. Og what the friggin' frog sker der for de dyr?! Hvem har sådan en gård? Og hvorfor er myndighederne ikke blevet underrettet endnu? Zombie-dyr? Zombie-farming?

Dyrene minder mig om "tomacco"-afsnittet af The Simpsons, efter at kreaturerne er gået i tomacco-høsten. Jeg vil ikke have en "online bondegård", hvis det skal være på den måde! Også selvom det ligner et super fint og farverigt spil.

Dyrenes øjne har distraheret mig så meget at jeg først lige har lagt mærke til sætningen "den sejeste bondenørd". Siger det ikke det hele?

Hvis du har prøvet det her spil, så giv endelig lyd, og fortæl mig om der er en mening med galskaben. Så gemmer jeg mig herovre i hjørnet med macheter og skydevåben imens. Bare for en sikkerheds skyld.

- prepared for the zombie apocalypse,

Mille.

P.S.: Jeg ved godt at det har været lidt fattigt med farve-farveindlæggene her de sidste tre dages tid. Sowwy. Jeg lover at blive purist igen fra i morgen af. Jeg har bare lige haft ret meget ikke-direkte-farve-materiale som jeg måtte ud med.

Foxyness

Efter jeg for små to uger siden skrev om StineStregens fine tegninger (og hendes råb om bolighjælp) kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk allerede følger en blog hvor der fra tid til anden bliver postet rigtig flotte tegninger. Jeg har stor respekt og "klap-klap-klap-hvor-er-I-dygtige"-props for/til de bloggere der spicer deres blogs op med deres egne tegninger - konen har sådan en tegne-pads-tingest som skulle være super fancy at bruge til det, men jeg tvivler stærkt på at jeg har evner som nogle af de her andre tegne-bloggere. Desuden er den koblet op til hendes Mac, og Mille og Mac er som bacon og jordbærtærte - gode nok hver for sig, men ikke så smarte at blande sammen.

Den blog jeg vil vise i dag er Majas blog, JinxyFox. Maja laver nemlig nogle rigtig flotte tegninger, der tit får mig til at trække på smilebåndet.

Majas lille, tegnede alter-ego minder lidt om Stines - og jeg er også helt vild med dem begge af samme grund. Jeg kan nemlig rigtig godt lide den naivistiske stil. Og så minder Majas tegnede Maja mig om mig selv (say that 3 times fast!), præ glattejern. Og blond. Og med ret så tynde ben. And so on.

Hvor fine er de små kyllinger hér ikke lige? Med masser af klare farver og en humoristisk stil er Majas tegninger lige noget for mig. Jeg er kæmpe fan!

- doodle, doodle,

Mille.

En God Gerning - Hjælp en Blogger

Jeg har fundet en blog, som jeg bliver nødt til at give lidt props til - den hedder StineStregen, og i kan se den her. Jeg er fuldstændig blæst væk, head over heels med de fine tegninger på den - og så er teksten ret så finurlig og dejlig. Jeg er blog-forelsket.

Der er dog en mere alvorlig side til det her "en-anden-blog-end-min-egen-er-for-leksi"-indlæg.

Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine. Læs mere her: http://www.stinestregen.dk/2010/04/sger.html

Jeg håber at der er nogle af Jer fantastiske bloggere der kan hjælpe Stine med at finde et nyt sted at bo!

- strenght in numbers,

Mille.

Oldschool Cool

Jeg har vundet en give-away! I går da jeg kom hjem lå min præmie i postkassen, og jeg havde sådan glædet mig til at åbne den og se den i virkeligheden.

Det hér er min anden vndne give-away (og nummer milliard hvor jeg har deltaget), og jeg synes at det er fantastisk sådan at udlodde præmier til blogverdenen "bare fordi". Det viser bare, at bloggere er for seje. Jeg går og tænker på at lave min egen give-away, men jeg er lidt i tvivl om, hvad konkurrence-delen af den skal være... Idéer modtages - som altid - gerne i kommentatorboksen.

Men altså - til sagen. Jeg vandt min give-away på Rikkes fine, fine blog snublefod.blogspot.com, hvor jeg er inde et par gange om dagen for at snuse rundt i hendes gør-det-selv-projekter. Jeg er meget misundelig på hendes fingerfærdighed (speaking of which - så kommer sidste afsnit af Secret Project en af de næste par dage - jeg er nemlig færdig!).

Som I kan se, så har jeg vundet et fint, fint gammelt påklædningsdukkeark. Jeg vil sætte det i en ramme og hænge det op i enten vores hobbyrum eller i vores spisestue. Jeg er sikker på at alle farverne - de lyserøde, de grønne og de blå - vil passe ind alle steder!

De er så flotte, de kjoler og buksedragter der er med til - går total i nostalgi-mode og får lyst til at læse impressionistiske romaner, og gå tur ved søerne i København, og være ganske fantastisk 1900-agtig... Med blondehansker og stor hat, og bolcher i et papirkræmmerhus. Tror, at det er den danske udgave af min Hollywoodfantasi der stikker hovedet frem.

- med mange tak og store planer,

Mille.

Ypperligt

Kære blogverden. Velkommen til en "My Splash Of Colour"-præmiere.
Det her er allerførste gang at jeg skriver om noget jeg godt kunne tænke mig istedet for om noget jeg har eller om smukke udsigter/landskaber. Jeg synes selv at der er en ret god grund - jeg er nemlig blevet head over heel forelsket i noget meget, meget smuk - og farvestrålende!

Men inden jeg siger hvad det er, er der noget jeg har tænkt over. Jeg synes ikke at ordet “ypperligt” bliver brugt nok. Det vil jeg straks gøre noget ved - der er ikke noget værre end oversete ord og fraser! Stakkels ord og fraser… Men altså - ypperligt! Total old school-cool ord, som jeg har tænkt mig at begynde at bruge I dets aller-aller-bredest mulige betydning.

H&Ms “The Blues”-serie, som jeg snakkede om i går er altså et eksempel på ypperlig stilforvirring. Meget af mit tøj har ypperlige farver. I dag vågnede jeg op til ypperligt solskin. And so on and so forth.

Ypperligt. Total i orden ord. Og her kommer jeg så til pointen med det her indlæg.

Jeg har fundet nogle ypperlige billeder. Inde på trendsales magazine, hvor jeg bruger en stor del af min tid, er der en fantastisk bruger der hedder Tyttebaer. Hun maler de cooleste ypperligeste billeder I ever did see! For et stykke tid siden faldt jeg over hendes billedkunstgruppe på facebook, og der har hun den flotteste samling af billeder!

Jeg er faldet fuldstændig for maleriet herover. Det hedder "13 Æg" - og det rammer mig lige hvor det er godt! Jeg synes at det er så sjovt, og jeg sidder med et stort smil på. Det er dét billede jeg altid vender tilbage til når jeg stener facebookgrupper.

En helt andet ting som jeg super godt kan lide er det her fotografi fra en fotoserie inde på gruppen. SUK, hvor er det yndigt (det er forresten et andet ord der ikke bliver brugt tit nok - og så lyder det lidt som om at det er i familie med ypperligt...)! Jeg elsker de fine små kopper og underkopper - og deres indhold, som jeg ikke helt kan greje - og de lidt skæve farver og deres kontraster...

Jeg vil ha', jeg vil ha', jeg vil ha'! Jeg hader at være fattig studerende, og jeg hader at ægge-billedet allerede er solgt. Øv bøv. Det er overhovedet ikke en ypperlig situation! Men hvad - jeg må spare op og være tålmodig, og indtil da være tilfreds med at scrolle igennem fotoalbummene og elske de fantastiske farver.

- borrowing and wishing,

Mille.

Veggie Colours

Hey blogfolk!

Her kommer lige en collage af billeder jeg tog da jeg var i London sidste sommer. Jeg kom lige til at tænke på dem i dag, da jeg sad og ordnede mine billedmapper med billeder fra juledagene, og blev helt glad ved at tænke på dem.

Det her er en reklameplakat fra "færdiglavet sushi/færdiglavede sandwich/kaffe/sodavand/meget mere"-cafékæden Pret a Manger. Jeg er helt vild med selve konceptet bag Pret a Manger, og de har super lækre sandwicher - og sjove sodavand! Fx. mandarin/hyldeblomst, som er super lækker! Men altså - hvis jeg ikke havde været solgt allerede faldt jeg over det her fantastiske reklamekoncept, som rammer mig lige i hjertet :)

Billedet herover er en del af en større serie, men jeg fangede bare lige det her hurtige billede på vej fra check-in til lufthavnsgate, så resten nåede jeg desværre ikke at dokumentere. Det samlede billede viser (fra øverst til nederst og venstre mod højre) avocado-og-ærter-kanin, aparges-og-karse-tandbørste, ingefær-hund, græskar-og-melon-bowling, toastbrød-korthus, appelsin-og-rucola-ansigt, oste-og-kommen-terninger, agurke-Loch-Ness-monster og asparges-og-rød-salat-sommerfugl. Og hvor fint er det lige? Så hurtigt får man en masse mad, farver og humor kradset ned på én gang :) Jeg elsker især de orange, lilla og grønne farver på plakaten.

Mere tager det simpelthen ikke at lave fantastiske reklamer der appellerer til sanserne - bare lidt frugt og grønt, slam-slam-slam, hokus pokus - kanin!! Hvis nu bare alle mine køkkeneventyr endte med så fint et resultat... Jeg tager til London igen i foråret, og skal helt sikkert se om jeg ikke kan finde nogle flere fine billeder af den her slags!

- potentielt "Fortsættelse følger",

Mille.