fredag den 21. januar 2011

Grunge Is Back

Som lovet i forrige indlæg, så kommer her en lille snas om fodtøjet fra min seneste billedspam. Ligesom jeg endelig fik købt mig selv en vinterfrakke (efter kun tre år uden), så har jeg også endelig købt mig et par Doc Martens! Støvlerne har dog haft, om muligt, længere udsigter end frakken - jeg har ønsket mig et par siden jeg var 10 år og min yndlingsbeklædningsgenstand var en par skin tight sorte Harley Davidson-gamacher med hvid skrift ned langs siden. I know, jeg var et voldsomt fashionabelt barn.
Problemet med brændende at ønske sig et par Doc Martens som 10-årig er, at man som 10-årig ikke har a dollar to your name. Problemet med at være mig som 10-årig var, at jeg brugte størstedelen af min tid på at bygge huler i de højeste træer. Problemet med Doc Martens er, at de i 90'erne kostede omkring 800 kroner, og mine forældre var enige om, at jeg ikke skulle ødelægge for 800 kroner Doc Martens på bark, søm og falden-ned-højt-oppefra. Det er vel sådan set logisk nok.
However, fordelen ved at være 25 år og tjene sine egne penge (finally!) er, at man kan købe hvad man vil. Fordelen ved at leve i år 2010 (da jeg købte støvlerne) er, at Doc Martens er på mode igen og derfor til at få fingre i igen. Fordelen ved at leve i år 2010 og ved at have penge er, at Doc Martens er kommet i nye awesome farver - og jeg har fundet de aller-awesomeste. De er en form for blanding mellem petroleumsblå og flaskegrøn (og har derfor fået begge etiketter), og så er de 14-huls.

Jeg bruger dem til alting (altså, næsten)! Lige fra skinny jeans til højtaljede nederdele. Og hvis vi lige skal være super praktiske i to sekunder (bare for at få det ud af verden), så gør den tonsertykke gummisål at man står godt solidt fast på den virkelig glatte is, som havde besat alle vandrette overflader i hele december og størstedelen af januar.
På den rent forfængelige front, så er jeg vild med støvlernes farve og deres relativt grove stil. Jeg plejer ellers at have en forkærlighed for de mere delikate detaljer og cuts, men det er ligesom om, at de her støvler ikke tæller med. Selv de super grove, gule sting rundt i kanten af sålen er jeg stor fan af!
Alternativet til den her farve var den mere klassiske røde. Min barndoms farvorit. Men altså - mig og så det der med at kunne stå imod når der er klare farver, vi er ikke de bedste venner; derfor var der ikke så meget at gøre da jeg så den her farve. Til de interesserede kan jeg fortælle, at 14-hulsstøvlerne nu koster i omegnen af 1300 kroner og ikke de 800, som jeg for mange år siden plagede mine forældre om.

- nu mangler jeg bare en skovmandsskjorte, så er jeg grunge-klar,
Mille.

onsdag den 19. januar 2011

Mille, en Modeslave (aka Bjørnen Sover, Bjørnen Sover...)

Kæreste blogverden. I dag har jeg en lille fortælling til Jer. Den strækker sig over et par sæsoner, så hav tålmodighed med mig og mine knap så linære forklaringer. Der er ego-billeder i det for Jer, hvis I holder ud lidt endnu! Until then - her er en teaser:
Here goes: for nogle sæsoner siden forelskede jeg mig i The North Face-frakken Women's Arctic Parca. Mange af Jer kender den nok - om ikke andet, så af udseende. Den vinrøde version af den havde brændt sig fast i mit hjerte og med held skubbet alle andre frakker ud i kulden (pun intended). Det var der sådan set heller ikke noget problem i, andet end at jeg var på SU og under ingen omstændigheder havde tæt på 3000 kroner at smide efter et par fagnfulde dun i et HyVent-hylster. However, der gik en smule "see the ball, be the ball" i den, og jeg fik sparet pengene sammen. Og så var frakken i vinrød i min størrelse udsolgt.
*Suk*
Nu her, vinteren efter, havde jeg mod på jagten (og penge på kontoen) igen. Jeg havde endda udvidet mine kriterier til også at omfatte den grønne og den hvide version af frakken! Og hvad sker der? Resten af verdens kvindelige befolkning har fået samme idé som jeg! Efter utallige ufrugtbare besøg til North Face-forretningen her i byen (undskyld, North Face-personale. Jeg stalker Jer ikke, jeg har bare et usundt forhold til something of yours) gav jeg op og kastede mig over netforretninger i stedet.
*Suk*. Igen.
Internettet plejer ellers altid at være min bedste ven. Jeg fandt frakken - i hvid - og i følge størrelsesguiden på hjemmesiden skulle jeg bruge frakken i medium. Whadda I know om North Face-størrelser? Ikke meget, åbenbart, for da frakken endelig dukkede op midt i december kunne jeg på det nærmeste bygge hule i den! Den var kæmpe! Derfor måtte den tilbage til forretningen, og jeg fik ikke en pind ud af den deal andet end et minus på 75 kroner på porto. Woop-di-friggin'-doo...
*SUK*
Jeg havde ellers givet op og havde forliget mig med at bo i min gule og hvide Edith og Ella-overgangsfrakke denne vinter også, men lige pludselig (og nu er historien ved at være slut) blev jeg fundet af den her skønhed:




Det er en fantastisk tyk frakke fra Esprit, som var på 50 % januarudsalg og derefter 20 % ekstra januarsudsalgsslutsputstilbud - I like! I alt kom jeg af med lige under 600 kroner (og det er jeg, hvis jeg selv skal sige det, svært tilfreds med!). Jeg håber, at I bærer over med mig mht. billederne - det er længe siden at jeg har taget billeder af mig selv herind til, og mit ansigt har vist glemt hvordan man gør. Billedspammen har jeg ingen undskyldning for - jeg kunne ikke vælge :)
Anywho - frakken her er altså et dunfrakkehelvede uden lige (men den siger ikke "swisch swisch swisch" når man går, hvilken jeg er den evigt taknemmelig for), og den er pokkers varm! I al min fotoakavethed glemte jeg helt at tage et billede med frakken åben, så I kunne se det fine, lavendellyserøde foer (hence det allerøverste billede). Jeg har til gengæld taget et hyper-up-close billede af pelskanten, som var et ultimativt krav til min vinterfrakke.
And Jesus Christ on a pogostick, er jeg glad for den pelshætte! Jeg tager den aldrig af igen! Det er ligesom at få et uendelig langt bjørnekram, at have den hætte på! Jeg elsker-elsker den matte, grønne farve - især sammen med det sarte foer og den store pelskant, og så sætter jeg uendelig stor pris på at den er taljeret (Michelin-looket er ikke noget, jeg gør så meget i...) og har et bælte.
Med et så fornuftigt januarkup som det her, så er jeg altså bange for, at jeg for alvor er ved at blive sådan rigtig voksen og følsom (ligesom dem, TV2 synger om!). Og det er endda helt uden at nævnte, at én af de første ting, jeg tænkte på, da jeg havde købt frakken var, at nu kunne jeg komme ud at gå nogle gode ture rundt om gymnasiet i Lille-Sydfynsk-By uden at fryse min gump i laser...

- Michelining (it's a verb from now on),
Mille.

P.S.: Men hvad er det, damen har på fødderne?! Det skulle da aldrig være...? Og jo, det skulle det - de kommer med næste gang (uuuh, spoiler alert!).

søndag den 16. januar 2011

Grønn Har Altshid Været min Bedschte Ven!

Uden at der skal gå for meget arbejde og arbejdssnak i det her blog-tamtam (det skulle da også lige passe, nu hvor jeg endelig har fået nosset mig sammen til at komme i svingninger herinde igen!), så er jeg jo ansat på det der gymnasium nu. Og når man er ansat på det der gymnasium, så får man fornøjelsen af at lære en pokkers masse forkortelser at kende. Det er ikke allesammen der er lige logiske ved første øjekast, men inden længe når man at forstå dem. Nogle af mine nye venner hedder AT, AP, SRP, SSO og PR. Og de er allesammen meget flinke, omend noget tidskrævende.
Hvis jeg kender blogland godt (og det vil jeg, trods min lille orlov, påstå at jeg gør), så er der en del af Jer derude, der er ved at afslutte gymnasiet eller som har afsluttet det indenfor de seneste fem år. I kender uden tvivl også mine venner og den til tider lidt uldne logik, der ligger bag deres navne. Den af mine nye venner, som jeg gerne vil tale lidt om, hedder AT. Til de ikke-indviede vil jeg lige hurtigt nævne, at AT står for Almen Studieforberedelse - men blandt eleverne har... ehrm... kælenavne som Almen Tidsfordriv og Almen Tidsspilde. Lige før jul legede AT og jeg sammen for første gang i forløbet "Ungdomskultur" i 1.g. Det var meget hyggeligt altsammen, og øgenavnene kælenavnene klingede efterhånden af.
However, selvom det var et fint forløb havde jeg efter tre dage sammen med min nye ven alligevel brug for at køle ret meget ned ned. Konen og jeg blev enige om, at hvis AT kunne stå for Almen sTudieforberedelse, kunne det også stå for tequilA nighT, og next thing I knew stod der tre kander margerita på bordet og en tom flaske tequila i køkkenet. Der er derfor måske nok nogle mennesker, som vil påstå at knipsningen af følgende billeder (og begejstringen over den fine, grønne farve) fandt sted under ikke helt appelsinfri forhold. I can neither confirm nor deny that. Jeg ved bare, at jeg vågnede op igen næste dag med fine billeder af limegrøn - og hvem kan klage over det?



Billedredigeringen fandt dog sted i relativt ædruelig tilstand, så jeg kan stå komplet inde for, at jeg er ret imponeret over den ret lille forskel mellem billedet her i originalversionen og efter at jeg har skudt alt hvad min computer kan af sort/hvid-, eksponerings- og kontrasttricks efter det:
Right? Farver er for seje!
For de ulykkeligt uindviede laves margerita (i hvert fald når det er mig, der står for dem) ved at tæske et glas tequila, et glas limesaft og en smule rørsukker sammen med en håndfuld knust is og danskvand til kanten sammen i en kande - presto tequila-o. Desuden - når en drink er grøn, er den så ikke i virkeligheden lidt sund?

- og nu hvor vi alligevel har gang i forkortelserne, hedder jeg faktisk KN,
Mille.

lørdag den 15. januar 2011

Why Do Birds Suddenly Appear...

Jeg har en teori om, at alting kommer i bølger. Når man flækker en negl går der sjældent længe, inden man flækker en til. Når der kommer én god film i tv, er alle de andre kanaler fuldt optagede af at vise equally spændende ting. Når ens dag starter godt, sker der gerne gode ting hele dagen - og omvendt. I sidste uge så jeg en af mine kolleger forsøge at hælde en kop kaffe op ikke mindre end seks gange, og hver gang hældte hun enten ved siden af eller hældte så hårdt at kaffen strøg ned i kruset og op igen ad den anden side. En enkelt gang røg låget af kaffekanden imens hun hældte. Til sidst var der ikke mere kaffe i kanden. Der kan man eddermame tale om en bølge! Den stakkels kone var omkring 10 minutter om at få en tår kaffe (og det er længe for gymnasielærere!) og brugte ikke mindre end tre viskestykker på at tørre op!
Derfor var der i virkeligheden ikke så meget for mig at gøre, efter jeg i tre stive dage havde haft "Close To You" på hjernen - det var kun et spørgsmål om tid før "suddenly" ville oprende (man kunne måske så påstå at det var knap så suddenly og mere eventually...) og the birds havde tænkt sig at appear'e. Og det er så hér, noget meget småt, meget nuttet, meget overflødigt og meget Hong-Kongiansk kommer ind i billedet.
I starten af sidste uge gik jeg fattigrøvs-shop-amok på nettet, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg er evigt forbavset over de fine, billige ting man kan finde rundt omkring - eBay og Etsy er mine nye bedste venner! En af de ting jeg faldt over og ikke kunne stå for, var de her fine, fine (og meget billige!) pipfugle:




Er de ikke yndige? Fuglene, altså - ikke mine stakkels frostramte fingre, som jeg under billedredigeringen lagde mærke til trænger til noget seriøst tender loving care. Det er høretelefoner (d'uh) med fuglepynt, og jer er helt vild med deres kitchethed (it's a word!). Især de små similisten i tørklæderne kunne jeg ikke stå for - og så ser de så dejligt lillepige/bondekone-agtige ud med de blå tørklæder. Jeg forestiller mig dem med en picnickurv med en rød-og-hvidternet dug på vej ud til grønne bakker. Og så elsker jeg deres små, stirrende, beady øjne og deres meget røde næb. Orange næb er meget yesterday! Åbenbart. Whadda I know om fuglemode?
Det bedste af det hele er i virkeligheden, well, tredelt. For det første var de billige - jeg måtte give 35 kroner for dem, inklusive porto! Og de dukkede op efter kun en uge! Internettet er altså min bedste ven nogle gange! For det andet, så blev min shopping-craving tilfredsstillet (og ret billigt, endda!), og endelig blev fuglebølgen completed. Ufuldendte bølger er svært utilfredsstillende - og nu har jeg ikke længere "Close To You" på hjernen!

- to tweet or not to tweet (or to tweet in waves),
Mille.

P.S.: Se dem også her og køb dem her, if'n you wanna :)

fredag den 14. januar 2011

The Comeback

My lovelies!!
Hvor er det top-sejt, at så mange af Jer stadig er her og har tålmodighed med mig! I sparker major ass! Dette indlæg er et super anti-klimatisk og ufarverigt "Howdy back" fra mig af - til gengæld er der masser af orddiarre og lister! Jeg lover, lover, lover at være en rigtig blogger der er sød ved sine læsere og rent faktisk skriver ever once in a while! Jeg ved det godt, det lyder helt tosset.
Sandheden er, at tiden lige pludselig er gået sindssvagt stærkt! Jeg så lige, at min seneste indlæg er fra engang midt i septemper! Jeg kunne have svoret, at jeg skrev det for en måneds tid siden! Jeg vidste godt, at det var lang tid siden, jeg havde været herinde, men jeg er helt ærligt chokeret over, at det er længe siden. Derfor: liste over de vigtigste ting, som er sket siden sidst (ca.) - i nogenlunde kronologisk rækkefølge:
1 - Well, jeg blev jo færdig med mit speciale (I må ikke sige det til dem, der deler SU ud, men specialeskrivningstiden var en meget aktiv blogtid!). Dagens illustration er en wordle over alle 100 sider af mine gammelkloge observationer - i orange og pink og sår'n! Nogle uger efter jeg blev færdig, fik jeg resultatet: et 10-tal. Så fint, så fint.
2 - En anden, mindre ting er selvfølgelig, at jeg har fået mig ét af de der arbejder. Det er noget sært noget. Jeg har aldrig nogensinde haft så travlt før, men det føles ikke som om, jeg har ret travlt (selvom jeg logisk godt kan se at jeg er igang 24/7 til tider). Jeg elsker det og synes at det er sjovt! Jeg bliver konstant overrasket over elevernes kunnen og chokeret over deres mangler.
3 - (Relateret til 2'eren) Jeg har været til en milliard-trilliard kurser og workshops og temadage og andet godtfolk og snakket med en milliard-trilliard-billiard mennesker. Ligeså langsomt er jeg begyndt at stykke to tng sammen: en nogenlunde fornuftig viden omkring gymnasiepædagogik og et mentalt kort over de forskellige relationer, gymnasielærere imellem. Jeg har en teori om, at vi alle kender hinanden i ét eller andet led. Lidt ligesom "6 degrees of separation".
4 - (Relateret til både 2'eren og 3'eren) Jeg har fået nogle super cool kolleger, som passer rigtig godt på mig. Nogle af dem er mere end godt på vej til at blive venner. Det er rart og meget trygt.
5 - Jeg har haft nærmest negativ tid til at købe noget som helst, og alligevel er det lykkedes mig at skrabe et par (eller... ehrm... lidt flere) farverige gadgets og tøjstykker sammen, som jeg glæder mig til at vise Jer.

Og hvad er der så sket nu, siden jeg har tid til at bruge bloggen her igen, kunne man så måske spørge. Og så kunne man måske svare, at der ikke er sket ret meget. Med den begrænsede mængde erfaring som jeg har opbygget mig på seks måneder vil jeg sige, at jeg stadig bruger ligeså meget tid på opgaverettelser og forberedelse som før. Men jeg er ved at lære at ordne det i "stakke" i stedet for i enkeltbidder, og det hjælper ret meget. Den primære grund til, at jeg er tilbage er dog, at jeg har brug for bloggen og for Jer. Brug for at slappe af og være andet end lærer-Mille (mange tak for det kælenavn, forresten, meget-opfindsomme-1g'er!). Jeg savner at være farve-Mille! Og jeg har savnet Jer (og sat meget stor pris på Jeres kommentarer, også imens jeg har været væk).
Derfor lover jeg altså at være tilbage igen nu. Næste indlæg bliver om noget meget småt, meget nuttet og meget overflødigt som jeg netop i dag har modtaget ganske billigt hele vejen fra Hong-Kong. Uuuh, the teasers!

Mille
- som forudser behovet for en ny etiket kaldet "Lille-Sydfynsk-By" (der er godt nok frygtelig kønt, der nede!)