Sparkle Sparkle!

Nu har jeg gået i et par dage og overvejet, hvad jeg skulle vælge som den første farve-ting herind til, efter mit vinterhi. Overvejet, og forsøgt at finde lidt tid til at skrive. Dette indlæg er skrevet over fire gange, så hvis jeg er en smule gentagende (og dårligt stavende - det er den dér iPad igen), så må I lige bære over med mig. Til gengæld kan jeg se (for jeg har nemlig også brugt ugen på at genlæse bloggen i al dens ukorrekturlæste glory), at I til gengæld slipper for indlæg, som er blevet auto-rettet af den engelske stavekontrol, jeg havde på min gamle computer. Now, that's something! Jeg kan så omvendt ikke garantere, at mit engelske ikke - i et svagt, uopmærksomt øjeblik - ikke vil blive ufrivilligt dansk-rettet, Apple-style. Det er hårdt at være sprogforvirret blogger...

Derudover - og for lige at fortsætte i brokke-sporet - så føler jeg mig efterhånden som min kære farmor, når jeg sidder foran computeren og forsøger at blogge. Jeg er grundforvirret over hele conputer-konceptet. Og trist. Mest forvirret (men det er et close race). Jeg fatter ikke et klap af formateringen herinde mere. Min baggrund er forsvundet, og jeg kan ikke få den igen. Jeg kan ikke huske, hvordan man HTML-koder den ind, og Blogger vil have mig til at vælge en "skabelon" (!), men det kan jeg ikke gøre, uden at forskyde alt designet herinde, så billederne ryger skævt i forhold til teksten i mine indlæg. Til gengæld er både skrifttype og -farve forandret. Og mit Picasa flejner, så jeg ikke kan redigere mine billeder. Og jeg kan ikke huske passwordet til min StatCounter. Og så skal jeg have ændret teksten i mange af mine vignetter, men jeg kan ikke finde dem i redigeringsmenuen. Og jeg kan ikke få makrozoom-funktionen på mit nye kamera til at tage skarpe billeder.

TIL GENGÆLD: så er jeg über-super-hylende taknemmelig for, at der stadig er aktivitet på bloggen herinde. Og en del af mig skriger, at det er uendeligt ligegyldigt, at mine nye indlæg er mere mørkelilla end de gamle (selvom min indre perfektionist stadig river sig i håret over det). Og så er jeg helt generelt glad. Glad og rolig. Cool as a cucumber, som vi siger på den anden side af vandet (eller "cool as a circumspice", som man åbenbart siger i Mac-land. Circumspice?!). Og en hel del af den ro kan krediteres kærestens (herr Søren, kalder vi ham herhjemme) calming influenze. Og bare rolig, det her bliver ikke et touchy-feely blogindlæg, der giver jer sukker-kvalme flerdimensionel efter endt læsning. Jeg skulle bare bruge en overgang (mere eller mindre gelinde) til dagens "uuuh, farver!"-ting. Den er nemlig en gave fra selvsamme herr Søren, og den er en af de allerførste farve-ting, han gav mig. Han havde nemlig godt luret det dér med, at Mille og farver, de er ret gode venner. Og så er han ret god til det med gaver. Og jeg blev ret glad for lige præcis denne. Og det var tre ret store underdrivelser, lige i rap.

Sparkle, sparkle indeed, amirite? Det er hvidguld med safir og diamanter, og jeg synes, at den rammer en fin balance mellem enkelhed og flashyness, som jeg godt kan lide. Den er showy men neutral, og så han den en fin størrelse (og det kan være en tricky thing to find til mine lange fingre...). Jeg er fuldstændig tosset vild med den flotte blå farve i safiren (og jeg havde i et godt stykke tid siddet og savlet over den her slags ringe, med både safirer, rubiner og smaragder i), og den bliver kun endnu mere klar ved at sidde blandt helt hvide diamanter. Farven var svær at fange på billederne, så jeg har sat et par modelbilleder ved. De to sidste billeder er taget fra Lauritz, hvor ringen er købt. Og lordy, såvel det vist også slået fast, at der ikke er gået nogen stor auktionskøber (auktionskøber? Er det et ord? Auktion-ee? Auktionshandlende?) tabt i mig. Det er jo ekstremus skræmmende! Og jeg fulgte endda kun med i skjul fra sidelinien... 

Hvorom alting er (på trods af alt det, jeg ikke længere fatter af det her bloggeri, så er evnen til ævlen stadig fuldstændig præsent...), så var det her altså en af de første gaver, jeg fik af herr Søren, og derfor fandt jeg det passende at den skulle markere mit return hertil. Der kom flere gaver til senere, og de skal nok også finde vej hertil. Men ringen er den fineste, for dens udseende og dens betydning. Og jeg tager den aldrig af (eller, det vil sige; jeg TOG den aldrig af - nu kommer den i vejen, når jeg ammer... The irony...). 

- sparkle, sparkle little star...

Mille

P.S.: - og overhovedet ikke relateret til noget som helst: jeg har sådan en forfærdelig lyst til at genintroducere ordet "hyl" til at beskrive noget godt og sjovt. Som i: "Babyen bliver skeløjet, når den kigger på ranglen. Det ser hyl ud". Yes? Join the revolution! Det bliver hyl!

Indian-ish

Hey folk!

Jeg stikker hovedet op over vandoverfladen (tænk "krokodille på lur efter bytte") for at høre, hvordan det går med Jer allesammen! Jeg kan se, at jeg i de dage jeg har været væk, har fået en ny læser. Hej-hej til dig. Og undskyld, at du er kommet til midt i en dødvandsperiode to end all dødvandsperioder.

Der er sket noget fantastisk! Jeg er rolig! Jeg klarer undervisningen uden at sidde med næsen i pædagogik- og didaktikbøger hele aftenen. Så så man lige mig - totalt overskudsagtig og med styr på sagerne. Til en hvis grad, i hvert fald. Alright, jeg lever stadig lidt fra hånden og i munden i forhold til planlægning af undervisning, men det går og hvis jeg selv skal sige det går det også ret fornuftigt. Jeg hopper rundt og tér mig tosset og får noget fysisk energi ind i lokalet, og eleverne responderer super sjovt på det. Det fungerer. Og jeg hygger mig.

Eller - lige nu retter jeg danske stile. Jeg har lige (som i: lige) rettet 30 engelske afleveringer, og nu er jeg i gang med 29 danske. Så er der vist også snart fri. Efter fredag. Torsdag får jeg nemlig 30 engelske i hovedet igen.

Okay!

Bortset fra undervisning (skriv forresten endelig, hvis der er noget I vil vide), så er der noget med nogle farver. Yay, farver - det er det, vi er her for.

For nogle uger siden mødtes jeg med Astrid, jeg kender gennem TrendSales. Vi har skrevet sammen i næsten to år; det er hende, der sendte en pokkers masse Skittles ting hjem til mig fra London. Siden hun kom tilbage til Danmark har vi snakket med jævne mellemrum, og endelig fik vi aftalt en dag at mødes, lige inden jeg startede arbejde. Jeg ved godt, at jeg har fortalt Jer om Astrid før - endda for ikke så mange indlæg siden - men med min publishing-hastighed lige pt. tænkte jeg at et lille hurtig recap ingen skade ville gøre.

However, Astrid havde altså købt et par super-super fine øreringe til mig. De er fra Accessorize og de har kosten omkring 60 kroner. Butikken i Odense lukkede for nogle år siden, men Astrid var så sød at se de her øreringe i en butik i Århus, tænke på mig og købe dem for mig for at tage dem med på vores meet-up-date. How cool is that?

Jeg elsker de her øreringe for deres Bollywood-feel - jeg kommer helt til at ønske at jeg kunne danse frygtelig fancy dans i frygteligt indviklede mønstre. Jeg er ikke sikker på at mit skema lige nu tillader at jeg tager timer i Bollywood-dans, så jeg nøjes med øreringene.

Er de ikke skønne? De er lavet af tyndt, tyndt metal, der er formet så de danner de forskellige "bump", I kan se på forsiden af øreringene. Jeg elsker kombinationen af det gyldne metal og den kongeblå og mælkehvide farve. Jeg synes virkelig at de er smukke.

Desværre er de - på trods af deres tynde-tynde-metalhed - tunge som et ondt år. Jeg kan ikke have dem på en hel dag ad gangen uden at have meget lange øreflipper henmod aften. Jeg tager dem på på vej ned på gymnasiet om morgenen (nu er jeg jo blevet én af rutebilfolket...) og af igen på vej hjem, og på den måde går det udemærket. Og de er dét værd, for for pokker, hvor er de flotte! Og de er endnu flottere på. Der er noget med deres farver og måden de fanger lyset på. Jeg er kæmpe fan, og så er de en god måde for mig at få noget blå ind i min garderobe - andet end jeans (der jo som bekendt ikke tæller som "rigtig blå").

- true blue,

Mille.

P.S.: Fortæl mig, hvad I har rendt og lavet på det sidste. Jeg har faktisk savnet at have lidt styr på blog-tropperne. Jeg er hér og gør de hér ting - hvor er I og hvad laver I?

Konkurrence

Så er der under 24 timer til give-away'en ender - jeg har nu modtaget lodder fra to (2!) læsere på min mailadresse - milleblog@live.dk - og I har masser af tid til at deltage endnu.

Send mig et billede af Jer, der holder et skilt - om det er foto, tegning, paint-projekt eller noget helt fjerde er helt op til Jer - hvor I skriver at I gerne vil ha' snitterne i øreringene.

Tryk på billedet her til højre i bloggen for at komme til konkurrenceindlægget, og send mig en mail ASAP. Hvad bedre er der at bruge sin torsdag aften på?

Her kommer lige billederne endnu en gang:

Ha' en rigtig god torsdag - og kom så i hop!

- counting!,

Mille.

Give-Away 'Cuz I Lajk U

Min hoved har fået sommerferie, og når mit hoved har fået sommerferie glider mit engelsk fra prim and proper British til mere eller mindre korrekte forkortelser og alternative stavemåder, samtidig med at jeg bliver mere og mere sydstatsagtig at høre på. Det er ikke så smart lige i år, hvor jeg faktisk foretrækker at konklusionen på mit speciale bliver skrevet nogenlunde forståeligt. Hence the overskrift.

Men det her handler ikke om overskrifter. Det handler om, at jeg her i den seneste tid har spammet Jer med indlæg om øreringe. Og jeg synes ikke at det er helt fair, at jeg sidder og holder på alle øreringene selv, derfor har jeg fundet et super skønt sommer-par, som jeg vil udlodde i en give-away. Bare fordi. Fordi det er sommer, og fordi folk er glade, og fordi det er tid til is og tæpper på græs.

Jeg er helt vild med de her øreringe - farverne er lyse og dejlige, og de vejer ingenting. Og så er de lilla - uuuuh, lilla... How I love thee... Mønstret er malet på, og øreringene er lavet af tynde skaller:

Jeg vil gøre den her give-away lidt sjovere end bare "skriv en kommentar og få et lod" ligesom sidst. Bare fordi jeg kan, og fordi det er god spas. Her er reglerne for konkurrencen:

1 - Tag et billede af dig selv, med et ark papir, hvor du har skrevet "Jeg vil gerne ha' snitterne i øreringene" eller "Ai lajks me sum earring!" eller hvordan du nu har lyst til at formulere dig. Hvis du vil være anonym kan du evt. holde arket op foran dit ansigt. Photoshoppede billeder er også velkomne, sålænge de inkluderer dig (på én eller anden mere eller mindre anonym måde) og et skilt med noget skrift.

2 - Mail billedet til min blog-mailadresse, som står øverst i højre sidebar. FYI, så hedder den milleblog@live.dk

3 - Som i enhver anden blog-konkurrence er jeg selvfølgelig modtagelig overfor bestikkelse, så du skal være mere end velkommen til at reklamere lidt for konkurrencen på din egen blog, hvis du har sådan en. Snup endelig et billede fra billedspammen herover med, hvis du har lyst.

4 - Jeg kigger de indsendte indlæg igennem fredag d. 9 juli klokken 16 om eftermiddagen, og så finder jeg en vinder.

5 - Jeg kontakter vinderen, der modtager øreringene med posten, og så poster jeg vinderens billede her på bloggen.

Øreringene er af skaller, og de er omkring 5 cm i diameter - og så er de selvfølgelig splintrende nye, og de er købt på TrendSales. Jeg håber at I vil være med, og at I er super opfindsomme med Jeres skilte. Jeg glæder mig meget til at høre fra Jer!

- wednesday fun,

Mille.

Deeeeeet' Vores Bryllupsdag i ... Går

Her kommer så - endelig - mit bryllupsindlæg. Jeg synes snart, at der er gået frygtelig længe siden spørgerunden, hvor jeg blev spurgt ind til at lave sådan et indlæg - og lige pludselig kom dagen. Min tidsfornemmelse er også helt skudt i de her sidste par uger før afleveringsfristen. Men det skal det her indlæg ikke handle om. Speciale er bandlyst, og bryllups-tamtam tager over. Sæt selv noget let og poofy engle/orgel-musik på, og tænk på marengskjoler, lyserøde roser, brudepiger og ringe på en satinpude.

Og glem så alt det igen *lyd af LP der brat skratter stop*. Vores bryllup var alt andet end hvad man ser i amerikanske film. Alt held og lykke og go' fest til dem, der har lyst til det - det var ikke et politisk eller økonomisk statement af nogen slags - det var bare ikke dét, vi havde lyst til. Vi havde lyst til at invitere de aller nærmeste folk - vi var vistnok ca. 26 alt inklusivt - til noget god mad og nogle gode snakke, og så havde vi lyst til at være så lidt i fokus som overhovedet muligt. Ingen spotlights, ingen taler, ingen traditioner, som vi ikke syntes passede til os.

Jeg vil gerne vise Jer en del forskellige billeder, så vi tager lige the tale of our wedding lidt løbende. Allerførst er her min kjole:

Er den ikke fin? Som I jo nok kan regne ud, havde vi et sommerbryllup, og vi ville derfor gerne have noget let tøj i sommerfarver. Jeg har en kæmpe forkærlighed for thaisilke, og jeg synes at den her matte grønne farve er helt fantastisk. Båndet er også af thaisilke, og det er råhvidt-going-on-cremefarvet. Den er helforet med lys grøn satin, og så har den plisseringer både foran og bagpå (de kan ses mest tydeligt på ryg-billedet), og dybe udskæringer. And it still fits! Vi har lavet en tradition, konen og jeg, at vi tager ud og spiser på en rigtig fin restaurant i Odense hver gang vi har bryllupsdag. Og i går, da vi var afsted, havde jeg taget kjolen på igen. Der er  noget helt fantastisk magisk ved at den ikke bare hænger i skabet, men at den faktisk kan bruges til den slags meget specielle lejligheder, synes jeg.

Det er forresten min mor, der har syet den. Hun syede også konens kjole (som er en blå og brun wrap-dress med flotte, markerede kanter). Det synes vi er ret cool - helt unikke kjoler, og så fra min mor af...

Næste levende billede er mine sko:

De er ganske yndige, og jeg er vild med fletdetaljen foran - og at de er i guld - men de gnaver som et ondt år nede ved peep-toe-udskæringen, og det irriterer mig, at de ikke er højere. Ikke så meget for min totalhøjdes skyld (jeg har nok cm i mig, ellers strækker jeg bare halsen), og heller ikke på grund af lægmusklens form - nej! Det er fordi, jeg føler, at jeg får nogle kæmpe plader med dem på! Som I nok kan se er de fra Bianco - lige den sommer, hvor vi blev gift var guldsko selvfølgelig umulige at opdrive i Odense og omegn - sommeren efter = everywhere! Oh well, det gik, og de er også super fine, selvom jeg gerne ville have en 2-3 cm mere hæl.

Her kommer min taske:

I virkeligheden er den her taske lavet - af min mor - til min gallakjole efter 3.g, men jeg synes at den passede så fint til bryllupskjolen at den røg med som accessory dér også. Den er også i grøn thaisilke, men det er en smule mørkere end det, kjolen er lavet af. Jeg synes, at det får den til at passe rigtig fint med, for de tre farver fra kjole, bånd og taske komplementerer hinanden super fint. By the way - taskeopskrift - übernemt at lave: Tag et A4-ark og skær/klip det spidst i den ene ende. Klip stof ud, så det passer til (husk sømrum). Sy stof sammen ret mod ret. Pres, vend ud, stryg. Glid papiret i "lommen", sy en magnetlås fast hvor sådan én nu sidder bedst, og luk den åbne side. Hokus pokus kuverttaske, der passer til lige dét, man vil have den til at passe til.

Med alt tøjet klar blev vi så gift. Vi har valgt at have nogle ret smalle vielsesringe - 4 mm - med afrundede kanter på oversiden og uden sten eller andet gøjl på.

Da vi hentede vielsesringene ved guldsmeden havde de indgraveret den forkerte dato i dem - der stod d. 26/6/2008 istedet for - men det kunne heldigvis rettes ret let. Jeg ved faktisk ikke om vi fik nogle nye ringe, eller om guldsmedefolket kunne rette fejlen, men man kan i hvert fald overhovedet ingenting se nu.

Selve bryllupsfesten havde vi dækket op til i en stor gildesal i et hus, mine svigerforældre lige havde købt men endnu ikke var flyttet ind i. Vi valgte ekstra tykke duge og servietter for lidt luksus-feel, og vi fik blomsterdekorationerne fra en lokal blomster-lady, som lavede noget helt fantastiskt fint med nogle roser og noget glas og en pokkers masse hvid:

Vi havde ingen brudebuketter (dvs. før vi fik en pokkers masse blomster af folk, der var mødt op til globryllup), så borddekorationerne var vores mulighed for at få lidt blomsterfarve. Farverne i dekorationerne var valgt så de passede til bryllupskagen (aka "most important part", aka "I wish I had some right now", aka "is it wrong to throw a wedding just to get cake?")

For pokker, det var god kage! Den var så sindssygt lækker! Vi havde valgt fragilitébunde, friske jordbær, chokolademousse, flødecreme, fondant og marcipanroser. Det var så godt! Men ikke helt uden drama - dagen før brylluppet blev vi ringet op af bageren der sagde, at hvis vi ville have en kage til 40 mennesker (*ahem* Det er det dér med madøret igen - det ville da være en skam at løbe tør for kage!), så kunne vi altså ikke få den i tre lag, men kun i to. Og det på trods af, at vi 3 eller 4 gange havde kontaktet bageren for at høre om alt var ok, om de havde fået vores ingrediensliste og vores tegninger af kagen, om alt var som det skulle være etv., og hver gang fået at vide, at alt var peachy keen. Konen fortalte dem ret kontant at det var ikke vores problem nu, at vi var blevet lovet en kage i tre lag, at vi havde gjort vores for at sørge for at alt var okay og at det på ingen måde var okay at ringe op dagen før et bryllup og informere om så vigtige ting. Vi havde nemlig planlagt at tage det øverste lag med hjem og fryse det ned til 1-årsdagen (det var vores kliché-punkt...), og så nytter det jo ikke så meget hvis der ikke er en top-del. Bageren endte da også med at undskylde - han kunne godt se fejlen, sagde han, og så smed han et toplag på kagen (til 15 mennesker!) for egen regning. Så vi endte med at have bryllupskage nok til 55 mennesker, og vi var som sagt omkring 26 (hvoraf de to af dem var børn på hhv. 3 måneder og 3 år). Vi havde så meget kage i fryseren! Men toppen gemte vi, og spiste sidste år. Det var rigtig hyggeligt!

Efter festen (hvor vi, ud over kage, fik gazpacho til forret og hvidfisk, kylling, kartofler med friske krydderurter, rejesalat og grøn salat til hovedret) tog konen og jeg på Falsled Kro, hvor vi overnattede og fik en helt fantastisk morgenmad på værelset. Det var så meget luksus at man ikke kan fatte det! Men det får I ingen billeder af! ;)

Her er til gengæld et billede af mig fra the very day in question:

En yndig, blushing bride...

Det blev lidt langt, det her indlæg, men nu er jeg vist også kommet omkring alle de sjoveste detaljer. Ellers skælder I mig bare ud i kommentatorboksen.

- Sadie, Sadie,

Mille.

Raslende Grøn

Det her indlæg er forudprogrammeret. I dag - altså d. 28 juni, hvor I får det her indlæg - er nemlig min bryllupsdag, og jeg er til en afveksling (tøhø - det er den dér slags humor, hvor man siger det modsatte af, hvad man mener... *Sigh*) ikke hjemme. Konen og jeg er taget på fancy italiensk restaurant inde i byen, og vi kommer ikke hjem førend vi har fået fem retter mad og set hinanden dybt i øjnene. 2 års ægteskab skal fejres på behørig vis. På grund af forudprogrammeringer og travle aftener får I også først mit mucho specielle bryllupsindlæg at se i morgen - altså d. 29 juni. Det er nemlig ret så vanskeligt at tage billeder af sig selv og poste dem før man har været i situationen hvor billedet skulle tages. Det giver mening, right? Eller nåede jeg at tabe mig selv i tilbage-til-fremtiden-tider? Hvorom alting er, så kommer indlægget i dag ikke til at handle om bryllup (på trods af bryllupsdag), men det gør indlægget i morgen (hvor det måske er nogen folks bryllupsdag, men ikke min).

And now to something completely different.

I dag vil jeg vise Jer et kup! Et vaskeægte, bona-fide kup! Som jeg lovede i går ville dagens indlæg i dag (alright, nu har jeg officelt forvirret mig selv...) komme til at handle om noget, som er kommet til at være et fast indlæg her på bloggen. Here goes:

Øreringe! Igen-igen! Jeg er den ondeste pyntedukke... Det er kommet på mine gamle dage. Jeg er sikker på at der er noget klyngen-til-ungdommen over det - det er ét eller andet med, at jeg snart bliver 25, og så er jeg ikke længere i starten af tyverne, men derimod i midten af tyverne. Big changes!

De her øreringe er som sagt et kup. Jeg har købt dem på TrendSales af en af de TS-tøser, som jeg var til Magazine-fest med for en måneds tid siden. Det er forresten hende, der malede de billeder, jeg engang skrev om herinde også. De var billige i sig selv - 50 kroner inkl. porto, hvis jeg ikke husker alt for galt - og så smed hun lidt veninde-rabat oveni. Jeg købte nemlig også noget andet af hende, som jeg smider på senere - måske med en lille konkurrence attatched...

Fordi jeg købte to ting af hende er det lidt svært at sige, hvad jeg gav for dem, men jeg fik dem i hvert fald for et godt stykke under halv pris. Nogle folk er ganske fantastisk gavmilde.

De er lavet af tynde metalskiver og endnu tyndere skal-skiver. Skallerne er farvet med forskellige grønne nuancer, og de passer helt perfekt til det lidt rå look i metallet. Selvom selve øreringen (altså den "overste del, før tingel-tangelet kommer på) ser ret grov ud vejer den ikke ret meget, så de er super behagelige at have på. Og så larmer de på en helt fantastisk spinkel måde, ligesom et vindspil. Der kommer små, skrøbelige klir fra dem, det er ganske yndigt. Jeg vil have dem på sammen med min grønne maxikjole og sammen med malingssplaskkjolen. Og sammen med mine grove armbånd!

- bryllupstanker og GiveAway-idéer,

Mille.

Studenter-Tamtam

I går var jeg, som jeg vistnok nævnte herinde, til min søsters sidste eksamens på gymnasiet, og dermed til hue-påsætning. Det var mig, der var hue-påsætteren. Da jeg blev student tilbage i 1800-et-eller-andet, var det hende, der satte huen på mig, og nu var det endelig tid til at jeg kunne gøre gengæld.

Hun ser, BTW, en milliard gang bedre ud med studenterhue på end jeg gør. Jeg har verdens værste hattehoved, og dengang jeg blev student havde jeg verdens største, krøllede hår, og min hue var et nummer eller to for lille. Resultatet var ikke godt. Heldigvis var digitalkameraet ikke opfundet, dengang i 1800-et-eller-andet, og jeg har ingen skanner, så I kan desværre ikke få mig som student at se.

Dagens indlæg bliver en slags fotoreportage. Med farver!

Det her er mig, på vej til søsterens gymnasium (som ligger ti minutter væk på gåben) - i vores helt fantastiske elevator, der kun lugter grimt 6 ud af ugens 7 dage. I går var en af dem. Måske er det derfor, jeg ser lidt forknyt ud...

(- øjnene er sære fordi jeg havde en serious case of red-eye, som jeg prøvede at ændre - det ar jeg så ikke så god til. Jeg er normalt mindre dæmonisk at se på, promise!)

Og her har i den noget så friskbagte studine. Uh, så yndig... Og mig, i hjemmelavet kjole!

Efter hue-påsætningen (og en ordentlig mængde Asti, kransekage og jordbær med chokolade - jeg er forresten stor fan af at drikke Asti om formiddagen) tog mor'eren, søsteren, konen og jeg ind til byen og fik frokost. Den er der ingen billeder af. Til gengæld havde min mor fundet et super fint armbånd i H&M, som vistnok - hvis jeg forstod hende right - var ét ud af en pakke med en 7-8 stykker. Jeg er ret misundelig, faktisk. Men hun ville ikke af med det. What gives? Her er armbåndet i hvert fald - og nedenunder er et super skarpt (*ahem*) billede, der fanger farven bedre, end det store billede gør. Det er nærmest vasket blåt i en denimagtig farve, og så er det lavet af træ (- eller "traj", som vi siger her i Odense). Musthave!

Alt i alt en super hyggelig dag. Og nu er søsteren student, og næsten rigtig voksen.

- we need a montage!!,

Mille.

P.S.: Det var løgn, det med digitalkameraet - jeg har billeder af mig på computeren, men I må kun se det, hvis I lover ikke at grine...

Bollywood, Here I Come!

Da jeg fik tilsendt min pakke fra H&M brokkede jeg mig over, at de af én eller anden grund havde sendt den uden et par af de øreringe, jeg havde bestilt og som ville komme på lager en uges tid senere. Med H&M's berygtede tendens til at udskyde og udskyde og udskyde levering i det uendelige undrede det mig, hvorfor de ikke bare havde udskudt leveringen en ekstra uge, så jeg kunne få mine øreringe. Da jeg var inde på webshoppen for at se, hvor mine øreringe var blevet af, stod de heller ikke på min leveringsliste mere. Derfor gik jeg ud fra, at de af en eller anden grund ikke kunne fremskaffes, og jeg blev faktisk lidt muggen over det, for jeg havde lidt glædet mig til at få dem.

MEN!

Prøv at gæt, hvad der kom med posten i verdens mindste H&M-pakkepose i forgårs (- det er slet ikke så svært at gætte...)? Øreringene! Jeg er ret sikker på, at jeg overhovedet ikke forstår logikken bag, men jeg brokker mig ikke. Ingen ekstra porto, no nothing. Bare øreringe i en plasticpose, en ordreseddel, and that's it. Mange tak, H&M. Er der nogle af Jer, der har forstand på H&M-logik?

Jeg har stort set ikke taget øreringene af, siden jeg fik dem. Kun for at sove. Jeg elsker dem! De er store og klinke-klanke-agtige, og de er så flotte! Og så er de ikke ret tunge, så de er ret behagelige at have på.

Jeg har fem huller i ørene - to huller i det ene (øreflip + oppe i toppen) og tre i det andet (øreflip + lidt højere oppe på øreflippen + lidt højere oppe på øreflippen igen, dér hvor øreflip bliver til brusk), og når jeg har store øreringe i er det en ren fornøjelse af *klink klank klink klink klank* af stor-ørering mod små-ørestikkere, og jeg elsker det. Det er, however, ikke noget maer forfærdeligt populær af, når man bruger i gennemsnit 7 timer om dagen på et bibliotek. Heldigs er mine faste 2-3 læsebuddies her i eksamensperioden skrumpet ned til 0-1, og jeg har ikke hørt noget brok fra dem.lioteket er stort nok til, at vi kan sidde i hver sin ende, og så kan vi ikke høre hinandens smålyde.

Øreringene er ca. 5 cm i diameter, og de er lavet af tyndt, tyndt metal, der er udstandset og trykt i et fint mønster. Jeg har kun set dem i den her fine turkisblå farve med guldfarvet metal-tamtam, men jeg vil ikke udelukke at de findes i flere farver. Det ville undre mig meget, hvis der fx. ikke er en sølvfarvet version.

Jeg har som sagt købt dem over nettet, men jeg har set dem i butikken også. De har kostet mig 30 kroner (30 kroner!? - H&M er altså blevet min nye bedste ven, når det kommer til fine, farvestrålende smykker, som ikke nødvendigvis går til så forfærdeligt meget tøj, men som er helt fantastiske i sig selv...). De minder mig om Bollywoodfilm med masser fantastisk dans og musik og farver og smukke mennesker. Det er lige før, at jeg helt automatisk går og bopper med hovedet, når jeg har dem på!

Jeg prøver forresten ikke på at være fancy mht. billedernes fokus - makrozoomet drillede mig bare, og så synes jeg at det så ret sjovt ud med skiftevis skarpe og slørrede billeder...

- *dances*,

Mille.

Shopping Spree

Husk at stille mig spørgsmål i boksen til højre - fuldstændig anonymt, alt (and I do mean everything) er tilladt og bliver svaret på - husk at skriv "blog" før spørgsmålet, så jeg kan se at det hører til herindefra :)

_________________________________________________________________________________

Vi vender lige tilbage til min H&M-forsendelse for en kort bemærkning. Der var nemlig meget andet i end sigøjnerhalskæde og muslingeskalsøreringe. Jeg fandt nemlig også nogle andre øreringe der matcher, og så ikke helt alligevel, til sigøjnerhalskæden. Nu ville jeg aldrig have matchende øreringe og halskæde på på samme tid (jeg tror, at universet ville opsluge sig selv rundt om mig, hvis jeg begyndte at passe for godt sammen - det er bare ikke meant to be) og de er heller ikke købt for at kunne passe sammen, men da de lå ved siden af hinanden efter jeg pakkede pakken ud, så de så fine ud sammen. Jeg tror, at det er guldet og de flade, farvede vedhæng, der gør det - bedøm selv:

(- og helt uden TENSO den her gang...) Er det ikke rigtigt? Minder de ikke lidt, bare en lille smule, om den her halskæde? Det synes jeg - også selvom øreringene selvfølgelig er anderledes, både fordi de har perler isteder for skaller, og fordi der er de der hvide, "udskårne" perler på også.

Med guldperler, grønne wonky kugler (giggles...), hvide dråber og blomster, røde wonky trapez'er og blå og lilla flade skiver, så synes jeg faktisk at de her øreringe er ret så fine - de er som sagt fra H&M, og jeg gav 30 kroner for dem på hjemmesiden - men de fåes også i butikkerne. Så dem i sidste uge, da jeg var derinde med min søster for at checke Fashion Against AIDS (FAA) ud - det var lidt halvskuffende. Jeg så kun to ting, jeg kunne tænke mig: nogle übersuperawesomekickass høretelefoner med dyreprint (*sigh* - must-have, hvis ikke jeg var en fattigrøv i den her måned...) og et fint bælte i noget læder-print-stamme-look of sorts.

Anywho, det her har jo for såvidt ikke noget at gøre med FAA-serien - sidespor, sorry. Jeg ville sådan set bare sige, at jeg er sikker på at jeg kommer til at overdænge mig selv med store og fantastiske over-the-top smykker her i sommerperioden.

Nu vil jeg smide nogle lange ærmer på (the joys of new tattoos in sunshine...) og hoppe ud på altanen med en god bog, noget kold appelsinjuice og nogle baconsnacks - uuuh, sinful pleasures... Rigtig god weekend til Jer alle sammen, og tak for de to (yay) spørgsmål, der er kommet allerede - keep on sending! Indtil videre er jeg ikke chokeret :)

- covered up in the sun,

Mille.

Blomsterskaller

For nogle få dage siden nævnte jeg, at jeg havde fået en sending varer hjem fra H&M, hvor blandet andet den fine, meget guldfarvede og meget indviklede halskæde var med i. En anden ting, der var med i min H&M-pakke, er de her superfine og meget sarte øreringe.

De er helt, helt super tynde - nærmest som tyndt karton, og så føles de endnu tyndere fordi de er lavet af skaller. Jeg flytter stadigvæk rundt på dem med strittende fingre, meget forsigtigt og langsomt, selvom jeg har haft dem i en lille uge nu. Og det er i virkeligheden lidt tosset, for de er faktisk lavet af samme slags skaller, som de der lysekrone-agtige skal-lamper, som man kunne købe i Idé Møbler for nogle år siden. Sådan én købte jeg nemlig, og den hænger stadig over vores spisebord, og guderne skal vide, at den lampe er blevet man-handled en del gennem årene - både gennem dagligt brug, og også fordi den er blevet pakket ned og flyttet rundt på et par gange. Og alligevel har den alle sine skaller endnu, og ennda helt uden nogle revner eller stødte hjørner.

Men altså - de her øreringe bliver båret meget forsigtigt rundt på herhjemme, og i dag skal jeg for første gang have dem på. Så må de stå deres manddomsprøve, for er der noget jeg er dårlig til, så er det at være over-forsigtig med mine bevægelser, når jeg sådan går rundt. Så hvis øreringene ryger på den konto, så er der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Så er det skæbne, og det var slet ikke meningen at jeg skulle have dem alligevel.

- åhr!, der er lidt "TENSO" over den billedeserie, er der ikke?

Men er de ikke fine? Jeg elsker det gennemsigtige look (der også bare får dem til at se mere skrøbelige ud), og de fine, lyse pastelfarver (ditto). Især er jeg vild mede den lyserøde/lilla farve, og med den blå. Og så er det jo bare helt perfekt, at selve ørestikker-hængerne (som I nok kan høre, har jeg helt styr på det dér med fagterminologi...) er guldfarvede.

Jeg vil have dem på sammen med min hjemmelavede smølfe-kjole - jeg er sikker på, at de vil passe perfekt sammen! I eftermiddag skal jeg nemlig mødes med min søster til en kop kaffe inde i byen, og i aften skal jeg ud til mor'eren (med søsteren) for at spise og se Melodi Grand Prix. Konen bliver, af absolut mangel på interesse for Melodi Grand Prix og alt dens væsen, herhjemme. Det bliver ellers helt sikker super hyggeligt, og meget familien-Danmark-agtigt. Jeg hører endda rygter om, at vi skal have steg. Med sovs! (- ikke sauce (min indre stemme siger "såååååååås")) Så bliver det altså ikke ret meget mere kliché! Jeg er så meget klar til pailletter og vindmaskiner og sing-along-omkvæd! Og til at heppe på min indre homo-mand, selvfølgelig!

gently,

Mille.