mandag den 29. marts 2010

Selvgjort er Velgjort

Som sagt var jeg til sy-tamtam hele weekenden. Lørdag lavede vores "vært" - den ene af os tre TrendSales-syersker - indisk frokost og søndag skulle vi to andre tage mad med. TrendSales-syerske nr. 2 havde lavet tyrkiske retter - bl.a. en super god fetasalat - og jeg havde hjemmebagt brød (ciabatta og knækbrød), ost og frugt med - og avokado og hjemmelavet tapenade.
I dag var der rester. Jeg har spist knækbrød med tapenade og avokado i vulgært store mængder. Jeg kunne leve af det. Og det er en super smuk "ret" - derfor vil jeg dele den med Jer.
Jeg elsker de mange farver på kernerne og kornet i brødet, tapenadens klare røde farve og spillet i de grønne farver i avokadoen. Sammen er det bare så tæt på sommer som vi kommer lige nu. Jeg kunne leve af det - dét og kold hvidvin og sommeraftener...
Når jeg laver mad foregår det sådan her: første gang jeg laver noget følger jeg opskriften slavisk. Når jeg har lavet det nogle gange skifter jeg gradvis opskriften ud med min egen logik og små ændringer her og der. Derfor er det lidt svært for mig at give Jer opskriften, for både knækbrød og tapenade har jeg lavet en del gange. But here goes:

Knækbrød:
1 dL havregryn
1 dL sesamfrø
1 dL hørfrø
1 dL solsikkekerner
1 dL græskarkerner
3,5 dL hvedemel
1 dL olie
2 dL vand
1 teske bagepulver eller lidt gær (ikke øko - det er noget noller!)
Lidt salt
Alting blandes sammen - kernerne kan evt. køres igennem en hakker ganske kort hvis man er til lidt mindre grove knækbrød. Dejen deles i to, som hver især rulles ud til firkanter mellem to stykker bagepapir. Skær knækbrødene ud som du vil have dem, og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i 20 minutter, eller indtil de er så gyldne og sprøde som du vil have dem.
Tapenade:
100 gram soltørrede tomater
60 gram kapers
2 fed hvidløg
Et skvæt citronsaft + skallen fra én citron
Lidt hakket, frisk chili.
1 dL god olivenolie
Salt og peber
Hak tomaterne, chilien og hvidløget. Smid det hele i en morter med kapers og salt, peber og citronskal, og gok (myrd?) det godt i laaang tid. Indtil du er træt i armen. Bland massen med citronsaft og olie. Presto tapenade-o. (Hvis du er for doven/ikke har en morter, så smid det hele i sådan en hakker-tingest, der følger med mange håndmixere, og lad vær med at fortælle det til dine venner)

Avokado:
Skær i to, af-skræl og skær i fine, fine både. (Jo, jeg ved godt at I nok godt ved hvordan man håndterer en 'kado, det er bare for gak og gøjl...)

- fancy frokost og billige point,
Mille.

2 kommentarer:

  1. Wow - den grønne farve fra avocadoen mod den brune farve er bare helt fantastisk!

    SvarSlet
  2. Jeg synes også at det var så fint - tror at det er fordi de her avokadoer bare var GRØNNE-grønne - virkelig flotte! :)

    SvarSlet

Skriv ENDELIG en kommentar eller to - kom med ris, ros og reaktioner af alle slags. Det er den slags ting der gør blogning sjovt.