Serie 1 - Maxi Green

Yes! Endelig! Jeg har fundet det forsvundne billede - det gemte sig i en mappe med dokumenter fra mine tidlige specialeidéer (ja, selvfølgelig gjorde det det - hvor skulle det da ellers have været?).

Her kommer altså sidste afsnit af London-sagaen. På den næstsidste dag af vores ferie gjorde jeg mig et køb som jeg ellers havde forsvoret aldrig ville komme indenfor mine døre. Jeg har købt...en maxikjole!! Igen tror jeg at det er min 80'er-barndom der har givet mig ar på sjælen. Maxikjoler har altid mindet mig om lidt for frumpy folkeskolelærere i grå eller brunlig monofarve og fjällräven. I ved, med kjolen enten stumpende lidt for højt over anklen eller slæbende hen ad jorden, og i lidt for slidt bomuld med lidt for sjuskede syninger. Okay, jeg indrømmer det - jeg har ret stereotype minder om maxikjoler. Men sådan har maxikjolen altid været for mig - indtil jeg fandt the complete awesomeness der er dén her fancy frock!

Én af grundene til at jeg ikke har gjort så meget i maxikjoler indtil nu er, at jeg er ret høj og tynd, og har omtrent ligeså mange former som en banan på en dårlig dag. Derfor har kjoler uden meget facon den helt fantastiske evne til at få mig til at endnu mere flad og lang ud.

Men: den her kjole kommer med tre pointer, der samlet gør, at man skulle være tovlig for ikke at købe den!

1 - Den her kjole har et ret stort skørt, der skjuler manglende former.

2 - Den har et stramt stykke under brystet, der gør to ting: for det første giver det illusionen af hofter, og for det andet (og det er faktisk ret imponerende) giver det illusionen af bryst!

3 - Slå-om-effekten i ærmerne hjælper punkt 2 med at skabe illusion af bryst (som det kan ses på billedet - I kid you not, omkring 50 % af hvad I tror I ser, ser I slet ikke! Det er bare et trick!)

- og så er den rent faktisk lang nok til at nå næsten ned til jorden, når jeg ingen sko har på - den når mig til ankelknoglen, og det synes jeg er ret godt klaret af en off-the-rack-kjole.

Som I kan se har jeg stadig ikke løst problemet med kameraets selvudløser. Jeg sidder stadig fast i dilemmaet "helfigur + uskarpt fokus" versus "nogenlunde skarpt billede + intet hoved". Derfor kommer der lige et ekstra billede her. Så kan I også lige se udskæringen og ærmerne (jeg undskylder for den shabby baggrund - billedet er taget på hyggeligt-men-ikke-for-stilrent-hotelværelse i London - jeg har forsøgt at beskære det værste ral væk). Så fint, så fint.

Jeg fandt den i forretningen Wallis på Oxford Street til 50 £ - lige samme dag som vi skulle i teateret om aftenen (og som jeg blev klippet af Taku - det var en gennemført perfekt dag!). Det passede helt perfekt, og jeg er vild med både kjole, model og farve - og med den måde den føles når jeg går.

- swoosh swoosh,

Mille.