Why Do Birds Suddenly Appear...

Jeg har en teori om, at alting kommer i bølger. Når man flækker en negl går der sjældent længe, inden man flækker en til. Når der kommer én god film i tv, er alle de andre kanaler fuldt optagede af at vise equally spændende ting. Når ens dag starter godt, sker der gerne gode ting hele dagen - og omvendt. I sidste uge så jeg en af mine kolleger forsøge at hælde en kop kaffe op ikke mindre end seks gange, og hver gang hældte hun enten ved siden af eller hældte så hårdt at kaffen strøg ned i kruset og op igen ad den anden side. En enkelt gang røg låget af kaffekanden imens hun hældte. Til sidst var der ikke mere kaffe i kanden. Der kan man eddermame tale om en bølge! Den stakkels kone var omkring 10 minutter om at få en tår kaffe (og det er længe for gymnasielærere!) og brugte ikke mindre end tre viskestykker på at tørre op!

Derfor var der i virkeligheden ikke så meget for mig at gøre, efter jeg i tre stive dage havde haft "Close To You" på hjernen - det var kun et spørgsmål om tid før "suddenly" ville oprende (man kunne måske så påstå at det var knap så suddenly og mere eventually...) og the birds havde tænkt sig at appear'e. Og det er så hér, noget meget småt, meget nuttet, meget overflødigt og meget Hong-Kongiansk kommer ind i billedet.

I starten af sidste uge gik jeg fattigrøvs-shop-amok på nettet, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg er evigt forbavset over de fine, billige ting man kan finde rundt omkring - eBay og Etsy er mine nye bedste venner! En af de ting jeg faldt over og ikke kunne stå for, var de her fine, fine (og meget billige!) pipfugle:

Er de ikke yndige? Fuglene, altså - ikke mine stakkels frostramte fingre, som jeg under billedredigeringen lagde mærke til trænger til noget seriøst tender loving care. Det er høretelefoner (d'uh) med fuglepynt, og jer er helt vild med deres kitchethed (it's a word!). Især de små similisten i tørklæderne kunne jeg ikke stå for - og så ser de så dejligt lillepige/bondekone-agtige ud med de blå tørklæder. Jeg forestiller mig dem med en picnickurv med en rød-og-hvidternet dug på vej ud til grønne bakker. Og så elsker jeg deres små, stirrende, beady øjne og deres meget røde næb. Orange næb er så meget yesterday! Åbenbart. Whadda I know om fuglemode?

Det bedste af det hele er i virkeligheden, well, tredelt. For det første var de billige - jeg måtte give 35 kroner for dem, inklusive porto! Og de dukkede op efter kun en uge! Internettet er altså min bedste ven nogle gange! For det andet, så blev min shopping-craving tilfredsstillet (og ret billigt, endda!), og endelig blev fuglebølgen completed. Ufuldendte bølger er svært utilfredsstillende - og nu har jeg ikke længere "Close To You" på hjernen!

- to tweet or not to tweet (or to tweet in waves),

Mille.

P.S.: Se dem også her og køb dem her, if'n you wanna :)

The Comeback

My lovelies!!

Hvor er det top-sejt, at så mange af Jer stadig er her og har tålmodighed med mig! I sparker major ass! Dette indlæg er et super anti-klimatisk og ufarverigt "Howdy back" fra mig af - til gengæld er der masser af orddiarre og lister! Jeg lover, lover, lover at være en rigtig blogger der er sød ved sine læsere og rent faktisk skriver ever once in a while! Jeg ved det godt, det lyder helt tosset.

Sandheden er, at tiden lige pludselig er gået sindssvagt stærkt! Jeg så lige, at min seneste indlæg er fra engang midt i septemper! Jeg kunne have svoret, at jeg skrev det for en måneds tid siden! Jeg vidste godt, at det var lang tid siden, jeg havde været herinde, men jeg er helt ærligt chokeret over, at det er så længe siden. Derfor: liste over de vigtigste ting, som er sket siden sidst (ca.) - i nogenlunde kronologisk rækkefølge:

1 - Well, jeg blev jo færdig med mit speciale (I må ikke sige det til dem, der deler SU ud, men specialeskrivningstiden var en meget aktiv blogtid!). Dagens illustration er en wordle over alle 100 sider af mine gammelkloge observationer - i orange og pink og sår'n! Nogle uger efter jeg blev færdig, fik jeg resultatet: et 10-tal. Så fint, så fint.

2 - En anden, mindre ting er selvfølgelig, at jeg har fået mig ét af de der arbejder. Det er noget sært noget. Jeg har aldrig nogensinde haft så travlt før, men det føles ikke som om, jeg har ret travlt (selvom jeg logisk godt kan se at jeg er igang 24/7 til tider). Jeg elsker det og synes at det er så sjovt! Jeg bliver konstant overrasket over elevernes kunnen og chokeret over deres mangler.

3 - (Relateret til 2'eren) Jeg har været til en milliard-trilliard kurser og workshops og temadage og andet godtfolk og snakket med en milliard-trilliard-billiard mennesker. Ligeså langsomt er jeg begyndt at stykke to tng sammen: en nogenlunde fornuftig viden omkring gymnasiepædagogik og et mentalt kort over de forskellige relationer, gymnasielærere imellem. Jeg har en teori om, at vi alle kender hinanden i ét eller andet led. Lidt ligesom "6 degrees of separation".

4 - (Relateret til både 2'eren og 3'eren) Jeg har fået nogle super cool kolleger, som passer rigtig godt på mig. Nogle af dem er mere end godt på vej til at blive venner. Det er rart og meget trygt.

5 - Jeg har haft nærmest negativ tid til at købe noget som helst, og alligevel er det lykkedes mig at skrabe et par (eller... ehrm... lidt flere) farverige gadgets og tøjstykker sammen, som jeg glæder mig til at vise Jer.

Og hvad er der så sket nu, siden jeg har tid til at bruge bloggen her igen, kunne man så måske spørge. Og så kunne man måske svare, at der ikke er sket ret meget. Med den begrænsede mængde erfaring som jeg har opbygget mig på seks måneder vil jeg sige, at jeg stadig bruger ligeså meget tid på opgaverettelser og forberedelse som før. Men jeg er ved at lære at ordne det i "stakke" i stedet for i enkeltbidder, og det hjælper ret meget. Den primære grund til, at jeg er tilbage er dog, at jeg har brug for bloggen og for Jer. Brug for at slappe af og være andet end lærer-Mille (mange tak for det kælenavn, forresten, meget-opfindsomme-1g'er!). Jeg savner at være farve-Mille! Og jeg har savnet Jer (og sat meget stor pris på Jeres kommentarer, også imens jeg har været væk).

Derfor lover jeg altså at være tilbage igen nu. Næste indlæg bliver om noget meget småt, meget nuttet og meget overflødigt som jeg netop i dag har modtaget ganske billigt hele vejen fra Hong-Kong. Uuuh, the teasers!

Mille

- som forudser behovet for en ny etiket kaldet "Lille-Sydfynsk-By" (der er godt nok frygtelig kønt, der nede!)

The Reason

Hey lovely readers!

Jeg er næsten tilbage på overfladen nu - day 10 of the never-ending cold: return of the sore throat (inkl. hoste- og nyseanfald). Men jeg har fået noget styrke tilbage i min krop, og sover ikke længere 16 timer i døgnet. Jeg kan endda stå op i lang tid ad gangen og alting! I går var en super aktiv dag - jeg fik rettet en pokkers masse engelskoversættelser, bagt cookies (you will see later, my lovelies), fik min mor på besøg til kaff' og en bi' brø' og så fik jeg (endelig!!) taget mig sammen til at komme lidt længere med kjolen jeg syr af pingvinstof til min venindes pige. Og det er ved at være på tide, for ungen holder fødselsdag om skræmmende kort tid, og det ville da være så fint hvis hun kunne få den dér. You will see than one later, too. Lige nu består den af kant-zigzaggede dele og en pokkeres masse af dem. Forhåbentligt når jeg en hak længere med kjolen i dag. Det er i hvert fald planen.

Men altså - jeg skriver sådan set ikke for at fortælle Jer om kjoler og forkølelser. Jeg skriver for at vise Jer grunden til anden halvdel af the never-ending cold, som som bekendt startede efter min overmodige bytur i lørdags. Jeg har fundet ud af hvorfor jeg blev så syg bagefter. Ureflekterede stemmer vil måske mene at sygdommen skyldes en kombination af for lidt tøj og for lidt realitetssans omkring egen helbredsstatus. But no! Jeg har en langt mere lusket mistanke - se her:

Jeg ved godt at billederne ikke er af de bedste - de er tager i knap-så-appelsinfri tilstand (og i en køleskab (?)) ret sent om aftenen, men de fungerer udemærket som de mug shots, de nu engang er. De er de hers skyld! Det er deres skyld at jeg har snottet og hostet og sovet og svedt som en besat siden søndag! Det er jeg overbevist om! Det var mojito'en og mai-tai'en der gjorde det i biblioteket med jernrøret!

Bortset fra at de er skyld i akut forkølelse i mande-ynkelighedsstore proportioner, så smager de ganske fantastisk! Og se lige farverne! Jeg fandt dem i Netto til 10 kroner stykket, og måtte selvfølgelig have nogle stykker med hjem. Ad omveje blev de først placeret hjemme hos gravide-veninde (hvor de, on the plus-side, stod i sikkerhed for tørstige halse) og så bagerst i køleskabet herhjemme, så jeg fuldstændig glemte alt om dem. Endelig kom de ud i lyset her i sidste weekend, og så hævnede de sig så på mig. Jeg kan kun forestille mig at det er på grund af min glemsomhed.

Men altså - udenpå synes jeg at de her dåser er ret fine - de minder lidt i design om dem fra Pret-a-manger, og jeg synes at det er noget så fint at smådetaljerne står med krøllede bogstaver. Jeg synes at drinksne på billederne ser så fine og sommerlige ud, og så er det nogle helt fantastiske grønne og røde farver der er brugt.

Mai-tai'en overraskede mig, da den kom fra dåsen og ud i et longdrink-glas. Den er mat! Altså rød, men ugennemsigtig - næsten ligesom juice lavet af røde grapefrugter. Ved siden af en af de røde Rekorderlig'er så det ret interessant ud. Mojito'en var grøn på samme måde som mai-tai'en var rød (konen hader når jeg laver den slags sammenligninger - apparently giver de ikke så meget mening udenfor mit eget hoved, men sådan var det altså!), og hvor fint er det lige når ens drinks matcher? Også selvom de har onde, onde planer om at splitte ens legeme ad...

- cherry tonight?,

Mille.

The Winner Takes it All

Den 20 maj var jeg med i en konkurrence på DWC. Den 13 juni vandt jeg said konkurrence. I dag har jeg modtaget min præmie! Den var forsvundet bag en reol på posthuset, apparently. Altså, de der Post Danmark-folk. Jeg er helt med på at det er menneskeligt at fejle og alt sådan noget, but still! Jeg har måske tilbragt for meget tid inde på TrendSales Magazine, hvor en ret stor del af tiden går med at udveksle dårlige erfaringer med postleverancer og deslige, men jeg synes godt nok ikke at postkooperationen virker som den skarpeste ske i skuffen for tiden.

Anywho - happy thoughts - min præmie nåede frem og jeg er glad for den. Den har allerede fundet sig en fin plads inde på mit kontor (jow jow, for sådan et har vi jo også, os arbejdende folk...) hvor den kan holde fint-fint øje med mig.

And now - the big reveal! Jeg har vundet *drum roll*

- et artprint! Jeg har gjort billedet ret stort (for ellers var det ret lille (now that's logic for ya!)), så jeg er ked af hvis det er en smule grynet. Det er det ikke i virkeligheden. Mit fine artprint er tegnet af Jazmyn Doulliard som bor i British Columbia. Det hedder Rocky Road to Fame og jeg synes at det er ufatteligt smukt!

Jeg har ellers en dyb og ganske ulogisk frygt for billeder af folk der ligner folk. For slet ikke at tale om billeder af folk der ikke længere ligner folk! Eller billeder af deforme folk! Giver det mening? Her er en smule mere info, der måske kan klarlægge noget af min tågede logik - jeg er bange for klovne. Jeg er også rædsesslagen for forvredne ansigter. Jeg kan for eksempel ikke klare Picasso. Eller det afsnit af House, hvor en maler har en eller anden form for hjernepåvirknings-tamtam, der får ham til at male billeder med forvredne og deforme mennesker (istedet for bare at male hvad virkeligheden viser). Jeg kunne ikke engang se den nye Alice in Wonderland-film, på trods af at jeg er den største Johnny Depp-lover, fordi han har freaky-deaky makeup (og mellemrum mellem tænderne!) på. Cannot do it! Jeg tuder som et lille barn. Det skræmmer mig dybt og inderligt, og det er ikke engang lyv.

Derfor var jeg bange for, at det her billede ville gøre det samme. Altså freake mig ud. Jeg måtte se på det på min computerskærm i ret lang tid inden jeg var færdig med at overbevise mig selv om at jeg godt turde deltage i konkurrencen. And here we go - I done won! Jeg skulle indsende beviser på min egen kreativitet og jeg valgte at indsende nogle tegninger. Uh, det er så rart at vinde med noget man selv har lavet. Også selvom jeg må lægge bånd (som i BÅND!) på mig selv for ikke at farvelægge printet. Jeg skal nok lade være med at gøre det - jeg hopper jo heller ikke hen og maler på udstillingerne på muséer rundt omkring, men min indre (og for tiden ret overaktive) 4-årige barn vil meget gerne se om hun kan male indenfor linierne!

- and the crayons are... where, again?,

Mille.

A Sorry State of Mind

Det er ren og skær elendighed, det her. Tonsertravlt ude, syg når jeg endelig har et par fridage og noget hygge planlagt.

Altså - i sidste uge var jeg til noget os-unge-lærere-hygger-sammen-tamtam, og da jeg var på vej hjem fra spisningen bliver jeg regnet på. Det er jeg åbenbart blevet for gammel til at kunne håndtere. Bevares, nu er jeg selvfølgelig også blevet 25. I hvert fald har jeg hostet og prustet lige siden. Og snottet! Oh Lord, the snotning... Jeg er blevet ramt af hele semi-efterårs-sygdomsbølgen: feber, ondt i ørene, ondt i halsen, hoste som en søløve, snottet like there's no tomorrow og generel udkørthed og slaskethed. FYI, så ser gymnasieelever lige igennem ens påtagede jeg-er-da-frisk-og-klar-på-undervisning-attitude. Man kan ligeså godt lade være med at prøve.

Anywho - fredag var vi til forsinket fødselsdagsmiddag hos svigerforældrene og lørdag kom et par veninder her for at spise lagkage og drikke kakao. I know! Total yndlingsfødselsdag. I løbet af lørdagen synes jeg faktisk at jeg var gået hen og var blevet okay frisk igen. Det må have været en eller anden form for febervildelse, for det var jeg i hvert fald ikke - men none the less, så blev jeg overtalt til at tage med i byen og få danset de sidste host ud af mit hærgede legeme (stupid, stupid, stupid!!!), og lige siden har jeg været tæt på skindød. Og med forkølelsessår. Oh joy... Må jeg ikke nok blive dækket af bylder også, kære skæbne?

Derfor er jeg nu - for anden gang på 1½ uge - gået under jorden herhjemme. Det virkeligt nederen ved at være rigtigt syg (i modsætning til "mandesyg", hvor man mest af alt piver for lidt opmærksomhed) er, at der ikke er noget interessant at lave, når man tæppestener flere dage i træk. Det er for eksempel umuligt at følge med i tv-programmer når man ikke kan holde sig vågen i mere end 20 minutter ad gangen. Og ikke kan se klart hele vejen hen til fjernsynet. Man kan ikke få gjort lidt rent, for en støvsuger vejer for meget til at man kan slæbe rundt på den - for ikke at tale om varmen fra den, og det faktum at man bliver nødt til at gå! (Note to self: buy Roomba!) I går tog det mig 1½ time at varme en halv pakke frossen hønsekødssuppe. Selv det her blog-indlæg har nu taget mig 3 dage (og mange pauser) at få færdigskrevet. Nuff' said.

Når man sådan ligger og har godt gammeldags ondt af sig selv, så kan man godt komme til at se tilbage på nogle af de billeder, man ikke har fået blogget om endnu, og få endnu mere ondt af sig selv. Jeg fandt den her række billeder, som ikke er mere end en måneds tid gamle, men som lige nu virker meget langt væk. Jeg vil have ostemuffins nu!! En kvinde på TrendSales gav mig opskriften (som er stinke-nem!) på de her ostemuffins, og de smagte fantastisk! (- hvis jeg havde energien til det ville jeg hoppe i Kvickly Xtra og købe cheddar... Og hvis jeg havde energien til det ville jeg også stå op i de ~10 minutter det tager at bakse dejen sammen):

Hvor fine er de lige? Det var første gang i ret lang tid at jeg havde bagt ikke-søde muffins, og jeg er svært tilfreds med dem. Her er opskriften på dem - den giver ca. 12 styks:

2 dl. hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 1/4 dl. majsmel

2 dl. revet mellemlagret ost (jeg brugte en cheddar, den dér, der kommer i en klods på ca. 1½ * 10 * 20 cm)

30 g. majskerner (kan udelades - det gjorde jeg)

2 sammenpiskede æg

3/4 dl. mælk

2/3 dl. olie

Salt

1. Ovnen forvarmes til 180 grader. 12 muffinsforme pensles med smeltet smør eller olie.

2. Hvedemel, bagepulver og salt sigtes i en stor skål. Tilsæt majsmel, ost (og eventuelle majskerner); lav en fordybning i midten. Hæld sammenrørt æg, mælk og olie i de tørre ingredienser.

3. Det hele vendes hurtigt sammen - man må endelig ikke røre for meget. Hvis man rører amok hæver muffin'sne ikke ret meget. Al power-røring når det kommer til muffins skal altid ske inden melet kommer i.

4. Dejen kommes i formene og bages i 20 min. til de er gyldne.

Done! De er super gode - næste gang jeg laver dem vil jeg nok komme en del mere ost i, og så tage noget af olien ud til fordel for vand istedet for. Jeg kan nemlig rigtig godt lide ost, og 2 dl fylder ikke ret meget når det kommer til stykket. Jeg tror at jeg vil gå op på 3 - eller måske endda 3½ istedet. Jeg spiser den her slags muffins til en kop te eller som en del af en større frokost/brunch.

Speaking of te - jeg tror at jeg vil loppe mit ynkelige legeme ud i køkkenet efter noget varmt vand. Det trænger! Hopefully see ya soon!

- cheesin',

Mille.

Scatterbrain

Jamen, for pokker da... Jeg kan da heller ikke huske fra næse og til mund i de her dage. I dag gik jeg rundt med en kop kaffe indtil den blev for kold til at drikke, fordi jeg ikke kunne huske at jeg ledte efter sukkeret.

Altså - der er to ting, jeg glemte at sige i forrige indlæg. For det første, så var det forrige indlæg mit indlæg nummer 200. Hvor vildt er det lige? Hip hip til mig og til Jer, der har fulgt med i drips and draps siden dengang. For det andet, så var det min fødselsdag i søndags. Konen har fødselsdag i dag, så vi har hygget non-stop siden weekenden med morgenbor, biografture, indisk mad (apropos øreringene jeg skrev om i første omgang i sidste indlæg...) og balloner. Balloner er the shizzle, for realsies!

Men altså - i anledning af 200-indlægsjubilæum og 25-års fødselsdag - giver jeg Jer hermed: en giraf! Med flag. Der er ikke noget der siger fejring som giraffer.

(- giraffen syede jeg da jeg gik i 2.g til vores udvekslingsstudent, Veronica, som ville have noget med Dannebrog med hjem til USA - og hvad er mere oplagt end at sy en giraf af en ganske gyselig mørkeblå velourdug *shivers* med små flag på? Yeah, that's what I thought! Den har forresten overbid, giraffen, og jeg havde derfor en del billeder af gymnasieelever med meget påtaget overbid (for at efterligne giraffen) fra da den blev overleveret. Fantastisk spas. Billedet er crapola fordi det er taget i 2004 med en kameramobil. 'Nuff said).

- luvs yous,

Mille.

Indian-ish

Hey folk!

Jeg stikker hovedet op over vandoverfladen (tænk "krokodille på lur efter bytte") for at høre, hvordan det går med Jer allesammen! Jeg kan se, at jeg i de dage jeg har været væk, har fået en ny læser. Hej-hej til dig. Og undskyld, at du er kommet til midt i en dødvandsperiode to end all dødvandsperioder.

Der er sket noget fantastisk! Jeg er rolig! Jeg klarer undervisningen uden at sidde med næsen i pædagogik- og didaktikbøger hele aftenen. Så så man lige mig - totalt overskudsagtig og med styr på sagerne. Til en hvis grad, i hvert fald. Alright, jeg lever stadig lidt fra hånden og i munden i forhold til planlægning af undervisning, men det går og hvis jeg selv skal sige det går det også ret fornuftigt. Jeg hopper rundt og tér mig tosset og får noget fysisk energi ind i lokalet, og eleverne responderer super sjovt på det. Det fungerer. Og jeg hygger mig.

Eller - lige nu retter jeg danske stile. Jeg har lige (som i: lige) rettet 30 engelske afleveringer, og nu er jeg i gang med 29 danske. Så er der vist også snart fri. Efter fredag. Torsdag får jeg nemlig 30 engelske i hovedet igen.

Okay!

Bortset fra undervisning (skriv forresten endelig, hvis der er noget I vil vide), så er der noget med nogle farver. Yay, farver - det er det, vi er her for.

For nogle uger siden mødtes jeg med Astrid, jeg kender gennem TrendSales. Vi har skrevet sammen i næsten to år; det er hende, der sendte en pokkers masse Skittles ting hjem til mig fra London. Siden hun kom tilbage til Danmark har vi snakket med jævne mellemrum, og endelig fik vi aftalt en dag at mødes, lige inden jeg startede arbejde. Jeg ved godt, at jeg har fortalt Jer om Astrid før - endda for ikke så mange indlæg siden - men med min publishing-hastighed lige pt. tænkte jeg at et lille hurtig recap ingen skade ville gøre.

However, Astrid havde altså købt et par super-super fine øreringe til mig. De er fra Accessorize og de har kosten omkring 60 kroner. Butikken i Odense lukkede for nogle år siden, men Astrid var så sød at se de her øreringe i en butik i Århus, tænke på mig og købe dem for mig for at tage dem med på vores meet-up-date. How cool is that?

Jeg elsker de her øreringe for deres Bollywood-feel - jeg kommer helt til at ønske at jeg kunne danse frygtelig fancy dans i frygteligt indviklede mønstre. Jeg er ikke sikker på at mit skema lige nu tillader at jeg tager timer i Bollywood-dans, så jeg nøjes med øreringene.

Er de ikke skønne? De er lavet af tyndt, tyndt metal, der er formet så de danner de forskellige "bump", I kan se på forsiden af øreringene. Jeg elsker kombinationen af det gyldne metal og den kongeblå og mælkehvide farve. Jeg synes virkelig at de er smukke.

Desværre er de - på trods af deres tynde-tynde-metalhed - tunge som et ondt år. Jeg kan ikke have dem på en hel dag ad gangen uden at have meget lange øreflipper henmod aften. Jeg tager dem på på vej ned på gymnasiet om morgenen (nu er jeg jo blevet én af rutebilfolket...) og af igen på vej hjem, og på den måde går det udemærket. Og de er dét værd, for for pokker, hvor er de flotte! Og de er endnu flottere på. Der er noget med deres farver og måden de fanger lyset på. Jeg er kæmpe fan, og så er de en god måde for mig at få noget blå ind i min garderobe - andet end jeans (der jo som bekendt ikke tæller som "rigtig blå").

- true blue,

Mille.

P.S.: Fortæl mig, hvad I har rendt og lavet på det sidste. Jeg har faktisk savnet at have lidt styr på blog-tropperne. Jeg er hér og gør de hér ting - hvor er I og hvad laver I?

August Googles

Så så man lige, at man havde så travlt med at have travlt at man helt glemte at lave sin faste Googletastic. Og at skrive i andet en passiv, åbenbart. Regardless, så kommer her - med et par dage eller tres forsinkelse - august måneds Googletastic. Ikke så meget at sige der. Man vil gerne have, at I kigger med, og prøver at forstå mere af googler'nes mindset end man selv gør, ja man vil så godt.

Here goes:

1 - "Alpehat"

Jeg har fået den her søgning ikke mindre end 13 gange! En del af mig tænker: "Yes! Det er nemlig rigtigt! Alpehat er SÅ meget sejere end alpehue!" Og den anden halvdel tænker: "Så har vi vist fået den på plads! Indtil det bliver efterår og alpehatte bliver the shizzle igen, så har jeg altså kun en enkelt at vise frem… Sorry!"

2 - "Varmer til bodumkande"

Det hedder en kaffesok! Og de er bare smarte - jeg har en, ganske hjemmelavet, som du kan købe billigt? Skal vi sige en flad 50'er (pp)? Du skriver bare adressen i kommentatorboksen, og så er jeg den, der er hoppet på posthuset!

3 - "Eksempler på 1950 rock tatoveringer"

Stuff that in your pipe and smoke it!

4 - "Hvorfor hedder det madøre"

Fordi madmund gav sig selv? Jeg ved det faktisk ikke… Måske er det en betegnelse for folk, der får mad helt op til ørene når de spiser? Det kan ske for selv den bedste - især når der er is ind over… *ahem*

5 - "Jaden smiths yndlingsfarve"

Der er åbenbart en marked for den slags ting. Det er anden gang jeg får så specifik en søgning på den unge mands yndlingsfarve. Well, det her er the place to go for farver og deslige, så jeg vil da hellere end gerne igen fortælle at yndlingsfarven er blå. Den slags ting er jeg nemlig ikke for stor til at slå op på nettet…

6 - "Sagt om chili"

Nu skyder jeg bare lige fra hoften (og i nogenlunde kronologisk rækkefølge) i to sekunder: "Ja tak", "Husk at vaske hænder inden du klør dig i øjet", "Lige et stykke mere ville vist ikke gøre nogen skade", "Aaaarrrgghh!!!" og "Det er ikke noget lidt banan og et glas mælk ikke kan klare". Er det helt skudt ved siden af?

7 - "Skjult kamera kvinde på bænk viser trusser"

Jeg prøver så vidt muligt ikke at flashe undertøj herinde. Det smutter en gang i mellem, men så vidt jeg kan huske har jeg altså ikke siddet på en bænk og flashet. Det er i hvert fald ikke hér, I skal lede efter beviset på det…

8 - "Uffe buchard i go'morgen danmark"

Jeg vil godt lige sige, first of all, at det altså ikke er mig, der har problemer med at huske de store begyndelsesbogstaver i næsten alle stort-forbogstavs-egnet ord. Google-sætningerne er direkte rippet fra StatCounter, og jeg har bare sat dem i anførselstegn og kursiv. Bortset fra det, så er det rigtigt at jeg har skrevet om Uffe Buchard før. Brug søgefunktionen oppe i øverste højre hjørne for at finde indlægget og linket til Uffes optræden.

9 - "Fm øjenskygge"

- har jeg ingen anelse om, hvad er. Radio-øjenskygge?

10 - "Kunstige negle tim burton"

Igen: jeg har ingen idé om, hvad det er, men jeg er ret sikker på, at jeg godt kan lide konceptet. Tim Burton rocks, og det er en graverende fejl at jeg ikke har negle som kun han kunne designe dem!

11 - "Jean ahlefeldt-laurvig baggrund"

Altså, andet end at være møgirriterende pseudo-Oscarkommentator? Det må være noget med fødsel eller ægteskab ind i de rigtige rækker og en god ven med tv-connections…

Jeg signer ud igen - jeg har fået mange nye ting, jeg skal tænke over. Den med chilien kommer jeg til at overveje i et stykke tid. Og så er der også noget med nogle stile, der skal rettes.

 

- see ya shortly,

Mille.

Huffin' and Puffin'...

Christ almighty, hvor har jeg bare så tonser-travlt i de her dage, at man slet ikke kan forstå det! Først og fremmest: mange gange undskyld, fordi jeg har været pinligt meget væk. Jeg er virkelig ked af manglen på indlæg herinde - for bloggen er virkelig en af de ting, jeg prioriterer rigtig højt. Det er min måde at koble af på. Men de seneste to uger har været helt sindssyge! Jeg har, overordnet set, nået tre slags ting siden mandag i sidste uge. Jeg har arbejdet, sovet og kørt i bus. Og så har jeg en sjælden gang spist.

I får lige dagens billeder (som også viser hvorfor jeg har været væk, hvis ikke den skulle være helt klar), og så kommer resten af mine undskyldninger fortællinger om de seneste dages travlhed.

Når man skal arbejde - især i en undervisningssammenhæng - så må man have sig en studiekalender. Jeg havde "kun" en Filofax-kalender før, og jeg kan simpelthen ikke finde en studieårsindsats at sætte i. Kun dem, der går fra januar til december. Derfor har jeg flottet mig og købt en fin Mayland-kalender (med fire forskellige forsider til - hvor er det bare fancy!). Den stod mig i den formastelige sum af 30 kroner i Arnold Busck. Der er også en meget diskret sort forside, men jeg har selvfølgelig valgt den mest farvestrålende. Og stribede. Den giver et fint lille farvefokus i et klasselokale fyldt med grå og brun og træ og elever, der stadig prøver at blende ind mellem alle de andre. Jeg er en sucker for lilla - og magenta (og alle de andre farver...).

De tre farvede tusser - som kommer fra det orange læderpenalhus, jeg viste herinde for et stykke tid siden - er til hhv. noter og planlagt skema (sort), vigtige ting (lilla) og fødselsdage (rød). Jeg bliver aldrig mere voksen, end at jeg tegner flag på folks fødselsdage. Ellers er det ikke fejret behørigt.

Men altså - jeg startede arbejde sidste mandag, og lige siden har jeg prustet. Pustet og prustet og blæst mig selv omkuld. For bregne, hvor er det hårdt! Bundhårdt! Jeg har aldrig knoklet så meget før - mit hoved står ikke stille i mere end et par minutter ad gangen, så er der ét eller andet som minder mig om noget, som kan bruges i en undervisningssituation, som jeg skal lære/læse/anvende/huske/forholde mig til. Så er der en klasse, jeg skal følge. Så er der en, jeg skal undervise. Så starter det hele forfra igen. Og jeg knokler! Jeg vil så gerne forstå det hele, og jeg bliver frustreret når jeg ikke forstår nok, hurtigt nok. Mange af tingene er super svære at komme ind i, og jeg misunder de lærere, der har været igang i mange år og som har noget rutine at trække på.

Men jeg elsker det! Jeg elsker at observere andres undervisning og at have ansvaret for min egen. Jeg elsker at stå alene foran elever, der hører på hvad jeg har at sige, og som spørger mig, hvis der er noget de er i tvivl om. Også selvom det er sindssygt nerve wrecking at have ansvaret for opbygningen, overskueligheden og uddannelsen for en masse præ-studenter.

Men (og ja, der kommer ét til "men") - jeg har så travlt, at jeg ikke engang har haft tid til at koble af med bloggen. Undskyld blog og undskyld læsere. Hvis I er interesserede, har jeg et undervisningsforløb om "Growing Up", som I kan få som make-up-gift? No?

Jeg er her i eftermiddags kommet hjem fra et 3-dages kursus i Vejle (af alle steder - så har man prøvet det med...). Dér kan man snakke om hårdt. Hvis jeg troede, at jeg knoklede før, så blev det da først helt absurd i Vejle. I går havde vi forelæsninger fra 9 morgen til 9 aften. Hardcore forelæsninger. Interessante - ja. Men for pokker, hvor gik jeg død om aftenen. Jeg har fået 4 + 6 timers søvn og omkring 20 timers undervisning, fordelt på onsdag, torsdag og fredag. Til gengæld var maden god. Og i store mængder. Og gratis. Og hotelværelset var fantastisk stort og varmt og med dobbeltseng og fladskærm, og gulvtæppe. Og gulvvarme! Og bløde dyner og puder og håndklæder. Og masser af dem. Jeg havde seriøst brug for varme og blødhed (og fladskærm) efter de lange dage.

However, nu er jeg hjemme, og jeg har besluttet mig for at tage mere tid til Jer og bloggen. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre. Undskyld den lange fortælling om mine whereabouts. But now you know. Jeg er her og jeg er (somewhat) levende.

- huffin' and puffin' and ramblin' (- and workin'),

Mille.

Remember This?

Hej blogfolk!

I går var der intet indlæg, for jeg var ikke hjemme. Jeg var taget et hop ind til byen for at få taget billeder til mit nye langtursbuskort (til når jeg starter arbejde på mandag *gisp*), og så skulle jeg mødes med Astrid, som jeg kender gennem TrendSales, og som har sendt mig Skittles og Horlicks og andet godt fra London - remember her? Well, det var altså første gang vi skulle mødes, sådan, rigtigt. Nu har jeg efterhånden mødt et par stykker af mine net-bekendskaber, og den her gang var (også) super hyggelig! Grunden til at vi skulle mødes var, at jeg havde en kæmpe pose med Horlicks, som jeg havde købt til hende sidst jeg var i London - og istedet for at smide penge ud på PostDK besluttede vi os for, at vi ligeså godt kunne få gjort noget ved det dér med at få mødt hinanden IRL, og Astrid hoppede altså så på et tog til Odense.

Imens jeg sad på en bænk og ventede på hende, kom der en meget fuld, meget hjemløs mand hen til mig. Jeg gengiver her et tilfældigt udvalgt udsnit af "vores samtale" (når jeg siger "vores" mener jeg hans, og når jeg siger samtale mener jeg... well... det er jeg ikke helt sikker på, men læs og døm selv, hvad I ville kalde det). Jeg skal måske lige indskyde her, at Fuld Mand talte i meget kraftig odenseansk dialekt, hvor j'erne tit erstatter d'er - og g'er, og hvor endelsen "-ede" udtales "ett". Læs det højt, så giver det (måske) mening. Ellers skriver i bare i kommentatorboksen. Men altså:

Fuld Mand: *mumle mumle mumle "HÆJ! Hva' hejjer DU?"

Mig: "Ehrm... Jeg hedder Mille...."

FM: "HVA'?!"

M: "MILLE!"

FM: "Sijjer du lijerli'?"

M: *Tænker* "Now, why would I say that, meget-fulde-mand?"

M: *Siger, med foragt i stemmen* "Nej, Mille!"

FM: "MILLE?! Det var sq da et sææært navn!"

M: "Naah, er det så galt?"

FM: *mumle mumle* *klør sig i skridtet* *mumle* *fortæller bruddele (igen og igen) af en historie, som jeg gradvist indser handler om et værtshus, en kvinde der hiver trusserne til siden og en mand der, erhm... gør, hvad kvinden nu har gjort plads til at han kunne* *mumle* *klø i skidt* "Lijerli'!!!"

M: "Jeg synes at du skal gå hen til din ven (der sad på bænken ved siden af) nu"

FM: *ignorerer mig, sætter sig istedet på hug foran mig med en arm på hver side af mig* "Og så BOLLET' de! Altså, kneppet'!"

M: *Tænker* "Det var godt, du lige uddybede der, ellers havde jeg da været helt lost"

M: *Siger* "Du sidder meget tæt på nu, vil du godt flytte dig lidt væk?"

FM: *grynt* *mumle mumle* *rejser sig op* "Og så KNEPPET' de!" *laver humpebevægelser i luften imens han klør sig i skridtet* "Hu' var så lijerli'! De kneppet' bare på værsshus't!" *hump hump hump*

M: *overvejer muligheden for skjult kamera eller akut Twilight Zone, tænker* "Jow, men nu sagde jeg jo netop ikke liderlig, men Mille..."

M: "Nu går du lige over til din ven (- der så viste sig at være en veninde - ups. Mine hjemløs-gender-recognition-skills er ikke hvad de har været...)!!"

*Astrid kommer*

M: *løber nærmest fra stedet*

FM: "Hej hej HEJ!!" (Som i: "farvel" - det er jo vigtigt at være høflig, forståes!)

Christ almighty... Det her har ikke så meget at gøre med farver, jeg synes bare at det var så god en historie at den ikke kunne ignoreres. Det jeg vil med det her indlæg er bare, at vise det tøj jeg havde på. For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg, hvor jeg blandt andet postede den her Blondie-badge:

Kan I huske den? Well, jeg er som sagt super Blondiefan, så da jeg så den her tank top blev jeg nødt til at købe den (- literally! Couldn't stop myself if I tried!). Og så så man lige mig prøve at være fancy på billeder. Håret var så dejlig 80'er-agtigt da jeg havde føntørret det (undtagen på det nederste - der har jeg glattet det ud), og det passede helt perfekt med temaet, så det fik lov til at blive sådan for the photos:

Er det ikke en rockin' tee? Den er fra H&M - de kan godt når de vil! - og jeg har givet 80 kroner for den. Jeg kan ikke helt forholde mig til at mine arme ser så lidt tatoverede ud på de her billeder - jeg må straks have fat i noget mere blæk! Hvem vil sponsere?

Jeg er helt vild med det Andy Warhol-agtige print, og de meget klare farver. Og så har jeg et svagt punkt for gul! - Og den lyseblå øjenskygge er da lige til at drop'e dead over! Læberne er røde og sorte, selvom de kun ser sorte ud på billederne.

Det nederste billede viser også fint hvor temperamentsfuldt mit kamera er. Alle billederne er taget med selvudløser, med samme afstand, med 30 minutters mellemrum (og med kameraet 20 cm lavere nede for det sidste billede) - og alligevel er de øverste tre billeder fint fokusserede, mens det nederste er uskarpt som ind i et vist sted... Why?

Jeg har forresten brugt i dag på at være frygtelig kreativ og håndarbejdsagtig, så hvis i bliver spammet med mad og krea-indlæg de næste par dage, så undskylder jeg hermed på forhånd.

- chillin' on the island of lost souls,

Mille.

Demon Cookies

Okay, den primære grund til, at det her er demon cookies istedet for good ole fashioned chokolate chip cookies er, at jeg imens de bagte stod med min allermest evil overlord-stemme og befalede dem at "Rise!! Rise!! RIIIIISE!!!" (- lidt a la The Wicked Witch of the West i The Wizard of Oz, når hun skriger "Fly, fly my pretties, fly!!") - jeg er weird med mad på den måde.

Men altså - de her chokolate chip cookies (eller demon cookies, alt efter humør) er  nogle, jeg luskede mig til en opskrift på, den anden aften på TrendSales Magazine, hvor jeg bruger en enkelt time eller to *ahem* om dagen. Det er for længe siden jeg har bagt, og pludselig har jeg den største lyst i verden til at kreere noget kageværk. Jeg har også planer om kanelsnegle med mandler (min ultimative yndlingsopskrift!) og ostemuffins (en anden opskrift jeg fik på TrendSales - der skal cheddar i! Hvor spændende lyder det lige? Og orange!).

Opskriften her var super nem - den tog omkring 5 minutter at bakse sammen, ca. lige så lang tid at lægge på bageplader og så 10 minutter i ovnen pr. plade. Hvor nemt er det lige? Og helt uden at få snaskede fingre! Here's how it's done:

Tænd ovnen på 200 grader, eller 180 hvis du er fancy og har varmluft. Tag 80 g brun farin, 80 g sukker og 125 g blødt smør eller det der flydende noget på flaske (mit nye yndlings-køleskabs-essential! Det er altså bare smart! Også selvom jeg aldrig kan huske hvad det hedder... Smelte-smør?) og rør det sammen i en skål. Klæk et æg ud oveni massen, og kom 2 tsk vanillesukker i også. Rør sammen igen. Kom så 150 g mel, 1 tsk bagepulver og ½ tsk salt i og hak 175 g mørk chokolade og kom det i også. Rør alting sammen. Dejen skal være meget klistret! Form små kugler (så godt som det nu kan lade sig gøre med en meget klistret dej...) med to spiseskeer, sæt dem på en bageplade med bagepapir på, og mas dem lidt ud. Jeg fik 17 cookies i alt. Bag én plade ad gangen i midten af ovnen i 10 minutter (imens du manisk slisker "Rise, rise, RISE!!" ad dem). Når ovn-uret ringer løber du ud i køkkenet imens du synger "Cookies, cookies, cookies, cookies, cookies...", tager kagerne ud, glider bagepapiret over på en rist, smider næste plade i ovnen, og gentager. Når cookierne har kølet af i 10-15 minutter er de færdige og "hårde" og klar til at spise. Med et glas mælk til. That's how us evil over-lords roll...

Som altid er jeg lidt en skovl til at tage billeder imens jeg laver mad, fordi jeg bliver så begejstret over processen og produktet, men den her gang lykkedes det mig faktisk at få taget hele 3! Store sager. Der er heldigvis ingen af dem der viser mig i min bedste demon-pose (- altså, det engelsk "pose", som i ANTM, ikke det danske "pose", som i sæk...) med strittende fingre og vilde øjne foran ovnlågen.

Som I kan se, er mine små fine cookiekugler *giggles* blevet til nogle ordentlige motherfroggere af nogle amerikanersmåkager. FYI - mindre end en stor spiseskefuld pr. cookie kan også gøre det.

There you have it! Cookies på absolut ingen tid! Konen og jeg skal hjem til en veninde og se L Word i dag, og jeg vil pakke nogle af dem med, ligeså snart de er kølet helt af.

- muhuhahahah,

Mille

P.S.: Please vote!

Altså, en Stemme Ville Være Rart...

Jeg skulle lige til at skrive dagens indlæg, og så faldt jeg over Danske Webchicks' award-nominerings-ting, og så ville jeg lige hurtigt sige, at jeg ville blive noget så frygteligt glad, hvis I ville smide en stemme på mig derinde. Man sender dem bare en mail med den kategori, man vil nominere i, og navnet på den blog man vil nominere.

Det er nemt, og hvis I kan lige min blog ville jeg virkelig virkelig virkelig sætte stor pris på en stemme. Bare tryk på det link, jeg har sat ind her foroven, og læs mere om det.

Dagens "rigtige´" indlæg kommer ligeså snart ovn-uret har sagt *DING*... (- uuuh, tease...)

- vote Pedro Mille (aka "I Like Ike Mille"),

Mille.

Carrot Cake goes Muffin

I fredags, da jeg var ude på uni for at fejre (og tage billeder af) min veninde, der skulle aflevere speciale - og for at sige daw til nogle folk, og for at spise pommes frites i Bilka, fik jeg en sms af konen, der lød i retning af: "Hej skat, gider du ikke tage rugbrød, æg, sukker, gulerødder, kanel, chokolade og suppe med hjem?". Det gjorde jeg selvfølgelig - og resultatet blev (dog uden rugbrød og suppe) gulerodsmuffins! Til mig (altså, til os begge, men for the sake of the argument...), men ikke af mig! Det er en arbejdsfordeling jeg kan lide!

Jeg gik død under et tæppe da jeg kom hjem i fredags, med kvalme og en krop der var umulig at varme op, så jeg har først lige smagt den første muffin nu. Oh Lordy, de er gode! Og jeg kan ellers ikke lide mørk chokolade! Så har man også lige lært noget nyt i dag: gulerodsmuffins smager i overraskende grad som honninghjerter (dem fra Christiansfeld) - bare med gulerods"knas" (anførselstegn fordi gulerod i dej ikke knaser ret meget, men man kan mærke at det er der... Det blød-knaser...(it's a word!) Det er blødt, men det knaser - lidt). Det er nok kanelen, der gør det...

Prøv at se billederne her:

Konen siger, at hun har brugt den her opskrift. Men med visse ændringer. Ifølge hende er muffinsne lavet "lidt på slump". Jeg har fået følgende ændringer ud af hende: hun brugte almindeligt rørsukker hele i stedet for brun farin. Hun brugte det der flydende Becel-agtige olie/smør istedet for olie. Og så hakkede hun chokolade istedet for at komme rosiner i. Som I nok kan se på billederne er der chokolade på toppen af dem også, istedet for glasur.

Er det noget, der er smart, så er det altså de der silikoneforme! De hopper lige af kagerne, når de er færdigbagt, de kan gå i opvaskemaskinen, og de giver en god form på muffinen - og hvis man smider dem i en hård multi-muffin-form (sådan en man stiller på en rist i ovnen, hvor der er plads til 6-15 muffins i) - kan man få fine, fine cup cakes i picture perfect cup cake-form - sådan rigtig svampe-formede! Bare husk ikke at piske dejen for meget efter hvedemelet er kommet i - det skal nærmest vendes i, så hæver dejen mere op i en kuppel.

Og hvor fine er de lige?! Jeg synes at det er lidt vildt, at guleroden har farvet dejen så orange! Man kan bedst se farven på billederne, der er taget med blitz (PIC 2 + 3). Jeg synes at den orange farve passer så fint med den mørkebrune fra chokoladen - det er en rigtig 70'er-kage! Og så synes jeg at det er ret smart at have gulerodsmuffins istedet for gulerodskage. I det hele taget er jeg ret stor fan af portionskager - det er altså noget nemmere, og meget hyggeligere!

- groovy muffin,

Mille.