mandag den 5. november 2012

At Dukke op til Overfladen i allermest uelegante Stil


Hej... 

Kan I huske mig? Det er mig, der er hende bloggeren. Eller, det var det i hvert fald engang... Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan ét eller andet med ord (- det håber jeg i hvert fald; ellers har jeg en uddannelse og et job, som jeg skylder en undskyldning...). Problemet er altså ikke så meget ordene. Problemet er mere manglende organisationsevne (det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig skulle blive et problem for mig) og - mere lavpraktisk - manglende kamera. Og så tusind milliarder omvæltninger, som fik mig til at nedprioritere bloggen og fremvisningen af farver til fordel for forelskelse og forandringer. Værdsætter I alliterationerne?
Anywhose - pointen med alt dette er, at det ikke er på grund af forglemmelse, at bloggen er blevet lagt i dvale. Jeg har hele tiden husket den, jeg har bare været for travl (og honestly, for uelegant - mere om det senere) til at blogge sammenhængende. 
Men så skete der noget. For det første, så begyndte jeg at kunne se "tid til blogning" ude i horisonten igen. Jeg har idéer, jeg glæder mig og jeg savner ordene på den her måde. For det andet, så er der en del folk, som efterhånden har hevet fat i mig og sagt "Hey, what gives with the ikke noget blogning?". Det startede herhjemme (mere også om det senere!) igen og igen og igen og igen, og så spredte det sig til elever (argh, pinlighed! Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mine abstraktionsevner, at jeg ikke havde overvejet at Mille + blogning + arbejde som gymnasielærer + elever, som kan finde ud af at bruge nettet = elever, som kender til og læser gymnasielærer-Milles blog. But here we are. Hej elever!) og til internettet in general (på blog, på TrendSales, på FaceBook). Og efterhånden var det svært at ignorere stemmerne (selvom jeg ihærdigt forsøgte for at mindske min egen dårlige samvittighed. "Neeej, Mille!", sagde jeg. "Der er ikke nogle, der gider at læse dine skriblerier alligevel. Eller at se på dine ting. Whatever with the colours", sagde jeg. "Og man kan slet ikke blogge, når man har gymnasieelever, som åbenbart kan finde ud af at bruge en søgemaskine", sagde jeg mange, mange gange. Virkelig mange! Men så sagde jeg til mig selv: "Mille!", sagde jeg - "Skriv! Skriv, og hold op med alle dine dårlige undskyldninger". Og så skrev jeg. Indtil videre bare en rablende account for hvorfor, jeg ikke har skrevet (og den er slet ikke slut endnu!), men jeg lover, at der kommer andet! Og med flere billeder.
- og det er så her, I skal springe et afsnit over, hvis I ikke gider læse om mig, og mest i virkeligheden er her for farvernes skyld. For her kommer en kort gennemgang af the life of Mille siden sidste indlæg.
For det første blev jeg skilt. I så meget fred og fordragelighed, som den slags nu lader sig gøre. (Ex)-konen og jeg boede sammen i nogle måneder efter, og vi er stadig venner. 
Og så flyttede jeg til lille-sydfynsk-by, hvor lille-sydfynsk-gymnasium ligger. Man kan jo ligeså godt være praktisk omkring det. 
Og så fandt jeg mig en kollega-kæreste og flyttede sammen med ham. Og han er skøn og pæn og vidunderlig (også, når han plager om blogindlæg).
Og så blev jeg bonus-pap-ondstedmoder-mor til tre skønne unger.
Og så var der mere arbejde og flere elever. 
Og så blev jeg gravid. 
Og så var jeg gravid i laaaaang tid (som alligevel føltes som kort tid, nu jeg tænker tilbage...).
Og så fødte jeg, for 13 uger siden, en lille bitte kæmpestor baby-pige på 54 cm og 4220 gram. Mini-Mille aka Frøet aka My-barnet (som også har givet bloggen en ny etiket). Og hun er meget sød og yndig, når det ellers passer hende. Ellers er hun et skrigehoved. Men hun har det dejligste smil og de sødeste lyde; kan have timelange samtaler med mig og med ringle-katten; virrer med hovedet og spiler øjnene op, når hun bliver forskrækket - og så sover hun 10 timer i træk hver nat. Til gengæld sover hun næsten aldrig om dagen og så er hun umulig at trøste, når hun er bare det mindste sulten.  Men Gud, hvor jeg elsker hende højt alligevel. Og her poserer hun i en mørkeblå kjole, som hun har fået af nogle af mine skønne elever. Så der er lidt farve i det her indlæg alligevel!
Og så fik jeg mig en iPad, så hvis jeg staver sjovt, så ved I, hvor skylden skal placeres. I den forbindelse: formatering og design på dette indlæg sucks ligeledes på grund af manglende iPad-erfaring. Jeg lover at vende tilbage til pc-skrevne indlæg, når jeg har noget godt og farverigt at blogge om.
Og nu kommer vi endelig til det der med at være for uelegant til at være blogger. Amme-bher. Så er det sagt. Når man først har taget en amme-bh på, så er der ikke noget at gøre. Alle forsøg på at være bare nogenlunde blogger-fancy-schmancy falder fuldstændigt til jorden. Til de ikke-indviede består amme-bh (det burde skrives med stort, ligesom Satan...) af lige dele polyester, kiksethed, skulderstropper (1,5 cm!), hægter (3!) og manglende sexappeal. Til gengæld ånder den overhovedet ikke, og så har jeg ikke været ude af den mere end 15 minutter ad gangen siden starten af august. Whoop-di-friggin'-doo... Jeg har en ny fashion-teori: det er umuligt at føle sig bare i nærheden af fotogen, når ens bh har vaskeanvisningerne vævet ind i stoffet. Foran.
Det er derfor, jeg dukker op til overfladen i hidtil ukendt uelegant stil. Og det er derfor, der ikke er noget billede af mig i dette indlæg. Jeg har nemlig heller ikke været ved frisøren siden engang i starten af januar...

- at efterlade sine læsere med tvangstanker om frumpy Amme-bh,
Mille

P.S.: I den forbindelse: er der nogle af jer, der ved hvor min baggrund er blevet af? Og hvorfor mit skrift pludselig er mindre? Og mørkere? Og hvorfor min gamle skrifttype er væk? Og hvorfor mine afsnit hopper en linie ned, hver gang jeg opdaterer siden? Man kan da heller aller' ta' 1½ års pause fra sin blogning uden at alting skrider...



4 kommentarer:

  1. Yeeeaaah!!! Så skete det! Wehu! Prikningen virkede! (Og jeg tænker, at manglende baggrund og mindre skrift måske er straffen for forsømmelsen? ;-). )

    SvarSlet
  2. Tak! Og tak og tak!
    Og selvfølgelig virkede det (*ahem*)... efter lidt tid... Jeg skal stadig lige blive gode venner med blogger-template og kamera, men jeg lover, at jeg øver mig!

    Mille

    SvarSlet
  3. Weee herfra! Så super DEJLIGT du er tilbage, Mille :)

    SvarSlet

Skriv ENDELIG en kommentar eller to - kom med ris, ros og reaktioner af alle slags. Det er den slags ting der gør blogning sjovt.