Warning: No Colours

Okay. Så det dér med hovedet er blevet værre. Det hjalp som sagt ikke et klap på noget som helst at få lavet en spinal blood patch på Svendborg Sygehus i forrige uge (andet end det gav mig en ualmindelig dårlig holdning i et par dage). Og lige siden har hovedpine-hejset besluttet at gå på intensiv hævnaktion (det emsige svin...). Så jeg har været mere eller mindre migræneramt siden sidste indlæg. Whoop... Heldigvis har jeg en super effektiv læge, som kastede ét blik på mig og sendte mig videre til neurologerne på OUH. Jeg afventer brev fra dem nu, og så skal jeg indlægges dér engang i næste uge. Hvilket minder mig om, at jeg hellere må få givet den info videre til mit mødrene og fædrene ophav. Sidst jeg var sygehusramt, havde jeg muligvis glemt at få det fortalt (- og det er åbenbart sådan noget, forældre gerne vil vide. Også selvom man efterhånden skriver "Mille 27 år" (when the frog did that happen?!) på alle sine tegninger. Go figure...). Hvordan fortæller man sin far, at man skal indlægges i uvis tid for blandt andet at få lavet nogle hjernescanninger, uden at få det til at lyde alt for dramatisk? For det er det virkelig ikke. Det er mest af alt bare en praktisk ting - at have mig, kontrastvæskerne og scanningsmaskineriet + diverse lægefolk samlet på ét sted så længe, det er nødvendigt. 

Men altså: en ætsende hovedpine hver gang, jeg kigger på noget der bare minder om lys og farver gør i sagens natur, at jeg ikke kigger specielt meget på noget der bare minder om lys og farver. Bortset fra barnet. Og alle barnets legesager - for der er eddermame smæk på farverne! Derfor er der ikke så meget at farveblogge om - inderligere af mine øjenlåg og udsigten under min hovedpude er ikke så interessante igen. 

Til gengæld, så har jeg haft tid til at tænke lidt over alt det her med at være 'en mor'. Ikke, at jeg ikke har gjort det før (!), men det er stadigvæk så ganske nyt alt sammen. Sætningen "Jeg har en datter" ligger stadigvæk helt ny og fin i munden. Men når man nu er på barsel og bruger omkring ti timer i døgnet på at beundre vidunderet (og de resterende vågne timer på at Google hvorfor fanden ungen ikke sover middagslur/ikke holder op med at græde/elsker at tygge i sine fingre, men for alt i verden ikke gider en sut), så dukker der et par tanker op, som jeg for overskuelighedens skyld har valgt at sætte op i punktform (og at luge gevaldigt ud i). En slags top 3 over tanker om barnet under barsel, om man vil. Sæt i gang:

Punkt 1:

Er det bare mig, der har et umanerligt svedigt barn? Eller er det et standard mor-problem at være fuldstændig gennemblødt og sært fedtet i armhulekrogen (is that a word?) efter endt amning? Every froggin' time? Anywhose, så går der en skjorte eller to til på den konto quite so often. 

Punkt 2:

Jeg tror stadig ikke på, at der findes spædbørn, som sover flere gange i løbet af dagen. Jeg ved godt, at fordi My-barnet har sovet igennem (7-9-13) siden hun var en måned gammel, har jeg ikke ret til at ønske mere på søvn-kontoen, men jeg bliver ved med at høre om børn, som tager både to og tre lure i løbet af en dag. Her i hytten sover vi fra 20-06 (måske med en enkelt natteamning), og så ellers kun, hvis jeg er meget meget meget meget meget heldig (MEGET!), en middagslur på alt i mellem 30 minutter og 3 timer; gerne fra ved 11-tiden af. That's it! Dermed ikke sagt, at ungen ikke kan blive fuldstændig hysterisk af gråd derudover - bare uden at falde i søvn. What gives?

Punkt 3:

Der er umanerligt mange børnesange, hvor dyrene ender med at dø. Jeg nævner i flæng "På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke-bakketop", "Højt på en gren en krage" og "En lille frø i mosen sad". What gives? Er det en slags baby-udgave af 'de ka' lisså godt lære det fra starten af'-hed? On the other hand, så er der om muligt endnu flere sange, der handler om elefanter - "Mon du bemærket har", "Elefantens vuggevise" og "Én elefant kom marcherende", just to name a few. Jeg bliver efterhånden helt utryg, når jeg synger "I skoven skulle være gilde" og opdager og genopdager, at der ikke er nogle elefanter med. Jeg er overbevist om, at der er lusk med i spillet - jeg stoler ikke helt på den sang...

- og så siger det selvfølgelig sig selv, at alt det her hovedpine-værk - uanset hvor hardcore det bliver, og uanset hvor længe det bliver ved - absolut ingenting er ved siden af My-barnet, og at hun er det bedste nogensinde, og at jeg ikke ville bytte for noget overhovedet nogensinde.

Hvordan kan man stå for det grin?

- /end no-colour indlæg/,

Mille

P.S.: Glædelig december, for pokker da! Det havde jeg helt glemt! Yay, jul og sne og whatnots...

Punktum, Punktum, Komma, Streg

Jeg har fundet en ny farve-ting frem. Det er endnu en ting, som er kommet til efter, jeg flyttede til Lille Sydfynsk By og sammen med herr Søren. Der er kommet rigtig mange nye farve-ting til i den forbindelse! Jeg glæder mig vildt til at vise jer dem alle sammen. Jeg var ellers lidt bekymret for mandens forhold til de kraftige farver - hans yndlingsbeskæftigelse inden for området har jeg mistænkt for at være at drille sofaen med dens store omfang og klare, lilla farve - og at planlægge hvilken sofa, der skal tage dens sted, når den engang dør. Jeg har forsøgt at få gjort det klart, at den meget store og meget lilla sofa holder læææænge endnu (og at den, når den engang må væk, helt sikkert må erstattes af noget tilsvarende stort og farverigt. Jeg er på en slags charmekurs på chaiselongens vegne...), men jeg er ikke sikker på, at jeg trænger helt igennem. Der bliver i hvert fald fortsat talt om Wegner-sofaer og Børge Mogensen-det-ene-og-det-andet herhjemme. I foruroligende grad. Der er ikke meget farve og spræl over Wegner og BM, så er det sagt!

Anywhere; det her har sådan set slet ikke noget at gøre med sofaen. Min scatterbrain har allerede glemt, hvordan jeg kom ind på dét spor... Hvad jeg ville sige var, at vi i går holdt navngivningsfest for My-barnet. Hun er ikke blevet døbt, for der er ingen af os, som har noget specielt forhold til folkekirken, så det må hun selv rode med, når den slags begynder at interessere hende. Under festen tog min søster et par billeder af herr Søren, My-barnet og jeg, og da jeg så billederne igennem her til morges, så jeg noget i baggrunden, som fik mig til at genvinde en hel del af tiltroen til mandens forhold til farver. Noget andet meget-stort-og-meget-farverigt. En plakat. Det var sådan set ikke fordi, jeg havde glemt plakaten - det er svært; den hænger i en gennemgangsstue mellem tv-stuen, vores soveværelse, gangen og My-barnets værelse og den er ret stor (70 * 90 cm) - men nogle gange skal der lidt afstand til, førend man rigtig ser ting, selvom de er tæt på. Og den afstand kom altså gennem kameralinsen. Prøv at se her:

Det er et print af et Roy Lichtenstein-maleri, som hedder "We Rose Up Slowly" og er fra 1964. Og hvor ser det ladt ud (- lad, med blødt d), når man forsøger at tage billeder af billeder. Derfor får I lige en copy-paste't version også. Så kan I bruge mit foto øverst til lige at vinke tilbage til mig i genskinnet. Hej-hej!

I foråret var herr Søren og jeg på studietur med hver vores 2.g-klasse til London, og der var vi på Tate Modern, hvor der også hænger et par Lichtenstein-værker. De er super flotte, kæmpe store og vildt imponerende at se i virkeligheden. Jeg brugte det meste af tiden foran hans værker... Jeg er helt vild med reprint-idéen og med den voldsomme forstørrelse. Det er supercool postmoderne pointillisme!

Jeg elsker at se på det langt væk fra, og jeg elsker at se på det super tæt på, så alle de små røde, gule og blå pletter træder frem. Og igen: undskyld for genskin og über-dårlig fotokvalitet. Det er vildt anti-hyl, I know (Hey! Hyl! Hva'?! Hyl!!), men jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre...

Vi har købt plakaten på posterland, som jeg flere gange har købt fra. Det kan kun anbefales. Den rigtige udgave hænger på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main, hvis I skulle have lyst til at hoppe dernedover et smut. Printet af "Drowning Girl" er jeg helt, helt, helt vild med også. Det er så smukt!

Plakaten har vi fået rammet ind hos en glarmager, fordi den har et lidt sært format og fordi, det bare er bedre kvalitet - og det ses (- og koster...)!

Jeg vil slutte ordstrømmen og vende fokus tilbage til barnet, som er midt i en dyb og lang og højlydt samtale med speakeren i DR-nyhederne.

- dot, dot, dot,

Mille.

Om Babyer og Sytråd og Hovedpiner

Jeg har ikke glemt jer. Overhovedet. Og det er ikke endnu en af de der returns, som varer i omegnen af tre blogindlæg. Jeg har bare været knock-outet i den her uge. Jeg har haft nogle problemer med mit hoved siden fødslen. Jeg fik lagt to epiduralbedøvelser, og et eller andet sted midt i mengeleringen med katetre i rygraden er der sket et hak ind i den hårde hinde i min ryg, så spinalvæske har piblet ud. Det giver overtryk og derfor hovedpine og lysfølsomhed. Blandt andet. Whine whine whine… Men altså, det var i hvert fald teorien bag min efterfødselshovedpine. Spinalhovedpine, kalder de det. Så jeg blev indlagt. Behandlingen går ud på at hive 20 ml blod ud af min arm og sprøjte så meget af det som muligt om i min ryg for at forsøge at lappe hullet med en form for kunstig blodprop. Så det gjorde de. Og jeg skulle ligge ned og ikke løfte og ikke bøje og ikke gøre noget af alt det man gør, når man har en skrubtudse på 3½ måned. Og jeg har haft så satans pokkers ondt i min ryg siden indsprøjtningerne, at jeg ikke kan sidde ordentligt. Til gengæld ligner jeg dronning Ingrid, når jeg står op. Whoop. Og hjalp det så på hovedpinen, spørger I. Nej, svarer jeg så. Ikke et hak. Så nu har jeg både hovedpine og dårlig ryg. Det med ryggen går heldigvis snart over igen, men hovedet skal udredes. So there’s that.

Det, jeg vil vise jer i dag er relateret til min efterfødselshovedpine. Det er nemlig noget, der tilhører mit efterfødselsbarn (- jeg har savnet den her overstregningsfunktion!). My-barnet er nemlig en fantastisk mulighed for at få endnu flere farver på banen, og der er ikke nogen, der kigger skævt til et barn på 3 måneder, fordi hun er spraglet klædt. Så jeg udnytter muligheden max og køber ind og leger kreamor og nyder nye farver og print. Yay, baby!

Det her er Frøets hagesmækker. De er ikke et hak hjemmelavede – de er fra BabySam og koster 50 kroner for tre. Så jeg har købt 3 * 3 i lavendel, støvet grøn og kraftig magenta. Den røde farve er ikke fanget ret godt – nyt kamera og jeg er på trods af ihærdig indsats og kærlige ord stadig ikke ret tætte – den er super klar og mættet og helt ren magenta.

Men jeg har leget lidt kreamor. Eller rettere, så har min mor leget lidt kreamormor. Hun har nemlig en super fancy schmancy symaskine, som kan kodes ind til at lave super fancy schmancy sømme med blomster, blade, snirkler og bogstaver. Så vi har tegnet tulipaner og bogstaver (det er godt, at barnet har så kort et navn!) og broderet hagesmækker og stofbleer (dem må I få på et senere tidspunkt) i mange, mange farver. Hagesmækkerne har fået broderier i samme farve, som de hver især er, bare et par toner mørkere. Stofbleerne har fået broderier i så mange farver som overhovedet muligt. Jeg tænker, at det er praktisk, når My-barnet skal starte i vuggestue engang, at der er navn på tingene – og så er det rigtig fint at se på på denne måde, synes jeg. OG, så er det en rigtig hyggelig mormor-bondings-ting at lave. OG OG, så er ungen noget så yndig med fine farver om halsen, og så bliver mor’eren glad. Jeg elsker især den støvede grønne farve. Den minder mig om skove sent på sommeren. OG OG OG, hun savler helt vildt for tiden, så de er super praktiske, ud over at være super nuttede. Så så man lige mig – praktisk og alting!

- semikrea-agtigt (barselskorrekt!),

Mille

Award med Forsinkelse

Nu, hvor jeg har fået hevet mig selv op ved anklerne i et absurd og ur-komisk forsøg på akrobatik, så besluttede jeg mig for at få læst de kommentarer, jeg har fået i min vinterhis-tid. Og det tog lidt tid. Men nu er det gjort, og jeg er glad for dem alle sammen. Især dem, der skynder på mig for at få mig til at vende tilbage. Det varmer mit forfængelige bloggerhjerte! 

- og det skete i de dage, at der blandt de mange kommentarer blev fundet en lille, fin award, som ikke har fået sin credit. Og det skal den da få (”Det skal den da ha’!!”). Jeg er nemlig ikke for stor til at takke ja til en award, jeg har fået for ungefär 10 måneder siden! Nej-nej! Tværtimod! Den får da sit eget blogindlæg, ja den gør! Jeg har, af Cecilie, fået en Versatile Blogger-award. Og den ser sådan her ud (uuuuh, greeeeen!):

Og den er jeg glad for. For selvom jeg først har opdaget den her alt for sent, så er den stadig en thumbs up til bloggen, og jeg kan ikke komme i nærheden af at fortælle jer nok, hvor glad den slags gør mig. Og ”versatile”-delen af awarden må også betyde, at jeg på en eller anden måde fanger en balance mellem ævleri og billeder, mellem tøj og gadgets og mad og whatnot som ellers falder min vej. Og det er jeg glad for, at I synes. Ellers vil jeg meget gerne høre forslag til fokus.

Selve awarden er en af de go’e gamle klassikere: tak for awarden (tjek!), link til award-giveren (tjek!) og fortæl 7 ting om dig selv. Bom bom bom… Det er så nemt for mig, når jeg alligevel bare plaprer derudaf, men så svært, når jeg skal stille det op. Here goes:

1 – Jeg kan ikke lide marcipan

2 – Jeg kan til gængæld virkelig godt lide chokopops…

3 – Hvis My-barnet havde været en dreng, skulle hun have heddet Johannes. Eller Elliott

4 – Jeg planlægger nye, farvestrålende tatoveringer

5 – Jeg kan på ingen måde finde rundt i København. London – kein Problem. Kbh – no can do

6 – Jeg kan rigtig godt lide japanske tegnefilm. Især Hayao Miyazaki

7 – Hvis herr Søren lader et glas vand/cider/mælk/juice stå ubevogtet, så drikker jeg resten af glasset. Det er nærmest blevet en tvangshandling…

Well, that was random…

Når jeg finder ud af, hvordan man gør, så smider jeg awarden ned i bunden af bloggen til de andre. Så kan de hygge sig der, med whatever den slags nu hygger sig med. Mange tak, i hvert fald! Much appreciated!

- versa-thanks,

Mille

Sparkle Sparkle!

Nu har jeg gået i et par dage og overvejet, hvad jeg skulle vælge som den første farve-ting herind til, efter mit vinterhi. Overvejet, og forsøgt at finde lidt tid til at skrive. Dette indlæg er skrevet over fire gange, så hvis jeg er en smule gentagende (og dårligt stavende - det er den dér iPad igen), så må I lige bære over med mig. Til gengæld kan jeg se (for jeg har nemlig også brugt ugen på at genlæse bloggen i al dens ukorrekturlæste glory), at I til gengæld slipper for indlæg, som er blevet auto-rettet af den engelske stavekontrol, jeg havde på min gamle computer. Now, that's something! Jeg kan så omvendt ikke garantere, at mit engelske ikke - i et svagt, uopmærksomt øjeblik - ikke vil blive ufrivilligt dansk-rettet, Apple-style. Det er hårdt at være sprogforvirret blogger...

Derudover - og for lige at fortsætte i brokke-sporet - så føler jeg mig efterhånden som min kære farmor, når jeg sidder foran computeren og forsøger at blogge. Jeg er grundforvirret over hele conputer-konceptet. Og trist. Mest forvirret (men det er et close race). Jeg fatter ikke et klap af formateringen herinde mere. Min baggrund er forsvundet, og jeg kan ikke få den igen. Jeg kan ikke huske, hvordan man HTML-koder den ind, og Blogger vil have mig til at vælge en "skabelon" (!), men det kan jeg ikke gøre, uden at forskyde alt designet herinde, så billederne ryger skævt i forhold til teksten i mine indlæg. Til gengæld er både skrifttype og -farve forandret. Og mit Picasa flejner, så jeg ikke kan redigere mine billeder. Og jeg kan ikke huske passwordet til min StatCounter. Og så skal jeg have ændret teksten i mange af mine vignetter, men jeg kan ikke finde dem i redigeringsmenuen. Og jeg kan ikke få makrozoom-funktionen på mit nye kamera til at tage skarpe billeder.

TIL GENGÆLD: så er jeg über-super-hylende taknemmelig for, at der stadig er aktivitet på bloggen herinde. Og en del af mig skriger, at det er uendeligt ligegyldigt, at mine nye indlæg er mere mørkelilla end de gamle (selvom min indre perfektionist stadig river sig i håret over det). Og så er jeg helt generelt glad. Glad og rolig. Cool as a cucumber, som vi siger på den anden side af vandet (eller "cool as a circumspice", som man åbenbart siger i Mac-land. Circumspice?!). Og en hel del af den ro kan krediteres kærestens (herr Søren, kalder vi ham herhjemme) calming influenze. Og bare rolig, det her bliver ikke et touchy-feely blogindlæg, der giver jer sukker-kvalme flerdimensionel efter endt læsning. Jeg skulle bare bruge en overgang (mere eller mindre gelinde) til dagens "uuuh, farver!"-ting. Den er nemlig en gave fra selvsamme herr Søren, og den er en af de allerførste farve-ting, han gav mig. Han havde nemlig godt luret det dér med, at Mille og farver, de er ret gode venner. Og så er han ret god til det med gaver. Og jeg blev ret glad for lige præcis denne. Og det var tre ret store underdrivelser, lige i rap.

Sparkle, sparkle indeed, amirite? Det er hvidguld med safir og diamanter, og jeg synes, at den rammer en fin balance mellem enkelhed og flashyness, som jeg godt kan lide. Den er showy men neutral, og så han den en fin størrelse (og det kan være en tricky thing to find til mine lange fingre...). Jeg er fuldstændig tosset vild med den flotte blå farve i safiren (og jeg havde i et godt stykke tid siddet og savlet over den her slags ringe, med både safirer, rubiner og smaragder i), og den bliver kun endnu mere klar ved at sidde blandt helt hvide diamanter. Farven var svær at fange på billederne, så jeg har sat et par modelbilleder ved. De to sidste billeder er taget fra Lauritz, hvor ringen er købt. Og lordy, såvel det vist også slået fast, at der ikke er gået nogen stor auktionskøber (auktionskøber? Er det et ord? Auktion-ee? Auktionshandlende?) tabt i mig. Det er jo ekstremus skræmmende! Og jeg fulgte endda kun med i skjul fra sidelinien... 

Hvorom alting er (på trods af alt det, jeg ikke længere fatter af det her bloggeri, så er evnen til ævlen stadig fuldstændig præsent...), så var det her altså en af de første gaver, jeg fik af herr Søren, og derfor fandt jeg det passende at den skulle markere mit return hertil. Der kom flere gaver til senere, og de skal nok også finde vej hertil. Men ringen er den fineste, for dens udseende og dens betydning. Og jeg tager den aldrig af (eller, det vil sige; jeg TOG den aldrig af - nu kommer den i vejen, når jeg ammer... The irony...). 

- sparkle, sparkle little star...

Mille

P.S.: - og overhovedet ikke relateret til noget som helst: jeg har sådan en forfærdelig lyst til at genintroducere ordet "hyl" til at beskrive noget godt og sjovt. Som i: "Babyen bliver skeløjet, når den kigger på ranglen. Det ser hyl ud". Yes? Join the revolution! Det bliver hyl!

At Dukke op til Overfladen i allermest uelegante Stil

Hej... 

Kan I huske mig? Det er mig, der er hende bloggeren. Eller, det var det i hvert fald engang... Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan ét eller andet med ord (- det håber jeg i hvert fald; ellers har jeg en uddannelse og et job, som jeg skylder en undskyldning...). Problemet er altså ikke så meget ordene. Problemet er mere manglende organisationsevne (det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig skulle blive et problem for mig) og - mere lavpraktisk - manglende kamera. Og så tusind milliarder omvæltninger, som fik mig til at nedprioritere bloggen og fremvisningen af farver til fordel for forelskelse og forandringer. Værdsætter I alliterationerne?

Anywhose - pointen med alt dette er, at det ikke er på grund af forglemmelse, at bloggen er blevet lagt i dvale. Jeg har hele tiden husket den, jeg har bare været for travl (og honestly, for uelegant - mere om det senere) til at blogge sammenhængende. 

Men så skete der noget. For det første, så begyndte jeg at kunne se "tid til blogning" ude i horisonten igen. Jeg har idéer, jeg glæder mig og jeg savner ordene på den her måde. For det andet, så er der en del folk, som efterhånden har hevet fat i mig og sagt "Hey, what gives with the ikke noget blogning?". Det startede herhjemme (mere også om det senere!) igen og igen og igen og igen, og så spredte det sig til elever (argh, pinlighed! Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mine abstraktionsevner, at jeg ikke havde overvejet at Mille + blogning + arbejde som gymnasielærer + elever, som kan finde ud af at bruge nettet = elever, som kender til og læser gymnasielærer-Milles blog. But here we are. Hej elever!) og til internettet in general (på blog, på TrendSales, på FaceBook). Og efterhånden var det svært at ignorere stemmerne (selvom jeg ihærdigt forsøgte for at mindske min egen dårlige samvittighed. "Neeej, Mille!", sagde jeg. "Der er ikke nogle, der gider at læse dine skriblerier alligevel. Eller at se på dine ting. Whatever with the colours", sagde jeg. "Og man kan slet ikke blogge, når man har gymnasieelever, som åbenbart kan finde ud af at bruge en søgemaskine", sagde jeg mange, mange gange. Virkelig mange! Men så sagde jeg til mig selv: "Mille!", sagde jeg - "Skriv! Skriv, og hold op med alle dine dårlige undskyldninger". Og så skrev jeg. Indtil videre bare en rablende account for hvorfor, jeg ikke har skrevet (og den er slet ikke slut endnu!), men jeg lover, at der kommer andet! Og med flere billeder.

- og det er så her, I skal springe et afsnit over, hvis I ikke gider læse om mig, og mest i virkeligheden er her for farvernes skyld. For her kommer en kort gennemgang af the life of Mille siden sidste indlæg.

For det første blev jeg skilt. I så meget fred og fordragelighed, som den slags nu lader sig gøre. (Ex)-konen og jeg boede sammen i nogle måneder efter, og vi er stadig venner. 

Og så flyttede jeg til lille-sydfynsk-by, hvor lille-sydfynsk-gymnasium ligger. Man kan jo ligeså godt være praktisk omkring det. 

Og så fandt jeg mig en kollega-kæreste og flyttede sammen med ham. Og han er skøn og pæn og vidunderlig (også, når han plager om blogindlæg).

Og så blev jeg bonus-pap-ondstedmoder-mor til tre skønne unger.

Og så var der mere arbejde og flere elever. 

Og så blev jeg gravid. 

Og så var jeg gravid i laaaaang tid (som alligevel føltes som kort tid, nu jeg tænker tilbage...).

Og så fødte jeg, for 13 uger siden, en lille bitte kæmpestor baby-pige på 54 cm og 4220 gram. Mini-Mille aka Frøet aka My-barnet (som også har givet bloggen en ny etiket). Og hun er meget sød og yndig, når det ellers passer hende. Ellers er hun et skrigehoved. Men hun har det dejligste smil og de sødeste lyde; kan have timelange samtaler med mig og med ringle-katten; virrer med hovedet og spiler øjnene op, når hun bliver forskrækket - og så sover hun 10 timer i træk hver nat. Til gengæld sover hun næsten aldrig om dagen og så er hun umulig at trøste, når hun er bare det mindste sulten.  Men Gud, hvor jeg elsker hende højt alligevel. Og her poserer hun i en mørkeblå kjole, som hun har fået af nogle af mine skønne elever. Så der er lidt farve i det her indlæg alligevel!

Og så fik jeg mig en iPad, så hvis jeg staver sjovt, så ved I, hvor skylden skal placeres. I den forbindelse: formatering og design på dette indlæg sucks ligeledes på grund af manglende iPad-erfaring. Jeg lover at vende tilbage til pc-skrevne indlæg, når jeg har noget godt og farverigt at blogge om.

Og nu kommer vi endelig til det der med at være for uelegant til at være blogger. Amme-bher. Så er det sagt. Når man først har taget en amme-bh på, så er der ikke noget at gøre. Alle forsøg på at være bare nogenlunde blogger-fancy-schmancy falder fuldstændigt til jorden. Til de ikke-indviede består amme-bh (det burde skrives med stort, ligesom Satan...) af lige dele polyester, kiksethed, skulderstropper (1,5 cm!), hægter (3!) og manglende sexappeal. Til gengæld ånder den overhovedet ikke, og så har jeg ikke været ude af den mere end 15 minutter ad gangen siden starten af august. Whoop-di-friggin'-doo... Jeg har en ny fashion-teori: det er umuligt at føle sig bare i nærheden af fotogen, når ens bh har vaskeanvisningerne vævet ind i stoffet. Foran.

Det er derfor, jeg dukker op til overfladen i hidtil ukendt uelegant stil. Og det er derfor, der ikke er noget billede af mig i dette indlæg. Jeg har nemlig heller ikke været ved frisøren siden engang i starten af januar...

- at efterlade sine læsere med tvangstanker om frumpy Amme-bh,

Mille

P.S.: I den forbindelse: er der nogle af jer, der ved hvor min baggrund er blevet af? Og hvorfor mit skrift pludselig er mindre? Og mørkere? Og hvorfor min gamle skrifttype er væk? Og hvorfor mine afsnit hopper en linie ned, hver gang jeg opdaterer siden? Man kan da heller aller' ta' 1½ års pause fra sin blogning uden at alting skrider...

Grunge Is Back

Som lovet i forrige indlæg, så kommer her en lille snas om fodtøjet fra min seneste billedspam. Ligesom jeg endelig fik købt mig selv en vinterfrakke (efter kun tre år uden), så har jeg også endelig købt mig et par Doc Martens! Støvlerne har dog haft, om muligt, længere udsigter end frakken - jeg har ønsket mig et par siden jeg var 10 år og min yndlingsbeklædningsgenstand var en par skin tight sorte Harley Davidson-gamacher med hvid skrift ned langs siden. I know, jeg var et voldsomt fashionabelt barn.

Problemet med brændende at ønske sig et par Doc Martens som 10-årig er, at man som 10-årig ikke har a dollar to your name. Problemet med at være mig som 10-årig var, at jeg brugte størstedelen af min tid på at bygge huler i de højeste træer. Problemet med Doc Martens er, at de i 90'erne kostede omkring 800 kroner, og mine forældre var enige om, at jeg ikke skulle ødelægge for 800 kroner Doc Martens på bark, søm og falden-ned-højt-oppefra. Det er vel sådan set logisk nok.

However, fordelen ved at være 25 år og tjene sine egne penge (finally!) er, at man kan købe hvad man vil. Fordelen ved at leve i år 2010 (da jeg købte støvlerne) er, at Doc Martens er på mode igen og derfor til at få fingre i igen. Fordelen ved at leve i år 2010 og ved at have penge er, at Doc Martens er kommet i nye awesome farver - og jeg har fundet de aller-awesomeste. De er en form for blanding mellem petroleumsblå og flaskegrøn (og har derfor fået begge etiketter), og så er de 14-huls.

Jeg bruger dem til alting (altså, næsten)! Lige fra skinny jeans til højtaljede nederdele. Og hvis vi lige skal være super praktiske i to sekunder (bare for at få det ud af verden), så gør den tonsertykke gummisål at man står godt solidt fast på den virkelig glatte is, som havde besat alle vandrette overflader i hele december og størstedelen af januar.

På den rent forfængelige front, så er jeg vild med støvlernes farve og deres relativt grove stil. Jeg plejer ellers at have en forkærlighed for de mere delikate detaljer og cuts, men det er ligesom om, at de her støvler ikke tæller med. Selv de super grove, gule sting rundt i kanten af sålen er jeg stor fan af!

Alternativet til den her farve var den mere klassiske røde. Min barndoms farvorit. Men altså - mig og så det der med at kunne stå imod når der er klare farver, vi er ikke de bedste venner; derfor var der ikke så meget at gøre da jeg så den her farve. Til de interesserede kan jeg fortælle, at 14-hulsstøvlerne nu koster i omegnen af 1300 kroner og ikke de 800, som jeg for mange år siden plagede mine forældre om.

- nu mangler jeg bare en skovmandsskjorte, så er jeg grunge-klar,

Mille.

Mille, en Modeslave (aka Bjørnen Sover, Bjørnen Sover...)

Kæreste blogverden. I dag har jeg en lille fortælling til Jer. Den strækker sig over et par sæsoner, så hav tålmodighed med mig og mine knap så linære forklaringer. Der er ego-billeder i det for Jer, hvis I holder ud lidt endnu! Until then - her er en teaser:

Here goes: for nogle sæsoner siden forelskede jeg mig i The North Face-frakken Women's Arctic Parca. Mange af Jer kender den nok - om ikke andet, så af udseende. Den vinrøde version af den havde brændt sig fast i mit hjerte og med held skubbet alle andre frakker ud i kulden (pun intended). Det var der sådan set heller ikke noget problem i, andet end at jeg var på SU og under ingen omstændigheder havde tæt på 3000 kroner at smide efter et par fagnfulde dun i et HyVent-hylster. However, der gik en smule "see the ball, be the ball" i den, og jeg fik sparet pengene sammen. Og så var frakken i vinrød i min størrelse udsolgt.

*Suk*

Nu her, vinteren efter, havde jeg mod på jagten (og penge på kontoen) igen. Jeg havde endda udvidet mine kriterier til også at omfatte den grønne og den hvide version af frakken! Og hvad sker der? Resten af verdens kvindelige befolkning har fået samme idé som jeg! Efter utallige ufrugtbare besøg til North Face-forretningen her i byen (undskyld, North Face-personale. Jeg stalker Jer ikke, jeg har bare et usundt forhold til something of yours) gav jeg op og kastede mig over netforretninger i stedet.

*Suk*. Igen.

Internettet plejer ellers altid at være min bedste ven. Jeg fandt frakken - i hvid - og i følge størrelsesguiden på hjemmesiden skulle jeg bruge frakken i medium. Whadda I know om North Face-størrelser? Ikke meget, åbenbart, for da frakken endelig dukkede op midt i december kunne jeg på det nærmeste bygge hule i den! Den var kæmpe! Derfor måtte den tilbage til forretningen, og jeg fik ikke en pind ud af den deal andet end et minus på 75 kroner på porto. Woop-di-friggin'-doo...

*SUK*

Jeg havde ellers givet op og havde forliget mig med at bo i min gule og hvide Edith og Ella-overgangsfrakke denne vinter også, men lige pludselig (og nu er historien ved at være slut) blev jeg fundet af den her skønhed:

Det er en fantastisk tyk frakke fra Esprit, som var på 50 % januarudsalg og derefter 20 % ekstra januarsudsalgsslutsputstilbud - I like! I alt kom jeg af med lige under 600 kroner (og det er jeg, hvis jeg selv skal sige det, svært tilfreds med!). Jeg håber, at I bærer over med mig mht. billederne - det er længe siden at jeg har taget billeder af mig selv herind til, og mit ansigt har vist glemt hvordan man gør. Billedspammen har jeg ingen undskyldning for - jeg kunne ikke vælge :)

Anywho - frakken her er altså et dunfrakkehelvede uden lige (men den siger ikke "swisch swisch swisch" når man går, hvilken jeg er den evigt taknemmelig for), og den er pokkers varm! I al min fotoakavethed glemte jeg helt at tage et billede med frakken åben, så I kunne se det fine, lavendellyserøde foer (hence det allerøverste billede). Jeg har til gengæld taget et hyper-up-close billede af pelskanten, som var et ultimativt krav til min vinterfrakke.

And Jesus Christ on a pogostick, er jeg glad for den pelshætte! Jeg tager den aldrig af igen! Det er ligesom at få et uendelig langt bjørnekram, at have den hætte på! Jeg elsker-elsker den matte, grønne farve - især sammen med det sarte foer og den store pelskant, og så sætter jeg uendelig stor pris på at den er taljeret (Michelin-looket er ikke noget, jeg gør så meget i...) og har et bælte.

Med et så fornuftigt januarkup som det her, så er jeg altså bange for, at jeg for alvor er ved at blive sådan rigtig voksen og følsom (ligesom dem, TV2 synger om!). Og det er endda helt uden at nævnte, at én af de første ting, jeg tænkte på, da jeg havde købt frakken var, at nu kunne jeg komme ud at gå nogle gode ture rundt om gymnasiet i Lille-Sydfynsk-By uden at fryse min gump i laser...

- Michelining (it's a verb from now on),

Mille.

P.S.: Men hvad er det, damen har på fødderne?! Det skulle da aldrig være...? Og jo, det skulle det - de kommer med næste gang (uuuh, spoiler alert!).

Grønn Har Altshid Været min Bedschte Ven!

Uden at der skal gå for meget arbejde og arbejdssnak i det her blog-tamtam (det skulle da også lige passe, nu hvor jeg endelig har fået nosset mig sammen til at komme i svingninger herinde igen!), så er jeg jo ansat på det der gymnasium nu. Og når man er ansat på det der gymnasium, så får man fornøjelsen af at lære en pokkers masse forkortelser at kende. Det er ikke allesammen der er lige logiske ved første øjekast, men inden længe når man at forstå dem. Nogle af mine nye venner hedder AT, AP, SRP, SSO og PR. Og de er allesammen meget flinke, omend noget tidskrævende.

Hvis jeg kender blogland godt (og det vil jeg, trods min lille orlov, påstå at jeg gør), så er der en del af Jer derude, der er ved at afslutte gymnasiet eller som har afsluttet det indenfor de seneste fem år. I kender uden tvivl også mine venner og den til tider lidt uldne logik, der ligger bag deres navne. Den af mine nye venner, som jeg gerne vil tale lidt om, hedder AT. Til de ikke-indviede vil jeg lige hurtigt nævne, at AT står for Almen Studieforberedelse - men blandt eleverne har... ehrm... kælenavne som Almen Tidsfordriv og Almen Tidsspilde. Lige før jul legede AT og jeg sammen for første gang i forløbet "Ungdomskultur" i 1.g. Det var meget hyggeligt altsammen, og øgenavnene kælenavnene klingede efterhånden af.

However, selvom det var et fint forløb havde jeg efter tre dage sammen med min nye ven alligevel brug for at køle ret meget ned ned. Konen og jeg blev enige om, at hvis AT kunne stå for Almen sTudieforberedelse, kunne det også stå for tequilA nighT, og next thing I knew stod der tre kander margerita på bordet og en tom flaske tequila i køkkenet. Der er derfor måske nok nogle mennesker, som vil påstå at knipsningen af følgende billeder (og begejstringen over den fine, grønne farve) fandt sted under ikke helt appelsinfri forhold. I can neither confirm nor deny that. Jeg ved bare, at jeg vågnede op igen næste dag med fine billeder af limegrøn - og hvem kan klage over det?

Billedredigeringen fandt dog sted i relativt ædruelig tilstand, så jeg kan stå komplet inde for, at jeg er ret imponeret over den ret lille forskel mellem billedet her i originalversionen og efter at jeg har skudt alt hvad min computer kan af sort/hvid-, eksponerings- og kontrasttricks efter det:

Right? Farver er for seje!

For de ulykkeligt uindviede laves margerita (i hvert fald når det er mig, der står for dem) ved at tæske et glas tequila, et glas limesaft og en smule rørsukker sammen med en håndfuld knust is og danskvand til kanten sammen i en kande - presto tequila-o. Desuden - når en drink er grøn, er den så ikke i virkeligheden lidt sund?

- og nu hvor vi alligevel har gang i forkortelserne, hedder jeg faktisk KN,

Mille.

Why Do Birds Suddenly Appear...

Jeg har en teori om, at alting kommer i bølger. Når man flækker en negl går der sjældent længe, inden man flækker en til. Når der kommer én god film i tv, er alle de andre kanaler fuldt optagede af at vise equally spændende ting. Når ens dag starter godt, sker der gerne gode ting hele dagen - og omvendt. I sidste uge så jeg en af mine kolleger forsøge at hælde en kop kaffe op ikke mindre end seks gange, og hver gang hældte hun enten ved siden af eller hældte så hårdt at kaffen strøg ned i kruset og op igen ad den anden side. En enkelt gang røg låget af kaffekanden imens hun hældte. Til sidst var der ikke mere kaffe i kanden. Der kan man eddermame tale om en bølge! Den stakkels kone var omkring 10 minutter om at få en tår kaffe (og det er længe for gymnasielærere!) og brugte ikke mindre end tre viskestykker på at tørre op!

Derfor var der i virkeligheden ikke så meget for mig at gøre, efter jeg i tre stive dage havde haft "Close To You" på hjernen - det var kun et spørgsmål om tid før "suddenly" ville oprende (man kunne måske så påstå at det var knap så suddenly og mere eventually...) og the birds havde tænkt sig at appear'e. Og det er så hér, noget meget småt, meget nuttet, meget overflødigt og meget Hong-Kongiansk kommer ind i billedet.

I starten af sidste uge gik jeg fattigrøvs-shop-amok på nettet, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg er evigt forbavset over de fine, billige ting man kan finde rundt omkring - eBay og Etsy er mine nye bedste venner! En af de ting jeg faldt over og ikke kunne stå for, var de her fine, fine (og meget billige!) pipfugle:

Er de ikke yndige? Fuglene, altså - ikke mine stakkels frostramte fingre, som jeg under billedredigeringen lagde mærke til trænger til noget seriøst tender loving care. Det er høretelefoner (d'uh) med fuglepynt, og jer er helt vild med deres kitchethed (it's a word!). Især de små similisten i tørklæderne kunne jeg ikke stå for - og så ser de så dejligt lillepige/bondekone-agtige ud med de blå tørklæder. Jeg forestiller mig dem med en picnickurv med en rød-og-hvidternet dug på vej ud til grønne bakker. Og så elsker jeg deres små, stirrende, beady øjne og deres meget røde næb. Orange næb er så meget yesterday! Åbenbart. Whadda I know om fuglemode?

Det bedste af det hele er i virkeligheden, well, tredelt. For det første var de billige - jeg måtte give 35 kroner for dem, inklusive porto! Og de dukkede op efter kun en uge! Internettet er altså min bedste ven nogle gange! For det andet, så blev min shopping-craving tilfredsstillet (og ret billigt, endda!), og endelig blev fuglebølgen completed. Ufuldendte bølger er svært utilfredsstillende - og nu har jeg ikke længere "Close To You" på hjernen!

- to tweet or not to tweet (or to tweet in waves),

Mille.

P.S.: Se dem også her og køb dem her, if'n you wanna :)

The Comeback

My lovelies!!

Hvor er det top-sejt, at så mange af Jer stadig er her og har tålmodighed med mig! I sparker major ass! Dette indlæg er et super anti-klimatisk og ufarverigt "Howdy back" fra mig af - til gengæld er der masser af orddiarre og lister! Jeg lover, lover, lover at være en rigtig blogger der er sød ved sine læsere og rent faktisk skriver ever once in a while! Jeg ved det godt, det lyder helt tosset.

Sandheden er, at tiden lige pludselig er gået sindssvagt stærkt! Jeg så lige, at min seneste indlæg er fra engang midt i septemper! Jeg kunne have svoret, at jeg skrev det for en måneds tid siden! Jeg vidste godt, at det var lang tid siden, jeg havde været herinde, men jeg er helt ærligt chokeret over, at det er så længe siden. Derfor: liste over de vigtigste ting, som er sket siden sidst (ca.) - i nogenlunde kronologisk rækkefølge:

1 - Well, jeg blev jo færdig med mit speciale (I må ikke sige det til dem, der deler SU ud, men specialeskrivningstiden var en meget aktiv blogtid!). Dagens illustration er en wordle over alle 100 sider af mine gammelkloge observationer - i orange og pink og sår'n! Nogle uger efter jeg blev færdig, fik jeg resultatet: et 10-tal. Så fint, så fint.

2 - En anden, mindre ting er selvfølgelig, at jeg har fået mig ét af de der arbejder. Det er noget sært noget. Jeg har aldrig nogensinde haft så travlt før, men det føles ikke som om, jeg har ret travlt (selvom jeg logisk godt kan se at jeg er igang 24/7 til tider). Jeg elsker det og synes at det er så sjovt! Jeg bliver konstant overrasket over elevernes kunnen og chokeret over deres mangler.

3 - (Relateret til 2'eren) Jeg har været til en milliard-trilliard kurser og workshops og temadage og andet godtfolk og snakket med en milliard-trilliard-billiard mennesker. Ligeså langsomt er jeg begyndt at stykke to tng sammen: en nogenlunde fornuftig viden omkring gymnasiepædagogik og et mentalt kort over de forskellige relationer, gymnasielærere imellem. Jeg har en teori om, at vi alle kender hinanden i ét eller andet led. Lidt ligesom "6 degrees of separation".

4 - (Relateret til både 2'eren og 3'eren) Jeg har fået nogle super cool kolleger, som passer rigtig godt på mig. Nogle af dem er mere end godt på vej til at blive venner. Det er rart og meget trygt.

5 - Jeg har haft nærmest negativ tid til at købe noget som helst, og alligevel er det lykkedes mig at skrabe et par (eller... ehrm... lidt flere) farverige gadgets og tøjstykker sammen, som jeg glæder mig til at vise Jer.

Og hvad er der så sket nu, siden jeg har tid til at bruge bloggen her igen, kunne man så måske spørge. Og så kunne man måske svare, at der ikke er sket ret meget. Med den begrænsede mængde erfaring som jeg har opbygget mig på seks måneder vil jeg sige, at jeg stadig bruger ligeså meget tid på opgaverettelser og forberedelse som før. Men jeg er ved at lære at ordne det i "stakke" i stedet for i enkeltbidder, og det hjælper ret meget. Den primære grund til, at jeg er tilbage er dog, at jeg har brug for bloggen og for Jer. Brug for at slappe af og være andet end lærer-Mille (mange tak for det kælenavn, forresten, meget-opfindsomme-1g'er!). Jeg savner at være farve-Mille! Og jeg har savnet Jer (og sat meget stor pris på Jeres kommentarer, også imens jeg har været væk).

Derfor lover jeg altså at være tilbage igen nu. Næste indlæg bliver om noget meget småt, meget nuttet og meget overflødigt som jeg netop i dag har modtaget ganske billigt hele vejen fra Hong-Kong. Uuuh, the teasers!

Mille

- som forudser behovet for en ny etiket kaldet "Lille-Sydfynsk-By" (der er godt nok frygtelig kønt, der nede!)

The Reason

Hey lovely readers!

Jeg er næsten tilbage på overfladen nu - day 10 of the never-ending cold: return of the sore throat (inkl. hoste- og nyseanfald). Men jeg har fået noget styrke tilbage i min krop, og sover ikke længere 16 timer i døgnet. Jeg kan endda stå op i lang tid ad gangen og alting! I går var en super aktiv dag - jeg fik rettet en pokkers masse engelskoversættelser, bagt cookies (you will see later, my lovelies), fik min mor på besøg til kaff' og en bi' brø' og så fik jeg (endelig!!) taget mig sammen til at komme lidt længere med kjolen jeg syr af pingvinstof til min venindes pige. Og det er ved at være på tide, for ungen holder fødselsdag om skræmmende kort tid, og det ville da være så fint hvis hun kunne få den dér. You will see than one later, too. Lige nu består den af kant-zigzaggede dele og en pokkeres masse af dem. Forhåbentligt når jeg en hak længere med kjolen i dag. Det er i hvert fald planen.

Men altså - jeg skriver sådan set ikke for at fortælle Jer om kjoler og forkølelser. Jeg skriver for at vise Jer grunden til anden halvdel af the never-ending cold, som som bekendt startede efter min overmodige bytur i lørdags. Jeg har fundet ud af hvorfor jeg blev så syg bagefter. Ureflekterede stemmer vil måske mene at sygdommen skyldes en kombination af for lidt tøj og for lidt realitetssans omkring egen helbredsstatus. But no! Jeg har en langt mere lusket mistanke - se her:

Jeg ved godt at billederne ikke er af de bedste - de er tager i knap-så-appelsinfri tilstand (og i en køleskab (?)) ret sent om aftenen, men de fungerer udemærket som de mug shots, de nu engang er. De er de hers skyld! Det er deres skyld at jeg har snottet og hostet og sovet og svedt som en besat siden søndag! Det er jeg overbevist om! Det var mojito'en og mai-tai'en der gjorde det i biblioteket med jernrøret!

Bortset fra at de er skyld i akut forkølelse i mande-ynkelighedsstore proportioner, så smager de ganske fantastisk! Og se lige farverne! Jeg fandt dem i Netto til 10 kroner stykket, og måtte selvfølgelig have nogle stykker med hjem. Ad omveje blev de først placeret hjemme hos gravide-veninde (hvor de, on the plus-side, stod i sikkerhed for tørstige halse) og så bagerst i køleskabet herhjemme, så jeg fuldstændig glemte alt om dem. Endelig kom de ud i lyset her i sidste weekend, og så hævnede de sig så på mig. Jeg kan kun forestille mig at det er på grund af min glemsomhed.

Men altså - udenpå synes jeg at de her dåser er ret fine - de minder lidt i design om dem fra Pret-a-manger, og jeg synes at det er noget så fint at smådetaljerne står med krøllede bogstaver. Jeg synes at drinksne på billederne ser så fine og sommerlige ud, og så er det nogle helt fantastiske grønne og røde farver der er brugt.

Mai-tai'en overraskede mig, da den kom fra dåsen og ud i et longdrink-glas. Den er mat! Altså rød, men ugennemsigtig - næsten ligesom juice lavet af røde grapefrugter. Ved siden af en af de røde Rekorderlig'er så det ret interessant ud. Mojito'en var grøn på samme måde som mai-tai'en var rød (konen hader når jeg laver den slags sammenligninger - apparently giver de ikke så meget mening udenfor mit eget hoved, men sådan var det altså!), og hvor fint er det lige når ens drinks matcher? Også selvom de har onde, onde planer om at splitte ens legeme ad...

- cherry tonight?,

Mille.

The Winner Takes it All

Den 20 maj var jeg med i en konkurrence på DWC. Den 13 juni vandt jeg said konkurrence. I dag har jeg modtaget min præmie! Den var forsvundet bag en reol på posthuset, apparently. Altså, de der Post Danmark-folk. Jeg er helt med på at det er menneskeligt at fejle og alt sådan noget, but still! Jeg har måske tilbragt for meget tid inde på TrendSales Magazine, hvor en ret stor del af tiden går med at udveksle dårlige erfaringer med postleverancer og deslige, men jeg synes godt nok ikke at postkooperationen virker som den skarpeste ske i skuffen for tiden.

Anywho - happy thoughts - min præmie nåede frem og jeg er glad for den. Den har allerede fundet sig en fin plads inde på mit kontor (jow jow, for sådan et har vi jo også, os arbejdende folk...) hvor den kan holde fint-fint øje med mig.

And now - the big reveal! Jeg har vundet *drum roll*

- et artprint! Jeg har gjort billedet ret stort (for ellers var det ret lille (now that's logic for ya!)), så jeg er ked af hvis det er en smule grynet. Det er det ikke i virkeligheden. Mit fine artprint er tegnet af Jazmyn Doulliard som bor i British Columbia. Det hedder Rocky Road to Fame og jeg synes at det er ufatteligt smukt!

Jeg har ellers en dyb og ganske ulogisk frygt for billeder af folk der ligner folk. For slet ikke at tale om billeder af folk der ikke længere ligner folk! Eller billeder af deforme folk! Giver det mening? Her er en smule mere info, der måske kan klarlægge noget af min tågede logik - jeg er bange for klovne. Jeg er også rædsesslagen for forvredne ansigter. Jeg kan for eksempel ikke klare Picasso. Eller det afsnit af House, hvor en maler har en eller anden form for hjernepåvirknings-tamtam, der får ham til at male billeder med forvredne og deforme mennesker (istedet for bare at male hvad virkeligheden viser). Jeg kunne ikke engang se den nye Alice in Wonderland-film, på trods af at jeg er den største Johnny Depp-lover, fordi han har freaky-deaky makeup (og mellemrum mellem tænderne!) på. Cannot do it! Jeg tuder som et lille barn. Det skræmmer mig dybt og inderligt, og det er ikke engang lyv.

Derfor var jeg bange for, at det her billede ville gøre det samme. Altså freake mig ud. Jeg måtte se på det på min computerskærm i ret lang tid inden jeg var færdig med at overbevise mig selv om at jeg godt turde deltage i konkurrencen. And here we go - I done won! Jeg skulle indsende beviser på min egen kreativitet og jeg valgte at indsende nogle tegninger. Uh, det er så rart at vinde med noget man selv har lavet. Også selvom jeg må lægge bånd (som i BÅND!) på mig selv for ikke at farvelægge printet. Jeg skal nok lade være med at gøre det - jeg hopper jo heller ikke hen og maler på udstillingerne på muséer rundt omkring, men min indre (og for tiden ret overaktive) 4-årige barn vil meget gerne se om hun kan male indenfor linierne!

- and the crayons are... where, again?,

Mille.